Læsetid: 4 min.

Bødlen står på spring i vores indre

Tortur oprinder i dystre sider af menneskets natur – men kan bekæmpes politisk, hvis faren erkendes
Debat
13. maj 2004

International
Vi taler om tortur og ondskab som ’umenneskelige’ fænomener. Men sandheden er, at afspejler dybtliggende lag i menneskets natur. Psykologen Philip Zimbardo gennemførte engang et berømt eksperiment, hvor tilfældige studerende blev bedt om at spille rollen som fange eller fangevogter. Eksperimentet måtte afbrydes før tid, fordi ’vogternes’ adfærd over for ’fangerne’ udviklede sig for grusomt. Vi ved desuden fra enorme mængder af voldspornografi, at der findes mennesker, som føler lyst ved at se medmennesker blive pint.
Denne dystre side af den menneskelige natur findes altså. Men der findes også en anden side: Mennesker har moralske ressourcer, som kan hjælpe os til at holde vores grusomhed i ave. Vi evner at leve os ind i, hvordan ofrene må føle. Grusomhed kan vække vores afsky. Og fordi vi har en moralsk identitet, vil de færreste af os ønske at være den type person, som torterer og ydmyger andre.
Evnen til føle medfølelse med andres lidelse er et af krigens første ofre. At dræbe i krig føles lettere, hvis dem på den anden side ikke opleves som medmennesker. I Irak-krigen var det formentlig, hvad der skete, da allierede officerer, som gav ordre til at klyngebombe tætbefolkede områder. Ofte kan voldsom vrede blinde al empati, som da en ophidset irakisk menneskemængde dræbte fire amerikanere og lemlæstede deres lig, eller da amerikanske styrker svarede igen ved at belejre og bombe byen og dræbe 6-700 af dens indbyggere. Et tegn på svækket empati er også manglen på en egentlig opgørelse af civile irakiske tab fra koalitionsmagternes side.
Respekten for andre menneskers værdighed udgør en vigtig barriere imod grusomheder. At undergrave denne respekt ved at ydmyge andre mennesker gør det lettere at begå grusomheder. Dette var f. eks. grunden til, at nazisterne vang jøder ned på knæ for at feje fortovet med tandbørster og, til at kinesiske rødgardister udsatte ‘kontrarevolutionære’ for lignende ydmygelser under Kulturrevolutionen. At fornedre andre mennesker dehumaniserer dem og gør dem lettere at dræbe. At udtrykke foragt for nogen er en mildere version, som dog allerede i nogen grad fratager de foragtede deres ligeværdige moralske status. En variant er at gøre sig vittig på bekostning af andre menneskers nød eller magtesløshed, som da forsvarsminister Rumsfeld om forholdene for Guanatanamo Bay-fangerne udtalte, at fangelejren jo ikke var en »Country Club«. Sådanne bemærkninger udhuler gradvis vores hensyn til beskyttelse af andre menneskers værdighed.
Amerikanere, der udførte grusomhederne mod de irakiske fanger i Abu Ghraib, lod sig åbenlyst ikke holde tilbage af nogen fornemmelse for menneskelig værdighed hos deres ofre. Ydmygelse, især seksuel ydmygelse, var det afgørende for dem.
Hvor var deres moralske identitet? Havde disse mænd og kvinder ikke værdier, som kunne have afholdt dem fra at optræde som sadistiske torturbødler?
Den moralske identitet svigter hurtigt som bremseklods, når mange tager del i grusomhederne, og ingen føler, at netop de er personligt ansvarlige. Det så man under det nazistiske folkemord - »jeg planlagde kun togafgange«, »vores opgave var kun at levere Zyklon-B«, »jeg førte kun jøderne til toget«, »vi adlød blot ordrer«. På denne måde kan folk opretholde et billede af dem selv som anstændige personer og lukke øjnene for deres medvirken i de forfærdeligste ugerninger. I Abu Ghraib bestod der en arbejdsdeling mellem militærpoliti og efterretningsfolk, som i kombination med den udstrakte brug af kontraktansatte fra private firmaer kan have have betydet, at ingen følte noget ansvar for det system, de praktiserede.
Den moralske identitets barrierefunktion kan svækkes ved at undvige at erkende, hvad man faktisk gør. Det er typisk, at der benyttes et koldt abstrakt sprog for at tilsløre torturens kendsgerning. I Abu Ghraib var instruksen ovenfra, at »det er væsentligt, at vagtmandskabet aktivt engagerer deres magtanvendelse i at skabe optimale forhold for succesrig udnyttelse af de indsatte.« Vi kender nu konsekvensen af formuleringen: Dødsangste medmennesker blev tvunget til at posere med hætte over hovedet og elektroder om hænderne, eller de blev berøvet søvn, udsat for bidske hunde og underkastet seksuelle ydmygelser, som på de mareridtagtige fotos, alle nu har set. Hvis personen bag instruksen måtte eksplicitere ovenstående, ville han sikkert føle afsky ved sig selv over at beordre noget sådant. Så er det mere bekvemt at udstikke fraser om »at engagere sig aktivt i at frembringe forhold«.

Nogle sagde dog fra
Befalingsmand William Kimbo modstod presset for at deltage i torturen. Specialist Joseph Darby samlede beviser på mishandlinger og rapporterede om dem. Løjtnant David Sutton beordrede en mishandlingsepisode stoppet og indberettede den. Generalmajor Antonio Taguba krævede i en modig indberetning »hårde disciplinære skridt«. Disse mennesker viste, at det selv på de dystreste steder er muligt at opreholde sin menneskelighed og integritet.
Personlighedspsykologi er dog kun én side af sagen. Den omgivende kultur kan enten fremme eller hindre tortur og grusomheder. Det beror på dem, der er placeret højere oppe i systemet. De fantomagtige figurer i efterretningsvæsenet, som gav ordre til at »skabe forhold« er lige så ondartede – og barbariske – som de, der adlød. Og højere oppe findes de kræfter i USA’s regering, som for at afværge inspektion af Guantanamo-lejren ville boykotte tillægsprotokollen i FN’s konvention om tortur om regelmæssig inspektion af forvaringscentre – et skridt, der ikke just vidner om indgroet modvilje mod tortur. Det samme må siges om Washingtons uholdbare krav om, at amerikanske statsborgere skal være immune for at blive forfulgt for krigsforbrydelser ved Den Internationale Straffedomstol (ICC).
Tortur oprinder i dystre sider af menneskets natur. At besejre tortur vil kræve en politik, der afspejler den væmmelse og afsky, som den fremkalder i de fleste af os. Vælgere i demokratiske lande kan gøre en forskel ved at tage klar afstand fra politikere, som undviger deres ansvar på dette område. Tillader vi tortur at snige sig ind nu, risikerer vi, at den fordærver vores civilisation i generationer fremover.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her