Læsetid: 3 min.

Vævsprøver frabedes

En forsker er så træt af at skulle give sit syn på teorien om, at H.C. Andersen skulle være kongesøn, at han foreslår en dna-test for at få afgjort spørgsmålet en gang for alle
Debat
30. april 2004

Kommentar
Ingen sten forbliver uvendt, når H.C. Andersen skal fejres for et par hundrede millioner kroner. Nu må Andersen også bære en del af skylden selv, for med et par selvbiografier og en meget detaljeret dagbog på samvittigheden, lagde han op til en nyfigenhed, der rækker helt ind i den menneskelige fordøjelsesproces. Til trods for denne intimitet misforstår vi ofte digteren. Vi er så optaget af sex, at et kryds i kalenderen hurtigt bliver udlagt som tegn på masturbation. Hvis Andersen nærede et varmt venskab til en mand og omtalte dette venskab i et sanseligt sprog, kan en forhærdet nutid jo ikke forstå det anderledes end at manden var bøsse.
H.C. Andersen levede i en tid, der dyrkede dannelsen som nøgle til avancement og værdighed. Andersens sponsorer fra det københavnske borgerskab så på denne unge ubemidlede mand som et forsøgsobjekt. Hvis man sendte knægten på latinskole, måtte den klassiske dannelse gøre sin virkning og forvandle den kejtede knægt til en raffineret åndsperson. Og forsøget lykkedes. Andersen var den ultimative bekræftelse på, at skidt kan komme til ære, bare man sender det i den rigtige skole.
Andersens avancement forekommer uforståelig for dem, der ikke har blik for dannelsens samfundsombrydende natur. Der må være en bedre og mere moderne forklaring. Den skal være genetisk, skal den. Andersen var i virkeligheden kongesøn. Så forstår vi bedre. Fagfolkene derimod er skeptiske. En forsker er så træt af at skulle give sit syn på denne teori, at han foreslå en dna-test for at få afgjort spørgsmålet en gang for alle. Vævsprøver er vejen frem.
Kongehuset vil givet frabede sig enhver form for genetisk dokumentation, for her er man udmærket klar over, at det ville kaste monarkiet ud i en alvorlig krise. Der er stort set ingen folkelig forståelse for, at reglerne for ægteskabelig troskab kun gælder for undersåtter.
Det er med regenter og deres børn således, at arvefølgen er et juridisk spørgsmål, ikke et biologisk. En tronarving skal skaffe sig en passende ægtefælle, der ikke vil kaste skam over kongehuset som institution. Det betyder ofte, at forelskelse og kærlighed kommer i anden række. Dernæst skal der skaffes sikkerhed for, at arvefølgen ikke brydes. Hvordan og ved hvis mellemkomst det bliver bragt i stand vedkommer hverken juraen eller offentligheden.

Hvad Diana ikke fattede
Helt frem til midten af det 19. århundrede var et kongeligt ægteskab et ceremonielt foretagende, og alle var klar over, at kongen kunne have behov for afløb andetsteds. Han kunne sågar åbenlyst forsørge de børn, der ikke indgik i arvefølgen. Derfor skal man bestemt heller ikke udelukke, at den senere kong Christian VII har besvangret en undersåt i forbifarten. Det usandsynlige består i, at han skulle have ladet sønnen vokse op hos en simpel skomager.
Det borgerlige krav om troskab og kærlighed i ægteskabet trængte sig imidlertid så meget på i løbet af det 19. århundrede, at den sidste af de enevældige konger, Frederik VII, følte sig foranlediget til at gifte sig med sin maitresse, Louise Rasmussen og kalde hende grevinde. Kongehuset har siden måttet lade som om de var borgerlige, selvom de ikke er det. Det er en stor belastning, der kræver vores fulde forståelse.
Det er altså dybest set uinteressant, om kongen er biologisk far til sine sønner, så længe han anerkender dem som sådan. Har han børn med andre, kan der være dna-dokumentation for det herfra og til Chardonnay uden at det er relevant for arvefølgen. Det var hele dette koncept, prinsesse Di ikke fattede. Hun troede, at troskab i borgerlig forstand hørte med til pakken. Hun forstod ikke, at hun bare skulle føde et par sønner og så ellers lade Charles passe sit eget underliv. Hvad hun selv måtte have af behov kunne hun såmænd også få dækket, så længe det foregik i det skjulte. Til gengæld for udvist diskretion og overbærenhed fik hun så magten, æren og de platinerede kreditkort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her