Læsetid: 5 min.

DEBAT

Debat
24. april 2004


Kgl.
*Hvad skal vi dog med et kongehus, der i sin vulgaritet er trendsættende for alt, som ikke betyder noget? Spejle os og prøve at følge med, naturligvis!

Bent Jørgensen, keramiker

Stærk i troen
*»Det er ikke noget vi tror, det er noget vi ved«, sagde Danmarks statsminister om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben, inden han sendte danske soldater i krig. Samme statsminister fordrejede og manipulerede de oplysninger, han inden krigen fik fra FE og vildledte derefter Folketinget.
Det er ikke noget jeg ved, men det er noget jeg tror.

Erling Dissing, Aabenraa

Gas og uld
*Jeg synes efterhånden at debatten mellem Europa-Parlamentskandidaterne er gået i hårknude. Frem for at fremlægge deres egne – eller listernes – respektive visioner er debatten sunket ned i forplumret mudderkast og selvhævdelse
ved et »det går vi ikke ind for!«. Men hvad går I ind for? Hvor er visionerne?
Onsdagens Information viste tydeligt debattens mangel på samme: »Nyt Europa er tilhænger af demokratiernes og demokratiets Europa« (Jakob Erle, Nyt Europa). Hurra! hvilke visioner!
Det er da ikke noget under ,at valgdeltagelsen ved Europa-Parlamentsvalget er så lav. Første kandidat med en konkret og realisérbar vision får min stemme! (med tak til Poul Nyrup Rasmussen, der dog har turde stå frem med en vision).

Thomas Tønnesen
lærerstuderende

En smutter
*I forsidelederen den 22. april hævder Jørgen Steen Nielsen, at Bjørn Lomborg er en prøvelse.
Det er han selv.
Hvad ligger der mon i, at jsn føler behov for at understrege, at Lomborg er lektor fra et dansk ’provinsuniversitet’? Er det københavnsk åndshovmod? Hva’ med abonnenter i provinsen. Mon vi er gode nok?

Ove Kristiansen
Fredericia

SVAR: Aarhus Universitet er et fremragende universitet. At det ligger i provinsen kan forhåbentlig hverken anfægtes eller udlægges som en diskvalifikation. Jeg skrev ikke ’provinsielt’ og beklager, hvis nogen har læst det sådan.
Jørgen Steen Nielsen

Replik til Gunnar Schmidt
*Jeg synes ikke det er et nonsens at spørge om, hvor mange landmænd der skal eje jorden, før bl.a. Kjeld Hansen og senest Gunnar O. Schmidt (20. april) mener, vi har demokrati i Danmark.
Begge parter sætter gang på gang demokrati lig med ejerkredsens størrelse. Efter den målestok må det mest bæredygtige demokrati være baseret på en 100 procents nationalisering af jorden – eller hvad?
Jeg erindrer ikke – som påstået – at have talt for en godsejerlovgivning. Jeg og bestyrelsen i Dansk Landbrug har talt imod dele af regeringens oplæg til ny landbrugslov. Bl.a. vil vi bevare fortrinsstillingen, netop så også de mindre landbrug kan udvikle sig.
Gunnar O. Schmidt påstand om, at vi ikke har noget bud på morgendagens udfordringer for erhvervet, landskab og natur er noget vrøvl.
I efteråret udgav Dansk Landbrug et debatoplæg om ’Det danske landskab – natur, kultur, erhverv’.
Netop i disse dage sidder vores sekretariatsmedarbejdere og gennemgår de svar, der er kommet fra de regionale foreninger med henblik på at trække stregerne til Dansk Landbrugs naturpolitik. Udkastet skal drøftes på bestyrelses- og landsformandsmøder her i maj.

Peder Thomsen
viceformand i Dansk Landbrug

Ordnede forhold i Irak
*To artikler samme dag (22. april) i Information springer i øjnene.
Dels en om en gennemkorrumperet besættelsesmyndighed (CPA) med Bremer i spidsen og dels en om at storsvindleren Ahmed Chalabis (INC) nevø Salem Chalabi skal lede et tribunal, der skal retsforfølge Saddam Hussein.
Bush, Blair og Fogh Rasmussen har virkelig skabt ordnede forhold i Irak. Tillykke med det.

Per Holm Knudsen
psykoterapeut MPF & sexolog
Hammel

SF er et EU-positivt parti
*Søndag den 13. juni er der valg til Europaparlamentet. I den forbindelse vil pressen interessere sig en smule for partiernes programmer og en hel del for deres egne tilvante forestillinger om, hvad partierne står for. En populær forestilling vil være, at SF er imod EU. Eller i hvert fald imod mere EU. Men det er forkert. SF har formuleret et valgprogram, der består af tre hovedelementer, der alle i en eller anden forstand betyder mere EU.
For det første ønsker SF, at EU får en stærk fælles udenrigspolitik. Vi vil af med suverænitet til fordel for fælles handlekraft. Denne fælles udenrigspolitik skal bryde USA’s enedominans på den globale scene og give EU indflydelse på verdens brændpunkter. EU skal gennem diplomati, international lov, mere bistand og retfærdig handel skabe social retfærdighed, der kan tjene som civil sikkerhedspolitik. EU skal i den forbindelse også rette egne fejl. EU’s landbrugsstøttepolitik skal afskaffes. EU’s landbrugsstøttepolitik består af en toldmur, der holder de fattige landes varer ude og samtidigt dumper egne varer med EU-tilskud på de fattige landes hjemmemarkeder, så deres økonomier ødelægges. Det er noget svineri og EU bør afvikle sin landbrugsstøttepolitik i løbet af få år.
For det andet skal EU’s samfundsregulering indadtil blive bedre. Det handler bl.a. om mere overstatslig miljøregulering og kapitalstyring. Men det vigtigste er en social retfærdig udvidelsesproces. Den 1. maj får EU 10 nye medlemslande. Det har SF været den varmeste fortaler for i Danmark. Men hvis disse landes tilpasning til EU ikke skal føre til sociale spændinger, så skal alle EU’s strukturfondsmidler og regionalstøtte flyttes fra de gamle medlemslande – herunder Danmark – til de nye medlemslande. Denne fremtidsinvestering er den nødvendige pris for et helt Europa. Og et helt Europa er forudsætning for et fredeligt Europa.
Endelig kræver SF et mere demokratisk EU-samarbejde. Det er et rimeligt ønske i sig selv, men også en forudsætning for almindelige menneskers accept af EU. Og uden folkelig accept vil EU aldrig for alvor kunne blive handlekraftig. Derfor skal de folkevalgte organer – Folketinget og EuropaParlamentet – have mere magt. Folketinget skal bedre ind i tilrettelæggelsen af regeringens politik og Europa-Parlamentet skal have øget medbestemmelse ved siden af ministerrådet, der er EU’s lovgivende organ. Samtidigt skal ministerrådets møder gøres åbne på samme måde som i enhver anden lovgivende forsamling, og kommissionens evne til at få vedtaget EU-lovgivning respekteret skal styrkes.
Alle disse krav betyder, at SF er et parti, der er positivt overfor EU, men kritisk over for den førte politik i EU. Det er i øvrigt den samme holdning vi har overfor Danmark: Vi er grundlæggende positive over for konstruktionen Danmark, men kritiske overfor den førte politik.

Ole Riisgaard
Europaparlamentskandidat for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her