Kommentar
Der var engang, hvor al erhvervsaktivitet i landet drejede sig om enten landbrug eller krig. Hvis ikke man smedede plove smedede man sværd. Ser man tilstrækkeligt langt tilbage i tiden vil man finde en epoke, hvor langt de fleste havde eget landbrug og hvor man var selvforsynende om ikke i familien så i hvert fald inden for et meget snævert lokalsamfund. I det helt store historiske perspektiv kan man altså faktisk finde en virkelighed, der svarer til den som David Rehling i Information (6.4.) henviser til. Man kan sige, at stort set alle var landmænd. Om de var jordbesiddere kan man vel diskutere, for jordstykkerne var i mange tilfælde ikke meget mere, end hvad vi i dag vil betegne som store køkkenhaver.
Ser man på nyere tid, så var der i midten af forrige århundrede 150.000-200.000 landbrug i Danmark. Mange af dem var deltidsbrug. I dag har vi så 50.000 landbrug. David Rehling er meget bekymret over at mindre en en procent af befolkningen ejer landbrugsjorden, og han sammenligner tilstanden med jordfordelingen i den tredje verden.
Han kan sammenligne med et hvilket som helst land i verden og finde tilsvarende forhold men faktisk mindst med den tredje verden, hvor en struktur med mange små landbrug i hvert fald en del steder er fremherskende.
Da det så bedst ud i Rehlings optik var ejerskabet altså spredt på tre-fire procent af befolkningen. Pointen er at landbrugsjorden i nyere tid hele tiden har været koncentreret hos en ret lille kreds af landmænd.
Der vil også i årene fremover blive færre og større landbrug men der er ingen grund til at frygte, at det skulle føre til et ringere miljø eller en fattigere natur tværtimod.
Bedre nu end før
David Rehling mener at de små landbrug er langt mere miljø- og naturvenlige end de store. Det tror jeg, han tager helt fejl af. Ser man på gylleproblemet, som er et af de mest omdiskuterede og påtrængende problemer, så vil en stor gård naturligvis have langt bedre forudsætninger for at investere i miljøløsninger som biogasanlæg og gylleseparering end en lille.
Med regeringens forslag til en ny landbrugslov åbner vi samtidig for, at privatpersoner og fonde kan erhverve jord til naturformål. Dermed sikrer vi et bredere og mere nuanceret ejerskab til den danske natur.
Regeringen ønsker med forslaget at skabe fleksible rammer. Og ja, det betyder, at den enkelte landmand får bedre muligheder for at vokse. Og det betyder at mænd og kvinder ligestilles så kvinder med landbrugsuddannelse ikke længere er henvist til rollen som medhjælpende ægtefælle. Jeg synes vi har fundet et fornuftigt niveau for hvor meget og hvordan et landbrug kan udvides.
Når David Rehling taler om »en klan af jorddrotter, der monopoliserer Danmarks jord,« mener han måske, at der er en lille snæver kreds af jordbesiddere, der konspirerer om at sætte sig på den danske landbrugsjord. Hvis han kender til en sådan konspiration, vil jeg da gerne høre mere om den. Personligt tror jeg, at der er udstrakt konkurrence på området og i hvert fald er der med mange tusinde landmænd meget langt til monopolet. Ja faktisk er landbruget primærsektoren nok det område, hvor tanken om karteller og monopoldannelse forekommer mest absurd.
Hvis man overhovedet kan finde en konspiration er det en gammel en af slagsen. Den stod Morten Korch, Poul Reichardt og Peter Malberg for da de efterlod et billede af dansk landbrug, som ikke var og ikke er i nærheden af virkeligheden. Tingene var anderledes dengang ingen tvivl om det. Om de var bedre er en smagssag. Men hvis man overhovedet kan tale om skæv jordfordeling i et moderne samfund, så må selv Rehling da være enig i, at der var større forskel på Kong Salomon og Jørgen Hattemager dengang, hvor husmanden og proprietæren var to forskellige kaster og hvor ingen af dem formentlig tænkte ret meget på natur og miljø.
Selvfølgelig er der ting, som vi skal bevare. Helt centralt i den sammenhæng er princippet om at bevare selvejet som den dominerende ejerform. Og det er netop et vigtigt element som fastholdes i regeringens forslag til ny landbrugslov. Sammen med pligten til at bo på sin landbrugsbedrift sikrer dette en fortsat dynamik i ejerstrukturen. Det er i virkeligheden det sikreste forsvar for, at ejerskabet til den danske jord ikke ender i hænderne på spekulanter. Om det så er en eller tre procent af befolkningen, der ejer 60 procent af jorden, er vel knapt så interessant og i hvert fald helt uden forbindelse med nogen form for demokratiske principper.
