Læsetid: 2 min.

Lykkebergs misfoster

19. april 2004

Religion
I artiklen ’Er islam det samme som kristendommen – en religion?’, mener Rune Lykkeberg onsdag den 7.4, at hvis man betragter oplysning og sekularisering som frigørelse fra autoritær pietisme, fra selvforskyldt umyndighed, så er spørgsmålet, om det er islam som autoritær selvstyring eller den vestlige verdens lystslaveri, man skal frigøre sig fra. Og han mener, at man ikke kan oversætte brudfladen mellem den nu bedagede vestlige modernitet og muslimer i Europa til den gamle konfrontation mellem kirke og rationel, frigørende modernitet. For islam er efter RLs mening en aktuel reaktion, der legitimeres ved sit menneskesyn – som er selvbeherskelse på bekostning af selvudfoldelse.
Det er ræsonnementer, der kunne nuanceres. Ved inddragelse af anden litteratur og en mindre formålstjenlig læsning – og ved iagttagelse af adfærd, mennesker med erklæret tilhørsforhold til religion finder det legitimeret at mishandle deres omgivelser med.
Så det er studentikost manipulerende, når RL skyder Ole Sohn og Preben Wilhjelm sine luftkasteller i skoene og kalder de to fordomsfulde. Fordi Ole Sohn spørger, hvorfor venstrefløjen har ladet stå til og overladt kritik af patriarkalske magtforhold, klanledere og reaktionære imamer til højrefløjen, og fordi Preben Wilhjelm mener, at Mona Sheik og Søren Krarup er to alen af samme reaktionære stykke.

Indeklemt tåge
RL tåger indeklemt rundt og lader det interessante ligge – nemlig at forbinde de kulturradikale, hvem de så er, og de sølle rester af en venstrefløj med den historiske kulturradikalisme og den historiske venstrefløj, der gik forrest i kampen for frisind, kønslig ligestilling, individets frisættelse, opgør med traditioners bånd og uddannelsesmæssig, økonomisk og social retfærdighed.
Og det er bare så forbandet. For i en forståelse af og opgør med venstrefløjens berøringsangst i forhold til problemer affødt af rigid social og kulturel stigmatisering og ghettoisering, ja rent ud i venstrefløjens medvirken til denne katastrofale samfundsudvikling mens den bornert og idealistisk ævlede løs om globalisering og multikulturelle samfund, arrangerede ’aldrig mere en krystalnat’ og i flæng stemplede folk som xenofober og racister, som overvintrede kloninger af Hitler – ligger en væsentlig del af forklaringen på, at Krarup, Sheik og andre fundamentalister, herunder kulturrelativister(!), i de senere år har kørt debatten.
Til begribelse af fraværet af en oplyst og kritisk venstrefløj er konkret tilgang til aktuelle uddannelsesmæssige, økonomiske, sociale og kulturelle problemer vejen frem. Ikke bare som hårdt tiltrængte oplysnings- og bevidstgørelsesprojekter, også for Lykkeberg. Men som det nødvendige grundlag for rekonstruktion af et humanistisk menneske- og samfundssyn, der også fungerer i jordhøjde, og en bevidst og potent socialisme.
Tilsammen forudsætningerne for et opgør med de menneskeinvaliderende problemer, som Sohns, Wilhjelms, Krarups, Sheiks og Lykkebergs misfoster af et samfund har ført og fører til.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu