Læsetid: 4 min.

Hvor fører tortursporet hen?

Hvem var de ’kontraktansatte’ efterretningsfolk, som beordrede amerikanske militærpolitifolk til at ’blødgøre’ fangerne i Abu Ghraib?
Debat
29. maj 2004

International
Ih, hvor jeg dog glæder mig til at se Abu Ghraib-fængslet blive smadret til murbrokker af amerikanske bulldozere (hvis ellers den nye irakiske regering giver grønt lys for det)! Hvor herligt, at et af det uhyggeligste symboler på Saddams uhyre brutalitet nu skal forvandles til støv! Det er i hvert fald, hvad præsident Bush fortæller os, at han vil. Og sådan kan omskrivningen af historien fortsætte.
I august blev jeg inviteret til Abu Ghraib af min amerikanske yndlingsgeneral – selveste Janis Karpinski – for at se den milliondollardyre renovering, amerikanerne just havde gennemført af dette modbydelige sted. Cellerne var pinligt renskurede, og tandpastatuber og nystrøgne bukser var lagt frem på briksen til de ’terrorist’-indsatte.
Nu er dette helvedeskompleks pludselig ikke længere et amerikansk torturcenter. Det er stadig et irakisk torturcenter og således værdigt til at blive jævnet med jorden.
Omskrivningen af Iraks nyeste historie sker med supersonisk hastighed. Masseødelæggelsesvåben? Det glemmer vi! Nære bånd mellem Saddam og al-Qaeda? Det glemmer vi! Befrielse af irakerne fra et torturherredømme? Det glemmer vi. Et bryllupsselskab bombet ihjel? Det glemmer vi. Vask tavlen ren og gør plads for »fuld suverænitetsoverdragelse«.
Sådan så præsident Bush i hvert fald på det i sin tale til nationen i mandags. Da jeg hørte hans udtale af Abu Ghraib som Abu Grub (’grub’=hundeæde, red.), kunne jeg kun være enig.
I det store billede må vi ikke tabe de små detaljer af syne. Vi kan ikke lade ansvaret for pornotortur-afhøringerne i Abu Ghraib fordufte i tågebankerne over floden Tigris. Lad os for en stund gå tilbage til de lange uger, hvor Ministeriet for Rådne Æbler lod sine torturbøddel-skiderikker lægge halsbånd om irakiske halse, tvinge fanger til at have sex med hinanden og voldtage nogle irakiske ungmøer i fængslet. Lad os rette blikket mod det åbenbart så perifere spørgsmål om, hvem der stod bag disse skændigheder.

Særlige forhold
Nogle af de forhørsledere, som beskyldes for at have opmuntret amerikanske fangevogtere til mishandlingerne af de irakiske fanger, var ‘kontraktansat’ af private selskaber, der har omfattende militære og kommercielle forbindelser med Israel. F. eks. deltog dr. J. P. London – chef for det amerikanske firma CACI, i et kursus i en ’anti-terror’-træningslejr i Israel. Tidligere i år fik han sågar tildelt en officiel pris af Shaul Mofaz, Israels stærkt højreorienterede forsvarsminister.
CACI oplyser, at Londons besøg var sponseret af en israelsk lobbygruppe, der også havde inviteret andre militærindustrielle virksomhedsledere foruden amerikanske kongresmedlemmer. Meningen med sammenkomsten var angiveligt at »fremme mulighederne for at udvikle strategiske partnerskaber og joint ventures mellem Israels og USA’s forsvars- og sikkerhedsministerier.«
Petagon og Iraks besættelsesmagt, CPA, insisterer på, at kun amerikanske statsborgere fik lov til at afhøre fangerne i Abu Ghraib. Men den tidligere interne, nu offenliggjorte torturrapport fra den amerikanske generalmajor Antonio Taguba omtaler eksplicit, at »statsborgere fra tredjelande« var involveret i mishandlingen af fanger i Irak. Generalmajor Taguba nævner i den forbindelse en Steven Staphanovic og en John Israel, som skulle have spillet nøgleroller i torturpraksisserne i Abu Ghraib. Staphanovic, som arbejdede for CACI skulle ifølge Taguba have »instrueret militærpolitifolk, som ikke var uddannet i afhøringsteknik, i at fremme forhørsresultaterne ved at ’skabe særlige forhold’ (...) – og »var klart vidende om, at hans instrukser reelt var ensbetydende med fysiske mishandlinger.«
Vi ved, at Pentagon har bedt Israel om at se det »engagement-regelsæt«, som det går frem efter i det besatte Vestbredden og Gaza. Ifølge Associated Press »har israelske og amerikanske tropper deltaget i fællesøvelser i januar og februar 2003 i Negev-ørkenen i det sydlige Israel«. Og vi ved, at Israel har været vært for højtstående amerikanske sikkerhedsfolk ved et »kontraterrorisme-seminar«.

Falske udsagn
Staphanovic fra CACI, som tilsyneladende er australsk statsborger, bliver i Tagubas undersøgelsesrapport beskyldt for at »afgive falske udsagn om sin viden om mishandlingerne.« En anden ’kontraktansat’ forhørsleder, Adel Nakhla, som formentlig er af egyptisk oprindelse, var vidne til »pyramideopstablingen« af nøgne fanger i Abu Ghraib, men foretog sig intet. Hvad John Israel angår, »vildledte« han efterforskerne ved at benægte at have overværet mishandlinger og fejlagtigt påstå ikke at være »sikkerhedsclearet«. John Israel arbejder for en »underleverandør« til firmaet Titan - det andet af de to private selskaber, der omtales i Tagubas rapport. Titan afviser at oplyse navnet på underleverandøren.
Hvorfor mon? Blandt Titans tidligere direktører er den forhenværende CIA-chef James Woolsey, der var en af arkitekterne bag USA’s invasion af Irak og regnes for en fremtrædende Israel-lobbyist i Washington.
Dr. London siger nu, at CACI »ikke ser igennem fingre med, tolererer eller på nogen måde godkender ulovlig og upassende adfærd hos sine ansatte under nogen omstændigheder på noget tidspunkt.«
Men det står kun alt for klart, at tortursporet fra Abu Ghraib strækker sig længere tilbage end til en lille gruppe brutale amerikanske militærpolitifolk, som alle bedyrer, at det var »efterretningsofficerer,« der havde bedt dem om »at blødgøre« fangerne før afhøringerne. Var disse efterretningsofficerer israelere, sydafrikanere eller sågar briter? Skal vi virkelig glemme alt om dem?

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her