Kronik

Colin Powell skjulte krigsforbrydelser

’Forholdet mellem amerikanske soldater og det vietnamesiske folk er fremragende’. Det var daværende major Colin Powells reaktion efter amerikanske soldaters My Lai-massakre
11. maj 2004

Kronik
Efter den amerikanske udenrigsminister Colin Powells charmeoffensiv i Danmark er overstået, kan det være tid til lidt eftertanke. Mangen dansk politiker og mainstream-journalist har sikkert endnu frydefuld varme i kroppen efter femtimers-besøget forleden. Powell blev hyldet, som var han en helt, ja en helgen eller en due, som dristigt arbejder under cover mod Bush-regeringens magtgale krigspolitik. Det er som om, der er et behov for at føle, at der i hvert fald er gode kræfter i selv den værste regering. Lidt på samme måde, som mange holder af at forestille sig, at Powells kollega, Per Stig Møller, dybest set er en intellektuel hædersmand og ikke en beregnede taburetklæber, der hellere end gerne fraviger eventuelle holdninger om FN-spor og lignende i samme øjeblik, regeringens alfa-han rynker brynene.
Det er rigtigere at kalde Powell en lusket løgner og tilslører af krigsforbrydelser. De fleste kan vel huske hans fremlæggelse af ’beviser’ på Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben i FN før angrebskrigen mod Irak – beviser, som ingen nøgtern iagttager kunne tage alvorligt, men som blev behørigt refereret af pressen.

Udenrigsministerens tvangfrie omgang med virkeligheden er imidlertid af langt ældre dato. Powell begyndte at stige i graderne, da han som ung soldat dækkede over det amerikanske militærs mord på indbyggerne i den vietnamesiske landsby My Lai. Her blev 347 ubevæbnede mænd, kvinder og børn den 16. marts 1968 myrdet af den amerikanske hær. Det var afsløringen af denne begivenhed, der fik mange mennesker til at indse, hvad det var, USA havde gang i. Som senator George McGovern (D) udtrykte det, så flåede My Lai masken af krigens ansigt. Mishandlinger og tortur af civilbefolkningen var hverdag og normalitet – som vi ser det i Irak.

Med militærhelikoptere hængende i luften over sig begyndte amerikanske soldater at genne indbyggerne sammen, nogle soldater fornøjede sig med at voldtage piger, men så beordrede deres officerer dem til at tømme M-16-maskingeværerne i de forsvarsløse og forskrækkede bønder. Og det gjorde de så. Slagteriet varede fire timer. Når vi kender My Lai i dag, skyldes det illoyale amerikanske soldater, der ikke ville acceptere slagteriet og mishandlingerne.
Piloten Hugh Clowers Thompson Jr. fra Stone Mountain, Georgia, landede sin helikopter mellem flygtende landsbyboere og jagende amerikanske soldater og truede med at skyde på sine kammerater. Da han havde jaget dem væk, gik to af hans folk hen til en grøft, hvor ligene fra landsbyen var blevet kastet og trak en endnu levende tre år gammel dreng ud af stablen og fik ham fløjet til et hospital.
For yngre læsere af dette blad skal det nævnes, at modstanden mod Vietnam-krigen dengang kom fra ganske få yderligtgående mennesker. I USA støttede alle betydende medier krigen indtil 1968. Og herhjemme talte den daværende udenrigsminister, socialdemokraten Per Hækkerup om, at krigsmodstanderne blot var en lille flok kommunister.

Inden krigen mod Vietnam blev kendt, havde USA ikke soldater derovre, men blot ’rådgivere’. En af disse var kaptajn Colin Powell, der i 1963 var sammen med en sydvietnamesisk hær-enhed. Hans enhed prøvede at forhindre støtten til modstandsbevægelsen Vietcong ved at afbrænde landsbyer i A Shau-dalen. Andre rådgivere kaldte fremgangsmåden modproduktiv, men Powell forsvarede ’tøm havet’-metoden.
I 1968 vendte Powell tilbage til Vietnam, denne gang som major efter han var blevet håndplukket til opgaven foran flere overordnede. Han skulle hurtigt få nye opgaver. En ung specialist, Tom Glen, havde sendt et brev til sin overordnede, hvor han anklagede amerikanske soldater for rutinemæssig brutalitet over for civile. Brevet endte på Powells skrivebord.
»Den gennemsnitlige amerikanske soldats holdning til og behandling af det vietnamesiske folk er alt for ofte i modsætning til det vort land prøver at opnå på menneskerettigheds-området,« skrev Glen. Udover at betragte dem som ’skævøjer’ frakender de vietnameserne enhver menneskelighed og påfører dem ydmygelser. Soldater skyder vilkårligt for sjov ind i vietnamesiske boliger og på vietnamesere uden begrundelse, rapporterede Glen.
Han fortsætter: Det ville være forfærdeligt at opdage, at amerikanere, der nærer racemæssig intolerance, skulle være typiske for den amerikanske nationalkarakter. »Det, jeg har beskrevet her, har ikke jeg ikke kun iagttaget i min egen enhed, men også i andre, vi har samarbejdet med, og jeg frygter, det er generelt.«

Powell accepterede en erklæring fra Glens overordnede om, at han ikke havde været tæt nok på fronten til at vide, hvad han skrev om. Efterfølgende skrev Powell et responsum, hvor han ikke indrømmede nogen mønstre af ’wrongdoings’. Han hævdede, at amerikanske soldater i Vietnam var blevet optrænet i at behandle vietnamesere høfligt og respektfuldt. Oven i købet havde de fået en times undervisning i, hvordan man behandler krigsfanger i henhold til Genève-konventionen, skrev han.
Der kan have været isolerede tilfældet af mishandling af civile og krigsfanger, men »dette afspejler på ingen måde divisionens generelle holdning«. Næsten ordret hvad vi nu hører om Koalitionens tortur i dagens Irak.
Powell rapporterede tilbage til sine overordnede, hvad han mente, de gerne ville høre: Glens beskrivelse kunne ikke accepteres, og at forholdet mellem de amerikanske soldater og det vietnamesiske folk var udmærket.
Powells indberetninger var forkerte, men en anden soldat samlede brikkerne i puslespillet. Efter sin hjemkomst til USA interviewede Ron Ridenhour soldater, der havde deltaget i massakren. Han samlede forfærdende oplysninger og sendte dem til The Army Inspector General. Dennes kontor gennemførte en officiel undersøgelse, og hæren måtte til sidst se den forfærdelige sandhed i øjnene, og der blev gennemført sager mod de officerer og værnepligtige, der havde været involveret i massakren. Kun den afstumpede og brutale løjtnant Calley blev dømt. Han fik livstid, men på præsident Nixons foranledning sluppet ud nogle år senere.

Powells rolle i forsøget på at tilsløre My Lai-massakren befordrede hans opstigning ad den militære rangstige – i sine erindringer forklarede han, efter at have nævnt massakren, den amerikanske brutalitet: »Jeg husker en vending, vi brugte i felten, MAM, military-age man (en mand i militær-alderen)…Hvis en helikopter spottede en bonde i sort pyjamas, som virkede blot en anelse mistænkelig, ville en pilot kredse rundt om ham og fyre ned i jorden foran ham. Hvis han bevægede sig, blev hans bevægelser vurderet som tegn på fjendtlig hensigt og næste skud var ikke foran, men mod ham. Brutalt? Måske. Men en erfaren batalions-kommandant, jeg havde tjent sammen med, blev dræbt af en fjendtlig snigskytte, mens han spejdede efter MAM’er fra en helikopter.«
Som Robert Parry og Norman Solomon skriver i artiklen Behind Colin Powell’s Legend – My Lai er det sandt, at kamp er brutal, men at gå efter ubevæbnede civile er ikke kamp, men en krigsforbrydelse, som ikke kan retfærdiggøres, selv om soldaterkammerater er blevet dræbt. (Heller ikke i den irakiske by Falluja, hvor amerikanske soldater myrdede løs, efter modstandsfolk havde mishandlet ligene af fire højt betalte amerikanske leje-soldater). Da Powell vendte hjem fra Vietnam, havde han vist sig som den fuldendte team player og steg hastigt i graderne.
I sine erindringer fra 1995 skal Powell have forsvaret ’tøm havet’-metoden, men have kaldt My Lai-massakren for et af de mørkere kapitler i den amerikanske historie, men ikke desto mindre har han accepteret at gå i en ny krig, hvor USA ikke kommer som befrier, men som besætter, der bekæmper det folk, de foregiver at befri.
Og cubanerne kan blive de næste. Team-player Powell har nemlig allerede kastet øjnene på Cuba, som også skal have indført demokrati, når Castro er blevet styrtet. Det fremgår af en diger rapport, der kom for nogle dage siden.

Kilder:
Joe Allen: Ripping the Mask Off the War, CounterPunch, 18. april 2003.
Robert Parry & Norman Solomon: Behind Colin Powell’s Legend – My Lai, The Consortium, 1996.
Tom Ashworth & Ted Sampley: Colin Powell: Not the Man You Think, U.S. Veteran Dispatch, Oktober/November 1995.

*Steen Sohn er cand. phil., journalist og redaktør på internettidsskriftet Kritisk Debat (www.kritiskdebat.dk)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu