Læsetid: 4 min.

Længe leve offentligheden

Sandheden viser sig aldrig, men til gengæld har løgnen det med at afsløre sig
20. april 2004

Kommentar
Der sker ting og sager i Dannevang i disse dage. En major fra en skjult tjeneste er blevet fyret for at lade hånt om sin tavshedspligt; og skal man tro politi og regering, har han derved truet statens sikkerhed i en grad, så han sammen med de to journalister, der lagde spalter til forbrydelsen, vil blive sigtet efter en straffelovsbestemmelse, der netop henviser til statens sikkerhed.
To spørgsmål trænger sig på en den forbindelse. Hvad får for det første en major til at fyre sig selv og stille sig en fremtid bag tremmer i udsigt; og hvad kan der for det andet menes med statens sikkerhed, herunder lidt subtilt: var det måske lige det, der lå majoren på sinde? For at forstå sammenhængen mellem disse to spørgsmål, er det nødvendigt at gå lidt tilbage i historien.
Den franske kong Ludvig den store (1638-1715) kunne endnu sige: ‘Staten, det et mig’, mens allerede den tyske kong Frederik den store (1712-1786) kaldte sig ‘Statens første tjener’. Ludvig den store var den sidste, der kunne personificere magten. Siden har vi vænnet os til, at staten ikke er regeringslederen, måske nærmere alt det, der bliver tilbage, hvis man ‘trækker’ regeringen fra.
Denne udvikling i og af staten kender vi også under betegnelsen demokratisering. Nemlig som en proces, hvormed magten fjernedes fra kransekagefiguren, men ikke, som det lidt misvisende lyder til i begrebet folkestyre, blev givet til folket. I stedet forankredes magten i et spændingsfelt mellem befolkning, regering og opposition. Dette spændingsfelt institutionaliseredes ved magtens tredeling, som fæstet i grundlovens paragraf 3 og beskrevet af filosofferne John Locke og Montesquieu, og derudover ved en kritisk offentlighed, der ved hjælp af trykpressen kunne få efterretninger om, hvorvidt magtdelingen nu også stod til troende.
Staten var denne organisering af magten og statens sikkerhed, det ville sige befolkningens frihed lå ifølge Montesquieu i sikringen af denne magtdeling.
I begyndelsen af denne demokratiseringsproces troede man endnu, at den ville lede vejen til en mere sand og ret samfundsindretning. Demokratisering var et middel mere end et mål. Derfor havde offentligheden også yderligere et formål; ifølge filosoffen John Stuart Mill skulle ytringsfriheden sikre, at sandheden kunne komme for dagen. Men troen på den sande politik forsvandt i løbet af det 20. århundrede. Alt for meget sandhedspolitik havde ført til uhyggelig resultater, og efterhånden blev demokrati fra at have været et middel til sandhed, til et sandt mål i sig selv. Som Jürgen Habermas kunne berette, afdækkede offentligheden ikke længere sandheden, den skabte en processuel sandhed.
Men forudsætningen for denne proces, var og er stadig retvisende efterretninger. Ikke nødvendigvis sande – verdens sande tilstand er som bekendt et omstridt begreb – men i hvert fald må de ikke være bevidst fordrejede. Det var også først Max Webers pointe i sit skrift om videnskabernes objektivitet, og siden Karl Poppers kritik af videnskabernes tro på, at sandheden kunne åbenbare sig. .

Majoren er symptomet
Demokratiet byggede herefter ikke på sandheden, men på en fornægtelsen af usandheden. Og det er ikke bare en omvending af begreber, der svarer til, at vi ikke behøver at være enige om, hvordan det gode samfund er, for at enes om, at tortur hører til i et dårligt samfund. Det rette, i stedet for det sande, blev herefter det, der kunne stå for en offentlig prøve. Det vil sige det, der kan hævdes længe nok, uden at falde nogen for brystet.
Og påstanden om, at efterretningskilder sandsynliggjorde masseødelæggelsesvåben, faldt til sidst en major for meget for brystet. For det var ham, der havde udarbejdet kilderne, og de sagde ifølge majoren det stik modsatte. Og det helt vigtige er, at det faldt ham for brystet, fordi det truer den demokratiske stats sikkerhed (det vil sige befolkningens frihed), når magten sammenblandes og regeringsledelsens udtalelser bygger på en løgn. Og Anders Fogh Rasmussen lever i en tid, hvor man ikke længer kan sige: Staten, det er mig, og herefter sende dem i fængsel, der truer med afsløring af denne personificerede stat. Den moderne stat er demokratiseret med en offentlighed, som kræver, at statens tjenere (ministre), begrunder deres beslutninger åbent.
Men det betyder ikke, at statens sikkerhed, i den gamle forstand som sikkerhed mod fremmede magter ikke fortsat er gældende. Naturligvis skal vi have en efterretningstjeneste, og naturligvis skal den arbejde fortroligt og naturligvis kan vi ikke have, at de ansatte offentliggør klassificeret materiale. Men problemet er ikke majoren, han er alene symptomet.
Derfor, hvis vi skal have sikkerhed for, at efterretningerne er retvisende, så skal de så snart klassifikationen mister sin betydning deklassificeres, så deres indhold kan blive testet af forskere, journalister og nævenyttige statsborgere. Kun ved et løfte om hurtig deklassificering, som det er tilfældet hos vore allierede, har den demokratiske stat sikkerhed for, at efterretninger bliver produceret med henblik på den kritiske, men demokratiske offentlighed. Og det er ikke usandt, det gælder endda, hvad enten majoren eller statsministeren har ret i det, de siger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu