Kronik

Oh, at være Netto-medarbejder

Som ansat i Netto føler man ofte trang til at klistre sit studentereksamensbevis i panden på sig selv, blot for at demonstrere at man er et tænkende væsen!
20. april 2004

Kronik
Når man er syg, er man som regel nødsaget til at underholde sig med ting, man normalt ikke ville have fundet synderligt underholdende. Således lå jeg en onsdag morgen på mit smertensleje og forsøgte at høre radio i det håb, at jeg måske ville slumre hen, men i stedet landede jeg på P3, hvor et program lige var begyndt. Det var ét af disse panelprogrammer, hvor en håndfuld semi-kendte personer kommer med deres mere eller mindre kvalificerede svar på lytternes spørgsmål. Denne morgen var det en meget vred ung mand, der ifølge ham selv havde været udsat for en usædvanligt ubehøvlet Netto-medarbejder. Den forurettede herre spurgte derfor panelet, om ikke servicen burde være ens om man gik i Netto eller på D’Angleterre. Efter en kortere diskussion kom panelet til den konklusion, at Netto-medarbejderen burde yde den samme service som en fin tjener – for det er trods alt en ydelse man betaler for. På dette tidspunkt havde jeg glemt mine hypokondriske tendenser, og vreden skyllede ind over mig.
Jeg er nemlig selv fuldtidsansat butiksassistent i Netto, så jeg står dagligt over for dette spørgsmål. Kan man overhovedet forvente at service skal være ’eviggyldig’? Skal en person i servicesektoren ubetinget være venlig – uanset løn eller arbejdsforhold?
Ifølge panelets mening skulle en hvilken som helst medarbejder i en givet discount-supermarked altså udvise den samme venlighed som en tjener på et dyrt hotel. Men med min viden om servicefagets glæder kunne det jo være interessant at pille denne påstand fra hinanden.
Lad os starte med lønnen: Med fare for at udlevere A.P. Møllers virksomhedshemmeligheder, tjener en fuldtidsansat butiksassistent i Netto 87,20 kr./time. For dette symbolske beløb forventes jeg at sætte (i snit) to paller varer på hylderne, sidde i kassen efter behov, feje lageret, presse overskydende pap, tage telefonen, rydde op i tilbudsvarerne og servicere kunderne. Dividerer man disse 7 opgaver op i de 87,20 svarer det til ca. 12,46 kr./time pr. opgave. Jeg får altså 12,46 kr. i timen for at smile og være venlig.

En fuldtidsansat tjener på eksempelvis D’Angleterre får hele sin løn for at servicere kunderne, det er hans primære opgave. Nu tør jeg naturligvis ikke at udtale mig om hans løn, men den kan da kun være højere end 12,46 kr. Og da det sjældent er
lysten, men snarere lønnen, der driver værket, kan man vel næppe bebrejde den vrisne Netto-medarbejder sin manglende lyst til at smile. Hertil kommer, at tjenere får drikkepenge for deres høflighed. Jo bedre de betjener kunderne, jo større er sandsynligheden for, at der falder noget af til dem. En butiksansat kan smile lige til kindmuskulaturen brister, og alligevel er det tætteste man kommer på drikkepenge en glemt handske. Men jeg har da engang fundet en 25 øre på gulvet…
Dernæst er tiden en vigtig faktor: Som før nævnt forventes en ansat i et supermarked som Netto at lave meget andet end at servicere. Der er få ansatte i forhold til arbejdsbyrden og mange kunder i forhold til antal ansatte. Hver ansat har ca. 500 kunder om dagen, dvs. på en 9-timers arbejdsdag er det 55,56 kunder/time. En tjener
på en dyr restaurant får måske
tildelt tre eller fire borde over få timer – altså noget i retning af mellem fem og 10 kunder i timen afhængig af tidspunktet på dagen. Det giver immervæk noget mere tid at smile i!
En tredje ting man må overveje, er de erfaringer, man som ansat i servicesektoren har med de kunder, man betjener. I løbet af en arbejdsdag i Netto vil man blive talt ned til, set ned på, råbt ad og
til tider direkte forulempet uden på nogen måde at have lagt op til det. Kunderne i diverse discount-supermarkeder er nemlig generelt af den opfattelse, at hvis man arbejder et sådant sted, må ens IQ ligge på omkring de 4. Og kunden har naturligvis altid ret, så når man sidder i kassen og bliver belært af en kunde om selv samme butiks returpantsystem og dettes mangler, er man jo nødsaget til at smile og give dem ret. Men det bliver altså sværere og sværere, jo længere man har arbejdet der. Som nyansat er der ingen grænser for, hvor stort Colgate-smilet er, og hvor meget man vil gå igennem for at gøre kunderne tilfredse. Men efter to måneder begynder gnisten at slukkes. Man står over for en ældre, mavesur dame, der for tiende gang siger: »Ja, det ved du vel ikke!«, før man overhovedet har åbnet munden. Derefter bliver man overfaldet af en vred mand, der ganske simpelt ikke vil tro på, at vi ikke fører grahamsmel, for »det har I da altid haft!«. På trods af det tydelige Netto-logo på min charmerende nattøjslyseblå skjorte, nægter folk at lytte til mig, for »hun er jo bare Netto-medarbejder.« Og når ens kollega en aften pludselig bliver kaldt ’perker’ og ’al-Queda-medlem’, fordi han uheldigvis har en anden hudfarve og fik mast kundens cherrytomater, er det som om Colgate-smilet har lidt sværere ved at bryde frem. Naturligvis kan en tjener på en dyr restaurant være udsat for besværlige og sure kunder, men jeg tvivler på, at nogen kunne finde på at kalde ham »perker« hvis karrysuppen manglede salt, eller nægte at tro på tjeneren, når han siger vinen er tør. Ingen kunne drømme om at belære en sådan tjener om, hvordan man dækker bord eller påstå at pågældende restaurant altid har haft biksemad, selv om det ikke står på menukortet. For der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved en overtjeners intellekt, der er ingen der ser ned på ham. Forskellen er, at Netto er et discount-supermarked. Varerne er hverken sjældne, eksotiske eller dyre og derfor føler folk sig højt hævet over medarbejderne på et sådant sted. En overtjener på en dyr restaurant har derimod folks respekt, for man har naturligt en form for ærefrygt for det ustyrligt dyre. Men som ansat i Netto føler man ofte trang til at klistre sit studentereksamensbevis i panden på sig selv, blot for at demonstrere at man er et tænkende væsen!

Men dette ville højst sandsynligt ikke engang hjælpe, for ligegyldigt hvor mange 11-taller, man har fået, vil kunderne stadig føle sig i deres fulde ret til at tale ned til én, for »man er jo ansat i servicesektoren«. Nu har jeg brugt en tjener som modeksempel i min kvide, fordi det var, hvad panelet sammenlignede med, men jeg er sikker på, at en tjener oplever lige så umulige kunder som os andre. For det er i virkeligheden slet ikke hvilket job, man har i servicesektoren, der betyder noget, det er selve det, at andre mennesker betaler for noget og dermed mener, at de er i deres gode ret til at træde på én. Man kan rent faktisk mærke på kunderne i Netto, at jo flere varer, de køber, jo mere aggressive er de, og jo mere højt hævede føler de sig. De synes at tænke: »Det er mig, der har pengene, så jeg har ret til at træde på dig.« Men hvorfor skulle penge give nogen som helst ret til at opføre sig dårligt? Selv om det er noget af en kliché, så passer det nu engang at penge får det værste op i folk. Man skulle så tro, at de, der har prøvet at sidde bag en kasse, i det mindste er venlige, når de skal serviceres, men mange af mine kolleger siger, at de nærmest ’tager hævn’, når de skal handle, for så er det endelig dem, der har pengene og dermed magten.

Lige præcis dette og panelets konklusion med viser bare, at når folk betaler for en ydelse, ophæves alle almindelige uskrevne regler om opførsel. Hvad der i andre sammenhænge ville anses for at være uforskammet, er helt normalt, når der er penge involveret. Hvis man opførte sig som man gør i et supermarked, når man er på besøg hos svigerforældrene, ville disse højst sandsynligt forbyde forbindelsen. Selv om svigerforældrene er værter og derfor til en vis grad skal servicere gæsterne, sidder ingen jo ved middagsbordet og kræver dit og dat og brokker sig over at salaten er slatten, eller at man gerne vil have næste ret lidt hurtigere – det ville ganske simpelt være dårlig opførsel. Men lige så snart man betaler for servicen, er det helt i orden at være umulig. Eller hvad?
Når panelets medlemmer afgør, at service er ’eviggyldig’, at al service skal være ens uanset prisen for ydelsen osv., så må jeg da give dem helt ret – det burde den være. Men det kræver lige en lille ting først: at modtagelsen af pågældende ydelse også er ’eviggyldig’. For alle mennesker har brug for at blive respekteret, også selv om man skal levere en ydelse. En tjener på D’Angleterre skal behandles med lige så meget respekt som en Netto-medarbejder – selv hvis man har en dårlig dag.

*Tinne Lund er 19 år og fuldtidsansat i Netto i Husum, siden hun for ni måneder siden blev sproglig student. Har søgt optagelse på jurastudiet til september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu