Kronik

Rejs til Sarajevo

Alle EU-modstandere skulle sendes en tur til Balkan. EU’s Balkan-politik er historien om svigt og afmagt. Havde vi engageret os langt tidligere og langt stærkere – bl.a. ved at åbne for muligheden af EU-medlemskab – kunne vi måske have forhindret krigene på Balkan i 1990’erne
28. april 2004

Kronik
På vej hjem i Austrian Airline- maskinen efter et par ugers rundrejse på Balkan slog det mig pludseligt: Alle EU-modstandere skulle sendes en tur til Balkan! EU’s Balkan-politik er historien om svigt og afmagt. Havde vi engageret os langt tidligere og langt stærkere – bl.a. ved at åbne for muligheden af EU-medlemskab – kunne vi måske have forhindret krigene på Balkan i 1990’erne, der kostede henved 250.000 mennesker livet. Så høj kan prisen være for ikke at engagere sig. Alle der tvivler på behovet for at opbygge et fælles europæisk forsvarssamarbejde bør tage til Sarajevo.
I Sarajevo er mistilliden i dag ikke så meget rettet imod serbere eller kroatere, men snarere imod det internationale samfund, først og fremmest FN og EU. I en aktuel, satirisk film fra Bosnien ser man de internationale hjælpearbejdere opfordre serbere og kroatere: »Giv så hinanden hånden« – inden de klapper hinanden på ryggen og drøner ud af landsbyen….«.
EU-medlemskab er målet for alle Balkan-landene – både i befolkningerne og i parlamenterne er der bred opbakning. Men der er lang vej igen. Mange af de problemer, som landene kæmper med, er fælles:
*Gammeldags kommunistisk mentalitet, der bl.a. betyder, at man venter på, at andre træffer beslutningerne for én.
*Et administrativt apparat, som ikke fungerer.
*Et retsvæsen hvor sagerne trækker ud i det uendelige, og med dommere, der er modtagelige for politiske instrukser.
*Manglende samarbejde med Domstolen i Haag, hvor krigsforbryderne kan retsforfølges.
*Omfattende fattigdom og en arbejdsløshed på henved 40 procent i f.eks. Bosnien og Makedonien.
Listen kan forlænges. Men samtidig kan det konstateres, at der er sket betydelige fremskridt i alle landene, når man som jeg ikke har været i regionen i nogle år. Det går den rigtige vej, og det er i høj grad den Europæiske Union, som er en motiverende faktor. Landene prøver at tilpasse sig vore standarder for at komme med i den eftertragtede klub.

Det er slående, hvor forskelligt lande i det tidligere
Jugoslavien har udviklet sig. Den 1. maj bliver Slovenien EU-medlem. Landet kan, også landskabeligt, minde om et mini-Østrig. En af mine samtalepartnere i Ljubliana bemærkede: »Vort største problem er faktisk at finde en parkeringsplads !«.
Kroatien er ’next in line’. Da jeg landede i Zagreb og udtrykte glæde over at være på Balkan, blev jeg fluks korrekset: Her er du i Centraleuropa! Man ser de 70 år med Jugoslavien som en parentes og fremhæver i stedet, at Kroatien i århundreder var en del af Østrig-Ungarn.
Den nye regering fra valget i december er kommet godt fra start. Den består først og fremmest af HDZ (Tudjmanns gamle parti). Der var i proeuropæiske kredse både i Kroatien og udenfor almindelig frygt for, at den ville slå på de nationalistiske strenge og forlade EU-kursen, men det modsatte er sket: Regeringen har rakt hånden ud til det serbiske mindretal – eksempelvis deltog den ny statsminister med sin hustru i den serbiske jul, og han har tilbudt serberne ministerposter. Uanset muren i baglandet forfølger statsministeren bevidst målet om at komme med i næste udvidelsesrunde, meget gerne i 2007, eventuelt før Rumænien og Bulgarien. Regeringen håber, at Kroatien kan opnå kandidatstatus på EU-topmødet til juni.
I Bosnien-Herzegovina er situationen langt mere kompliceret: »Vi er ét land, to enheder, tre folk – og 1.000 problemer !« En af mine samtalepartnere sagde til mig, at hvis jeg ville skrive en bog om Bosnien, skulle jeg hellere skrive den på førstedagen af mit ophold – ellers ville jeg blive for forvirret. Der er behov for at gøre op med strukturen fra Dayton-aftalen, som har overlevet sig selv. Med de to enheder, Bosnien og Republika Srpska, og de 10 kantoner i Bos-
nien går over halvdelen af bruttonationalproduktet til offentlig administration. Eksempelvis er der i regeringerne på stats- og enhedsniveau over 240 ministre! Når regeringen i Bosnien-Herzegovina skal sammensættes, skal antallet af ministre helst kunne deles med tre, så der bliver ligelig repræsentation af serbere, kroatere og bosniakker. Først og sidst er der brug for at styrke centralregeringen i Sarajevo, så landet kommer til at hænge bedre sammen. Både når det gælder forsvar og skatteopkrævning, er der ved at blive taget vigtige skridt i den retning.

Det er også betydningsfuldt at fastholde eller rettere udvikle Bosnien som et multikulturelt samfund, hvor man kan leve fredeligt sammen, selv om man har forskellig religion, kultur og syn på verden. Den tanke har været fremsat, om det nemmeste dog ikke ville være at overlade Republika Srpska til serberne med Banja Luka som hovedstad, Bosnien til bosniakkerne med Sarajevo som hovedstad og Herzegovina og Mostar til kroaterne. Men det vil efter min opfattelse være aldeles uacceptabelt – i så fald vil nationalisterne have fået opfyldt deres ’vision’ om etnisk udrensning.
Hvis Bosnien skal komme videre, er det en afgørende forudsætning, at der bliver gjort op med fortiden. Radovan Karadzic og hans højre hånd Mladic skal sendes til Haag for at blive stillet til regnskab for deres ugerninger. Samtidig bør der på regionalt plan etableres en Sandhedskommission, hvor man forsøger at finde svarene på spørgsmålene: »Hvordan kunne det – krigene, massakrerne, folkedrabet – ske ?« »Hvorledes hindrer vi, at disse uhyrligheder nogensinde gentager sig?«.
I Beograd er det nærmest som om, tiden har stået stille. Vist var den 5. oktober 2000, da Milosevic blev smidt på porten, en glædens dag. Men lige så rigtigt er det, at den 12. marts 2003, da Djindic blev myrdet, var en sorgens dag. Djindic er den betydeligste politiker, som Serbien – og måske Balkan – har fostret: begavet, karismatisk og internationalt orienteret. Djindic ønskede at samarbejde med Haag – og kom til at betale prisen. Mordet blev formentlig begået af kredse med forbindelser til sikkerhedsstyrkerne, der ønskede at sabotere samarbejdet med Domstolen i Haag. Som en repræsentant for en menneskerettighedsorganisation udtrykte det over for mig : »Serbien fik aldrig en 6. oktober« Det vil sige, at der aldrig er blevet ryddet op, når det gælder kriminalitet, korruption og nationalisme. Valgresultatet fra efteråret, hvor krigsforbryderen Seseljs parti blev det største, og Milosevics også fik et pænt valg, taler sit eget sprog. Desværre er det nu Vojislav Kostunica, der danner regering. Han er dybest set en serbisk nationalist. Hans første rejse efter 5. oktober 2000 gik til Banja Luka, og Kostunica har ved flere lejligheder antydet, at Republika Srpska rettelig er en del af Serbien-Montenegro. Det er den onde cirkel, der kører. Der er en stærk følelse af nederlag i Beograd. Ruinerne efter NATO’s bombardementer i 1999 får lov at blive liggende. En aktuel graffiti på en husmur lyder : »Serbien bliver slået ihjel i Haag«. Læg dertil en situation med omfattende fattigdom – der berører henved 30 procent af befolkningen især i landdistrikterne – og vi har en farlig cocktail, der fortsat giver nationalisterne vind i sejlene.

Det internationale samfund bærer et stort ansvar for situationen i Montenegro, der er præget af omfattende korruption og kriminalitet med tråde op i regeringen. Vesten gav landets leder Djukanovic sin støtte, fordi han brød med Milosevic. Men desværre uden at stille betingelser. Befolkningen er delt i spørgsmålet om eventuel uafhængighed fra Serbien. Imidlertid findes der demokratisk indstillede og pro-europæiske enkeltpersoner og grupperinger i Montenegro, som fortjener al mulig støtte.
I Makedonien er det med den såkaldte Ohrid-aftale lykkedes at etablere en skrøbelig våbenhvile mellem det slaviske flertal og det albanske mindretal. Opgaven er nu at sikre større rettigheder for albanerne og i den forbindelse gennemføre en omfattende decentralisering. EU’s ’Special Representative’, danskeren Søren Jessen-Petersen, overvåger gennemførelsen af denne aftale.
Makedonien er presset fra alle sider: Grækenland anerkender
ikke navnet, som det mener refererer til en græsk provins, Bulgarien anerkender ikke nationen, serberne ikke kirken og Albanien ikke grænsen, jfr. drømmen om et ’Storalbanien’. Men takket være en klog og besindig politik er det lykkedes Makedonien at udvikle forbindelserne til nabolandene. Der er ikke større konflikter, og Grækenland er sågar blevet den største investor. Makedonien har et berettiget håb om i en overskuelig fremtid at opnå kandidatstatus i forhold til EU. I det positive scenario vil Balkan-landene en dag blive genforenet i Den Europæiske Union. I alle tilfælde har EU et helt særligt ansvar for at bidrage til skabelsen af et fredeligt, stabilt, demokratisk og multikulturelt Balkan. Kan EU ikke løfte den opgave, er al snak om Unionens udenrigspolitiske rolle tom retorik.

*Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu