Læsetid: 8 min.

DEBAT

Debat
20. april 2004


Stalin og dansk landbrug
*DR-dokumentaren Den dyre støtte (14. april) var anskuelsesundervisning af højeste karat, og det er synd – men måske bevidst – at der er så langt mellem programmer, som i den grad afslører hvordan verden reelt fungerer. Mere af den slags tak – til almen oplysning og afklædning af den liberalisme, som landbruget hyklerisk og traditionelt støtter. Dens yderste konsekvens: »Lad falde hvad ikke kan stå« er afløst af en planøkonomi, som må få salig Stalin til at rotere i sin grav. Men pyt – motion siges at være så sundt.

Kjeld Chr.Krarup, København Ø

Grevil og Virilio
* Stor tak til Frank Grevil for viljefast at kræve at vore ledere ikke omgår sandheden. Det får mig til at tænke på den franske filosof Paul Virilios refleksion: "Hvis tid er penge, som man siger - og bankfolkene ved det - så er hastighed lig med magt, og absolut hastighed er lig absolut magt. Derfor opstår demokratidebatten på grund af et absolut hastighedstyranni, der trænger sig ind i demokratiet". Fogh håber formentlig på at hastigheden i den politiske beslutningsproces allerede gør det omsonst at forsøge en kritik. Men Grevil har vist at det er værd at holde fast ved.

Henrik Nørgaard

Kopiering eller tyveri
*’Hvis man kopierer musik, så stjæler man fra kunstneren’, er IFPI’s gospel igennem de sidste 10 år. Sætningen rummer to grundlæggende fejlantagelser. For det første er det lykkedes IFPI (pladebranchens organisation) at gøre ‘kopiering’ synonymt med kriminel adfærd i folkemunde, så vores folkevalgte på Folketingets talerstol ikke evner at skelne imellem lovlig og ulovlig kopiering. Men kopiering er som udgangspunkt legitimt og nødvendigt.
Den anden fejlantagelse er at ulovlig kopiering kan sidestilles med simpelt tyveri, for i modsætning til købmanden som får stjålet et æble, så har kunstneren ikke mistet muligheden for at sælge sin musik til andre. Faktisk er det lige så meget tyveri som at lytte til sin vens senest indkøbte cd. Loven om ophavsret er temmelig arbitrær om hvad der er lovligt; især hvis man hænger fast i IFPI’s tyverianalogi.
Det er lykkedes IFPI at plante en forfejlet forståelse hos danskerne om hvad LOO (Loven om ophavsret) er. Den er en konstruktion, som både søger at beskytte kunstnernes værker (eneretten) og sikre samfundet adgang til at bruge værkerne (undtagelserne). Det er dette ‘og’ som gør, at jeg kan gå på biblioteket og f.eks. kopiere en artikel; en central grundpille i oplysningsprojektet.
Og det er dette ‘og’, de folkevalgte i de sidste to revisioner af LOO effektivt har udvisket for digitale værker med uigennemskuelige konsekvenser rækkende langt ud over IFPI’s virke.

Bjarne Wichmann Petersen
studerende og 2. suppleant i
Digital Forbruger Danmarks
bestyrelse

Den ugentlige
*Kære kollega Metz!
At affinde sig med at regere DK på det vilkår, at DF skal have et (det) afgørende ord med i regereriet, siger noget om den politiske person, der som regeringschef æder sådanne betingelser i sig under henvisning til, at man »skal lade være med at være så ømskindet«. En sådan politisk person forsøger sig p.t. som landsfader vort (i hvert fald potentielt) venlige, men ofte distræte land med det resultat, at smålighed og snæversyn breder sig med »noget for noget« som ideologisk fernis. Kan det være rigtigt, at denne politiske persons hang til kreativ bogføring og vildledning af Folketinget som gangbart politisk værktøj ikke absolut bør nævnes i ugens Intermezzo – hver gang? Jeg mener nej. Den mand kunne have vundet (en vis) sympati ved at sige til os, danskerne, at nu kan det fanme være nok med det regeringsgrundlag, han et stykke tid har ædt i sig, og nu må de, danskerne, give ham et nyt, ellers skrider han forresten. Men sådan handler politiske personer af denne type ikke. Vi har med en forklædt Madsen Mygdal at gøre; den ægte ville kølle sig igennem, ham vi har nu vil med læsning af meningsmålinger som trampolin manipulere, fedte og spinne sig igennem – og, ved vi, om nødvendigt snyde sig til magt. Det bør da nævnes mindst en gang om ugen, så det huskes ved næste valg.
En lisså venlig læser og kollega.

Jørgen M. Andersen
Risskov

PS. Forresten: Hovedsagen – din artikel, turen til Spanien – er fremragende. Det rykker i en gammel mand.

Fra sans og samling
*Man spørger umiddelbart sig selv om, hvem det egentlig er, der er gået fra sans og samling, når man læser Jacob Fabricius’ kommentar den 15. april til udstillingen Clinch på Statens Museeum for Kunst i anledning af Kunstakademiets 250 år jubilæum. Mage til nedvurdering af specielt kunstmuseets leder Allis Helleland har jeg ikke set længe, og der har unægteligt været nogle stykker af slagsen i årenes løb. Uværdigt.
Det er som om J.F., hverken har sat sig ind i udstillingens idegrundlag, hvilket han kunne have gjort ved at læse de to kuratorers artikkel i museets blad ‘Sans og Samling’ eller efterfølgende har set udstillingen for ved selvsyn at få konstateret, om projektet er lykkedes. I stedet for gør J.F. et stort nummer ud af at nævne et antal kunstnere, der ikke deltager i udstillingen.
Hvis man vil kritisere museets udstillingpolitik, er det måske en ide, at interessere sig for den kontrakt, som Allis Helleland har indgået med kulturministeren. Der vil man sikkert finde forklaringen på, hvorfor det er nødvendigt at pumpe museets besøgstal kunstigt op ved mere eller mindre kunstuvedkommende arrangementer som Erik Mortensens kjoler eller Tage Andersens blomster mv., men den debat hører ikke hjemme i en anmeldelse af en udstilling.
Når det er sagt, kan jeg dog godt forestille mig, at de nævnte arrangementer har givet nogle gæster ‘blod på tanden’, så de har fået øjnene op for den egentlige kunst. Og det er vel ikke så ringe endda.

Arne Hoff
Helsingør

SVAR: Der var tale om en kommentar med afsæt i den kon-
krete udstilling, ikke en anmeldelse. red.

Godsejerloven er en skamplet
*Tak til Information for artiklerne om landbrugsloven. Loven bærer en stor del af skylden for de mistrøstige forhold i landbrugserhvervet, og miljøjournalist Kjeld Hansen har ret i det  demokratiske problem, at 65 procent af landet ejes af under 1 procent af borgerne.
Mange ikke-landmænd gerne vil købe et stykke jord til forskellige formål. Men nej, skråler det etablerede landbrug, vi skal bruge jorden til gylle!
Viceformand i Dansk Landbrug, engang talsmand for de små landbrug med en grønnere profil, presser også på for at få indført en godsejerlovgivning. Hartkornets størrelse bestemmer politikken i Dansk Landbrug? I sin klandring af Kjeld Hansen stiller han minsandten det retoriske nonsensspørgsmål, om der skal en fordobling af ejere af jorden til, før det er demokratisk !
Interessant er Venstres rolle, hvor man både går ind for spredning af ejendomsretten, og frit spil for familieklaners ejendomsret som i bananrepublikker. Venstres partiprogram endnu engang pynt og retorik.
Måske får folk dog øje på problemet, – ligesom de monopolagtige tilstande i landbrugets fødevareindustrier, hvor små virksomheder også bliver trynet. Kun et fåtal af borgerne her i landet ønsker lignende tilstande i landbrugserhvervet.
Udmærket, at dele af landbruget er ved at udflage ligesom megen anden industri. Så bliver der dog måske alligevel plads til almindelige bønder ude på landet.
Dansk Landbrug og regeringen har mange svar på i går. Hvad angår morgendagens udfordringer for erhvervet, landskab natur mv., står det sløjt til.

Gunnar O. Schmidt
landmand, best. medl. i ‘Frie bønder – Levende land’
Gørding

Netanyahus obskøne byttehandel
*Israel synes endelig at have accepteret de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem til den jord, de blev fordrevet fra i 1948.
Den israelske finansminister Benjamin Netanyahu har i hvert fald foreslået amerikanerne, at en israelsk tilbagetrækning af bosættelser fra Gaza bør krediteres med amerikansk støtte til at tilbagevise de palæstinensiske flygtninges ret til at vende hjem.
I 1948 blev næsten 800.000 palæstinensere fordrevet af zionistiske styrker på en uhyre makaber måde, der inkluderede talrige massakrer og militært udførte voldtægter af palæstinensiske kvinder. Israel har kategorisk nægtet enhver snak om en palæstinensisk ret til at vende hjem, da de ser en anerkendelse af denne ret som demografisk selvmord.
Ved Camp David-forhandlingerne i 2000 forsøgte israelerne endda at overbevise palæstinenserne om, at den af israelske historikere så veldokumenterede etniske udrensning ikke fandt sted.
Alt israelerne var villige til var at diskutere en kompensation for de lidelser, der var påført palæstinenserne, som følge af den ‘israelsk-arabiske krig’ – vel at mærke betalt af det internationale samfund, ikke af Israel. Så selvom Netanyahus byttehandel synes obskøn, så er det dog positivt, at han sådan pludselig anerkender palæstinesernes ret til at vende hjem ... man kan jo ikke lave byttehandler med noget, der ikke findes, eller hvad?

Frederik Rosen
Kbh N

Leif Davidsens skurke
nInformation bragte (17. april) nogle interessante interviews med kendte forfattere og deres holdning til Irak-krigen – før og nu. Leif Davidsen udtalte i den forbindelse: »Jeg synes stadigvæk her et år efter, at skurkene er de samme. Saddam som nummer et, men også Frankrig, der sammen med Kina og Rusland, var med til at holde FN fra at gå ind og håndhæve de resolutioner, som man havde været med til at vedtage«.
Efter en manipuleret og fordrejet mediekampagne forsøgte USA i februar 2003 forgæves at få sikkerhedsrådet overbevist om, at Irak havde overtrådt re-
solution 1441 (besiddelse af masseødelæggelsesvåben), og på det grundlag få vedtaget en egentlig angrebs-resolution.
Ingen midler blev tilsidesat i den forbindelse. Powell fremlagde bevidst falske beviser i sikkerhedsrådet vedrørende Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben og forbindelse til al-Qaeda samtidigt med, at USA og England spionaflyttede sikkerhedsrådets medlemmer. Men Rusland, Frankrig og Tyskland var ikke overbeviste om Iraks overtrædelse og holdt stand mod USA’s uanstændige pres for at få vedtaget angrebs-resolutionen. At Leif Davidsen på baggrund af dette skændige forløb fra USA’s og Englands side fortsat opfatter Rusland, Frankrig og Tyskland som skurke er uforståeligt.
Derudover mener han tilsyneladende, at ikke-opfyldelse af FN-resolutioner er krigsbegrundelse. I givet fald burde Israel være invaderet for længst. Israel har siden besættelsen af Vestbredden i 1967 tilsidesat en række FN-resolutioner, herunder ikke mindst resolution 242, der byder Israel at trække sig tilbage fra de besatte områder.
USA har med den ene hånd indledt en krig mod Irak, der på et forfalsket grundlag blev beskyldt for at besidde masseødelæggelsesvåben og dermed overtræde en FN-resolution, som Irak faktisk havde overholdt. Samtidigt giver USA med den anden hånd Israel formel opbakning (jf. mødet mellem Bush og Sharon i Washington den 14. april) til fortsat at overtræde FN-resolution 242.
Morale: De stater, der overholder FN-resolutioner, bliver angrebet, mens de stater, der overtræder FN-resolutioner bliver bakket op og får tillige milliard-støtte af USA.
Det er inkonsekvent udenrigspolitik til dumpekarakter.

Aksel Gasbjerg
Hillerød

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her