Læsetid: 2 min.

Kære Preben Wilhjelm

Debat
13. maj 2004

Påtale - Irakkrigen
Tak for din replik om Irak-krigen (6.5). Min kronik (30.4) fik desværre (måske selvforskyldt) pirket mere til det polemiske end det saglige gen. Lad mig derfor spørge igen om det, jeg som ærke-Radikal grundlæggende ikke forstår: Hvorfor ville venstrefløjen ikke støtte et opgør med et af verdens mest modbydelige regimer?
I starten af 1990’erne blev jeg Radikal, fordi partiet sammen med venstrefløjen kæmpede for en bedre verden. Menneskerettigheder, humanitære interventioner og internationale domstole var store fremskridt som betød, at grov undertrykkelse ikke altid kunne foregå ustraffet bag tilfældige statsgrænser.
Udviklingen skete ikke isoleret fra virkelighedens realpolitik. Hyldesten til menneskerettigheder endte alt for ofte som indholdsløs retorik, og statsinteresser og petrodollars forblev de mest afgørende faktorer, når regeringer traf beslutninger. Det ændrer sig sikkert aldrig. Globaliseringen har imidlertid betydet, at stormagternes interesser er tættere forbundet med retfærdige og demokratiske samfund. Alternativet er terror og endeløse flygtningestrømme. Irak-krigen er det tydeligste eksempel på, at selv USA er ved at forstå den sammenhæng.

Handler om fremtiden
Pointen er, at forskellige motiver kan føre til ens løsninger. Det burde begejstre venstrefløjen, fordi det skaber håb om, at vi langt om længe kan få en mere retfærdig verden. Højrefløjens gamle dogme om ’Mobuto eller kaos’ er ved at blive til ’Retfærdighed eller kaos’. Imidlertid skete det stik modsatte. Venstrefløjen vendte på en tallerken og sætter nu statsgrænser over menneskerettigheder. Derfor min polemiske påstand om, at »statsautoriserede massemordere« er godt hjulpet af venstrefløjen.
Du replicerer, at massemordere historisk blev støttet af højrefløjen. Den udlægning deler jeg. Imidlertid undrer det mig, at vi skal tilbage til Pinochet, hver gang vi diskuterer Irak? Du nævner Tjetjenien som eksempel på USA’s aktuelle hykleri. Darfur er et andet. Burma et tredje. Det er en skandale, at ingen gør noget. Men jeg forstår ikke, hvorfor det skal gå ud over irakerne, at vi (endnu) ikke vil løse alle andre konflikter?
Jeg gør mig ingen illusioner om, at USA fremover sætter sig ud over interesselogikken. Netop derfor er det omsonst at tro, at folkeretten alene kan regulere staters ageren. Folkeretten skaber ikke fred, det gør vel kun større global frihed og retfærdighed? Step by step. Derfor er Irak-krigen efter min opfattelse ikke blot et fremskridt for irakerne, men også for et globalt retssamfund.
Når mit indledende spørgsmål fortsat interesserer mig, er det ikke fordi nogen skal gå bodsgang over Irak. Det handler om fremtiden. Det er vigtigt at skabe bredere opbakning til genopbygningen af Irak. Og det er helt afgørende at undgå, at resultatet af Irak-krigen bliver, at der går 10 år, før nogen igen tør indlade sig på endnu en humanitær intervention. Hvem véd – måske næste gang til fordel for tjetjenerne.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her