Kronik
Display thumbnails, stod der. Nu går det for vidt, det kan godt være jeg har mange tommelfingre, men der er vel ingen grund til ligefrem at skilte med det.
Jeg har fået en ny scanner som kan alt muligt; scanne almindelige billeder, negativer og dias. Men først skal jeg have den til at fungere, og det er ikke så enkelt. Der er en kort instruktion på dansk, men selve opsætningen af billedbehandlingsprogrammet er på engelsk.
Efter at jeg har opdateret softwaren med et lille program begynder det at ligne noget. Lige indtil der står »default« på skærmen. Nu gik det ellers lige så godt, men ifølge mit skoleengelsk har »default« noget med fejl, forsømmelse eller misligholdelse at gøre. En hurtig opringning til en god bekendt løser problemet, det viser sig, at på edb-sprog betyder det standardindstillinger. Jeg undlader at bringe problemet med disse thumbnails på banen, da han virker lidt uoplagt og irriteret over at blive vækket kl. 2.30 om natten. Men tiden løber nemt fra en, når man skal have nutidens teknik til at fungere.
Kassen med farmors billeder står ovre i hjørnet på mit arbejdsværelse. Der har den stået i mere end fire år, urørt. Der er fotoalbums, negativer, dias, avisudklip og en masse andre ting nede fra Lolland, som har med min barndom og opvækst at gøre.
Det to første billeder er scannet med et godt resultat, og jeg kan oven i købet gøre dem lysere eller mørkere, og beskære dem.
Jeg vidste det godt, det er også derfor, at kassen har fået lov til at stå og samle støv i mere end fire år jeg vil blive tvunget tilbage til barndommen for en stund, næsten på samme måde som når jeg dufter nyslået græs eller hører viben synge om foråret. I den fase ændrer mit tillærte københavnske sig til lollandsk med de bløde der, og der sniger sig også lollandske ord og vendinger ind i mit sprog.
Jeg tror, at »mørkning« er et begreb, som man helst skal være rundet af den lollandske muld for at forstå.
»Skumring hedder det vist,« er jeg altid blevet korrigeret, men mørkning, eller rettere at holde mørkning, er noget andet. At holde mørkning var en måde at være sammen på, når dagen var ved at rinde ud.
Ord, meninger og fortællinger virkede anderledes, når man kun kunne skimte de øvrige som skygger i mørket. Der var kun mørket, stemmerne og en knitrende lyd fra kakkelovnen. Der var dage, hvor der bare blev spist mellemmadder og drukket mørkt hvidtøl (det hedder det altså), og hvor alle havde nok i deres egne tanker, eller sad og døsede lidt efter dagens gøremål. Andre dage var der vigtige verdensbegivenheder og den lokale sladder, der skulle drøftes. Der var altid en særlig atmosfære, når der var gæster eller fremmede som vi kaldte det.
Uldjyden Jens kom hvert efterår med sin bylt, et stort tæppe hvor hjørnerne diagonalt var bundet sammen. Der var huer, vanter, sokker og undertøj med lodden vrang. Han stod af toget ved den lille station, og gik rundt i sognet og bankede på hver eneste dør for at præsentere sine varer ikke altid med lige stort held.
Uld-Jens blev inviteret på mellemmadder og hvidtøl, og kom på den måde til at være med til at holde mørkning. Han var en god fortæller men ikke helt sanddru mente tante Betty, som vi i smug kaldte hellige Betty.
Uld-Jens havde oplevet alt, hvad der er værd at opleve i denne verden, havde haft mange forskellige job, og så havde han sejlet verdenshavene tynde i sine helt unge dage.
I farmors kasse er der også nogle avisudklip fra 1952, der handler om Kaptajn Carlsen og Flying Enterprise, de er gulnede og flossede i kanterne, men scanneren gør dem læseværdige og nærværende. Men jeg behøver ikke at læse dem. Jeg husker meget klart de 10 dage, hvor vi fulgte det drama, som tiltrak sig hele verdens opmærksomhed. Ganske vist var der langt fra Atlantens oprørte hav til en lille hyggelig, varm stue på Lolland, men mentalt var vi nært forbundet med kaptajn Carlsen og hans kamp for at redde det synkende Flying Enterprise, som han havde nægtet at forlade.
Hvilket drama! Alene mand ude på det frådende hav det gav gode billeder på nethinden i den mørke stue. Han var en helt, en mand af format, mente de fleste, men der var naturligvis også de sure, blandt andre hellige Betty, der mente, at der var noget fordækt ved det skib. I mit univers var han en helt, et forbillede, der overvandt sin frygt. For en lille knægt var det en dramatisk begivenhed som gav næring til fantasien og skabte billeder på nethinden som ingen af vor tids tv- kanaler ville være i stand til at hamle op med.
Det var først senere på året at jeg fik lejlighed til at snakke med Uld-Jens om dramaet.
Han var behjælpelig med mange tekniske detaljer om skibe og sømandskab. Da jeg spurgte ham, om han ikke syntes, det var sørgeligt, at kaptajn Carlsen ikke fik reddet skibet, svarede han, at kaptajn Carlsen prøvede, og at han gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at redde skibet det var det vigtigste, alt andet var ligegyldigt. Det tænkte jeg en del over i meget lang tid.
»Skæbnen,« sagde Uld- Jens, »er en underlig størrelse, men jeg lærte at sætte min lid til skæbnen, da jeg var ude at sejle. Man er undergivet naturens kræfter på godt og ondt, og der er så meget der kan gå galt, og så lidt man kan stille op, så man må have tillid til skæbnen, hvis man ikke altid skal gå rundt og være bange.«
Al opmærksom var rettet mod Uld-Jens, som man knapt kunne skimte i det tiltagende mørke. Og hellige Betty sukkede, alt imens hun gned de tørre og sprukne hænder.
»Da jeg holdt op med at sejle havde jeg mange forskellige job rundt omkring i landet. Det var svært for mig at vænne mig til et fast arbejde på landjorden. Men på et tidspunkt fik jeg arbejde ved en sjællands jernbane, det var sgu hårdt arbejde.«
Hellige Betty knirkede lidt, hun følte sig altid personligt forulempet, hvis nogle bandede i hendes nærhed. Og vi andre havde umådeligt svært ved at forbinde Uld-Jens med hårdt arbejde.
Men Uld-Jens var ukuelig. Han trak tempoet ud af fortællingen for at skærpe opmærksomheden, og fortsatte: »Men på grund af mit kendskab til motorer og den slags kom jeg til at rangere godsvogne. Det var spændende, de store prustende lokomotiver kunne godt minde lidt om skibe«. Uld-Jens havde fået vores fulde opmærksomhed igen. Vi kunne alle godt forestille os, hvordan han tumlede de store lokomotiver. »En sen efterårsaften,« fortsatte Uld-Jens, »skulle jeg rangere en række godsvogne, der var lastet med træstammer. Det stormede og regnede, så det var svært at orientere sig, hvis jeg ikke stak hovedet ude af sidevinduet. Da det næsten var helt mørkt, var det også nødvendigt at få instrukser fra en arbejdskammerat, der var i sporområdet mellem godsvognene. Da jeg ikke kunne få øje på ham, lænede jeg mig længere ud, men pludselig hørte jeg min far kalde på mig inde fra lokomotivet. Jeg vendte mig om med et ryk og begyndte at ryste over hele kroppen.« Uld-Jens skulle lige rømme sig et par gange før han fortsatte. » I det samme gav det et voldsomt ryk i lokomotivet, og der kom en høj hvinende lyd af træ, der skurrede mod metal og rives i stykker. Hele den side, hvor jeg havde stået for få sekunder siden, blev flået i stykker.«
Uld-Jens var nødt til at rømme sig igen og pudse næsen før han fortsatte.
»Det viste sig, at der var nogle store træstammer, der havde forskubbet sig på en af de holdende godsvogne. Jeg var blevet dræbt på stedet, hvis jeg var blevet stående med hovedet ud af vinduet,« sluttede Uld-Jens sin dramatiske fortælling. Vi sad alle som tryllebundet. Det var bælgmørkt og lyset skulle være tændt for længst.
»Det er underligt med skæbnen, vi tror vi er herre over vort eget liv, men når det virkelig gælder, har vi brug for en hjælpende hånd fra skæbnen. Min far døde for over 10 år siden, og alligevel kaldte han på mig og redede mit liv.«
Der blev snøftet og pudset næse, og alle vidste godt, at vi skulle vente lidt med at tænde lyset.
Uld-Jens var ikke troende i gængs forstand, men han troede på skæbnen og på, at han havde en »skytsengel«, der ville hjælpe ham, når han havde allermest brug for det. Og det er der vel ingen der kan fortænke ham i. Måske havde Uld-Jens et nuanceret og afslappet forhold til begrebet sandhed, men trods det, var han en personlighed og livskunstner af format.
Display thumbnails betyder siger min edb-mentor, efter at vi igen er kommet på talefod at man kan se billederne i nogle mindre udgaver ... rart at vide, når der stadig er flere hundrede billeder tilbage i farmors kasse.
* Henning Skou er fhv. erhvervskonsulent, pædagog
