Om kort tid skal statsminister Anders Fogh Rasmussen på besøg hos præsident George W. Bush i USA. Modigt og med fast stemme har statsministeren den 10. maj overfor den danske befolkning i pressen erklæret, at han vil sige et par alvorsord til præsidenten om, at »en af forudsætninger for at kunne skabe demokrati i Irak er, at den internationale koalition er i stand til at gå foran med et godt eksempel, dvs. demonstrerer den allerstørste respekt for menneskerettighederne". Han vil endvidere kræve læg mærke til det udtryk at: »de soldater, som bestyrer fængslerne og har omgang med fangerne, skal have den allerhøjeste kvalitet og standard, for vi kan ikke leve med, at der finder de forhold sted i de irakiske fængsler«.
Men besøget falder måske ikke helt i hak med Anders Fogh Rasmussens forestillinger. Her er et bud på, hvad der sker:
Statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver vist ind i det ovale værelse. Præsident George W. Bush går ham i møde med smil og fremstrakte hænder. Anders Fogh skruer sit velkendte, stive smil på og går hen til Bush. Omfavnelse og faderligt onkelklap på Foghs opspændte skuldre.
Præsident Bush: »Sid ned min dreng, jeg havde nær sagt, min europæiske yngstesøn
og rejsen gik godt?«
Fogh: »Helt som planlagt onkel George
og
tak for indbydelsen.«
Bush: »Ja, man må jo pleje de politiske familierelationer ik? vi kristne må holde sammen, Gud er med os i denne krig.«
Fogh: "Ja, hjemme i Danmark har vi ansat en indremissions præst til Christiansborgs slotskirke, for at være helt sikre på, at få én der tror på Gud, men så er der en fra vores parti, hr. Rohde, som er udeblevet fra gudstjenesten, og det er de blevet så sure over i Indre Mission, at 500 partimedlemmer har udmeldt sig. Og jeg som altid har haft sådan et godt forhold til Indre Mission
et helt uproblematisk samarbejde
.«
Bush: »Ja, det er jo kedeligt, men det vigtigste er, at du stadig tror på Gud.«
Fogh: »Det kan du tror jeg gør, det er Gud, der har givet mig embedet
og ham Rohde, den forræder, skal jeg nok få gjort kål på.«
Bush: »Nu til sagen, det jeg vil sige er, at jeg er rigtig glad for den danske støtte, selv om de sølle 150 soldater jo hverken gør fra eller til, og den pinlige historie med Sælen kunne vi godt have undværet, den kunne jo ikke engang selv sejle hjem. Men politisk har jeres opbakning i denne svære tid stor betydning.«
Fogh: »Tak, tak, ja, det håber jeg, for jeg, jeg mener vi, regeringen i Danmark, er også ude i politisk modvind, men vi har da heldigvis et lille flertal i halvandet år endnu.«
Bush: »Og det kan jeg se, at I er rigtig dygtige til at bruge, ligesom vi er herovre.«
Fogh, urolig, nervøs: »Øh
men, jeg har lovet min regering
mine vælgere, fanden ta dem at sige til dig onkel George, at i Danmark lærer vi i skolen, at man ikke må slå på nogen, der ligger ned, og det har vi jo set på billeder fra Abu Ghraib-fængslet, at nogen af dine fangevogtere har gjort mod et par af fangerne
.«
Bush irriteret: »Ja, det er en katastrofe, at de billeder er kommet ud.«
Fogh: »Jeg håber, de bliver hårdt straffede, altså de bondeknolde til fangevogtere og dem, der har givet ordrerne. Vi må rense os fuldstændig, koalitionen må være pletfri.«
Bush: »Så, så, små slag min dreng, de store koster penge, vi vil ikke gå for højt op i hierarkiet, det kan underminere hele vores tilstedeværelse i Irak, så her har jeg markeret min holdning ved at støtte og beholde Rumsfeld.«
Fogh: »Du misforstod mig, onkel George, jeg er selvfølgelig fuldstændig enig, det er slet ikke noget jeg vil blande mig i, jeg synes bare, det er vigtigt, at I fremover sørger for, at fangevogterne er bedre uddannede og bedre moralsk rustede
ja
det var det, jeg lovede den danske befolkning at sige til dig, onkel George.«
Bush: »Nej, nej, kære Anders, hvor skulle vi dog få dem fra? Det vigtigste er et forbud mod at tage fotos og video. Rapporter er der jo alligevel ingen, der hverken gider læse eller tage højtideligt. Vi har jo kendt til det her længe, rapporter fra både Amnesty og Røde Kors, men
men fotos
fandens til redelighed.«
Fogh: »Ja, vi har jo også haft de rapporter om tortur liggende i både udenrigs- og forsvarsministeriet siden juli sidste år, men jeg lod da også bare som ingenting og det gjorde min forsvarsminister også, lige indtil han røbede noget fra et hemmeligt møde, så måtte jeg sparke ham ud.«
Bush: »Jeg troede, han gik selv
?«
Fogh: »Ja, vi fik det til at se sådan ud, det var bedst for alle
.«
Bush: »Ja, jeg vil som sagt ikke sparke min ud. Rumsfeld er min tænketank og ryger han, så tager han mig med i faldet. Lad det blive mellem os, men Rumsfeld havde vist mig de billeder allerede for flere måneder siden, og hvis jeg fyrer ham, risikerer jeg, at han selvfølgelig kun under stort pres afslører, at også jeg kendte til billederne. Sagen er jo den, kære Anders, at krig er krig, og man kan nu engang ikke få de satans muslimer til at snakke uden at ydmyge dem. Ydmygelse er for dem værre end døden. Du kan skære ører, næse, fingre og tæer af dem uden de siger et muk, men træk tøjet af dem og tving dem til at masturbere hinanden, så sker der noget. Ærlig talt troede jeg ikke, at nogen i den vestlige verden ville synes, det var særlig slemt, det er jo noget, der sker på enhver kaserne. Så det er da ikke noget at undskylde, slet ikke overfor araberne, beklage det, ja, men ikke undskylde. Men se nu det postyr! Min stakkels, gamle far.«
»Her gik jeg i krig udelukkende for at afslutte det, han påbegyndte, og ja, selvfølgelig også for at få hans beundring, det er noget jeg har savnet hele livet
og så of course for oliens skyld
vi kan jo ikke undvære den irakiske olie vel?«
Fogh: »Jamen jeg troede, at I gik i krig på grund af
.«
Bush, med en afværgende håndbevægelse: »Nej, nej, nu skal vi ikke til at diskutere krigsgrundlaget
men vi kan vel blive enige om, at den irakiske olie er uundværlig!«
Fogh, usikker: »Uundværlig? Det er nu ikke så stort et problem for os i Danmark, vi har jo vores egen olie
og vi sparer lidt på den
.«
Bush, irriteret: »Nu skal du ikke begynde på alt det sparepjat
og drivhuseffekt
og klimaforandringer
det tror du jo ikke engang selv på, ellers havde du vel ikke ansat Lomborg. Han er nemlig lige en mand efter vort hoved
.«
Fogh, nervøs: »Nej, undskyld onkel George
vi har skam gjort, hvad vi kunne og skåret kraftigt i støtten til alternative energikilder
så vi får nok også snart brug for Iraks olie!«
Bush, igen venlig: »Godt min dreng, så kan jeg vel også regne med, at I bliver i Irak?«
Fogh: »Selvfølgelig onkel George, vi bliver på vores post, vi er af en helt anden støbning, end samarbejdspolitikerne underAnden Verdenskrig
de feje hunde!«
Bush ser utålmodigt på sit armbåndsur: »Nå, kære Anders, om fem minutter åbner Rumsfeld sin videobio med delikatesser fra både Abu Ghraib-fængslet, Afghanistan og Guantánamo på Cuba. Han har, som han allerede har sagt offentligt, meget mere på lager. Han er nemlig noget af en samler, skal jeg sige dig, og han er begyndt at bygge en virksomhed op, hvis taburetten alligevel vælter. Men for os i regeringen er der gratis forevisning. Det er dødsporno på højt niveau
så lyset forbliver slukket fem minutter efter forestillingen, så stådrengene kan nå at lægge sig
sig det ikke til min kone, hun kan ikke fordrage porno.«
Fogh, tydelig utilpas, rejser sig for at tage afsked: ȯh
, jamen så farvel og tak for en hyggelig samtale
.!«
Bush rejser sig også og går hen til Anders, idet han lægger sin faderlige arm om hans spinkle skuldre: »Undskyld min ubetænksomhed, hvis du har lyst, kan du da kan komme med ind og se forestillingen
«
Fogh rødmer, sveden springer fra panden, han griber det snehvide brystlommetørklæde og dupper panden: »Øh
jeg ved ikke rigtig
jeg har aldrig set porno før
eller tortur
jeg tror ikke
«
Bush, helt munter over Foghs tydelige forlegenhed: »Sludder min dreng, du må se at blive voksen og se krigens virkelighed i øjnene
så kan vi gå i kirke sammen på søndag!« Så fører han med sikre bevægelser Fogh mod døren.
Fogh, som nu ligner en mand, der føres til skafottet, mumler hen for sig:
»Nåå, jaa, jamen så siger jeg tak
selvfølgelig, ja, jeg må jo se at blive voksen
«
Sammen går de så ind for at kigge gennem nøglehullet til helvede.
Bent H. Claësson er læge
