Læsetid: 2 min.

Hizb-ut-Tahrir mangler modstand

Debat
11. maj 2004

DUF
»DUF skal arbejde for at øge unges forståelse for og deltagelse i de demokratiske beslutningsprocesser, stimulere til samfundsengagement samt bidrage til ligestilling mellem individer og grupper i samfundet«.
Sådan lyder et uddrag fra Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF’s) værdiprogram. Det virker derfor dybt uforståeligt, at DUF har valgt ikke at blande sig i de seneste dages ophedede debat om den yderligtgående, islamiske gruppe Hizb-ut-Tharirs hvervning af unge helt ned til folkeskolen.
Gruppen formål er ene og alene på dogmatisk vis at fremme en antidemokratisk ideologi, hvor nogle få præsters fortolkning af islam dikterer, hvordan den enkelte bør tænke og handle.
En ideologi, hvor individet må underkaste sig gruppen, og hvor de to ord kvinde og rettigheder er uforenlige. Den form for udemokratisk stenaldermentalitet kan vi ikke lade fordreje de unge mennesker i Danmark.
Vi bør tilbyde et demokratisk alternativ, så de unge har mulighed for at tage stilling for deres eget liv. Vi kan ikke acceptere, at de unge lokkes ind i denne form for hjernevask i deres søgen på identitet og fællesskab. For det er nemlig her en væsentlig del af problemet ligger.
De unge, uanset etnisk baggrund, har altid søgt fællesskab og identitet, det er der ikke noget nyt i.

Klart budskab frister
Men i en tid, hvor de forskellige ungdomsforeningers værdigrundlag ofte er uklart og svagt defineret, fristes nogle unge af det klare budskab, Hizb-ut-Tharir står for.
Vi kan ikke forbyde organisationer som Hizb-ut-Tharir. Det ville være at vende ryggen til et problem, som hurtigt vil være at finde under et andet navn. Vi skal konfrontere dem i en kamp på argumenter og værdier.
Der bliver allerede gjort et stort arbejde rundt omkring på de skoler, hvor problemet er værst. Lærerne og elever gør mange steder en fantastisk indsats for at fremme forståelsen for danskhed og de demokratiske værdier. Men det er ikke nok.
De unge skal have et alternativt netværk, som de føler sig trygge ved. Et oplagt modstykke til Hizb-ut-Tharirs dogmatiske fremfærd burde komme fra DUF.
De ville da ikke alene leve op til deres eget værdiprogram, men også til det krav de unge har på gennem kampagner og pjecer at høre modargumenterne til denne ekstramistiske propaganda.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her