Kommentar
Det synes at være en umulig opgave at skabe et harmonisk, multikulturelt Kosovo med en serbisk minoritet. Mange års serbisk undertrykkelse af albanerne har skabt så meget had, at det vil tage årtier, før fortiden er glemt.
Men det må ikke forlede nogen til at miste troen på, at man kan leve fredeligt sammen, selv om man tilhører to forskellige folkeslag. Man behøver blot at tage godt hundrede kilometer fra Kosovo for at finde et levende bevis på en serbisk minoritet blandt albanere, en minoritet som trives og har det godt.
I den nordalbanske by Shkoder lever fagforeningsmanden Fatmir Kico. Han gemte tidligere sin koran bort, men i dag hænger koranen i en snor ved sengegærdet, og selv om Fatmir Kico ikke går i moske, så erklærer han sig dog som troende.
Det forhindrer ham ikke i at være på god talefod med sin nabo, den kristne serber, Jakov Papovic. Og Papovic og hans kone kunne ikke tænke sig at flytte. Hans far, der var ortodoks præst, blev under det kommunistiske styre idømt syv års fængsel for
at dyrke religion, men han døde efter seks år, og dødsårsagen er
aldrig blevet kendt. Pga. faderens kriminelle religiøsitet kunne den unge Jacov ingen uddannelse få, men måtte ernære sig som arbejder.
Under det unge demokrati blev han som næsten alle i Shkoder arbejdsløs, men han startede da med at importere varer fra Montenegro og byggede en god forretning op, inden han for tre år siden gik på pension.
Han troede på fremtiden og havde ingen lyst til at rejse til Montenegro, da Milosovic i begyndelsen af 90erne lokkede serberne i Albanien med guld og grønne skove, hvis de ville flytte til Kosovo eller Montenegro.
Milosovics brudte løfter
Flere fra hans familie lod sig imidlertid friste af tilbud om gode boliger og arbejde. Hans familie boede i Vraka, en by med 2.000 serbere nord for Shkoder. Mange serbere fra Vraka valgte at flytte, men de vendte hjem igen.
Milosovics løfter holdt nemlig ikke. Formålet var at øge den serbiske befolkningsandel i Kosovo og Montenegro ikke at gavne de albanske serbere.
Jacov Papovis afspejler meget godt den almindelige borgers forhold i Albanien. Han er gift med en romersk-katolsk albaner, og de religiøse forskelle i Albanien har sjældent givet anledning til konflikter. Under det osmanniske rige skulle kristne betale mere i skat end muslimerne, så ofte konverterede manden til islam, og konen forblev kristen. Det gjorde, at man i familier lærte at vise hinanden religiøs tolerance.
Efter kommunismens kollaps søger folk efter en ny identitet, og den religiøse søgen er steget, men den giver ikke anledning til konflikter. Man kan i dag se muslimske kvinder med tørklæde et utænkeligt syn for få år siden. Nogle påstår, at det islamiske samfund betaler mænd penge, hvis deres koner bærer tørklæde. Men det giver ikke anledning til problemer.
Formanden for den serbiske forening i Shkoder, Milan Brajovic, er dog ikke tilfreds med forholdene. Han synes ikke, at regeringen behandler den serbiske minoritet korrekt der er ingen penge til modersmålsundervisning eller til serbiske medier.
Efter at han i 1995 havde stiftet sin forening, blev der kastet en bombe mod hans hus. Det kunne tyde på konflikt mellem serbere og albanere, men det hører med til historien, at Brajovic er gået så vidt som at besøge Milosovic, da han endnu var magthaver i Serbien. Og bomben skal nok ses i lyset af, at Shkoder i midten af 90erne var den mest anarkistiske by i Albanien med stribevis af mord.
Krigen i Kosovo har belastet formanden, Brajovic. En partiformand siger: »Jeg har for så vidt ikke noget mod manden, men jeg kan ikke glemme, at han trykkede Milosovic i hånden.«
Trods disse småproblemer, så er hovedindtrykket i Albanien, at serbere og albanere lever i fred og fordragelighed med hinanden. Det kan de nok også komme til i Kosovo, men først når fortiden er glemt. Det vil nok tage et halvt århundrede.
