Læsetid: 4 min.

Krige slutter aldrig helt

Det kræver mange århundreder at tilsløre hukommelsen, specielt når nationalisme og religion er blandet ind i det
Debat
21. april 2004

International
Sidste måned besøgte jeg min familie i Charleston, South Carolina, og det store samtaleemne i denne yndefulde, lille by ved kysten var begravelsen af besætningsmedlemmerne ombord på verdens første ubåd, The H.L. Hunley.
Historien om The Hunley starter i 1862, under den amerikanske borgerkrig. Ingeniører fra Konføderations-hæren begyndte at eksperimentere med undervandsbåde, som de håbede kunne bryde nordstaternes blokade af deres havnebyer. Konstruktøren, H.L. Hunley døde sammen med syv besætningsmedlemmer under en prøvesejlads.
The Hunley var konstrueret af en dampkedel og var lidt over 12 meter lang. Syv mand drejede en krumtapaksel der var forbundet med skruen, mens én mand forsøgte at navigere det usikre fartøj. Ubåden var bevæbnet med en torpedo, der i teorien kunne gennemtrænge stævnen på et træskib under vandlinjen, mens den lille hav-hveps trak sig tilbage.
Søløjtnant George Dixon havde kommandoen, da The Hunley om natten den 17. februar 1864, med held sneg sig ind på et skib ved navn The Housatonic uden for havnen i Charleston, gennemborede det med den dræbende pil og sænkede det, det første succesrige angreb af sin slags i flådehistorien. Desværre for besætningen ombord på The Hunley blev ubåden tilsyneladende beskadiget da torpedoen eksploderede, og gik til bunds kort tid efter et besætningsmedlem med et blåt lys havde signaleret til kysten at missionen var afsluttet.
De jordiske rester af de otte ombordværende blev reddet i land, og den 17. april i år blev de begravet med Konføderationens fulde militære hædersbevisninger, inklusive tapperhedsmedaljer. Dette var lidt vanskeligt, i og med sydstatshæren ikke havde eksisteret i 139 år, men uniformerede skuespillere gjorde deres bedste for at ære de døde. Orkestre spillede, der blev holdt gudstjenester i adskillige kirker, kanoner blev affyret. Ligene lå på lit de parade på Charlestons berømte havnepromenade The Battery, og blev derefter lagt på hestetrukne ammunitionsvogne, der førte dem de omkring seks kilometer igennem byen til Magnolia-kirkegården, hvor de blev begravet under ældgamle egetræer.
Tusindvis af mennesker overværede den højtidelige parade, der også vakte international opmærksomhed.
Nogle hævder, at dette er den sidste Konføderations-begravelse, men sæt ikke penge på det. Fortiden er aldrig helt fortid, krige bliver aldrig helt afsluttet og der dukker med mellemrum lig op her, og i endnu højere grad i Europa.
Hvis man tænker efter, var The Hunleys sidste dykning blot begyndelsen på begrebet ubådskrig, der har overstrøet havene med resterne af skibe og besætningsmedlemmer i over et århundrede. Fra ubådenes ulvekobbel til den atomdrevne flåde har ubådene udført deres arbejde med enorme omkostninger. Alt dette blev også husket i forbindelse med begravelsen af The Hunleys besætning.

Begravelse med takt
Engang jeg var på ferie ved North Carolinas kyst kom jeg forbi en lille tysk kirkegård, hvor man havde begravet resterne af de ubåds-besætninger der var skyllet i land. Deres grave blev passet med stor respekt. Amerikanske søfolk og besætningsmedlemmer fra mange andre nationer er også begravet langs denne kyst, der er overstrøet med vrag af sunkne skibe.
Hunley-begravelserne skulle udføres med takt, fordi følelserne omkring borgerkrigen stadig stikker dybt her, specielt i sydstaterne. Det er ikke så meget selve borgerkrigen, der skaber problemer, men alle de emner og billeder, den fremmaner. At flage med Konføderationens flag på offentlige bygninger har længe været et stridsspørgsmål, og mange mennesker opfatter visningen af Konføderationens flag, f.eks. bag på biler, som en provokation. Andre mener, at en sådan stillen til skue simpelthen er et spørgsmål om at hæge om ens arv, og udvise lokal stolthed. Dette var en amerikansk krig, siger de, og amerikanere kæmpede for det de troede på, uanset hvilken uniform de bar.
Med dets århundreder af krige, helt op til vore dage, er disse kontroverser ikke ukendte i Europa, og fra Irland til Balkan fremkalder flag, gravsteder og slagmarker en masse følelser. I Tyskland ville det naturligvis være utænkeligt at kister med afdøde nazister blev kørt i optog gennem byen, fulgt af hagekors og strækmarch-paraderende, uniformerede skuespillere.

Afbud på stribe
Konføderalisitiske mindehøjtideligheder har intet med dette at gøre, selv om de har deres højtråbende kritikere, og især træder politikere meget forsigtigt. F.eks. var guvernørerne i 14 sydstater, inklusive min egen, inviteret til at deltage i ceremonien i Charleston, og de meldte alle afbud. At blive set marcherende under Konføderationens flag eller blot stående respektfuldt ved en kirkegård hvor skuespillere i sydstatsuniformer er til stede, kunne føre til krav om en forklaring, eller til tab af stemmer.
George Bush og John Kerry havde i hvert fald andre planer.
I sidste ende vil alt dette måske forsvinde med århundrederne, selv om det kræver mange af dem at tilsløre hukommelsen, specielt når nationalisme og religion er blandet ind i det. Kun et fåtal af de mennesker, der var med til begravelserne i Charleston kunne have undgået at tænke på krige, der nu er i gang.
En journalist, der dækkede begivenheden interviewede en kvinde, der kort forinden havde fundet ud af at hun var i familie med et af besætningsmedlemmerne. Godt nok langt ude, men alligevel blev hun rørt.
»De er helt specielle mænd, tapre og stærke, som gjorde noget ekstraordinært,« sagde hun.
Og ekstraordinære mænd var de. Det er blot synd, at både de og andre skulle dø unge i en krig for at bevise deres mod.

*På nettet: Hunley.org, hunleyfuneral.org

*Paul Ashdown er professor i journalistik på Knoxville University i Tennessee

*Oversat af Ebbe Rossander

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her