Læsetid: 9 min.

DEBAT

19. maj 2004


Blåøjet
*Hvordan kan det komme bag på verden, at krigsfanger i Irak er blevet behandlet usselt? Har man i ramme alvor har troet at soldater i krig var i stand til at opføre sig som gentlemen? En soldat i krig er pr. definition en dræber, der dræber for ikke at blive dræbt, og alligevel ryster det os naive civile, at soldater kan finde på at opføre sig som ondskabsfulde sataner. Tænk over det næste gang amerikanerne og briterne beder danskerne om at tage del i en angrebskrig. Eller måske kan de danske gentlemansoldater ikke finde på den slags?
Anders Krintel, højskolelærer

Det er den, de unge kan li’
Verden
har godt af eksponering:
Sort på hvidt
vinder den prompte gehør
I æteren
får den straks substans
Men rigtig virkelig
bliver den først
i billedkassen
Claus Ankersen

Herlufsholmgang
*Tak for den – rent ud sagt – ‘skide gode’ artikel af Kasper Hansen om Det onde og Herlufsholm fredag den 14. Desværre blev artiklen bragt på en lidt uheldig dag, da det hele druknede i kongerøgelse. Men mon ikke et par af de tilstedeværende har gået på kostskolen...
Jeg er klar til et åbent stormløb på borgen med en høtyv.

Asger Hunov
København N

*Kasper Hansens feature den 14. maj er ikke retfærdig over for Herlufsholm i almindelighed og slet ikke over for Herlufsholm anno 2004.
Alene udsagnet »I stedet for kostskole fandt jeg en koncentrationslejr for de velhavendes dysfunktionelle børn« må gøre ondt på alle, der kender skolen i dag.
For selv om Herlufsholm altid har udviklet sig, kan den vel næppe have udviklet sig så voldsomt over bare en god halv snes år, at den er gået fra sort anstalt til moderne uddannelsessted siden Kasper Hansen forlod den.
Skoler udvikler sig, så selvfølgelig også Herlufsholm.
Da jeg selv gik i underskolen, mellemskolen og realklassen på en kommuneskole i 1950’erne – omtrent samtidig med Jan Guillous ophold på Solbacka i Stockholm – lærte vi salmevers, terpede tabeller, kongerækken og grammatiske remser samt gjorde fritstående øvelser på tælling i gymnastik. Vi sagde »De« til lærerne og rejste os, når der kom nogen ind i klassen. Og havde vi trådt alvorligt ved siden af, så kunne vi selv vælge mellem en »sveder« (en eftersidning) eller »én på skrinet«.
Og mobning fra ældre elever hed noget andet. Generationer, der er nogle årgange ældre end jeg, kan formentlig supplere med endnu værre eksempler fra deres skoletid.
Sådan foregår det ikke på kommuneskoler i dag. Udviklingen har gjort endeligt op med disse ting. Ikke på én gang, men gradvist hen over årene.
På samme måde har Herlufsholm udviklet sig gennem skolens mere end 400-årige historie. I nogle perioder har udviklingen gået meget hurtigt og i andre har den været mere træg i det. Sådan er det med udvikling. Den pædagogik, der var fremherskende på Herluf Trolles og Birgitte Gøyes tid – og tilsyneladende på Kasper Hansens, har ingen plads på Herlufsholm i dag.
Da jeg hverken kan eller vil afvise Kasper Hansens oplevelser, vil jeg nøjes med at fremhæve den kolossale – ja, næsten revolutionerende – udvikling, skolen derfor må have været igennem bare den seneste halve snes år.
Jeg har siden 1994 haft to børn som elever på skolen dels som dagelev og dels som kostelev. Ikke fordi jeg er adelig eller på anden måde tilhører samfundets magtelite. Alene fordi Herlufsholm i almindelighed havde et godt ry som skole og uddannelsessted, da vores søn nåede den alder, hvor has kunne optages på skolen.
Det ry har skolen stadig, og det udbygges hele tiden.
(Fork. af red.)
John Kreiner
Næstved

*Det er forkasteligt, at Kasper Hansen skriver at man bl a. bliver slået. Sådan var det måske dengang. Men han glemmer, at det er mange år siden, at der er kommet ny rektor, og at systemet nærmest har været ude for en revolution! Det er okay, han ikke kan lide skolen, og den måde den blev styret på, og at han fortæller om, hvad han blev udsat for. Han giver bare meget kraftigt indtryk af, at skolen ikke har forandret sig. Og det har den!
(Fork. af red.)
Stephanie H. Madsen

*Med bestyrtelse har jeg læst Kasper Hansens beretning. Jeg har to onkler, der i 1950’erne gik på Herlufsholm. De har aldrig villet tale om deres tid – hvilket jeg forstår nu. Kasper er en meget modig mand, som jeg har den største respekt for.
(Fork. af red.)
Iben Raffnsøe
København N

Politisk mod savnes
*Information kunne den 13. maj berette, at to skoler på Nørrebro i flere år har haft rene indvandrerklasser. Det har folk i bydelen og skolepolitikkerne i Københavns kommune længe været bekendt med. Ligesom at de fleste er bekendt med at 60-70 pct. af børnene i de fleste skoledistrikter på Nørrebro går i privatskoler. Og at over halvdelen af bydelens skoler har 80-90 pct. tosprogede elever. Mange spørger sig selv, om vi overhovedet har en folkeskole på Nørrebro.
Samme dag – ligeledes i Information – forsøger skoleborgmester Per Bregengaard at skyde den såkaldte Albertslund-model i sænk. Siden 1982 er alle tosprogede børn i Albertslund blevet testet før skolestart. Er der mangler i det danske, får eleven særlig støtteundervisning, der er fordelt på alle kommunens skoler. Svage og stærke elever blandes. Som det altid var været meningen med folkeskolen. Ja, Per! Det bliver sikkert besværligt at skabe en ordning som alle i København kan være tilfredse med. Men de sociale omkostninger ved blot at fortsætte som hidtil er alt for store. Flere og flere skolefolk og forældre – indvandrere såvel som danske – giver udtryk for at nu orker man snart ikke mere. Mange forældre vender folkeskolen ryggen! Og man har for alvor set mismodet brede sig i de seneste par år. Hvad vi savner er politisk mod på rådhuset. Dette er simpelthen en opgave som hele København må være med til at løfte.

Jan Andreasen
skolebestyrelsesformand på Havremarkens Skole, Nørrebro

Blunder du
*Jeg er ikke nogen stor fan af Jytte Hilden, men ret skal være ret: Henrik Okkels har selv givet forklaringen og kaldt Jytte Hildens formulering en ‘blunder’, og betyder det ikke at ‘sove let’, Okkels? Jeg elsker, når selv de ‘60+’-årige bruger det – helllige – engelske sprog til at gøre sig ung med de unge, og deri er Okkels (60+) åbenbart ikke så forskellig fra Jytte Hilden. Det er nu lidt latterligt at harcellere over Jytte Hildens fejlerindring, når man selv bidrager til den danske forvirring ved at indføre aldeles unødvendige engelske gloser.

Jesper Bernøe
Slagelse

Prognosemageri
*På forsiden den 15. maj forsøger to ‘samfundsforskerne’ Johannes Andersen og Hans Jørgen Nielsen sig med lidt spekulativ prognosemageri over det i visse kredse udbredte tema om at det kan være det samme om vi har en VKO regering eller en S, SF, RV regeringskonstellation. Analysen virker ikke fagligt underbygget. Store vigtige områder, miljø, energi, kommunereform, voksenuddannelse, erhverv, trafik, bolig, ret, ulandshjælp, EU politik, krigen i Irak, forholdet til USA, internati onale miljøkonventioner, hvor der er markante forskelle mellem det nuværende og det kommende flertal, udelades bekvemt i de to forskeres analyse. Indtrykket der sidder tilbage er en fagligt uunderbygget, overfladisk politisk kommentar – snarere end en lødig analyse. Med den samme tilgang ville man selvsagt også have forventet at et højreflertal ville føre den samme politik som SR regeringen før valget i november 2001. Og hvis man orkede at gå tilbage til før det tidspunkt, ville man sikkert finde prognoser af det indhold fra de selv samme »samfundsforskere« som deltager i snart sagt enhver debat ikke som fagfolk, men som politiske kommentatorer. Det skal de naturligvis have lov til. Men at give disse løse spekulationer en så opsigtsvækkende opsætning som det skete i lørdagsavisen er bare for meget. Alt for meget. Temaet om en ny regering er alt for vigtigt til at sløses bort på denne måde. Fra en ellers tilfreds abonnent.

Svend Auken
MF for S

Statsministeren brød grundloven
*Blandt de frigivne fotos fra de amerikanske fængsler ser man flere med døde fanger i hvide plasticposer, dræbt af slag under tortur. Krigen er tabt. Men hvad bliver efterspillet?
Vi burde have vidst, at USA er totalt forhadt i hele Mellemøsten. Og vi burde have vidst, at Irak er delt i tre befolkningsgrupper, der aldrig har kunnet samarbejde. Forude lurer stor risiko for en borgerkrig. Præsident Bush’s planer om demokratisering af Irak under en militær besættelse er reduceret til en drøm, skrev dagbladet New York Times for nylig i en leder.
52 engelske topdiplomater, deraf 40 tidligere ambassadører, tilkendegav overfor Tony Blair for nylig, at de mener de allieredes planer om en demokratisering i Irak er »doomed to failure«.
Statsministeren trak os personligt ind i den krig. Uden at orientere medlemmerne i Det Udenrigspolitiske Nævn underskrev han d.30 januar 2003 et offentligt brev, hvori han støttede den amerikanske besættelse. Han forsøgte at forpligte Danmark uden kontakt til folketinget.
Det må være brud på grundloven og kan koste statsministeren en alvorlig straf i Rigsretten, hvis et nyt flertal i Folketinget rejser sagen efter et muligt dansk nederlag i krigen.
I dag står vi i en mudret situation. Skal de danske styrker trækkes ud? Kan de fortsætte i den beskidte krig? Og kan vi udsende andre soldater til at deltage i tilsvarende krige?

Bjørn Bennike
højskolelærer og forfatter

Økonomernes smag
*Ni af verdens førende økonomer mødes fra den 24. til den 28. maj. »Copenhagen Consensus« er seancen døbt. Økonomerne skal prioritere mellem ti af verdens alvorligste globale udfordringer, fra klimaændringer til korruption og fra subsidier til sult. Logikken synes klar: hvis ni førende økonomiske eksperter kan blive enige om den relative vigtighed af disse problemer, så repræsenterer det en højere fornuft. I gamle dage udsagde eksperterne sandheden. I dag er vi tilfredse, hvis de kan blive enige indbyrdes.
Det handler om penge. Om at allokere de knappe ressourcer i den globale husholdning så effektivt som muligt. For en stund leger ni økonomer, at verden er en global landsby, at den har en verdensregering, og at de selv sidder med beslutningskompetencen. Uholdbare antagelser, men ikke derfor uinteressant . Blot kan man spørge, hvorfor kun økonomer må lege med?
Økonomerne er selvfølgelig inviteret, fordi de forstår sig på penge og allokering af knappe ressourcer. Det er enkelt, men det skjuler noget mere kompliceret. Således er det formentlig kun blandt økonomer at man kan finde eksperter, som i ramme alvor vil indgive sig på denne halsbrækkende øvelse. Givet den globale målestok, langtidsperspektiverne, de enorme usik-kerheder, sikkerheden for uforudsete hændelser, problemernes forskelligheder – givet alt dette er det formentlig kun økonomer, som i ramme alvor vil prioritere i mediet penge. Penge er altings fællesnævner – for økonomer.
Økonomisk set hænger det bare ikke sammen. Neoklassisk mikroøkonomisk teori er baseret på forestillingen om homo economicus, som optimerer givne præferencer gennem rationelle valg. Præferencerne rangordner alle goder, som i valget mellem is eller chokolade. Eller mellem afskaffelse af korruption og afbødning af klimaændringer. Når mediet er penge, består den globale landsby kun af varer. Mikroøkonomisk set er selv økonomiske eksperter en flok præference-optimerende agenter, der følger givne tilbøjeligheder. Lad os håbe økonomerne på konferencen har smag for det samme.
Det pudsige ved mikroøkonomiens præferencer er, at de ikke kan diskuteres. Det er meningsløst at sige, at det er mere rationelt at foretrække is frem for chokolade. Anskuer man »Copenhagen Consensus« rent mikroøkonomisk er ironien tydelig: økonomerne er hverken mere eller mindre rationelle i deres præferencer for dette eller hint globale problem. Logikken bryder sammen. Kan økonomer ikke tænke selvrefleksivt?
Legen er kun for økonomer fordi projektet er udtænkt og styret af økonomer og ligesindede. Det handler om magt, magt til at definere hvori problemer består og hvordan de kan løses.

Anders Blok
bac.scient.soc

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu