Kronik

Dumme-bøder skal ikke stoppe fremtiden

Fildeling og kopiering har utvivlsomt negative konsekvenser for pladeselskabernes og musikernes indtægter, men det er ligeså utvivlsomt at tekno-logien har positive konsekvenser. KODA bør derfor tage initiativ til at undersøge, hvilke positive effekter fildeling har for kunstnerne
Debat
27. april 2004

Kronik
Omfanget af fildeling har nået et enormt omfang. Alene i Danmark benytter omkring 500.000 mennesker de populære P2P-servicer, og flere ville formentligt gøre det, hvis de vidste hvor let det er at bruge de ofte anonyme tjenester. Dermed står danske kunstnere overfor en udfordring, som har betydning for kunstnernes økonomi, men også borgerrettigheder som vi kender dem. Den teknologiske udvikling stiller os i dag overfor store moralske spørgsmål. Spørgsmål om gensplejsning, overvågning og i mindre omfang fildeling er udfordringer, vi bliver nødt til at forholde os til. Der er dog et væsentligt karaktertræk ved organiseringen af modstanden mod fildeling, som adskiller den fra kritikken af gensplejsning og overvågning. Hvor modstanden mod gensplejsning og overvågning tager udgangspunkt i beskyttelse af individet imod staten og kommercielle interesser, er modstanden mod fildeling karakteriseret ved at beskytte de kommercielle interesser og fratage individet dets rettigheder.
Som medlem af KODA har jeg gennem de seneste år, hovedrystende kunne følge KODA’s officielle politik omkring fildeling. Det vil sige KODA’s forsøg på at kriminalisere både fildeling og kopiering af musik, via aktiv deltagelse i den såkaldte ’anti-pirat-gruppe’. ’Anti-pirat-gruppen’ er formentligt mest kendt for deres omfattende arbejde med at sende opkrævninger til tilfældigt udvalgte fildelere. Denne fremgangsmåde svarer nogenlunde til de fra rockerkredse så kendte ’dummebøder’, og jeg er dybt fortvivlet over, at min fagforening deltager i denne form for pengeafpresning. På samme måde som modtageren af en ’dummebøde’ står overfor rockernes overvældende fysiske magt, står modtagerne af ’anti-pirat-gruppens’ opkrævninger overfor en hær af advokater, og tør sjældent gøre andet end at betale de opkrævede beløb.
Resultatet af denne politik kan for den enkelte fildeler betyder personlig ruin, og er alene af denne grund moralsk forkastelig, men samtidigt er jeg af den opfattelse, at politikken på lang sigt vil forringe forholdene for danske og internationale musikere både økonomisk og moralsk. Konsekvenserne på kort sigt er, at vi medvirker til at gennemføre den nedbrydning af retsstaten, som blev intensiveret efter angrebet på World Trade Center.

De kortsigtede konsekvenser af forbudspolitikken er, at lovgivningen og midlerne til at håndhæve lovgivningen må bringes overens. Desværre kræver den lovgivning, der er påkrævet for at forhindre digital fildeling og kopiering af musik, uundgåeligt store indgreb i borgernes rettigheder. Det er ikke tilladt for børn at tage en kopi af bibliotekets musik. Det er ikke tilladt at sende en mail til sig selv med nogle fede musiknumre, som man gerne vil kunne høre andre steder end hjemme. Man kan heller ikke blande en cd med musik og tage den med til en fest eller præsentere en ven for nye toner via nettet eller ved at kopiere. Sådan er lovgivningen desværre. Hvis man mener, at disse forbud er den rette vej, kan man ikke have gjort sig overvejelser over hvilke redskaber, politiet og private virksomheder skal have til rådighed for at sikre, at lovgivningen overholdes. Hvordan skal man sikre, at folk ikke sender mp3-filer til alle deres venner? Ved at overvåge folks e-mail naturligvis. Hvordan skal man sikre, at der ikke dukker brændte cd’er op til fester, eller at de ikke florerer mellem venner og bekendte? Det kan kun gøres ved at efterforskerne får mulighed for at bryde ind til private fester og i folks private boliger.
Efter min opfattelse har vi allerede overtrådt grænsen for det tilladelige ved at tillade private virksomheder at sidde med næsen langt inde i folks computere for at spionere imod potentielle fildelere. Selv hvis samfundet fortsætter vejen til big brother-samfundet, vil den teknologiske udvikling forhindre en succesfuld kamp mod fildeling. Morten Kamper (Direktør for Foreningen for Dansk Internethandel) forudsiger i Samvirke april 2004, at en bærbar mp3-afspiller om mindre end 10 år kunne rumme al musik i verden. Det er Morten Kampers vurdering, som jeg deler, at det forekommer ’utopisk’ at tro, at man kan stoppe digital overførsel af musik.
Problemet er, at det er så let at kriminalisere musikbrugerne. Tidens trend med registrering af asylsøgere, krav om dna-registre, anonyme vidner mv., gør det uendeligt nemt for os som kunstnere at følge den samme kriminaliseringspolitik. Politisk er der stor lydhørhed overfor krav om forbud og overvågning, og musikindustrien jubler over alliancen med kunsterne, som giver dem en moralsk argumentation for deres forfølgelse af unge ’musikpirater’. Men vejen frem for os som kunstnere og musikere er ikke kriminalisering. Resultatet af kriminaliseringen vil udelukkende være at vi bilder os selv ind, at vi fortsat kan planlægge og budgettere som tidligere, uanset at kampen er tabt.

Hvad kan vi så gøre som kunstnere, når musikindustrien fortæller os, at der de seneste år har været et drastisk fald i salget af musik. En del af faldet skyldes givet vis den organiserede kommercielle pirat-kopiering primært i fjernøsten, men vi skal gøre os klart, at der også er andre forklaringer. Er det ikke nærliggende at tro, at faldet i salget af musik kan skyldes, at folk nu har fået indkøbt de ønskede dubletter af deres lp’er? Man kan også forestille sig at den generelle økonomiske afmatning har en betydning for salget af musik. Kultur er trods alt en luksusvare, som bortprioriteres når økonomien forværres.
Hvis vi fortsat ønsker at beholde indtægterne fra cd-salg som en indtægtskilde, må vi gå helt andre veje. Vi skal gøre det attraktivt at købe en original cd. Det kan ske ved at integrere andre kunstnere i vores værker. Når man i sin tid købte Røde Mors plader var det ikke kun musikken, men også linoleumssnit man købte. Kashmir er en moderne udgave, hvor Kasper Eistrups kunstværker følger med cd’erne. Det er også muligt at oprette interaktive fora på nettet, eksklusivt for folk som køber den originale cd, eller man kan arrangere koncerter for folk med original-cd’en. Samtidigt bør vi som kunstnere gå ud og stille krav til vores udgivere om at sætte priserne ned. Jeg kan i hvert fald ikke forsvare, at en cd til 25 kr. skal sælges for 140 kr. En yderligere front vi bør åbne i forsvaret for musik-livet er øget støtte til musikken. Den teknologiske udvikling har allerede sat musikken under pres, og derfor må vi kræve mulighed for at få støtte til koncertarrangører, oprettelse af musikstudier og fonde til brug for unge (og gamle) talenter. Det er indlysende, at omorganiseringen af vores indtægter som finder sted vil koste ofre. Det er vores valg om ofrene skal være borgernes retssikkerhed og vores fans, eller om det skal være drømmen om det ene hit som skal sikre os økonomisk resten af livet.
På lang sigt er det værste vi kan gøre for kunstnere og musikere, som er afhængige af indtægterne fra cd-salg, at bilde dem ind, at et forsvar for det bestående vil redde dem. Slaget er tabt både teknologisk og moralsk, og hvis ikke vi indser det og ændrer politik, ender vi som moderne maskinstormere eller fanatiske taliban-kloner, der nægter at accepterer teknologien.
Det er hævet over enhver tvivl, at fildeling og kopiering har negative konsekvenser for pladeselskabernes og musikernes indtægter, men det er ligeså utvivlsomt at teknologien har positive konsekvenser. KODA bør derfor tage initiativ til at undersøge, hvilke positive effekter fildeling har for kunstnerne. I hvilket omfang øges kendskabet til musikken ved fildeling, og hvilken betydning har det øgede kendskab for cd-salg, koncertgængere og fanklubber? Der eksisterer allerede udenlandske undersøgelse af samme forhold, men der er tydeligvis behov for en national undersøgelse. Samtidigt kan KODA udvide kendskabet til betydningen af indtægterne fra cd-salg. Hvordan fordeles indtægterne mellem kunstnere og pladeselskab?
Hvad vil en lovliggørelse af fildeling betyde for hhv. pladeselskab og kunstnere?
Hvordan fordeler kunstneres indtægter sig på koncerter, cd-salg, merchandise mv.? Hvordan vil kunstnernes økonomi se ud, hvis indtægterne fra cd-salget falder helt bort? Hvis salget reduceres med 50 procent, med 25 procent, med 10 procent?
Med disse tal i hånden vil debatten, om fildelingens betydning forhåbentlig kunne løftes fra det mudder den for øjeblikket befinder sig i, og hvem ved. Måske ville folk som jeg selv ændre holdning til fænomenet?

*Claus Pedersen er tekstforfatter og medlem af KODA

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her