Læsetid: 8 min.

DEBAT

24. maj 2004


Gud og Lomborg
*Kun Gud og Lomborg kender
verdens sande tilstand i følge Fogh.

Bent Windeløv, Tranebjerg J

The Beatles vigtigere end Jesus
*Kristendommen bør ikke nævnes i den kommende EU-forfatning. De værdier, som mange knytter til kristendommen, er ikke værdier, som kristendommen har patent på. Alle de store religioner har næsten samme grundlæggende værdisæt. Hvis kristendommen bliver nævnt, så skal The Beatles også nævnes. De fire grundlæggere af popmusikken har skabt grundlag for et moderne værdisæt, der spiller en stor rolle for mange menneskers levemåde og dagligdag.

Steen Nielsen, Europa-Parlamentskandidat for (S)

Fingerplanen katastrofe i dag
*I ’Siger Schmidt sandheden?’ (Inf. 18.maj) bruges Fingerplanen til at illustrere, at »Manglende overordnet styring har givet planen svømmehud mellem fingrene.«
Når nu den bruges i en kommentar til en nutidig miljøanalyse, kan jeg ikke lade være med at påpege, hvor katastrofalt det ville være for nutidens hovedstad, hvis en overordnet styring havde fastholdt Fingerplanen.
Fingerplanen idealiserer en funktionalistisk by fra 1930’erne og 40’erne, hvor jobbene ligger i centrum, mens folk bor langs fingrene – og formodes at bevæge sig ind og ud morgen og aften. Sådan er der desværre fortsat en del der gør, bare hør lokalradioens trafikrapporter om morgentrafikken langs fingrene.
Men derudover foregår trafikken på kryds og tværs i regionen, fordi der (heldigvis) skete byudvikling langt ude i fingrene. Senere tiders regionplanlægning forsøgte da også tidligt at bryde med Fingerplanen, fordi den gav forstoppelse og trafikkaos ind mod ’hånden’, f.eks. Regionplanskitsen fra 1973, hvor det daværende Egnsplanrådet forsøgte at skabe plangrundlaget for udviklingen på tværs af Fingerplanen, bl.a. ved at foreslå en aflastning af de indre byområder – som ved det nye regionale knudepunkt Høje Taastrup.

Jan Gralle
Brønshøj

Gaffa-tape metoden
*Min kiropraktor anbragte i går et stykke tape på min ryg, fæstnet i nakken og følgende rygsøjlen ned til lænden. Det gik jeg med en hel eftermiddag, og hver gang jeg ludede forover og indtog en forkert holdning, mindede tapen mig pædagogisk om, at jeg skulle rette op.
Det var sværest i modvind og med en tung taske i hånden eller over skulderen.
Måske burde Genèvekonventionen udgives på et sådant gaffatape eller hæfteplaster, der automatisk ville stramme, når bæreren glemmer at tage højde for menneskerettighederne. Så kunne vi alle få mulighed for at øve os i at overholde dem. Vi kunne have tape på, når vi gik til valgurnerne, opdrog vores børn eller skrev læserbreve til avisen. Inden for militæret ville det være en selvfølgelig del af uniformen, og når politikere skulle tage beslutninger, kunne de iføre sig en meter tape, så de hele tiden blev mindet om det, hvis meningsudvekslinger og beslutninger var i modstrid med Genèvekonventionen.
I starten ville mange være nødt til at bruge den brede gaffatapeudgave, og nogle ville have brug for den hele livet.
De fleste ville sikkert med tiden kunne nøjes med en almindelig rød tråd.

Hanne Mølgaard Plaschke
Aalborg

Replik om ordkunst
*Torben Brostrøm anmelder den 13. maj Jacob Brøbechers og min udgivelse af Pär Lagerkvists Ordkunst og billedkunst og Motiv vældig flot. Jeg betragter Brostrøm som en hædersmand for hans mangeårige virke for udbredelsen og forståelsen af modernistisk litteratur.
Brostrøm anmelder imidlertid mere min kronik i Information fra 12. oktober 2003: ’Kulturens Mount Rushmore’ end bogen, når han skriver, at jeg ’polemisk’ skulle hævde, at konfrontationsmodernismen entydigt er kulturradikal og af en ’etisk kurssætning’. Det kunne jeg ikke drømme om at hævde.
Jeg bruger betegnelsen ’etisk kurssætning’ (i kronikken og ikke i bogen) for de mere sjaskede af Klaus Rifbjergs senere udgivelser. Nu er den polemiske Rifbjerg kun en lille delmængde af et mageløst digterisk gemyt, der bl.a. har demonstreret sit formidable gehør i konfrontationsmodernismen, som for øvrigt ville vinde ved at blive læst med andet end en forudsigelig og politisk korrekt forventningshorisont. Jeg har ikke noget imod at blive fremstillet som kulturelt konservativ, da den konservative alt andet lige vægter tingen over de ydre kræfter, man måtte lyve den på. Jeg vil bare helst karakteriseres på grundlag af noget, jeg rent faktisk har sagt eller skrevet.

Mogens Davidsen

Mindre forebyggelse
*Det Nationale Råd for Folkesundhed var ikke blandt de inviterede til at kommentere regeringens oplæg til den kommende strukturreform. Amter og kommuner skal ellers medvirke til at styrke indsatsen for at forbedre danskernes sundhed. Indsatsen er påtrængende, fordi den danske middellevetid er uforholdsmæssigt lav. Den er tre år kortere end den svenske, og langt under hvad man burde forvente af et rigt land med et velfungerende hospitalsvæsen.
Alligevel sendte Det Nationale Råd for Folkesundhed en udtalelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Rådet foreslog, at sygdomsforebyggelsen blev styrket i forbindelse med strukturreformen. Danmark har, som Rådet skrev, »et stort uudnyttet potentiale, når det gælder forebyggelse og sundhedsfremme«.
Rådet anbefalede, at Danmark lovgiver, at kommuner og de nye regioner er forpligtet til at gøre en indsats for forebyggelse og sundhedsfremme. En sådan lov har Indenrigs- og Sundhedsministeriet udskudt til en senere lejlighed.
Rådet advarede om, at resultatet af strukturreformen bliver, at »eksisterende netværk og faglige miljøer falder bort, forvitres, eller går i dvale.« Websitet strukturreformen tyder på, at dette allerede er ved at ske. Her er forebyggelsen ikke nævnt som et hovedpunkt.
Alt tyder på, at strukturreformen stiltiende bliver en yderligere forringelse af sygdomsforebyggelsen i Danmark.

Finn Edler von Eyben
Odense M

Styrk tallene i gymnasiet
*Tak til studieleder Peter Erling Nielsen for at påvise at gymnasiereformen har glemt, at det er tallene, og ikke ordene, der skulle styrkes (den 12. og 14. maj). Den internationale standard for tal gælder ikke for ord. Her er der mange standarder således at gymnasiet har ét tal-fag og mange ord-fag. Samt krav om at alle elever skal have mindst tre ord-fag , heraf et på B-niveau (engelsk) og et på A-niveau (dansk). Tal-faget matematik er derimod kun obligatorisk på C-niveau. En situation, matematikken selv har været skyld i ved groft sagt at undervise i regning på latin. Derfor er det en god ide at reducere denne latin med 50 procent, for det giver mulighed for at matematik kan ændres til undervisning i regning på dansk. Samt mulighed for at opgradere tal-faget matematik, så både tal-sproget og tale-sproget bliver obligatoriske på A-niveauet. Hvis altså reformen skal gøre det den siger.

Allan Tarp
matematiklærer på
Grenaa Gymnasium

Konservative knubs
*Når den konservative Helge Adam Møller, formand for Folketingets forsvarsudvalg, siger, at det er vigtigt at få klarlagt, hvad soldaterne må og ikke må, at de danske soldater har mandat til at anvende den fornødne magt, og når han mener at der ikke er noget forkert i at anvende skub, slag eller spark overfor irakere – så ligner det en gentagelse.
I december 1933 berettede jurastuderende Niels Erik Wilhelmsen i de konservative studenters blad Studium om sit besøg i Tyskland. Han skrev, at deres mål med besøget havde været ’at sætte sig ind i de beskyldninger om mishandlinger og forfølgelser, undertrykkelse og tvangsforanstaltninger, der herhjemme har været agiteret med skulle finde sted.’ Derpå skrev han: »Ved vort besøg havde vi anledning til at besigtige en koncentrationslejr. Der var, som alle andre vegne, gennemført orden og punktlighed og selvfølgelig fuldt ud hygiejniske forhold. ’Mishandlinger’ så vi også. Det skete nu og da, at en af de lidt mere trodsige kunne hente sig lidt knubs – men hvad gør det?«

Mikael Witte
forfatter

Kære chefredaktør
*Apropos Jørgen Poulsens kommentar den 18. maj: Kunne du virkelig ikke finde større typer til forsiden? My foot!

Peder Ellegaard Larsen
Albertslund

Pendulåbenhed
*Irak-krigen har for alvor bragt forsvarsministeriet, forsvaret og efterretningstjenesten frem i lyset. Skiftet fra muldvarpetilværelse til pludselig eksponering har haft sine omkostninger, da åbenhed aldrig har været ministeriets og forsvarets stærke side. Resultatet er en form for pendulåbenhed.
Pga. vores ringe erfaringer med at føre krig, har magthaverne ikke de nødvendige erfaringer med at dæmme op for de vanskeligheder, som følger enhver krig, hvor demokratiet og pressen er nogenlunde intakt.
Man kan godt forestille sig, at presset på de uprøvede officerer, embedsmænd og politikere stiger i takt med, at krigens gru går op for alle. Det, der lignede en søndagsudflugt til en hjemmebanekamp i Superligaen, er pludselig blevet en tikkende bombe under alle de involverede.
I denne situation synes der at være to muligheder. Man kan sværge en musketered om absolut tavshed udadtil – sådan plejer man at håndtere problemer. Eller man kan gå ud og fortælle sin del af historien – og dermed måske få aflad.
Musketereden synes tydeligvis at være brudt, hvorfor vi nu ser en række personer stå frem og fortælle om misfortolkede efterretningsrapporter, tortur, forsvarets tvivlsomme holdninger til tortur og lukkethed i forsvaret.
Først gik Frank Grevil bodsgang for sin utidige afsløring af hemmeligstemplede dokumenter, som siden hen blev offentliggjort, da såvel statsminister som forsvarsminister følte deres politiske liv truet.
Meget bekvemt viste det sig, at dokumenterne alligevel ikke var så hemmelige.
Siden er det gået stærkt med aktører fra forsvarsministeriet og forsvaret. Forsvarsminister Jensby var åben(mundet) om, hvad der foregik i Kontroludvalget. Det kostede ham jobbet.
Så udtalte brigadegeneral M. Clemmesen sig i mod lukketheden i forsvaret og forsvarsministeriet og anførte, at renommébevarelse i statsadministrationen synes at være en afgørende faktor.
Herefter modsatte militærjurist i FKO Jens Knudsen og kontorchef i Forsvarsministeriet Birgitte Juul sig åbenhed om fanger i Afghanistan og Guantanamobasen. Den 17. maj udtalte tidligere chef for jægerkorpset og ansvarlig for FN’s sikkerhed i Irak Poul Dahl, at Danmark måske skal forberede sig på, at kampen mod terror kan medføre forhørsmetoder, som vi i dag anser som tortur. Det kostede ham jobbet som kompagnichef.
Næste på scenen var oberstløjtnant Karsten Thuen, som oplyste, at forsvaret gennemsyres af tvivlsomme holdninger om tortur. Derfor hilste han Poul Dahls åbenhed velkommen. Modsat Thuen kræver forsvarsordfører (K) og eks-jægersoldat Adam Møller, at Poul Dahls åbenhed kvitteres med en fyring fra forsvaret.
At krigen vil få flere ofre i det politiske liv, er der næppe tvivl om.
I sidste ende er det spørgsmålet om statsminister Anders Fogh Rasmussen overlever den af ham uønskede åbenhed om krigen, dens grundlag, form og konsekvenser – en åbenhed som måske er sund for demokratiet.

Kurt Loftkjær
Åbenhedskomitéen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu