Kronik
Mens Ellingtons Ring dem Bells kører på cd-afspilleren, og jeg spiser min morgenmad denne Skærtorsdag 2004, slår det mig, at mesterens musik er indspillet ca. et år før jeg blev født. Et øjeblik snurrer det i hovedet, for jeg har altid opfattet både The Duke og Johnny Hodges og Barney Bigard som mine samtidige. Ser jeg ned over en forside af Politiken fra nogenlunde samme tidspunkt, føler jeg til gengæld at det alt sammen er meget længe siden og i høj grad før min tid. Tre år inden Hitlers »Machtübernahme« vælger bladet at rydde hele forsiden for at fortælle sine moderne læsere om det spændende opgør ved verdensmesterskabet i sværvægtsboksning mellem Jack Sharkey og tyskeren Max Schmeling. Stilen er typisk: »Dagen igennem ankom tusinder og tusinder på de forskelligst mulige befordringsmidler til stedet for den store kamps afholdelse, og overalt var der en rastløshed, som stod en nations velfærd på spil. Talrige væddemål blev indgået i de sidste minutter før kæmperne, amerikaneren Jack Sharkey og tyskeren Max Schmeling, tog ringen i besiddelse sammen med den store sværm af film- og pressefotografer, sekundanter og dommer.« Man ville ikke have skrevet sådan i dag, indholdet ville til gengæld være nogenlunde det samme, og tempoet stiger da også i fjerde omgang, hvor Schmeling ryger i gulvet og vinder verdensmesterskabet fordi Sharkey diskvalificeres, han støder for lavt. Det hele ender i tumulter der ikke blev mindre, da tyskeren midt i trediverne først bankede Joe Louis og senere mistede sit verdensmesterskab til ham, hvad man begejstret opfattede som demokratiets (retfærdige?) sejr over nazismen!
Tid er noget underligt noget hvad man har skrevet bindstærke værker om. Det er også underligt at være midt i den, for der er sket så meget, og man ved en del, men man ved bestemt ikke, hvad der skal ske. Da Ellington indspillede sin plade, og man for første gang hørte Sonny Greers Tubular bells og Cootie Williams sang scat, kunne ingen af dem ane, at Hitlers tropper ti år senere i en håndevending erobrede ikke bare Holland, Belgien og Luxembourg, men truede England i en sådan grad, at det alvorligt overvejedes, om man skulle indlede fredsforhandlinger med nazisterne.
Der blev som bekendt ikke sluttet fred, til gengæld blev det for første gang tilladt unge mænd af tilsvarende hudfarve som dem i Ellingtons orkester at slås sammen med deres hvide kammerater mod superracisterne. Det skete ikke på lige fod, normalt optrådte sorte i mere ydmyge sammenhænge som køkkenpersonale og lokumsrensere, men nu blev der oprettet et særligt regiment eller særlige regimenter hvor de farvede kunne få lov til at slås og muligvis miste livet, uden at deres hvide brothers in arms behøvede at komme nærmere end i arms afstand og derved kunne undgå at tage skade på deres sarte, bigotte sjæl. Jøder skulle i øvrigt heller ikke regne med at komme alt for højt til tops i det militære hierarki uanset om de kæmpede og muligvis faldt i kampen for at befri jøderne!
Da Ellington indspillede sin 78er, stod der andet i avisen end reportagen fra verdensmesterskabet i sværvægtsboksning på Yankee Stadium i New York. Man kunne bl.a. læse om et rovmord i Røjle skov, men også et omfattende referat (med to tegninger!) af, hvad der skete under forsvaret af magister C. Raschs disputats om Matrixregning og dens anvendelse på differens- og differentialligninger samt en omhyggelige opremsning af følgende indhold under rubrikken: Ud og hjem: »Direktør Hjalmar Davidsen er vendt hjem fra Bryssel. Forfatteren og grafikeren K.J. Almqvist er rejst til Norge, Kontorchef i Industrirådet, G. Harts er rejst til Tyskland. Stationsforstander ved Hovedbanegården , Johs. Looft og frue, er rejst til Oberammergau, Tirol og Schweiz Trafikinspektør Rønfeldt og frue er rejst til Tyskland. Grosserer Fr. Bauer er vendt hjem fra Tyskland. Direktør Øllgaard fra Rigshospitalet er vendt tilbage hertil fra England. Dr. M. Hindhede rejser om en uges tid til Tyskland for en halv snes dage. Læg mærke til, at der efterhånden kommer mere kød på notitsbenet, således er direktør Øllgård ikke blot vendt tilbage fra England, han er vendt tilbage hertil, og Dr. Hindhede nøjes ikke blot med at rejse til Tyskland, næh han rejser om en uges tid og er væk i en halv snes dage. Det får dog alt sammen ikke hjælpe, thi i løbet af en ganske kort årrække glider den slags stof ud og undergår efterhånden en gigantforandring til det, som i dag er vore dages Dag til dag nemlig ugebladene, hvor de kendtes rokeringer følges nøje ikke blot til vands, til lands og i luften, men langt ned under dynen og op i kussen (eller det der er værre) var jeg lige ved at sige. Stationsforstander Johs. Looft og ikke mindst fruen ville have græmmet sig, for slet ikke at tale om trafikinspektør Rønfeldt og trafikinspektørinden.
»Tempora mutantur, nos et mutamur in illis.« »Tiderne forandrer sig og vi forandrer os med dem,« enklere kan det vel ikke siges, men så alligevel: hvad er det, der gør, at ovenstående, der er udtryk for en næsten provinsiel uskyldighed forvandler sig til en vulgaritet, der er næsten kvælende, og hvorfor er det hartad umuligt at lære noget af alle de tunge erfaringer vi har gjort i det relativt korte tidsspand fra 1930 til i dag? Der er jo ikke nogen egentlig differentiering i de synspunkter f.eks. Dansk folkeparti fremsætter og dem, der fik de amerikanske miltærmyndigheder under Anden verdenskrig til at placere de sorte nederst i hakkeordenen. Der er stadig forskel på dem og os, selvom det ganske vist ikke lige nu er negrene det går ud over, men palæstinensere og tyrkere og alle dem, man kan anbringe under én hat som muslimer eller de fremmede. Vi vil ikke have noget med dem at gøre, for de er anderledes, de stjæler vores land og voldtager vores kvinder, om halvtreds år er Danmark erobret af muhammedanerne.
I snart fyrre år har jeg abonneret på Information og været fast medarbejder i tre. I den periode har avisen gudskelov gennemgået masser af forandringer, og en kongerække af medarbejdere og redaktører er kommet og gået fra Erik Seidenfaden og Outze til Lasse Ellegaard og Georg Metz, og jeg ved sgu ikke hvem. På Information har Herbert Pundik og Erling Bjøl slået deres folder og Peter Wivel og Bente Hansen og jeg ved sgu ikke hvem. I den periode har avisen været højrevendt og forsvarsivrig, nærmest pacifistisk, revolutionær, kryptokristen og nationalistisk plus en hel del mere. Hvad den er lige nu, er måske værd at kaste et blik på, før den forandrer sig igen og bliver til noget helt syttende. Eller forsvinder. Og det er egentlig det, der er mit ærinde.
Lad os tage udgangspunkt i den standende strid om teaterstoffet. Det synes jeg der er mange gode grunde til bl.a. fordi jeg selv i sin tid blev ansat af Outze som teatermedarbejder. Dem havde der været nogle stykker af, de kom og gik åbenbart og i dag er de helt gået. Avisen vil ikke engang længere bringe teateranmeldelser, og så er fanden løs i Laksegade. Personligt synes jeg også, det er en fejl delvis at sløjfe teaterstoffet, ikke fordi jeg går så grusomt meget i teatret, men fordi jeg gerne vil læse gode teateranmeldelser. Jeg vil i det hele taget gerne læse gode artikler, næsten uanset hvad de handler om. Det er også derfor jeg læser Klaus Lynggaard (selvom jeg ikke er den store rockfan) og Henrik Juul Hansen, når han skriver om cykelsport, selvom jeg egentlig slet ikke interesserer mig for cykelsport.
Jeg vil m.a.o. gerne have noget stof for voksne skrevet af voksne unge og gamle som er i stand til at viderebringe deres tanker på en overbevisende, klog og gennemtænkt måde. Men det er egentlig her, jeg synes det kniber (når man tager den redaktionelle holdning op til vurdering) for selvom jeg altså kan lide Lynggaard og læser ham, kan jeg ikke forstå, at hans stofområde er så meget vigtigere end teaterstoffet og skal fylde så gigantisk meget selv under indtryk af den lov, som vi kalder forandringens.
Vejen er uendelig lang fra de omhyggelige registreringer af borgerskabets bevægelser i sommerferien (stof som Information aldrig har bragt, gudskelov) til de usikre prioriteringer af stofområderne, der står til diskussion i dag. Jeg har på fornemmelsen, at avisen lige nu opererer med en drøm om at erobre et ungt publikum og tror det sker ved at kilde det i nakken med stof, der må formodes at være gefundenes Fressen for netop dette segment, som det så kønt hedder. Altså mere pop, mere film, mere flimmer, mere (for tredje gang) jeg ved sgu ikke hvad. Men jeg tror, man tager rasende fejl, jeg tror det også yngre Informations-læsere søger, er substans, dybde, perspektiv, det velformulerede, det ikke-lallende, det ordentligt skrevne i stedet for sjusk og dårlig grammatik og trykfejl, m.a.o. troværdighed og ikke mundsvær.
Det har jo netop været bladets enestående chance i en flimmertid at holde fast i tiden, ikke for at bremse en udvikling eller sætte uret i stå, men for at understrege vigtigheden af at bevare respekten for det vigtige uanset, hvad det handler om.
Jeg kan sagtens se for mig Informationsmedarbejdere med skæg og blå briller liste sig ind til en forestilling for at konstatere, om den er værd at skrive om eller ej, men jeg vil hellere møde en medarbejder, der kan fortælle mig noget væsentligt om ting i tiden og teatret og arenaen, som han eller hun synes er væsentlige og magter at skrive noget væsentligt om. Resten er spild.
I baggrunden spiller Ellington, og der er ingen afstand til hverken 1930 eller Rockin in Rythm. Til gengæld er det let at føle afstand til en tid, hvor forvirringen synes at rokke ved et basalt begreb som kvalitet et ord, der i øvrigt er ved at være slidt op.
Men når en avis begynder at skride i sømmene, ved man i det mindste, hvad mangel på kvalitet er. Så langt er det ikke kommet med bladet her endnu, men hvis man under trykket af forandringens lov kaster sand i øjnene på sig selv, begynder den nedadgående slidske at vise sig, og så kan man hurtigt komme på røven.
Hvad man ikke ville have skrevet for 70 år siden i hvert fald ikke i avisen.
