Læsetid: 4 min.

De gode kan da ikke være så onde

De uhyggelige billeder af vestlige torturbødlers brutalitet burde ikke forbavse os. De hænger sammen med de stereotype forestillinger, vi dyrker af araberen
Debat
4. maj 2004

Kommentar
Hvorfor bliver vi så chokerede over racismen, brutaliteten og den følelskolde foragt for arabere? Det amerikanske militærpoliti i Saddams gamle Abu Ghraib-fængsel og de britiske konstabler i Basra kommer fra byer og storbykvarterer, hvor racehadet bor: Tennessee og Lancashire.
Hvor mange af ‘vores’ drenge støtter mon det højreradikale British National Party? Hvor mange har en kriminel fortid? Muslimer, arabere, »kloakbeduiner«, »perkersvin«, »terrorister«, »onde« – den nedbrydende semantiske dehumanisering er åbenlys.
Føj hertil den giftdryppende race-stereotype i hundredvis af Hollywood-film, hvor arabere skildres som beskidte, liderlige, upålidelige og voldelige undermennesker – vores soldater er storforbrugere af denne type underholdning – og det er måske ikke længere helt så svært at forstå, hvorfor en svinsk brite vil urinere i ansigtet på en krigsfange, eller en amerikansk sadist tvinge en hættetildækket iraker med stålwirere om hænderne til at stå til skue på en kasse.
Den seksuelle sadisme – ungpige-soldaten, som peger fingre af en mands kønsorganer, spotte-orgiet i Abu Ghraib-fængslet, den britiske soldats riffel i en fanges mund – ligner et vanvittigt forsøg på at skabe vestlig modvægt til alle de ondskabsfulde klicheer og løgne, der udbredes om den arabiske verden, om ørkenkrigerens potens, haremer og polygami.
Vestlige tv-stationer viser stadig den modbydelige spillefilm Ashanti om arabiske slavehandleres bortførelse af en engelsk læges kone. Araberne i filmen skildres som børnemishandlere, voldtægstforbrydere, morderer, løgnere og tyve. Mange af scenerne i filmen blev optaget i Israel.

Jaget vildt
At arabere er jaget vildt er i Vesten alment accepteret. Som potentielle terrorister må de ‘opblødes’, ‘forberedes’, ydmyges, tæves og tortureres. Israelerne bruger tortur i Det Russiske Kompleks – et berygtet forvaringscenter i Jerusalem. Hvad med officererne? Vidste de britiske løjtnanter, kaptajner og majorer i
Queen’s Lancashire Regiment, at ‘deres drenge’ sparkede en ung irakisk hotelarbejder til døde sidste sommer? Vidste CIA’s gutter i Abu Ghraib, at Ivan ‘Chip’ Frederick og Lynddie England – to af de amerikanske soldater, der er med på de billeder, der kom frem i sidste uge – udsatte deres fanger for obskøne ydmygelser?
Selvfølgelig gjorde de det.
Jeg husker, hvordan jeg i Basra dagen før et besøg af Tony Blair opsøgte den britiske hærs pressekontor i byen for at forhøre mig om omstændighederne omkring den 26-årige Baha Mousas død. Den døde mands familie havde givet mig britiske dokumenter, der beviste, at han var blevet tævet ihjel i fangenskab, at den britiske hær havde forsøgt at købe familien familien til at afstå fra alle retslige skridt imod de soldater, der så grusomt havde myrdet deres søn.
Jeg blev mødt med en gaben og en total uvilje til at levere informationer, der kunne belyse hændelsen. Jeg blev bedt om i stedet at henvende mig i forsvarsministeriet i London. Den officer, jeg talte med, virkede pirrelig og utålmodig over at skulle bruge sin tid på at bistå mig i min efterforskning. Der lød ikke et eneste medlidende ord om den døde.
I september sidste år var Janis Karpinski, øversbefalende for det amerikanske militærpoliti i Irak, sammen med en lille gruppe journalister i Abu Ghraib – det samme uhyggelige fængsel, hvor tusinder af mennesker blev myrdet af Saddam og hvor Frederick og England og deres amerikanske kammerater lod deres irakiske fange stå på en kasse med elektroder bundet om hænderne.
Det var tydeligt, at det var en frydefuld oplevelse for hende at eskortere os rundt i Saddams gamle henrettelseskamre. Hun førte os ind i et betonrum med podier og galger. Foran os alle hev hun demonstrativt triumferende i et håndtag, så galgens faldlem klappede ned. Hun opfordrede os derpå til at læse de sidste budskaber kradset ind i væggene på dødsgangen ved siden af fra irakere, som forberedte sig på at føle Saddams fulde vrede.

Ofre for moraliseren
Der fandtes ingen klar retsproces for fangerne. Deres navne blev ofte forvekslet med hinanden, de arabiske skrifttegn fejlbogstaveret eller deres data ‘forlagt’. Hele denne lemfældige tilgang vidnede om en kultur, hvor irakere – især da fanger – på en eller anden måde ikke havde krav på samme rettigheder og hensyntagen som vesterlændinge. Det er af samme grund, formoder jeg, at besættelsesmagten i Irak altid kun oplyser os om vestlige tabstal og ikke gør sig den mindste anstrengelse for at føre statistik over irakernes døde – det selvsamme folk, som de skal forestille at befri og beskytte.
For nogle få uger siden talte jeg med en ung amerikansk soldat i Saadoun Street i Bagdads centrum. Han forærede bolsjer til gadebørnene og efterlignede grimasserende det arabiske ord for ‘tak’: sukran. Kunne han arabisk, spurgte jeg. Han satte et stort smil op – »Nej, men jeg ved, hvordan jeg skal råbe til dem,« sagde han. Sagen i en nøddeskal!
Vi er alle ofre for vores egen højtflyvende moraliseren. ‘De’ – araberne, muslimerne, perkerne, kloakbeduinerne, terroristerne – er af ringere æt og har lavere moralske standarder. De er et folk, man må råbe til og som vi er nødt til at ‘befri’ og give ‘demokrati’. ‘Vi’, derimod, iklæder os i retsindighedens gevandter. Vi er marinesoldater, militærpoliti, konstabler i Hendes Majestæts Regiment og på det godes side. ‘De’ er på ‘ondskabens side’. Så vi kan ikke gøre noget forkert.
Eller rettere: Sådan så det ud, indtil sidste uges skammelige billeder rev sløret fra vores øjne og viste, at racehad og fordomme er gammelt historisk arvegods, vi stadig slæber rundt på. Vi plejede at kalde Saddam for ‘Hitlers Irak’. Men var Hitler ikke en af ‘os’, en vesterlænding, en borger rundet af ‘vores’ kultur? Hvis han kunne myrde seks mio. jøder, burde vi så være så chokerede over, at vi kan behandle irakere som dyr? I sidste uge dukkede de fotos op, der beviser, at vi kan.

© The Independent og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her