Kronik

Irak på vej mod freden

I den hjemlige Irak-debat fremturer medierne ukritisk med at blæse enkelte Fogh-udtalelser om masseødelæggelses-våben op på en måde, så det bliver mere og mere klart, at det er oppositionen snarere end regeringen, der bevidst manipulerer
30. april 2004

Kronik
Vi har tabt freden … bitterheden på amerikanerne er overvældende. Frihed betød ikke frihed fra undertrykkelse – for civilbefolkningen betyder det blot usikkerhed overfor den forbryderstat, der er ved at udvikle sig«.
Det kunne handle om Irak. Men citatet er fra en artikel i det amerikanske tidsskrift Life i 1945 om efterkrigstidens Europa, hvor freden endnu ikke var vundet. De europæiske befolkninger stod med et krigshærget kontinent som efter årtiers ødelæggende fascisme skulle genopbygges. Fremtiden var usikker og uoverskuelig. Medierne satte fokus på alt det som kunne gå galt, mens de større perspektiver for en fredelig og demokratisk udvikling alt for hurtigt fortabte sig. Amerikanerne fik ingen særlig tak for deres bidrag til at sikre fred i Europa, men hurtigt skylden for alle de efterfølgende problemer. På den måde er parallellen til Irak desværre kun alt for tydelig. Proportionerne er helt forvrængede.
Det gælder globalt set, hvor bomber og terror får lov at skygge for de mange fremskridt som irakerne oplever. Og det gælder den hjemlige Irak-debat, hvor medierne ukritisk fremturer med at blæse enkelte Fogh-udtalelser om masseødelæggelsesvåben op på en helt urimelig måde, så det bliver mere og mere klart, at det er oppositionen snarere end regeringen, der bevidst manipulerer. Måske er det fordi oppositionens argumenter er så dårlige. Inden krigen advarede man mod hundredtusinder af civile krigsofre, permanente ridser i det europæiske samarbejde, og et splittet og ødelagt verdenssamfund. Ingen af spådommene gik i opfyldelse. Ofrene blev talt i få tusinder, Europa har accelereret samarbejdet på forsvarsområdet, og i FN har USA’s overvældende styrke skræmt en række statsautoriserede massemordere som hidtil – godt hjulpet af venstrefløjen – har brugt folkeretten til at udvikle deres rædselsregimer i fred og ro.
Hvis det sidste er splittelse, er det et stort fremskridt. Det opløftende perspektiv er netop, hvis andre diktatorer begynder at frygte, at det er slut med omverdenens hidtidige carte blanche til at undertrykke og behandle millioner af mennesker som deres private legetøj.
De fejlagtige analyser har dog ikke anfægtet kritikerne, som nu har fundet på nye argumenter: Irakerne er imod amerikansk besættelse, krigen fremmer terror, og er farlig for verden, fordi USA har skabt præcedens for forebyggende angreb. Igen må man undre sig over, at oppositionen med to tidligere udenrigsministre som frontfigurer, Mogens Lykketoft og Niels Helveg Petersen, ikke kan sætte flere nuancer på virkeligheden, og ikke er villige til at tage fuldt og helt medansvar for Irak-krigen og alle de positive følger det kan få for Mellemøstens undertrykte befolkning. Det ser desværre ud til, at lektien fra 1980’s fodnotepolitik allerede er glemt.
Meningsmåling på meningsmåling i Irak viser, at et stort flertal af irakerne ønsker amerikansk tilstedeværelse. På trods af de kolossale udfordringer og den sprængfarlige situation, som det har medført. Men Iraks stabilitet har under alle omstændigheder været på lånt tid; kun sikret i kraft af Saddams ekstreme brutalitet.

Overgangen fra diktatur til demokrati foregår altid blodigt. Derfor har det været helt urealistisk at forestille sig en mere fredelig overgang til demokrati end tilfældet er; især når man tænker på, hvor etnisk og religiøst fragmenteret irakerne er. Om Bush-regeringen havde forventet uroligheder af den nuværende karakter er uklart, men med de europæiske erfaringer fra 1990’erne på især Balkan er det utroligt, at europæerne er overraskede. Det er samtidig foruroligende, at mange insisterer på amerikansk tilbagetrækning. Hvordan forestiller man sig, at ansvaret for genopbygningen og styringen af Irak kan overlades til irakerne selv efter blot 15 måneder, når det lille og homogene Østtimor var under FN-administration i to år, Bosnien i syv år, og Kosovo og Afghanistan fortsat er styret af Vesten? Udfordringen bliver ikke at få amerikanerne til at forlade Irak, men at få dem til at blive.
Det gælder uanset, hvad irakiske meningsmålinger måtte vise. Igen er det en god ide at trække på Europas erfaringer, selvom ikke alt kan overføres til dagens Irak. Tyskland var underlagt total kontrol af USA, England og Frankrig frem til 1949, hvor Tyskland afholdt valg; helt frem til 1955 var landet dog besat, altså 10 år efter krigens afslutning. Demokratiseringen var nemlig ingen selvfølge og krævede en tålmodig og langsigtet indsats. Ifølge meningsmålinger fra begyndelsen af 1950’erne ønskede helt op til 40 procent af tyskerne sig tilbage til ’trygheden’ fra Hitler-dagene, andre 40 procent ønskede sig tilbage til tiden før 1914, mens mindre end 5 procent var tilfredse med besættelsen og fremtidsudsigterne. I dag vil de fleste tyskere og europæere uden tvivl glæde sig over, at det internationale samfund dengang ikke løb efter folkestemningen.
Lektien er, at det er nødvendigt at gøre det helt klart for irakerne, at landet ikke får sin suverænitet igen på ekstremisternes betingelser. Heller ikke selvom det på et tidspunkt lykkes for dem at skaffe sig Gallup-opbakning. Også på det spørgsmål spiller oppositionen imidlertid et mærkeligt dobbeltspil. På den ene side foregiver man at være bannerfører for menneskerettighederne; på den anden side lægger man op til at irakerne skal have selvbestemmelse hurtigst muligt. Problemet er blot, at de to ting konflikter, og dermed er man med til at underminere koalitionens bestræbelser på at opbygge landet.

Selvom krigs-koalitionen konstant konfronteres med reportager af utilfredse irakere, er det mest overraskende måske, hvor stor irakernes opbakning er til krigen og til amerikanerne på nuværende tidspunkt, når man tænker på deres meget vanskelige situation og usikre fremtidsudsigter. Mellemøsten og islam kæmper med et kolossalt mindreværdskompleks. Befolkningerne er splittet mellem kærlighed og loyalitet til deres kultur og frustration og afmagt over deres levevilkår og egne undertrykkende regimer. Irakerne forsøger at finde en følelsesmæssig balance, der tillader dem at trække på støtten fra USA og Europa (som de er opdraget og indoktrineret til at opfatte som dødsfjender) samtidig med, at de ønsker at opretholde deres selvrespekt og stolthed. Det er sådanne modstridende og almenmenneskelige dilemmaer, der vil få Gallup-tallene til at svinge de kommende måneder og år. Hvis det skal lykkes at skabe et frit og fredeligt Irak er det helt afgørende, at besættelsesmagten (og oppositionen!) bliver bedre til at forstå den psykologiske ambivalens – men uden at ryste på hånden, når det gælder grebet om magten.
Når det gælder kampen mod terror er det nærliggende at konkludere, at Irak-krigen har øget risikoen for terrorisme, men det er en forhastet konklusion. Terroren var allerede på vej til at blive ekstremisternes våben i kampen mod Vesten, og det er værd at huske på, at terrorangrebet på USA 11. september 2001 skete inden invasionen af både Afghanistan og Irak. Men ekstremisterne bruger enhver mulighed for at retfærdiggøre deres vanvittige gerninger – og for at spille Vesten ud mod hinanden. Det er let at gennemskue, men det tragiske er, at det alligevel virker, hvilket debatten efter Madrid-bomberne illustrerer. Oppositionen over hele Europa går terroristernes ærinde, når de råt sluger propagandaen og tager terroristernes argumenter for pålydende om, at bomberne skyldtes Spaniens krigs-deltagelse. Virkeligheden er desværre, at Europa også uden Irak-krigen var blevet ramt af den uhyggelige terror. Terroren kan kun bekæmpes ved at skabe håb om en bedre fremtid for Mellemøstens undertrykte befolkninger – her er Irak-krigen fortsat det hidtil bedste og mest seriøse forsøg på nedbryde olie-tyrannernes magtmonopol.
Modstandernes trumfkort er, at Irak-krigen var et brud på folkeretten, og at Bush-doktrinen om forebyggende krige er mere farlig for verdensfreden end Saddam var. Derfor endte den danske Irak-høring også ganske forudsigeligt med at oppositionen fantasiløst angreb statsministeren for at støtte forebyggende krige og svække folkeretten. Men det er noget sludder. Stater har altid ført krige efter behag og vil gøre det fremover, hvis det fremmer deres interesser. Den bedste forebyggelse mod krige er ikke teoretiske folkeretsprincipper, men stabile demokratier, økonomisk vækst og retfærdighed. Desuden koster krige ufatteligt mange penge, hvilket også Bush-regeringen har opdaget. Risikoen er derfor ikke, at USA fluks angriber endnu en slyngelstat, men at de amerikanske skatteydere ikke vil være med til at betale for endnu en humanitær krig.
Det er trist at se, hvordan især Socialdemokratiet og de Radikale har valgt at fralægge sig et internationalt ansvar, blot fordi man er kommet i opposition. Andet kan vel ikke forklare, at kursen er markant anderledes, end da SR havde regeringsmagten. Heldigvis kan vi andre glæde os over, at Irak trods store udfordringer er på vej mod freden.

*Rasmus Hylleberg er radikal folketingskandidat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu