Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
14. april 2004


Overkill
*Det er næsten for overdådigt at se læserbreve af henholdsvis Søren Blaabjerg og Per Vadmand på samme side i Information (d. 5.4.04). Jeg vil gerne hylde og takke disse to skribenter, som i mange år har skrevet nogle af de bedste, mest intelligente og læseværdige indlæg i avisen. Der er ikke så mange svinkeærinder, de tænker sig om, sigter og rammer plet. Tak for det og kom igen, I gode mænd fra Hørning og Ringsted!

Klaus Rifbjerg, Málaga, Spanien

Politik
*Forslag til regeringen om nyt mantra: Nåde for noget.

Birgitte Gjøtz Petersen

Flertal for krig
*Skal vi være vanekristne eller skal vi forlange en grundlovsændring: Paragraf et eller andet: Danmark skal ikke gå i krig før der ved et valg er et flertal i befolkningen, der er enige, kristne el. andre menesker!

Jan Balle,Nykøbing Sjælland

Bølle-Brian
*Da Brian Mikkelsen blev kulturminister, beklagede han sig over, at de borgerlige synspunkter havde været ildesete for længe, hvilket førte til den famøse kulturkamp. Problemet med begrebet kulturkamp er blot, at det skjuler én vigtig omstændighed ved kulturministerens metoder. Han kæmper ikke med sin modstander, men nøjes med at lukke munden på enhver, der ikke falder disciplineret ind i det borgerlige geled.
På det sidste har dette kulturtyranni udmøntet sig i, at PEN har fået frataget sin støtte efter polemikken om islamofoben Lars Hedegaards optagelse. Dette viser, at Brian Mikkelsen udelukkende ønsker at kontrollere og styre kulturen udfra en snæver regeringsvenlig dagsorden. Reelt har Brian Mikkelsen blot udskiftet det ene (påståede) meningstyranni med et nyt borgerligt et af slagsen.
Kulturministeriet er dermed blevet til et kulturpoliti, som pisker de kreative kræfter i den herskende menings retning. Og hvis man siger det rigtige længe nok, får man endda en middagsinvitation til Marienborg. Resultatet af denne strategi bliver dog intet mindre end statskontrolleret kultur og censurering af ’systemkritikere’. Hvis kulturen ikke vil reduceres til servile hyldestdigte og ufarlig underholdning, er det derfor på høje tid at modsætte sig ministerens bølleagtige forsøg på at paralysere ethvert tilløb til kritik.

Carsten Stage
Minoritetspartiets kulturpolitiske ordfører

Radikal mangel på kritik
*Tak til Radikale Venstres Anders Samuelsen for at gøre klart (5.4.), hvad forskellen er mellem EU-partiernes og unionskritikernes kritik af EU.
Radikale er »begejstrede for det europæiske projekt,« men iflg. Samuelsen overskygger uheldige enkeltsager »det grundlæggende positive i et stærkt europæisk fællesskab«. Derfor forholder han sig kun til enkeltstående stykker lovgivning, som han kan være for eller imod, ligesom han kan med »motorveje i Nordjylland«. Stillingtagen afhænger af, om det er radikal politik, og det er såmænd gyldigt nok i en dansk sammenhæng, hvor den danske stat er legitim ramme omkring politiske beslutninger. Med EU er problemet blot, at netop rammen er så mangelfuld, at EU ikke er »et stærkt europæisk fællesskab,« man som demokrat kan være »begejstret for.«
Samuelsen ser systematisk magtmisbrug og korruption; traktatbundet neoliberalistisk økonomisk politik og fri bevægelighed til fordel for industriinteresser; fortsat integration af forsvarspolitik og nu forfatningsmæssig forpligtelse på militær oprustning; magtkoncentration i institutioner uden kontrol; som »uheldige enkeltbeslutninger.«
I realiteten skyldes de konstruktionsfejl i Unionsopbygningen. Den struktur, Samuelsen påstår, står for »menneskerettigheder, demokrati og økonomisk lighed.«
Han kalder sig »kritisk, optimist og modernist.« I mine øjne er det naiv følgagtighed og politisk ansvarsfralæggelse.

Trine Mach
Talsperson og EU-kandidat for JuniBevægelsen

Hvad med de unge læsere?
*De unge læsere udgør ikke ligefrem en stor del af Informations læserskare. Derfor kan det godt undre, at avisen har afskaffet reportagerne fra superligaen, som en del af dennes nye reform.
For netop sportsreportagerne kan måske tiltrække det yngre publikum, og her taler jeg ikke om de nervepirrende skakdueller, der her for nyligt udkæmpedes træk på træk hen over den hertil passende humoristiske bagside. Nej, jeg tænker på noget a la Torben Billes livlige skildringer fra Valby Idrætspark. Det der gør (eller rettere gjorde) sporten i denne avis så unik, at man i depression over afskaffelsen af fodbolddækningen, alligevel kan finde på at læse de sørgelige sportsefterladenskaber, skakreportagerne. Men det er bare ikke godt nok!
Man savner Billes personlige stemningsrapporter, som viste at fodbold er mere end resultater. Baggrundsdetaljer og situationsbeskrivelser før kampstart og et kræsent udpluk af sportsnyheder medvirkede også til, at man ikke forvekslede reportagerne med visse avisers daglige opdatering af f.eks. ekslandsholdspiller Jes Høghs ankelskade.
Det må stadig være muligt at skrive sportsjournalistik på højt niveau, selvom Bille ikke er der til det. Jeg finder det derfor meget beklageligt, at Information har opgivet ambitionen om dette. Pas på at denne defensive strategi ikke ender med selvmål!

Jakob Paludan Wogensen
Kbh. NV

Cafepenge eller overlevelse?
*Jeg synes der er noget galt med vores samfund, det er blevet alt for liberalistisk og en stakkels studerende har dårlig tid til at skrive et læserbrev. Nu er det ved at være mange uger siden der var debat om SU’en, men jeg har ikke haft tid før nu hvor jeg har ferie, til at ytre mig.
Hvordan kan det være at de rige skal havde flere penge mens studerende får mindre? Jeg synes det er fint at de enlige forsørgere får flere penge, men det er ikke rimeligt, at de hjemmeboende nu får mindre i SU.
Kunne det ikke tænkes at de rige ikke ville bruge deres skattelettelse til at spare op. Jeg tror ikke de rigestes skattelettelser vil komme samfundet til gode, og hvis vi ikke har nogle studerende har samfundet ingen fremtid. At være studerende er et heltidsarbejde, så det hjælper ikke, at sætte grænsen op for hvor meget man må tjene. Når man er studerende har man simpelthen ikke tid til at arbejde så meget. Lærerne siger at fritidsarbejde går ud over den studerendes indsats i skolen. Det kan godt være vi får et par 100 kr. mere i SU end vores forældre fik i børnepenge for os, men nu er det også dyrere at være ung end at være barn.
Du får meget mere af dine forældre som barn end som ung, men når staten tager de unges penge kan forældrene blive nødt til at give penge til de unge så det kan løbe rundt. Og måske ville børnene få bedre økonomisk sans hvis de selv fik pengene ind på deres konto. Man kan sige, at de der har hjemmeboende børn der studerer, har mistet deres skattelettelser. Er det rimeligt? Og hvad med de forældre der ikke har råd/lyst til at betale for deres børns studier? For det er jo ikke alle forældre der har råd til at give penge til deres hjemmeboende børn. Når regeringen tager penge fra SU’en laver de større skel mellem de forskellige klasser i samfundet.

Rikke Goldbech, gymnasieelev

Åbent brev til Arla
*Arla har været udsat for kraftig offentlig kritik i 2004. Mejerigiganten er blevet kritiseret for at tryne såvel konkurrenter som mælkeleverandører. Efter først at have affejet kritikken gav ARLA udtryk for at man ville lytte og lære. Som direktøren udtalte i avisen 1. april: »Vi skal have et anderledes syn på de små mejerier.«
Så vidt så godt. Forbrugernes magt er ganske stærk. Det har Shell oplevet med placeringen af Brent Spar boreplatformen. Og ingen magt synes længere stærk nok, til at kunne ignorere offentlighedens reaktioner.
Og dog! I aviserne den 6. april præsenteres vi læsere atter for, at mælkeproducenter, der f.eks. igen skal levere til ARLA, efter at konkurrenten er opkøbt, fortsat skal betale en høj afgift. ARLA forklarer, at den nye imødekommende linie kun gælder fremover og ikke for igangværende sager med producenter. Har I da intet lært i ARLA?
Her i familien har vi nu tænkt os at droppe alle ARLAs produkter i en måned frem til den 8. maj. Hvis andre følger vores eksempel, så kan det være at ARLA vælger at forvalte deres monopol med større ansvarlighed. Ellers er der nok nogle andre europæiske mejerier, som senere vil levere de mælkeprodukter vi fortsat vil have brug for i husholdningen.

Laila Olsen og Jørgen Thorslund,
SF Byrådsmedlem og Udviklingschef,
Slangerup

Ibn Warraq i eventyrlandet
*Ibn Warraq er aktuel på dansk med bogen Derfor er jeg ikke muslim som udkom i 1995, og som jeg læste lidt af i 1999. Jeg sagde ’lidt’, fordi efter 40 sider kunne jeg genkende det meste af det der stod i en anden bog ved navn 23 år af den afdøde iranske senator Ali Dashti. Mit gæt viste sig at være korrekt. Ibn Warreq bekræfter, at Dashti har været hans største inspirationskilde, og han har brugt mange emner fra Dashti i sin bog.
Siden 9/11 er der blevet dannet to fronter i Vesten omkring holdninger til islam:
nHøjreekstremister og ultra-nationalister, der udnytter angrebet til egen fordel ved at stifte had mod muslimerne. Deres mål er et nyt korstog mod muslimer og må afvises på det kraftigste. Hvorfor finder Lars Hedegaard det efter ni år pludselig interessant at oversætte bogen til dansk?
nVenstreorienterede og humanisterne som er alt for tolerante overfor islam. Som om islam er mere ’lige’ end andre religioner. Gruppens anden fejltagelse er, at de er tilhængere af status quo hvad angår islam. De er ligeglade med den manglede reformation af islam. Men for mig, der ønsker en oplysningstid for islam er denne holdning ikke nok. Hvis islam vover at træde ind i politik, skal den først reformeres, da den er diskriminerende overfor de anderledestænkende.
Hvorfor kan man ikke udtrykke sin holdning om islam uden at have en fatwa hængende over hovedet? Fordi islam ikke er tilpasset til den (post)moderne verden. Men Ibn Warreqs og lign. bøger kan ikke udføre denne kolossale udvikling. De der kan, skal have en respekteret muslimsk baggrund. Luther var jo selv en respekteret og troende præst. Heldigvis er samme proces i fuld gang f.eks. Iran. Mange ayatollaher – herunder Khomeinis ekskronprins, Montazeri, eller den islamiske filosof Sorosh, prøver ihærdigt at sidestille islam med andre ideologier og adskille mellem islam og statens anliggender.
Det er helt fint at Ibn Warreq skriver sin (Dashti’s) mening om islam. Men han skal ikke forvente nogen radikal ændring inden for islams murer, da den sande målgruppe – de ca. 1 mia. muslimer– ikke vil/kan læse bogen. Desuden glemmer han, at religion handler mere om tro end fornuft. Alle troende kristne ved jo, at jorden ikke er flad! Kløften mellem kritikere af islam og den muslimske verden er for dyb.
Der er mangel på dialog, og derfor er der brug for, at bygge en bro mellem parterne. Ikke en bulldozer, der graver denne kløft dybere.
Derfor forbliver Ibn Warraq kun i undergrunden. Han mangler dialogen. Det er denne udfordring, som vi skal arbejde på.

Reza Rahimpour
Freelance journalist, medlem af Dansk PEN

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her