Læsetid 7 min.

Global ansvarlighed

Vi sætter vores sikkerhed på spil ved at jagte olie i Mellemøsten og andre steder i stedet for at satse mere på at udvikle den vedvarende energi
24. maj 2004

Kronik
Verden står over for store udfordringer med millioner af fattige og samtidig et miljø, der er truet, bl.a. af udledning af drivhusgasser, som medfører klimaforandringer. Men samtidig lever vi i en verden, hvor der er ressourcer nok, hvis de bare blev fordelt rigtigt. Og vi råder over teknologi, som sammen med en omlægning af vores livsstil i de rige lande kunne løse miljøproblemerne, hvis der var politisk vilje til det.
Der er behov for sammenhængende løsninger. Vi skal øge bistanden til u-landene, samtidig med at vi giver dem adgang til at eksportere til vores markeder. Vi skal afvikle den støtte til de rige landes landmænd, som medfører, at vores overskudsproduktion dumpes i u-landene til urealistisk lave priser og udkonkurrerer de lokale landmænd. Vi skal skære drastisk i i-landenes udledning af drivhusgasser, så der bliver plads til øget produktion og forbrug i u-landene i de kommende år.
FN’s konference om bæredygtig udvikling i Rio i 1992 anviste nogle veje at gå. Det er besluttet, at i-landene skal give mindst 0,7 procent af deres bruttonationalprodukt (BNP) i u-landsbistand. Det er der kun få lande, herunder Danmark, der opfylder. EU-landene giver i gennemsnit 0,3 procent og USA giver 0,1 procent. I år 2000 vedtog man de såkaldte Millenium-mål, herunder at antallet af mennesker, som ikke har adgang til rent vand skal halveres inden 2015, og tilsvarende med mennesker, som lever for under en dollar om dagen, samt at alle børn skal tilbydes skolegang.
Det er beregnet, at det vil koste 40-70 mia. dollar/år at opfylde Millenium-målene. De penge kunne vi sagtens finde i de rige lande, hvis der var vilje til det. Det udgør kun en brøkdel af, hvad vi ville have til rådighed, hvis alle rige lande gav de 0,7 procent af BNP. Men har vi så også råd til at sikre et bedre globalt miljø? Disse temaer behandles på Copenhagen Consensus konferencen, som Institut for Miljøvurdering og The Economist afholder 24.-28.maj. Her diskuterer man 10 globale udfordringer, bl.a. mangel på mad, rent vand og skolegang samt konflikter, smitsomme sygdomme, korruption og klimaforandringer. Man beder ni økonomer om at stemme på, hvilke af disse udfordringer de finder vigtigst, og så tæller man point og kårer klodens vigtigste udfordring.
Disse vigtige problemer behandles med andre ord efter samme metode som det nyligt overståede Melodi Grand Prix. Men der er forskel på popmelodier og globale udfordringer. De sidste kan ikke bare ses adskilt fra hinanden. Samtidig dur det ikke at lade økonomer som eneste faggruppe vurdere verdens udfordringer.

Copenhagen Consensus er et spil, hvor økonomerne bliver bedt om at fordele 50 mia dollar på løsning af de 10 udfordringer. Beløbet er inspireret af at de rige lande i dag i alt bruger cirka 60 mia dollar på ulands-bistand. Bjørn Lomborg kalder det ’doing good’ money. Og hver gang Lomborg retorisk spørger os andre, om vi er modstandere af prioritering – så er det kun disse penge han vil prioritere. Men hvorfor skal ’doing bad’ money holdes uden for prioritering. De rige lande bruger f. eks. cirka 300 mia dollar/år på at støtte vores egne landmænd. Vi bruger cirka 900 mia. dollar/år på militær. Og nu vil USA bruge et større antal mia. dollar på et Mars-eventyr.
Da Lomborg blev spurgt, om det var rimeligt at bruge milliarder på Mars-eventyr frem for på bekæmpelse af fattigdom, svarede han, at det ikke var op til ham at blande sig i, hvad demokratisk valgte regeringer brugte deres penge på. Derimod har Lomborg nu i seks år gentaget, at det var forkasteligt, hvis de samme regeringer brugte penge på at forebygge klimaforandringer. Argumentationen hænger simpelthen ikke sammen.
Lomborg og hans fæller bygger ensidigt på cost-benefit analysen. Det er en analyse, som kan være velegnet at bruge på sammenlignelige størrelser, f.eks. to trafikprojekter eller to nye hospitalsbyggerier i Danmark. Men der er f.eks. ingen, der laver en cost-benefit analyse, der sammenligner en udbygning af Skejby Sygehus med bistand til et nyt sygehus i Tanzania. Her siger politikerne: der er behov for begge dele, og lad os se på det hver for sig, om vi kan få det ind i budgetterne. Men at bede dem vælge på baggrund af en cost-benefit analyse giver ingen mening.
Der er heller ingen, der laver en cost-benefit analyse til de danske politikere, før de vedtager en finanslov, hvor man beregner, om investeringer i undervisning giver større afkast end investeringer i sundhed, forsvar eller kultur. Men lige bestemt miljøbeskyttelse mener Lomborg og hans meningsfæller skal kunne retfærdiggøres ved cost-benefit analyser. Og dette på trods af at centrale aspekter af miljøet ikke kan opgøres i penge. Det gælder f.eks. værdien af at have et alsidigt dyre- og planteliv. Det viser sig ofte, at også dette på længere sigt har en økonomisk betydning. F.eks. er der en uvurderlig bank af mulige lægemidler hos vilde dyr og planter. Men det er da for fattigt, hvis vi ikke samtidig kan se, at et rigt dyre- og planteliv har en værdi i sig.

I virkelighedens verden er de 10 udfordringer på Copenhagen Consensus indbyrdes forbundne. Hvis vi ikke forebygger klimaforandringerne, vil ørknerne spredes og flere mennesker vil mangle mad. Hvis vi ikke bekæmper fattigdom, vil stadigt flere mennesker tvinges ud i rovdrift på naturlige ressourcer, f.eks. træ til brænde. Hvis fattige børn ikke kommer i skole, kan de ikke i fremtiden blive dygtige bønder osv. Derfor giver det ingen mening at sige, at løsning af klimaproblemet må vente, til de fattige børn er blevet tilbudt skolegang, eller omvendt. Det er heldigvis heller ikke nødvendigt at vælge på denne måde.
Lomborg har hidtil bygget på amerikanske økonomer, især William Nordhaus, som alene ser miljøbeskyttelse som en udgift. Han har f.eks. mange gange sagt: det koster 150 mia. dollar/år at forebygge klimaforandringerne, og for de penge kunne vi få langt større nytte på andre områder. Lomborg og Nordhaus har så forudsat, at man kunne afhjælpe klimaforandringerne, når de skete – gennem nogle surrealistiske science fiction tiltag. Nordhaus vil f.eks. opsætte partikelkanoner ude i stratosfæren. Partiklerne skal så skygge for solindstrålingen og dermed modvirke temperaturstigningerne!
Samtidig ser Nordhaus og Lomborg helt bort fra de positive sideeffekter ved en miljøvenlig energipolitik, som vi ellers kender så godt herhjemme. Det gælder opbygning af nye erhverv og eksportsektorer som vindmøller og isolerede fjernvarmerør. Det gælder energibesparelser, som har hjulpet virksomheder til at strømline deres produktion. Det gælder forbedrede forhold for cyklister, som på én gang sparer energi og fremmer motion og dermed befolkningens sundhedstilstand. Men disse sammenhænge ser Lomborg ikke.
Til Copenhagen Consensus har man så bedt William Klein at lave et oplæg med en ny beregning. Denne viser, at det rent økonomisk kan betale sig at forebygge klimaforandringerne, herunder at starte med at leve op til Kyoto-aftalens første fase.
Der kan også rejses megen kritik af Kleins beregninger, men de er mere realistiske end Nordhaus’. Lomborg har nu skiftet argumentation. Han accepterer nu, at det kan betale sig at forebygge klimaforandringer, men siger så, at man alligevel ikke skal gøre det, fordi der er andre investeringer, der giver større afkast.

Det er en absurd argumentation. Lomborg siger dermed, at man f.eks. skal lade være med at spare på energien, fordi der er andre ting, der giver større økonomisk afkast. Det svarer til hvis jeg havde en bil, hvor der var hul på både benzintank og oliefilter – at jeg så regnede ud, at der var kortest tilbagebetalingstid ved at få tætnet benzintanken og derfor undlod at reparere oliefilteret.
Og dette billede er såmænd ganske dækkende i forhold til en verden, hvor der spildes enorme ressourcer ved, at man bruger biler, elpærer, husholdningsapparater, og maskiner, som har unødvendigt højt energiforbrug. Og samtidig sætter vi vores sikkerhed på spil ved at jagte olie i Mellemøsten og andre steder i stedet for at satse mere på at udvikle den vedvarende energi. Lad os bruge anledningen nu, hvor Copenhagen Consensus sætter fornyet fokus på en række af de store globale udfordringer. Men lad os se tingene i sammenhæng frem for at stirre os blinde på en afstemning blandt nogle økonomer.
Og lad os heller ikke glemme de udfordringer, som røg ud i Lomborgs semifinale, f.eks. beskyttelsen af jordens plante- og dyreliv.

*Christian Ege er formand for Det Økologiske Råd

*En række danske miljø- og udviklingsorganisationer samt forskere og to tidsskrifter er gået sammen om at arrangere Global Conscience (Global ansvarlighed) konferencen den 24.-25. maj. Ideen er at fastholde perspektivet om bæredygtig udvikling og fastslå, at vi har råd til både at forbedre miljøet og bekæmpe fattigdommen i u-landene. Man kan læse nærmere på www.globalconscience.dk. Konferencen kan ses som et modstykke til Bjørn Lomborgs Copenhagen Consensus.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu