Læsetid: 4 min.

Sharons politisk-filosofiske ballast

’Beboelser kan udvikles under beskyttelse af en styrke der er uafhængig af den lokale befolkning, bag en jernmur som de vil være ude af stand til at nedbryde’
20. april 2004

INTERNATIONAL
I 1923 skrev Ze’ev Jabotinsky (1880-1940) en usædvanlig fremsynet artikel. Jabotinksy er den ledende intellektuelle kraft bag Israels højfløjspartier, men på det tidspunkt fandtes der ikke noget Israel. England kontrollerede Palæstina på et mandat fra Folkeforbundet, og der boede under 100.000 jøder i området. Men i 1917, da England var supermagten, erklærede udenrigsminister Arthur Balfour, at »Hans Majestæts regering ser positivt på oprettelsen af et nationalt hjem for det jødiske folk i Palæstina.«
Artiklen havde overskriften ’On the Iron Wall’ (We and the Arabs). Jabotinsky hævdede at »en frivillig aftale mellem os og araberne i Palæstina er utænkelig nu, og i den nærmeste fremtid.« I dag, 2004, befinder vi os naturligvis et godt stykke på den anden side af noget skrevet i 1923 om den nærmeste fremtid’, ikke desto mindre holder forudsigelsen stadig stik. Med reference til den jødiske indvandring til Palæstina skrev Jabotinsky, at »vi må enten suspendere vore bosættelser eller fortsætte dem uden hensyn til de indfødtes indstilling. Beboelser kan derfor udvikles under beskyttelse af en styrke der er uafhængig af den lokale befolkning, bag en jernmur som de vil være ude af stand til at nedbryde.«
Nøgleordet her er ’jernmur’. Det beskriver nøjagtigt den israelske politik siden statens grundlæggelse i 1949. (Det er samtidig titlen på Avi Schlaims glimrende fortælling om Israel og den arabiske verden, udsendt i 2000.)
Jeg citerer to afsnit fra Jabotinsky fordi de er lige så relevante i dag, som de var for 80 år siden: »Det er ikke min hensigt at hævde, at det ikke er muligt at nå til en eller anden aftale med araberne i Israels land. Men en frivillig aftale er simpelthen ikke mulig. Så længe araberne bevarer et glimt af håb om at de kan slippe af med os, er der intet der kan få dem til at glemme dette håb, netop fordi de ikke er pøbel, men et levende folk. Og et levende folk giver kun efter i sådanne afgørende situationer når de har opgivet ethvert håb om at slippe af med de fremmede bosættere.«
»Først da vil ekstremistiske grupper med deres slogan ’Nej, aldrig’, miste deres indflydelse, og først da vil deres indflydelse blev videregå til mere moderate grupper. Og først da vil de moderate fremkomme med kompromisforslag. Ikke før vil de begynde at forhandle med os om praktiske forslag, som f.eks. garantier imod tvangsfjernelse, lighed i forhold til civile og nationale rettigheder.«
Jabotinsky konkluderede: »Det er mit håb og min tro at vi derefter tilbyder dem garantier, der vil tilfredsstille dem og at begge folk vil leve i fred som gode naboer. Men den eneste måde hvorpå man kan opnå en aftale er via jernmuren, det vil sige oprettelsen af en styrke i Palæstina der på ingen måde ligger under for arabisk pression. Eller sagt på en anden måde, den eneste vej til at opnå en aftale i fremtiden er total afvisning af alle forsøg på at nå til en aftale her og nu.«
Den første udgave af jernmuren var at udstyre de veltrænede israelske tropper med de nyeste amerikanske våben. Dette virkede fint imod trusler fra arabiske naboer. Teknologien viste sig også nyttig så sent som da
Israel i lørdags snigmyrdede Hamas-lederen Abdel Aziz Rantissi ved et missilangreb på den bil han var passager i. Uden amerikansk hjælp ville dette ikke kunne have ladet sig gøre. Men ikke desto mindre har Israel siden, helt tilbage fra december 1978 da den første intifada brød ud, senere efterfulgt af selvmordsbombe-angreb, manglet en jernmur.

Glem køreplan for fred
Hvis man følger Jabotinskys tanker kunne det forklare hvorfor Oslo-forhandlingerne ikke bibragte noget der mindede om varig fred. Af hvilken grund afslog palæstinenserne premierminister Baraks generøse tilbud i Camp David og senere i Taba i januar 2001? Fordi, som Jabotinsky skrev: »Så længe araberne bevarer et glimt af håb om at de kan slippe af med os, kan intet i denne verden få dem til at opgive dette håb.«
På trods af dette, deler jeg ikke Jabotinskys triste syn. For det bunder i den opfattelse at hele folk kan bevare en ekstrem politisk synsvinkel for altid, at det almindelige menneske ikke har nogen forståelse for ’lev og lad leve’, og at kompromisser aldrig kan accepteres. Nordirland, f.eks., som kunne have udviklet sig til den perfekte illustration af Jabotinskys uhyggelige logik, viser et andet resultat.
Men hvad der er betydningsfuldt er, at Ariel Sharon, den israelske premierminister, er tilhænger af Jabotinskys ideer. Som han meddelte sidste uge, vil han fjerne beboelser fra Gaza og Vestbredden som ikke kan forsvares. I stedet for en metaforisk ’jern’mur, bygger han er reel cementbarriere mellem de to folk. Og fordi, som Jabotinsky sagde, »den eneste måde at opnå en aftale i fremtiden er total afvisning af forsøg på at opnå en aftale i nutiden,« forhandler han ikke med Yasser Arafat eller andre af de palæstinensiske ledere.
Hvad angår den berømte ’køreplan for fred’, på hvilke Blair har bygget sine håb, og som præsident Bush hyklerisk tilslutter sig, glem denindtil videre. Det passer ikke sammen med de principper Sharon baserer sin politik på. Som Jabotinsky skrev: »… en frivillig aftale er simpelt hen ikke mulig.«

© The Independent & Information

*Oversat af Ebbe Rossander

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu