Læsetid: 10 min.

DEBAT

21. april 2004


Bevægende film
*Jeg så Mel Gibsons film: The Passion of the Christ.
Det er en pragtfuld åndeligt bevægende film, der viser Langfredag, som den var, og som fjerner humanismens gøren Langfredag til et ufarligt glansbillede.
Filmen viser, hvorledes det onde i mennesket korsfæstede Gud, men den viser også Gud som den, der tog straffen for vores fejltrin på sig og som derved åbner vejen til livet for os.

Niels Erik Søndergård, 5250 Odense SV

Hollywood-splat
*Undskyld mig, men den reklame med black hawk down på jeres hjemmeside har sat mig i kogende oprør. Filmen, og spillet for den sags skyld, er en ensidig fordrejning af de virkelige begivenheder krydret med en gang Hollywood-splat. Jeg synes ikke, at Information skal promovere den slags virkeligshedsforvanskning på deres hjemmeside.Lars Nejsig

Svar: For hjemmesiden gælder samme kodeks som for avisen, at hvis film vises offentligt og lovligt, kan annoncer også bringes.Red.

Sludder og vrøvl
*Det er højsæson for konfirmationer her i landet og der er gang i dannebrogsflagene og festtalerne rundt omkring.
Konfirmationsfestligheden er om nogen forældrenes store dag. Operationen er lykkedes. Et barn er med rimelig succes blevet avlet og opfostret og står nu som håbefulde teenager over for den kommende voksentilværelses muligheder og udfordringer.
Men er der nu – set fra de unges og samfundets side – i grunden så meget at råbe hurra for? Her er altså nu et nyt kuld unge mennesker – for så vidt som der ikke er tale om skammeligt hykleri og materialistisk gaveræs alene – blevet forsvarligt indoktrineret i den hellige almindelige konvention, til at tage præsternes sludder og vrøvl for gode varer og i det hele taget – med Kjeld Abells ord – »tro på det, de (han) ikke ku’ forstå«.
Og så skal jeg for resten hilse og sige, at al det der Jesus-snak, det er det skinbarligste nonsens og lidelsesliderlighed.
Det er ikke noget jeg bare tror. Det er noget jeg ved!

Søren Blaabjerg
Hørning

Jytte Hilden som sprogfornyer
*Den nye bagsideskribent på Information, Jytte Hilden, er ‘revolutionær’. Hun har ‘ikke gjort som der stod i vuggesangene’. Det skriver hun selv (15. april). Hun har tydeligvis heller ikke hørt efter da de gennemgik de danske ordsprog – eller også er hun så revolutionær, at hun har lavet sit eget nye ordsprog.
Jytte Hilden skriver nemlig om hendes +60-generation, som ikke ser så godt mere, at de ‘ikke stopper op for bolledej’. Der findes to andre ordsprog som minder en del om det nævnte: det ene handler om ikke at ville stikke op for bollemælk (hårdt markarbejde for dårlig ernæring), det andet handler om at slå i bolledejen (der jo ikke nytter noget). Det er tydeligt, at det ikke er nogen af dem, hun mener. Ordsprogene stammer også begge to fra et dagligt virke som ligger langt fra statsadministration, kvindeoprør og kulturkamp. De stammer fra arbejderklassens frustrationer over ikke at kunne bryde gennem magtens barrierer, og om at sætte grænsen, når lønnen ikke rækker til at dække arbejdernes behov i forbindelse med hårdt arbejde under slavelignende vilkår.
Jeg får et forfærdeligt indre billede af midaldrende hattedamer, der uantastet træder rundt i bolledej, iført højhælede sko, og leder efter deres briller: +60’erne stopper ikke op for bolledej… Stopper de heller ikke op for rødt lys? Jeg håber Jytte Hilden vil redde mig ud af mit mareridtsbillede en af de kommende torsdage.

Charlie Ebbesen
Holbæk

Læserbrev til Weiss
*I en kommentar her i avisen den 17. april vil Lars Weiss underbygge sin påstand om, at dele af venstrefløjen var ‘euforiske’ over for Fremskridtspartiets fremmarch i 1970’erne. Hans bevisførelse er svag.
Han får vist:
1. at kredse på venstrefløjen, bl.a. omkring forlaget Demos, var så bekymrede over den yderste højrefløjs fremmarch blandt visse arbejderkredse, at de gav sig til at kortlægge og analysere fænomenet, og at de i samme åndedrag vovede at kritisere Socialdemokratiet;
2. at folk som Preben Møller-Hansen udviklede fremmedfjendske og usympatiske udtryk, som de populistisk kombinerede med traditionelle sociale krav;
3. at visse tidligere individuelle venstrefløjsaktivister senere skiftede standpunkt.
Dette er en vilkårlig sammenfatning af vidt forskellige udviklingstendenser under en overskrift, som indholdet ikke kan bære. At kortlægge og analysere et fænomen er bestemt ikke det samme som at blåstemple det eller ligefrem være ‘euforisk’ over det. Og at folk med én politisk baggrund kan ændre standpunkt og i visse tilfælde endda opbygge en hel politisk bevægelse ud fra dette standpunkt, betyder ikke, at deres nye (f.eks. højreorienterede) standpunkt er at finde i deres tidligere (f.eks. venstreorienterede) standpunkt.
Ville Weiss ikke finde det urimeligt, om jeg fremhævede Mogens Camre som socialdemokrat? Eller om jeg med en bevisførelse à la Weiss skulle hævde, at visse socialdemokrater er ‘euforiske’ over Dansk Folkepartis politiske rolle?

Bertel Nygaard
Århus C

En stakket varme
*I Informations bagsideleder mandag den 19. april udtrykker signaturen hai sin udelte glæde over udflytningen af danske jobs til Den Tredje Verden. Jeg er en af dem, han glæder sig over har mistet sit job, i øvrigt sammen med 16 andre. Konsekvensen for Information bliver, at jeg må opsige mit abonnement pr. 1. juni. Der er ikke plads i understøttelsen til at holde avis, men det er uden glæde jeg tager dette skridt. Jeg er 60 år og har læst information siden jeg var 18.
I øvrigt ser regnestykket således ud. Jeg går fra at yde ca. 250 kr. i u-landsstøtte, til at staten passivt skal lægge ca. 120 kr., der ca. er den ene procent, vi giver i u-landsstøtte p.t. Regnestykket kan umiddelbart anvendes på alle andre områder, f.eks.. undervisning m.m.
Konsekvensen af dette kan udmærket blive det fattigdomssamfund ingen af os ønsker at se igen, og hais glæde er at ligne med den berømte varme, det giver at tisse i egne bukser, så måske skulle Information finde nogle voksne, der kunne skrive seriøst om dette emne. Selv kan jeg ikke udtrykke mere før mit nuværende engagement ophører, men jeg har en del kradse standpunkter at føre til debat.

Ole Ørslev
København Ø

Danske republikanere
*Det højreskred der skete i 80’erne er for intet at regne mod det, der tilsyneladende er indtruffet det seneste år. Når der diskuteres amerikansk udenrigspolitik, er det der skiller befolkningen ikke så meget, om man er for eller imod USA som sådan. Mange republikanere er bekymrede over den førte politik, så det der synes at splitte den danske befolkning i to lige store dele, er hvorvidt vi er på linje med Det Republikanske Partis højrefløj. Jeg tror de fleste ville have grinet, hvis man havde forudsagt noget sådant for bare to år siden.
Er Anders Fogh virkelig parat til – uden om FN – at føre uprovokeret angrebskrig mod lande som Syrien, Iran, Nordkorea og en række afrikanske lande med Dansk Folkeparti som eneste parlamentariske grundlag?
Næste gang vil der ikke være nogen Tony Blair at gemme sig bag. Han blev endegyldigt ofret, da Bush gav Sharon sin støtte. vel vidende, at muligheden for gennem USA at øve indflydelse på Israel, havde været Blairs vigtigste undskyldning for at deltage i krigen.

G. Petersen
Hornslet

Ergo er mor en sten
*Den 15. april skriver Christoffer Boserup Skov (CBS), cand. mag. i filosofi, indlægget ‘Om viden og tro’. I det mener han at bevise, at »epistemologi (dvs. læren om erkendelse og viden) har forrang fremfor tro«. Det gør han igennem et eksperiment med sætningen: »hvordan ved man, at man tror«, idet han bytter rundt på ordene ‘ved’ og ‘tror’ og danner sætningen »hvordan tror man, at man ved«. Ud af dette eksperiment drager han så sin slutning, da det ifølge CBS kun giver mening at sige, »at man ved, man tror«, men ikke at sige, »at man tror, man ved«. At vide bliver således ‘bevist’ at være mere end at tro.
Af en sådan ‘bevisførelse’, som CBS hér i overensstemmelse med filosofisk metode benytter sig af, kan der efter min mening ikke udledes noget reelt. For selv om logikken måske nok kan bevise noget inden for logikkens egne rammer, så når man ved en sådan tænkning kun frem til overfladiske og unuancerede resultater, og i værste fald forkerte, da der ikke tages hensyn til tingenes (i dette tilfælde ordene ‘at tro’ og ‘at vide’) egentlige indhold, men kun til deres ydre form.
Jeg kunne tænke mig at spørge, hvor ofte det rent faktisk forholder sig sådan, at det, man er så overbevist om at vide, i virkeligheden kun er noget, man kan tro, at man ved? Eller vide, man tror – for er der reelt nogen forskel i disse to udsagn?
Efter min mening siger det mere om det enkelte menneske, om det vælger at sige ‘jeg tror’ eller ‘jeg ved’ om sin egen overbevisning, end det siger om dets overbevisning, og det ville klæde enhver, der påstår at vide noget, at tage det forbehold for sin viden, der ville være i sætningen ‘jeg tror, jeg ved’ – for hvem var det nu, der så klogt sagde, at det eneste man kan vide er, at man ingenting ved. Måske CBS kunne have godt af at filosofere lidt over filosofien i stedet og (gen)læse Holbergs ret sigende skuespil Erasmus Montanus.

Annette Kristine Brix
stud.mag. i tysk og latin

Historien om Turan Dursun
*Da den tyrkiske teolog, samfundskritiker og forfatter, TuranDursun blev skudt ned på gaden i september 1990, erklærede den iranske regering dagen for en officiel festdag. I Tyrkiet kom drabet på landets ubetinget lærdeste islam-forsker som et chok, selv om der var en del islamister, der jublede.
Jeg selv havde i nogen tid med stor interesse fulgt med i Turan Dursuns ugentlige analyser af Koranen og Hadith (legenderne om Profeten) uden dog rigtig at vide, hvem han var. Nu gik jeg ud og købte hans bøger.
Turan Dursun var født i 1934 i Sivas-provinsen. Hans far var imam. Da sønnen var fem år gammel, sendte han ham til undervisning hos arabiske koranlærere. Som 8-årig blev han sendt videre til kurdiske mullah’er, hvor han foruden arabisk lærte kurdisk. Han blev ’hafiz’, d.v.s. han lærte Koranen udenad. Han underviste i en periode ved Istanbuls Universitet, og gjorde senere tjeneste som müftü (koranfortolker/udlægger) i forskellige tyrkiske provinser.
I 1960 fik han som den første teolog i Den tyrkiske Republiks historie til opgave at holde en officiel prædiken på nationaldagen. Han blev han ansat af TRT, Tyrkiets Radio og TV, hvor han lavede religiøse programmer. Så ændrede hans livssyn sig markant. Han forkastede religionen, og lavede programmer om evolutionsslæren, hvilket fik ham fyret. Han skrev en lang række kritiske artikler og bøger om Islam, bl.a. en stor encyclopædi, som blev udgivet efter hans død.
Lidt forenklet kan man sige, at det – set med islamkritikeres øjne – lykkedes for Turan Dursun at gennemføre, hvad disse kritikere havde forsøgt i århundreder: At afsløre Muhammed som en kynisk politisk manipulator, der selv producerede Koranens vers. (»Hvis den [Koranen] ikke var kommet fra Gud, ville de sikkert have fundet mange selvmodsigelser i den«.) 4/82
Dette gjorde ham forhadt i islamiske kredse i Tyrkiet. Han blev tilsvinet på det groveste af andre teologer, men der var ingen, der turde indlade sig på at diskutere med ham, dertil var han alt for videnskabeligt velfunderet.
Følgende fik mig til at mindes Turan Dursun:
I Politiken den 18. april omta-ler Fatih Alev Ibn Warraks bog Hvorfor jeg ikke er muslim som et makværk. Uden at give en eneste begrundelse. Og under overskriften ’Hvad skal vi bruge kritikken til?’ kritiserer Fahmy Almajid dagen efter bogen i denne avis. Bl.a. ved at gøre grin med forfatterens påtagne navn. Må man minde om, at når Ibn Warrak ikke kan bruge sit eget navn, skyldes det, at den religion, som han forkaster, kræver sine frafaldne straffet med døden!
Jeg har netop læst bogen. Jeg vil ikke påstå, at jeg kender alle forfatterens kilder, men jeg kender en stor del af dem, og det forekommer mig, at Ibn Warraks behandling af dem er meget loyal og troværdig. Jeg kan heller ikke se bogen som en nedgørelse af muslimer. Den er et dybt engageret menneskes særdeles kvalificerede opgør med en ideologi, som han betragter som grusom og ødelæggende for dem, der bekender sig til den.
På samme måde som islamiske mystikere, Al-Hallaj, Ibn Arabi, Abu Said, Omar Khayyam, Djelaleddin Rumi og mange andre har taget deres opgør med Islam.
Hvorfor er mange muslimer så bange for kritik af Islam, at de ikke engang prøver på at imødegå den med intelligente argumenter? Hvorfor vil de ikke diskutere deres religions mørke sider: En gud, der af samme gud selv (ifølge den bog, den siger, den selv har skrevet) betegnes som ’hævngerrig’ (»Findes der nogen grusommere end den der belæres om versene af Herren og fornægter dem? Vi vil helt sikkert hævne os på de skyldige«. 32/22), jihad, henrettelse under forskellige fantasifulde former, helvedesild etc.? Hvorfor?

Henrik Nordbrandt
forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu