Læsetid: 4 min.

Djævle i menneskeskikkelse

Fra Victoria-tidens patriotiske drengebøger til nutidens Hollywood har vi dyrket billedet af Den Anden som ‘terrorist’
Debat
11. maj 2004

Internationalt
Mindre end et halvt år før Første Verdenskrig forærede min farmor, Margaret Fisk, en 36o sider lang drengebog fra imperietiden: Tom Graham, VC – A Story of the Afghan War til min far. På titelbladet havde hun med blyantskrift nedfældet: »Til Willie fra hans mor« – ‘Willie’ var dengang endnu ikke fyldt 15.
Da min far døde i 1992, arvede jeg den smukt læderindbundne bog med indgraveret Victoria-kors. Forleden læste jeg så i den. Forfatteren er en William Johnston, udgivelsesåret år 1900. Bogen beretter om Tom, en søn af en britisk mineejer, som vokser op i den nordengelske havneby Seaton. Da faderen går fallit og dør, må Tom gå ud af skolen og sættes i første omgang i lære på et kontor. Skønt han er mindreårig, melder Tom Graham sig til hæren. Han træffer beslutningen, da han står ved sin faders grav og sværger, at »han vil føre et rent, anstændigt og retsindigt liv«. Hans deling udstationeres i Irland, bliver derpå sendt til Indien og indsættes herfra i Den Anden Afghanistan-krig. Takket være sit heltemod opnår Tom rang af sekondløjtnant.
Bogen er en patriotisk knaldroman. Den er fyldt med britisk heroisme og muslimsk barbari og typisk læsestof for min fars generation. I 1879 bliver den britiske ambassadestab i Kabul myrdet (en autentisk hændelse), hvilket udløser en britisk straffeaktion.
Tom Graham og hans regiment marcherer ind i Afghanistan, og allerede få dage efter kan Tom kan jage bajonetten i maven på sin første afghaner, »en mørklødet kæmpe med øjne, der brændte af afsindigt had.« I Kurrum-dalen kæmper Tom mod »fanatiske stammefolk, optændt af blodtørst og plyndringstrang«. Forfatteren bemærker, at hver gang britiske soldater falder for fjendehånd, »lemlæstes og skændes deres lig af disse djævle i menneskeskikkelse«.

Niggerslyngler
Tekstens racisme og anti-islamisme er tidstypisk utilsløret. I en forklarende note har forfatteren indføjet: »Det unge publikum, der læser denne bog, må forstå, at afghanerens højeste ønske er at skære alle vantro i småstykker. Jo flere stykker, afghaneren kan partere den ulykkelige brite i, desto større salighed tror han at opnå i paradiset.«
Graham såres, og på lazarettet betegner hans irsk-fødte læge afghanerne som »morderiske niggerslyngler«. En artilleriofficer formaner sine mænd om at affyre deres kanoner mod en menneskemængde af afghanske stammefolk: »Det skal nok sprede fluerne,« siger han.
Det er åbenlyst, at »de rene, anstændige og retsindige britiske soldater« i min fars drengebogsverden betragtede deres fjender som dyr. Skønt de afghanske stammefolk i glimt beundres for deres »tapperhed«, gøres intet forsøg på at forklare deres handlinger. Tanken om, at afghanerne slås, fordi de ikke bryder sig om at se deres land invaderet og besat af udlændinge, er totalt fraværende i denne historie.
Afghanske krigere skar vitterligt kropsdele af unge britiske soldater – senere historiske værker uddyber, hvilke dele drengebogsforfatteren hentyder til – ligesom irakere sparkede hovedet af en amerikansk lejesoldat i Fallujah den 30. marts, hvorefter de hængte hans udbrændte lig op på en gammel britisk bygget jernbanebro over Eufrat. Vores fjender er grusomme. Og vi selv er grusomme. Først lærer vi at hade dem og betragte dem som dyr – så hævner vi os rasende, når de opfører sig, som vi kunne vente det. Og så torterer og ydmyger vi dem.

Hollywood-fantasi
Nutidens pendant til Tom Graham, VC, er Hollywood med dets stereotype, racistiske fremstillinger af arabere og muslimer. Var det med inspiration herfra, at vores fjender fra 11. september viste sig så uhyggelige, som vores film har gjort dem til? En skønne dag burde historikere udforske, om selvmordspiloterne fra dengang skabte sig selv ud fra Hollywoods billede af deres ondskab.
Det er ikke svært at forstå, hvorfra grusomheden hos de amerikanske bødler i Abu Ghraib stammer. Som genfødte kristne, der utvivlsomt også ser sig selv som »rene, anstændige og retsindige«, behandlede de irakerne, som »djævle i menneskeskikkelse«, »fanatikere« eller »fluer«.
Havde USA’s prokonsul i Irak, Paul Bremer, da ikke omtalt amerikanernes fjender som »dødsdesperadoer«, »drabsmænd« og »terrorister«? Da den unge kvinde, der poserer så fremtrædende på de famøse tortursbilleder, udtrykte sin overraskelse over alt postyret, forstod jeg hende. Det var ikke, fordi torturen var ren rutine – hvilket den tydeligvis var – men fordi hun mente, at sådan havde hun jo fået besked på at behandle de irakiske fanger. Havde de da ikke dræbt amerikanske soldater, sprængt bilbomber og myrdet skolebørn? Var de ikke en Hollywood-fantasi, der var blevet til virkelighed.
Overdriver jeg den indflydelse, som datidens drengebøger og nutidens Hollywood-produktioner har på unge menneskers sind? Vær ikke sikker på det. For Bill Fisk – ‘Willie’ i dedikationen for næsten et århundrede siden – gik også ud af skolen, fordi hans far ikke havde råd til at betale for ham. Han fik også en kontoruddannelse og søgte ind i hæren som mindreårig.
Den 15. august 1914, 11 dage efter Første Verdenskrigs udbrud og næsten et halvt år efter, at hans mor havde givet ham Tom Graham, blev han optaget i Royald Field Artillery. Også Bill Fisk kom til Irland, før han blev sendt til fronten i Frankrig, hvor han opnåede rang af sekondløjtnant i King’s Liverpool Regiment. Fulgte han bevidst i fodsporene efter fiktionshelten Tom Graham?

Victoria-tiden
Nej, Bill Fisk torterede ikke fanger. Hen imod slutningen af Første Verdenskrig nægtede han at kommandere en henrettelsespeloton for en australsk soldat, der havde begået mord. Men nægt ikke, at vi bliver dybtgående formet af de påvirkninger, vi får i de unge år. I hele sit liv talte Bill Fisk om »niggere«, så ned på irere og talte om »den gule fare« - kineserne – som den største trussel, verden stod overfor. Mentalt hørte han hjemme i Victoria-tiden. Derimod er jeg bange for, at de amerikanske torturbødler i Irak er frembragt af vores eget århundrede. Lærer man at foragte sine fjender som umennesker, mister man – hvis muligheden byder sig – selv sin menneskelighed.

© The Independent og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her