Kronik

Nej tak til Tyrkiets maskerede militærstyre

Tyrkiet har intet at gøre i EU. Landet bruger stort set alle sine penge på Militærudgifter. Følgelig forsømmes de fleste andre områder, f.eks. både elementær skoleundervisning og højere uddannelser. Resultat: en fordummet befolkning
1. april 2004

Kronik
Tyrkiets internationale propagandamaskine er ganske velsmurt. På det sidste har man kastet sig over at så splid i
det danske Socialdemokrati for-
di man åbenbart – nok ikke helt med urette – tror at dette parti får regeringsmagten efter næste valg. Som kanal har man blandt andet udvalgt sig Politikens hus. Men også en række andre blade har fulgt trop, nogle endda på lederplads.
Moderavisen bragte således
22. januar et indlæg af kandidat til Europaparlamentet Christel Schaldemose: »Velkommen til 60 mio. tyrkere«. Hvad hun har imod de øvrige sidste 15-16 procent, fremgår ikke, thi i alt er der for tiden små 70 millioner af slagsen; ej heller hvordan hun vil forholde sig til de cirka to millioner som befolkningen vokser med om året. Skal alle disse mennesker også være velkomne? I anledning af en protest fra et af partiets menige medlemmer, Birgit Fleckner, gentog Schaldemose sin holdning i Politiken 7. februar. Hun slutter med ordene: »Jeg håber, at Mogens Lykketoft vil genoverveje sagen.« Inden da er det lykkedes hende at fremføre et totalt tomt udsagn: »Jeg synes, vi skal holde fast i, at Tyrkiet er et potentielt ansøgerland.« Selvfølgelig er det det. Danmark er også et potentielt ansøgerland til OAS, Organisationen af Afrikanske Stater; hvem som helst kan søge om hvad som helst.Og Tyrkiet hører lige så meget hjemme i EU som Danmark i Afrika.
En af de mere positive ting man kan sige om en sådan debat er at den er overflødig og ligegyldig. I forhold til Tyrkiet kan de nuværende og kommende EU-stater opdeles i tre kategorier: grænselande, som er tidligere ofre for den osmanniske imperialisme, fjernere lande som er ditto, samt endelig Langtbortistan, herunder Danmark, der hverken har noget i klemme regionalpolitisk eller hi-storisk. Den første gruppe omfatter Grækenland og Bulgarien samt Cypern. Den næste Ungarn, Slovenien, Rumænien. Disse sidste lande har intet i klemme med Tyrkiet aktuelt og er derfor ikke fristet til at finde en pragmatisk modus vivendi, men kan tillade sig at svælge i historisk betinget modvilje. Hvis for eksempel bare Malta siger nej tak, så er løbet kørt. Der kræves total enighed i EU for at et nyt medlem kan optages.
Fremstødet blev 6. februar fulgt op i Politikens tyrkisksprogede propagandatryksag Haber, hvor den nye formand for Socialdemokraterne i København, Bo Sandberg, havde et indlæg med denne patetiske overskrift: »Vi må ikke svigte Tyrkiet!«. Også her er indholdet noget, man kan trække i automaten på en hvilken som helst tyrkisk ambassade: en blanding af klynkeri og trusler. Og som, hvis man er heldig, måske endda ledsages af en gratis luksusrejse på den forarmede tyrkiske befolknings regning. Fra et socialdemokratisk synspunkt havde det været rimeligere at sige: Vi bør ikke svigte Tyrkiets menige indbyggere. De har nemlig i mere end 80 år lidt under et kun nødtørftigt maskeret militærstyre. Bladet, som generelt har ikke så lidt svært ved at skelne mellem reportage og kommentar, forsøger efter bedste evne at udbygge de socialdemokratiske meningsforskelle til en egentlig splittelse, især ved at rakke ned på Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen hver gang disse har udtalt sig skeptisk om noget, der har med Tyrkiet at gøre.
Fælles for de to indlæg er at de fortier eller bagatelliserer nogle meget væsentlige omstændigheder. EU er først og fremmest et økonomisk arrangement, hvor kun de største lande tillader sig at blæse på en stram styring af økonomien. På det punkt kan Tyrkiet overhovedet ikke være med i vognen. Da jeg for 44 år siden kom på mit første studieophold dér, havde man en omend sjælden, så dog gangbar mønt, der hed en ’para’. Dem gik der 40 af på en ’kurush’, og af disse 100 på en lira. Nutildags står en dollar i 1,3 millioner lira og følgelig 5,2 milliarder para. Man skal have den store trillebør med, hvis man vil hen i banken for at veksle sine lommepenge til para. Tyrkiets inflation er det nærmeste, menneskeheden nogensinde er kommet til at opfinde et perpetuum mobile, en evighedsmaskine.

Modstanderne af landets optagelse i EU kan derfor med sindsro læne sig tilbage i stolen og mumle: Ja ja, børnlille, kom igen når I har fået bragt jeres pengeforhold i orden, så kan vi snakkes ved. Det vil hverken ske i denne dronnings eller den næste konges tid.
En væsentlig grund til at Tyrkiets økonomi hænger i laser er at man bruger så at sige alle landets indtægter på noget militært isenkram, som der i realiteten ikke er råd til. Følgelig forsømmes de fleste andre områder, f.eks. både elementær skoleundervisning og højere uddannelser. Resultat: en fordummet befolkning. Landets videnskab har aldrig hjembragt en eneste Nobel-pris skønt man efter dets størrelse skulle forvente et par hundrede stykker.
Denne systematiske fordummelse gennemføres totalt. Enhver, der har besøgt landet vil have erfaret at man overalt ser portrætter og statuer af en mand, der døde i 1938, altså for mere end et halvt århundrede siden. Selv i den mindste provinsby træffer man på flere afbildninger af ham end af paven i Vatikanstaten. Af »MASH«-kvartetten Mussolini-Atatürk-Stalin-Hitler er nummer to den eneste diktator, som endnu er symbolsk i live.
Tit fremhæves det at Tyrkiet er et verdsligt land. Måske nok, men det er ikke nogen irreligiøs stat, thi det er gennemsyret af en verdslig religion, atatürkismen, også kaldet – efter mandens fornavn – kemalismen, dvs. en form for primitiv og bevidstløs, personfikseret nationalisme, der ikke giver nogen mening i international sammenhæng, altså f.eks. i EU. Samtidig med at Tyrkiet insisterer på at komme med i et statsfællesskab med fri bevægelighed mellem folkeslagene, forsøger dets militær her i sidste øjeblik inden Cyperns indtræden at gennemtvinge en ordning for øen sådan at de to befolkningsgrupper får forbud mod at bosætte sig på hinandens område!

Denne ultranationalisme giver sig udslag i andet end de allestedsnærværende billeder på frimærker og pengesedler, i barbersaloner og restauranter. Militærudgifterne skal helst kunne begrundes, og derfor skal befolkningen hele tiden holdes i en paranoid tilstand præget af frygt for imaginære modstandere. Ud af landets 20-30 nationale minoriteter er kurderne de mest talstærke. Derfor har disse fået tildelt skurkerollen og skal med regelmæssige mellemrum jordes. Det bliver de så også; men det egentlige problem i den forbindelse er – kynisk udtrykt – ikke så meget at der bliver slået en masse mennesker ihjel, snarere at begge parter for at opretholde deres »markedsandel« af den samlede befolkning bestræber sig på en uhæmmet befolkningstilvækst. Tyrkiets kurdiske problem – som snarere burde kaldes for Kurdistans tyrkerproblem – er først løst den dag, da begge parter tilpasser sig europæiske normer mht. befolkningsvækst. Ligesom med økonomien: det har lange udsigter, for nu at sige det mildt.
Allerede i næste måned kommer det til et high noon mellem EU og Tyrkiet i anledning af Cypern. Med mindre den sidste besættelsessoldat har forladt østatens nordlige del den 30. april, så vil der fra næste dag herske de facto krigsstilstand mellem de to områder. Og så ændrer udgydelserne fra alle de nyttige idioter i Socialdemokratiets andet geled karakter. For så har man at gøre med noget, der til forveksling svarer til de produkter som tidligere epokers påståede ildesete påvirknings-agenter kunne hoste op med. Det har været på tale at stange professor Bent Jensen fra Syddansk Universitet fire millioner dask for at man kan kortlægge Sovjetblokkens infiltration af den danske politiske debat i forgangne tider. Mindre kan gøre det i dette noget mere aktuelle emne. Formedelst en forskningsbevilling på en hundredkroneseddel kunne man tilsende alle disse selvbestaltede (?) forkæmpere for en uoverskuelig EU-udvidelse et postkort og bede dem svare på om de inden for de sidste par år har modtaget gratisrejser mv. eller andre goder på den tyrkiske befolknings regning.

*Jens Juhl Jensen er skribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu