Læsetid: 8 min.

DEBAT

6. april 2004


Violette skyer
i en rosa drøm
en uendelig rolig flade i hvidt
og spæde bladgrønne kys
fra et æterisk væsen
Så fint det underbevidste punkterer længslen
og værdsætter behovet for skønhed.

Ann Mari Urwald

Krarup syg for tiden?
Der er helt stille i Dansk Folkeparti og omegn. Dette på trods af voldsomme angreb mod danskere og danskheden. Trods et overskud på 17 mia. nægter A.P. Møller at investere i en redning af sit eget værft i Danmark – med tab af danske arbejdspladser til følge. Jamen Søren og Pia dog, brug jeres Messerschmidt og angrib!!!

Ib Jensen, Bakkedraget 28, 2860 Søborg

Naturen styres fra Lichtenstein
Bl.a. Kjeld Hansen har ofte fremført det synspunkt, at én procent af Danmarks befolkning (nemlig landmændene) ejer 62 procent af Danmarks jord og dermed naturen. Det er ganske korrekt – og det forarger ham så meget, at han nu, i følge Information den 30. marts har analyseret sig frem til, at det udgør et demokratisk problem, og det har han så gjort Folketingets fødevareudvalg og miljøudvalg bekendt med.
Jeg har svært ved at se, hvordan landmændene kan udgøre en trussel mod demokratiet. Til gengæld kan jeg sagtens se, hvordan Kjeld Hansens krav om, at stadig mere jord skal udlægges til naturområder, udgør en trussel mod landbrugserhvervet.
Men hvor mange landmænd vil Kjeld Hansen have, før han mener demokratiet er i orden? 100.000, en mio. – eller skal alternativet til landmændenes selveje være en nationalisering af jorden, der så drives efter samme principper, som statskollektivbrugene blev det? Det var jo ingen voldsom succes, i hvert fald når det handler om at brødføde egen befolkning.
Eller drejer det sig mere om, hvem der ejer jorden? Åge V. Jensens Fond er en af de største private jordbesiddere i Danmark. Fonden er lukket, offentligheden har ingen indseende med dens regnskaber eller dispositioner, og den er hjemmehørende i Lichtenstein. Endnu har jeg ikke hørt Kjeld Hansen protestere mod opkøb herfra, formentlig fordi jorden lægges ud til naturformål. Det er både prisværdigt og godt - men er det demokratisk?

Peder Thomsen
viceformand i Dansk Landbrug

Abonnentens dårlige samvitighed
Informations oplagstal har det ikke så godt, selv om det er godt at der er så mange læsere.
Spørgsmålet er jo også hvem der egentlig er jeres kernelæsere.
I øjeblikket morer jeg mig lidt over de næsten helsides annoncer for høreapparater:
Firmaet ville næppe ofre så mange kroner på annoncer i Information hvis det ikke netop havde check på aldersprofilen på en god portion af læserne.
Er I helt sikre på at det så er den rigtige politik at fjerne dækningen af teater – foruden af den klassiske musik som jo for længst er skrottet. Kæmpeartikler – sommetider allerede på forsiden – af rock og pop er nok beregnet på trække kunder til, men lur mig om det er dem, I får fat i.
Med den sidste omlægning af avisen er læsestoffet i øvrigt udvidet så betragteligt at jeg er glad for, at jeg nu er pensioneret: ellers ville jeg ikke have en chance for at blive færdig med avisen inden for to dage.
Så helt ærlig: overvej jeres profil endnu en gang. Det er måske altid klogt at satse på de unge, men den gruppe som kunne tænkes at læse Information, vil nok have det som utallige yngre frafaldne læsere, som jeg kender: de har aldrig tid til at læse så mange, lange og gode artikler hver dag, og den dårlige samvittighed ved ulæste aviser kan meget nemt få en til at opsige sit abonnement.

Inge Heise
Hvalsø

Stille undren
Mage til flødeboller skal man da lede længe efter; de herrer Hartmann og Langdal i lørdagsavisen. Hvad bilder de sig egentlig ind? Hvis det er civilisationen og finkultur de to repræsenterer, er vi avislæsere vist godt hjulpet uden.
Men svæv I blot videre på musens vinger, I teaterets skjønånder: Læg Information fra Jer for evigt, så slipper I for at beskæftige Jer med de sidste 98 procent af virkeligheden og vi andre får et lidt mere doseret indblik i københavnske teaterforestillinger. Godt bytte, synes jeg. God vind til den nye kulturredaktør. Og Trads: Tak for at Den mindst Ringe ej blot er til Lyst.

Thomas Høvsgaard
Ryde

Hvorfor lige irakerne
Kan Irak-krigen reduceres til spørgsmålet om verden er et bedre eller dårligere sted uden Saddam? Nej, for selv om man ikke ønsker den irakiske diktator tilbage, er man i sin gode ret til at protestere mod den verdensorden hvor den stærkeste (lige nu USA) bestemmer. Det er en udemokratisk og på sin vis diktatorisk verdensorden.
Derfor er der i den grad behov for en debat om hvordan vi skaber en verdensorden hvor lande træffer beslutninger i fællesskab. Som et første skridt bør diktaturer forbydes optagelse i FN, så lutter demokratiske lande dér kan beslutte multilateralt.
Hvorfor er det for øvrigt lige irakerne vi gerne vil hjælpe i øjeblikket? Fordi medierne det seneste halvandet år konstant har fokuseret på Irak ved at vise billeder og fortælle historier om almindelige irakeres lidelser. Det skaber naturligt nok sympati. Men det er på tide at medierne retter fokus mod andre af verdens brændpunkter. Irak er ikke det eneste land hvor mennesker lider nød.

Bjørn Sparre Johansson
historiestuderende

Tidens krønike i kort begreb
I det fremstormende elizabethanske 1600-tal var der en levende forestilling om, at teatret kunne man ikke undvære. Hamlet (som overskriften stammer fra) var vel tidens splatterfilm med scenen fuld af lig ved slutningen. Men også et pejlemærke – en samling ord, der dengang og nu var med til at ændre menneskers syn på verden.
Ikke alle nutidige skuespil er så betydningsfulde. Men i de bedste af dem fornemmer vi en energi og en drift til at se på en ny måde, at fokusere på urimeligheder og absurditeter, så der falder en klap fra vore øjne.
De moderne medier har udfyldt publikums behov for at blive fodret med underholdning, og det er nemt for et dagblad at følge med strømmen. Men særdeles ansvarsløst at negligere den del af kulturen, som teatret er basis for. Vi ville blive fattigere uden drama.

Bent Rasmussen
Haderslev

Ting, der irriterer mig
Velkommen til den nye kulturredaktør Peter Nielsen.
Her en kort gennemgang af ting der irriterer mig ved kulturstoffet i dagens avis, fredag den 2. april.
På forsiden et stort farvebillede af Leif Davidsen. På denne plads kunne der have stået en teateranmeldelse med et lille billede. Bjarke Møller skriver en meget fin artikel om attentatet i Madrid på side 10-11. Men på det areal som billedet optager kunne have været to-tre anmeldelser af kunstudstillinger. Katrine Nyland Sørensen skriver på side 12 en tankevækkende artikel, ’Hustrumishandlere, miljøsvin og andre terrorister’. Selve teksten fylder under halvdelen af pladsen der også rummer et helfigursportræt og en masse hvidt papir. Her kunne have stået en-to boganmeldelser.
I anledning af Terkel i knibe er der på side 13 en artikel om Anders Matthesen. Teksten fylder 1/3 resten optages af et stort billede og hvidt papir. Plads til tre musikanmeldelser. (Filmanmeldelsen (side 15) fylder cirka 1/5 af arealet af Andres Matthesenteksten på side 13). Morten Pihls gode anmeldelse på side 15 af The Station Agent fylder cirka 40 procent af, hvad interviewet med Peter Dinklage breder sig over. Her kunne have stået en orientering om relevante børneteaterforestillinger.
Som du kan se, er der nok at tage fat på, Peter Nielsen.

Ebbe Hertel
Værløse

Del jer efter anskuelser
På det sidste har man i EU-debatten hørt udsagn om, at en dansk kommissær simpelthen er en forudsætning for det danske EU-medlemskab. Lad mig lige minde disse nationalt bekymrede personer om, at medlemmerne af Kommissionen ikke er udpeget for at varetage deres respektive hjemlandes interesser. Og heldigvis for det. Principielt er det fint nok, hvis alle medlemslande udpeger en kommissær, men en ligelig rotationsordning ville også være helt acceptabel.
Det bedste ville nu være, hvis Europa-Parlamentet valgte medlemmerne af Kommissionen. I det hele taget bør vi i EU dele os efter politiske anskuelser og ikke efter nationalt tilhørsforhold. Som radikal føler jeg ikke i særlig stor udstrækning mine holdninger eller mine interesser repræsenteret af den danske regering, hverken herhjemme eller i det europæiske samarbejde. Folks holdninger og handlinger er da langt vigtigere end hvilket land de kommer fra.

Af Tomas Bech Madsen
Europa-Parlamentskandidat (R)

Det går ad Glistrup til
I 1975-76 foretog forskere ved Århus Universitet en undersøgelse, som viste, at Mogens Glistrups daværende Fremskridtspartiet var landets næst største arbejderparti. Selv om glæden blev kort, udløste meddelelsen eufori blandt borgerlige og også blandt mange såkaldte venstreorienterede. Opstemtheden gentog sig 25 år senere, på valgnatten den 20. november 2001, da Dansk Folkeparti erobrede ni mandater, bl. a. på Socialdemokraternes bekostning.
Det var ikke blot potentielle hævnere som Mogens Camre og Ole Hyltoft, der gned sig i hænderne. Også kloge-hoveder på Christiansborg og i avisernes leder- og kommentarspalter så Pia Kjærsgaards og Søren Krarups parti som det nye århundredes nye arbejderparti. Mens Socialdemokraternes skæbne var at se tilbage på en glorværdig fortid. Ikke bare i Danmark men sågar i hele Europa.
Siden har forskellige korrektiver meldt sig, senest parlamentsvalget i Spanien og lokalvalgene i Frankrig, uden at det resultat, som Kjærsgaards pendant Le Pen fik, skal undervurderes. Og herhjemme? Tja, selv om Dansk Folkepartis tilbagegang overdøves af Venstres nedtur, er tendensen klar. Noget tyder på, at ’DF-arbejderen’ bliver et ligeså flygtigt begreb som ’fremskridtsarbejderen’.
Opinionsinstituttet PLS-Rambøl har for Jyllands-Postens Århus-udgave i perioden 8.-16 marts taget den politiske temperatur på 1.000 århusianere. Resultatet viser, at ’arbejderpartiet’ Dansk Folkeparti nu er under spærregrænsen til byrådsvalget i Danmarks næst største arbejderby, hvis bål – Gjellerupparken – partiet ellers flittigt har kastet benzin på.
Sølle 2,9 procent bliver der tilbage til det ny århundredes stort annoncerede arbejderparti i Danmarks næst største by, mens Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten med 18 mandater genvinder det absolutte flertal i (også) forrige århundredes socialdemokratiske bastion.
VK-partierne mister ikke færre end syv procentpoint og dermed borgmesterposten. Samtidig må det forventes, at byens Radikale Venstre, som har tradition for en progressiv linie, repræsenteret af Elisabeth Arnold i Folketinget, vender tilbage til det gamle samarbejdsmønster i byrådssalen, efter en periodes lokal fraternisering med de Radikales hovedmodstander på Christiansborg.
Men alt håb er endnu ikke ude for folkepartisterne i Århus. De har fremmed-aggressionen at falde tilbage på.
Tonen skal skærpes over for de fremmede, lyder det fra formanden for Dansk Folkeparti i Århus, Niels Brammer, hvis folk ikke er, som han siger, til ’bløde områder’.
Han ser frem til, at »moské-debatten kan give Dansk Folkeparti mere vind i sejlene,« og dermed flere stemmesedler i urnen.
Men bortforklares kan det ikke, at det langsomt går ad Glistrup til for Dansk Folkeparti – og ikke kun i Århus.

Lars Weiss
folketingskandidat (S)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu