Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
15. april 2004


Viva Intermezzo!!
*Tak til Informations redaktion for at have flyttet Georg Metz og hans fantastiske Intermezzo tilbage til avisens weekendudgave. Dette genitræk giver weekendabonnenter (som jeg selv) mulighed for, hver lørdag at gå på opdagelse i Georg Metzs inspirerende tankeunivers, og samtidig bliver en allerede god weekendudgave endnu bedre. Viva Georg Metz og Intermezzo!!

Kasper Hvidt, Stud.Mag. og håndboldspiller, Spanien.

Madame Pompadour
*Den grønlandske indlandsis smelter og truer verden med oversvømmelse. Verdens værste miljøsvin, USA, nægter at være med til at begrænse CO2-udslippet. Man ønsker åbenbart at leve op til salig madame Pompadours ytring på falderebet: Efter os syndfloden.

Finn Holten Hansen

Giv den mand et job
*Forsvarets efterretningsmand, major Frank Søholm Grevil, medlem af Venstre, siger med risiko for to års fængsel, at Statsministeren lyver omkring årsagerne til Danmarks deltagelse i Irak-krigen. Nu er Grevil blevet fyret. Men virksomheder og institutioner bør stå i kø for at tilbyde denne efterretningsofficer et job hurtigst muligt. Han ved noget. Han er ærlig. Han tør bruge sin ytringsfrihed. Tre kvalifikationer der er guld værd i det moderne vidensamfund.

Boye Haure
Radikal folketingskandidat

Tilhængere af islam i DK er hyklere!
*I lande hvor Islam er den dominerende religion bliver halvdelen af befolkningen automatisk diskrimineret (nemlig kvinderne), og hvert individs ressourcer bliver, som koranen påbyder, i betydeligt omfang brugt til at dyrke religionen (jvf. Sven Burmesters artikel d.10/4)
Dette er blot to eksempler på hvorfor Islams værdier og normer står i vejen for økonomisk udvikling og istedet fører direkte til fattigdom og underudvikling.
Det er således rendyrket hykleri når man som tilhænger af Islam vælger at bo i et land som DK, hvor velstanden – som man åbenbart gerne vil have del i – er et resultat af netop de vestlige værdier som man tager afstand fra.

Steen Kærsgaard, Charlottenlund

Om viden og tro
*Den 10/4 citerer Oliver Stilling, i sin artikel om konfirmander, tro og religion, flere af de nysgerrige konfirmanders filosofiske spørgsmål, som de rettede til deres præst. De dybe og reflekterede spørgsmål er endnu et bevis på, at filosofi og refleksion ikke er knyttet til alder og erfaring – det patroniserende udsagn: »Jaja, du kan bare vente at se, erfaringen fortæller mig, at livet er sådan og sådan. Det skal du nok komme til at fatte engang« er nonsens på stylter.
Jeg hæftede mig dog specielt ved et af spørgsmålene, nemlig spørgsmålet »Hvordan ved man, at man tror?« Det er intet mindre end et genialt spørgsmål. Udsætter man det for en lidt grundigere filosofisk analyse, viser spørgsmålet faktisk en central pointe om forholdet mellem tro og viden. Det interessante er nemlig, at man meningsfuldt kan stille spørgsmålet, dvs. vi forstår indholdet og begynder at tænke over det. Hvis man derimod vendte det på hovedet og spurgte: »Hvordan tror man, at man ved noget?«, så er det åbenlyst, at det er et meningsløst spørgsmål: For hvis man ved noget, så har man ikke brug for, at man tror, man ved det. Så ved man det bare, færdig bum. Det er altså ikke nødvendigt at tro, at man ved noget.
Man hvad betyder alt dette så? Jo, det viser, at sproget er indrettet på den måde, at epistemologi (dvs. læren om erkendelse og viden) har logisk forrang fremfor tro. Det vil sige, at tro ikke kommer ’før’ vores viden. For man kan jo godt spørge, hvornår man ved, at man tror, men ikke om man tror, man ved. Filosofisk set er tro altså, desværre for de mange ny-konfirmerede og præsten selv, et lille aneks til viden. Det er derfor forfejlet, hvis man mener, at religioner har den status, at de kan sige noget om verden. Tro er altså, i bedste fald, lidt pynt på kagen, men ikke sandhedssøgende og i forholdet til viden, bør det ikke spille nogen fremtrædende rolle. At verden i dag langt fra ser sådan ud, er en hel anden snak.

Christoffer Boserup Skov, Cand. mag. i filosofi

Berlingeren vrøvler
*Et kortvarigt negativt udsving i beskæftigelsen under SR-regeringen, tolker tante Berlinger som: »Tabet i beskæftigelsen under SR-regeringen var 10.000« (Berlingske Tidende, 7. april 2004). Bortset fra den yderst dubiøse formulering – som hverken er en seriøs avis eller en moden kvinde værdig – er det et ynkeligt angreb, som på ingen måde kan overskygge det faktum, at samme statistik viser en massiv beskæftigelsesfremgang i den samlede regeringsperiode.
Derudover var det så sandelig ikke første gang, der skete et skarpt dyk i den størrelsesorden under Nyrup. Forskellen er bare, at det hver gang lykkedes at vende udviklingen i positiv retning – i modsætning til den siddende regering, som overtog et fald, og kun magtede at fastholde en konstant forringelse.
Men ved nærmere eftertanke får man jo en mistanke om, at forringelsen er fremkaldt af regeringen med velberådet hu. Det er jo højrefløjens implicitte mål at fjerne ethvert socialdemokratisk fingeraftryk på det danske samfund – om det så er den høje beskæftigelse, skal den ned med nakken!

Sven Karlsen, Brøndby

Per Stig tager parti
*En dansk observatør, udsendt til Vestbredden i det palæstinensiske selvstyreområde er blevet fyret af det danske udenrigsministerium. Årsagen skulle være et Israel-kritisk indlæg i en dansk gratisavis. Radioavisen oplyser desuden, at en direktør for det israelske udenrigsministerium har henvendt sig til de danske myndigheder.
De israelske myndigheder har desuden en praksis med at lægge et særligt pres på nyhedsmedier, der rapporterer fra Israel og de besatte palæstinensiske områder på en måde, der ikke lige passer de israelske myndigheder.
En fredelig løsning på spændingerne mellem Israel og det palæstinensiske selvstyre bliver ikke just fremmet, hvis de lande, der bidrager til observatøropgaver tydeligt tager parti for den ene part. At de udsendte observatører personligt kan have sym- og antipati i forhold til den foreliggende opgave er kun naturligt, men på ingen måde forstyrrende, så længe de udfører deres opgave med omhu og neutralitet. Det er i den sammenhæng interessant, at der tilsyneladende ikke har været rejst konkret tvivl om den udsendte observatørs udførelse af opgaven. Desuden ligger det omtalte avisindlæg før den ansættelse, som udenrigsministeriet nu har fyret den pågældende fra.
Udenrigsminister Per Stig Møller har i et brev til den nu fyrede observatør udtalt, at det forventes, at en ’observatør udviser en diskretion med forhold, der kan skade værtslandets omdømme’. På den måde tager udenrigsministeren åbenlyst mere hensyn til de israelske myndigheder end til værtslandet – det palæstinensiske selvstyre.
Det er derfor beskæmmende for den danske udenrigsminister, at han ikke selv er i stand til at leve op til den neutralitet, som han selv forlanger af udsendte danske observatører.

Carsten Skov Teisen, Slagelse

Preben Wilhjelm i hængekøjen
*David Trads har gjort mange gode gerninger for Information. Senest er han »faldet ud af hængekøjen« i Irak debatten, og har udtrykt tvivl om krigsmodstandens lyksaligheder – til ærgrelse for blandt andre Preben Wilhjelm i et læserbrev 3.-4. april. Jeg anser det for at være en grov stramning, når Wilhjelm siger, at folkeretten ligger i ruiner efter Irak krigen. Det er fortsat usandsynligt, at et demokratisk land bliver invaderet, og det er utænkeligt, at det vil ske ustraffet. Derudover er folkeretten ikke mere hellig end herremandens ret til at straffe sine bønder. Den sidste ret blev ændret. Måske skulle man også ændre en folkeret, der giver despoter ret til at myrde deres folk. Hvad angår FN’s sikkerhedsråd (som ifølge Wilhjelm er berøvet sin væsentligste funktion) så afspejler dette magtforholdene ved 2. verdenskrigs slutning, og dets væsentligste funktion er at sikre uretfærdighed (ved hjælp af stormagternes vetoret). Hvis vi skulle danne et sikkerhedsråd i dag, ville USA blive eneste medlem, og det er den realitet, som USA konstituerer med sine handlinger. Og helt ærligt: Hvem kan være ked af, at vi fra sikkerhedsrådet ekskluderer europæiske lande, som fører kynisk realpolitik – eller asiatiske lande, hvis ledere har besvær med at befri sig fra despotensham. Det er måske for meget for langt, at Preben Wilhjelm skal »falde ud af sin hængekøje« – men kunne han ikke gynge lidt.

Bent Kroghly, Folketingskandidat for Det Radikale Venstre

Kastebolde og prøveklude
*Forleden kunne man i flere aviser læse, at i De sociale Nævn er antallet af klager over kommunale afgørelser på 10 år steget fra 20.000 til 31.000 sager. Lektor Helle Porsdam mener, at årsagen er, at der er opstået en klagementalitet, hvor man finder sig i mindre og er mere opmærksom på sine rettigheder. Ved at bruge ordet rettigheder kommer det til at fremstå, som om borgerne bare kræver ind, men i langt de fleste sager er der tale om at få dækket nogle fundamentale behov hos en medborger, som har erkendt ikke at kunne klare sig selv, og som tager ansvar for sin eller sin families situation ved at henvende sig til det offentlige for at afhjælpe situationen. Det interessante er, at hovedparten får medhold i deres anke over kommunens beslutninger.
I Strukturreformens betænkning lægges op til, at kommunerne skal varetage hele det sociale område. Men allerede i dag træffes vidt forskellige afgørelser i næsten identiske sager i kommunerne – og det er ikke kommunestørrelsen, som indvirker. Det er politisk og økonomisk bestemt. Hvordan skal det så ikke blive, hvis de rigtig tunge områder som dele af sundhedsvæsenet og den vidtgående specialundervisning skal indgå? Skal vore svage medborgere nu til at være kastebolde og prøveklude i en kommunal fusion, hvor opgaver, indhold og ansvar er ganske diffust?
På Kommunernes Landsforenings børnetopmøde 25.-26. 2. kom der et debatoplæg ’Fra specialundervisning til normalundervisning’. Hovedbudskabet: Drop den særlige lovgivning om specialundervisning. Per B. Christensen siger: »Hvis hele ansvaret for specialundervisning samles i kommunerne, har vi ikke brug for at have særlige regler for specialundervisning. Det er nok, at der står i Folkeskoleloven, at undervisningen skal tage udgangspunkt i det enkelte barn. Det betyder, at et stærkt handicappet barn eller et barn med indlæringsproblemer stadig vil få særlig støtte.«
Hvordan tør forældre tro herpå, når deres erfaring er, at de har måttet kæmpe for det rigtige tilbud til deres barn og har måttet anke kommunens afgørelser adskillige gange?
Den vidtgående specialundervisning indeholder desuden en række funktioner og fordrer en indsats fra mange specialiserede medarbejdere. Det er et område, som man ikke kan sætte mål på som på sygehusområdet, og som kræver forskellige og varierede grader af tilbud, da personerne både har forskellige handicap og forskellige grader af handicappet.
Som menneske er det væsentligt at tænke i næstekærlighed og at vise hensyn, og som borger er det væsentligt at vægte en retmæssig og retfærdig sagsgang. Det kan derfor undre, at de mange medhold i ankerne ikke vækker bekymring, set ud fra et menneskeligt og demokratisk synspunkt hos lokal- og landspolitikerne.

Birgitte Bjørn Jensen, bibliotekar, Birkerød

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her