Kronik

Doping eller herlige bryster af spaghetti

Lad skvalderkålen skinne igennem, drenge! Jo, man savner fairness, mere lige vilkår – både i idrætten og samfundslivet. Og vi kan ikke være bekendt at kyle kanyler i nakken på vores børn. Det er uanstændigt
Debat
26. maj 2004

Kronik
Den italienske skuespillerinde Sophia Loren har i de senere år gentagne gange fremhævet, at hendes bryster er bygget op på spaghetti – i modsætning til nutidens flere og flere kunstigt storbarmede kvinder, der putter silikone i forlygterne.
Cykelryttere krudter sig, ikke med silikone, men med kemikalier, der er mere eller mindre forbudte – og livsfarlige. Og det er der ikke noget nyt i.
Det nye er, at det først for alvor kom frem i offentligheden under Tour de France i 1998. Dengang var cykelsporten kommet så langt på den forkerte side af plankeværket, at det franske politi mistede tålmodigheden og så sig nødsaget til at gribe ind. Man anholdt en belgisk soigneur fra mandskabet Festina, og i kølvandet på denne anholdelse kom det frem, at holdets ryttere krudtede sig systematisk med det syntetiske hæmoglobinpræparat EPO. Den danske presse var hurtigt ude med riven og møvede sig frem i forreste række, da forargelsen skulle luftes. Med god grund. Og ikke uventet tog man fat i kraven på den danske Tour-helt Bjarne Riis, vinderen fra 1996. Riis kom i krydsforhør, men svarede ikke: ’Er du tosset, mand, jeg kunne aldrig drømme om at dope mig, se lige mine hæmatokrit-tal!’ Derimod sagde han – med et uudgrundeligt smil på læberne, der senere er blevet hans særkende: »Jeg er aldrig blevet testet positiv!« Et kryptisk svar, men humlen er, at det ikke er ensbetydende med, at Riis aldrig har krudtet sig. Det år, man nuppede Festina-rytterne i at snyde, kunne man have nuppet det meste af feltet, hvis man havde haft effektive kontrolmetoder. Men det havde man ikke. Og det har man heller ikke i dag. De ryttere, der fældes, bliver taget nærmest ved en tilfældighed. Kort efter Tour de France i 1996 var der Olympiade i Atlanta. Her vandt schweizeren Pascal Richard. Efter løbet var han fuld af beundring for Rolf Sørensen, som han knebent havde slået i spurten. Det fik en journalist til at spørge Richard, hvad han mente om Sørensens landsmand, Bjarne Riis, og dennes sejr i Tour’en.
Pascal Richard rømmede sig kraftigt, før han svarede, at den sejr gav han ikke »en kvart potte pis for«. Han uddybede sin udtalelse og slog fast med syvtommersøm, at i det løb havde Riis »struttet af kemikalier til op over begge ører«. »Det kræver måske fagkundskaber at se,« sagde schweizeren, »men jeg er ikke det mindste i tvivl.« Udtalelsen fandt sted knap to år før Festina-skandalen – altså før, den brede offentlighed havde fået kendskab til, at cykelryttere krudter sig – og måske derfor blev den olympiske sejrherre prompte krævet til regnskab. Riis reagerede eksplosivt – med hele cykelsportverdenen i ryggen – og hævdede, at Richards udtalelser var grebet ud af den tomme luft og dybt ærekrænkende. Sagen kom for retten og endte med et frivilligt forlig, hvor Richard blev presset til at trække sine udtalelser tilbage. Hierarkiet skulle bankes på plads – og blev det: Hvad lignede det, at en olympisk mester kom og spillede fræk og satte sig op imod selveste Tour-Kongen? Om der var noget om snakken, Pascal Richards snak, er aldrig siden blevet hverken af- eller bekræftet. Men det er sikkert og vist, at havde det været i dag, var Riis ikke sluppet så let.
Bjarne Riis startede sin karriere som hjælperytter og vandt næsten ingen løb. Pludselig forvandlede han sig til stjernerytter, og samtidig skete der det bemærkelsesværdige, at når han kørte stærkt, fræsede fråden fra hans mundvige så voldsomt, at det kogte og skummede i danskerens underansigt. Det syn gjorde indtryk, det virkede unaturligt, tingene var ude af kontrol, det var ulækkert. Venlige kommentatorer – med hang til poetiske omskrivninger – kaldte det »hvide læber«. Andre fik kætterske tanker: Det var vist ikke bare isafkølet mineralvand, nationalhelten slubrede i sig.
Det er blevet gentaget til noget nær bevidstløshed, at de seneste årgange af Tour de France er foregået uden dopingsyndere. Man henviser til, at samtlige ryttere er blevet testet mindst to gange, og alle prøver har været negative.
Ja, for EPO! Men det er ikke længere EPO, rytterne mæsker sig i, men andre EPO-lignende hæmoglobinpræparater.
Indtil omkring 2000 handlede dopingdebatten om EPO. I slipstrømmen på EPO er der kommet en vildtynglende stamme af nærtbeslægtede stoffer, bl.a. Actovegin. De stoffer er alle så nye, at mange af dem ikke er kommet på forbudslisten. Og hvis de er, har man endnu ikke fundet testmetoder til at påvise deres tilstedeværelse i organismen. Det er rytterne, som bliver gjort til syndebukke, mens læger, forretningsfolk og andre bagmænd forputter sig i kulissen, hvor de opfører sig som hellige køer, der skummer fløden. Cirkus Doping fortsætter med uformindsket styrke, og det anfægter det almindelige menneske på samme måde, som når landbruget forurener grundvandet med pesticider og andet krudt. Det er galmandsværk. Vandet gælder os alle. Og det gør de landbrugsvarer, vi guffer i os, også. Tiden har vist, at cyklingens egne organisationer – i stil med landbrugets – ikke evner at takle problemerne godt nok. Og så må det omgivende samfund træde til.
I cykelsporten er der ikke hånd om dopingproblemerne. De er fortsat ude af kontrol, selv om det modsiges på det kraftigste af de ansvarlige. Det er min påstand, at det kun er toppen af isbjerget, der er afdækket.

Hvis jeg var rytter, ville jeg ikke finde mig i den behandling, som arrangører, arbejdsgivere og offentlighed lægger for dagen. Jeg ville ikke kunne leve med at være under konstant mistanke for at snyde. Og jeg ville ikke et sekund betænke mig på at smække mine blodprocenter i nakken på hele bundtet – velvidende at jeg kunne risikere at ryge ud i mørket. Det kan ikke være rigtigt, at man skal snyde i det omfang for at begå sig på sit arbejde. Hvis der er nogen, der har formået at gribe afgørende ind, er det politiet. Da det skete i sommeren 1998, så vi, hvordan rytterne peb. Tænk, at de var underlagt de samme love som os andre dødelige og blev smidt i usle hundehuller uden hverken mad eller drikke! Der er tale om sportsstjerner, der opfører sig som forkælede englebasser, der er strøget tidligt hjemmefra – direkte fra mors skørter og kødgryder og ud til skæg og ballade på landevejene, hvor det er længe siden, at det gjaldt sjov legeglæde, som er sportens sjæl og nerve.
Der er tale om forkælede dengsedrenge, der danser højhelligt og selvhøjtideligt om guldkalven og signalerer – med deres udygtige organisationer og pengeliderlige arbejdsgivere i ryggen – at de repræsenterer Gud, Konge og Fædreland. Og derfor er urørlige af lovens – og moralens – håndhævere. Idrættens stjerner – ikke mindst cykelrytterne – er nutidens galejslaver. De slider og slæber i deres ansigts sved for overdreven mammon, og de putter hvad som helst i gab og hudpore for at tækkes deres kapitalstærke sponsorer.
I landbruget ser man, at der er landmænd, der økologiserer driften. Man kunne ønske sig, at vi i fremtiden skal se økologiske cykelløb, hvor ukrudtet spiller med. Mon det er realistisk? Cykelryttere er af proletarisk herkomst – bygget af gedigent grundstof, hvor tidsler og skvalderkål spiller med. Det er i hvert fald sådan, at rytterne som oftest nedstammer fra alpebønder og midtjyske hesteprangere – snarere end de er udklækket af sagførersæd fra Espergærde. .

Jørgen Emil Hansen, tidligere dansk amatørrytter, sagde for et par år siden: »Problemet i professionel cykelsport i dag er, at rytterne tror mere på doping end på sig selv«.
Det internationale cykelforbund, UCI, gør stadig ikke ret meget for at komme dopingen til livs. Og læger, sponsorer og ryttere heller ikke. Jamen, så er der jo kun politiet tilbage, ikke?
Eller en smækker Sophia Loren, der viser vejen med spaghettilysende forlygter.

*Jack Thimm er forfatter, medarbejder på musikmagasinet Jazz Special

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her