Læsetid: 2 min.

Kødblomst

Debat
12. maj 2004

Anmeldt Af Aksel Ravn
Roskilde

Når Simon Grotians (SG) sidste digtsamling "Korstogets lille tabel" (K) i en anmeldelse den 29. april bringes under overskriften ’Edderkop, dartpile, kødblomst’, er tonen slået så nogenlunde negativt an, som tænkes kan. Og med en optakt, så jeg griber mig i at tænke, hvorfor i alverden anmelde så pauvert et værk, når nu anmelder Erik Skyum-Nielsen skriver, at han »intet, absolut intet forstår«? Og aldrig har gjort det de 15 gange SG nu er udkommet siden 1987.
Uden de store falbelader kunne bedrives en anden anmeldertilgang ved med modsat fortegn at lægge ud med en overskrift som ’Majtid, Kristoffersol, toneæble’ og så ellers benytte sig af et par åbenhedens nypudsede læsebriller. Selv om også jeg tilstår, at jeg heller ikke absolut forstår alt hos SG.
Men er det også nødvendigt? Det var vist de færreste, der ’forstod alt’ i Ivan Malinowskis berømte digt ’Myggesang’, uden at hans værk af den grund blev afskrevet som et med ’manglende kunstnerisk kvalitet’.

Mobbet i bilkøen
Jeg tillader mig nemlig at gætte på, at der er andet end forståelighed på spil. Jeg ved bare ikke hvad. Benet forkert ud af sengen den dag den første gang stod på Simon Grotrian. Vrøvl med kollegaerne. Mobbet i bilkøen på motorvejen ind. For hvad er det, der her i sort-hvidhedens tid med fuld blus på ekstreme holdninger får os til at vælge grøfterne som færdselsåre som nu med Erik Skyum-Nielsens anmeldelse. Men måske er det bare en gemen svipser, og dem skal der jo også være plads til.
Man skulle nødig frem til tilstande, som da man i sin tid i Sovjetunionen læste Pravda ’på hovedet’, i og med man med sindsro kunne gå ud fra, at de faktiske forhold var cirka stik imod, hvad der fra autoriteterne blev bragt til torvs. Fri os for at skulle til at kalkulere med at kende sine lus på gangen for ikke at gå helt galt i byen med Skyums vurdering - hvad i det mindste angår Grotrian.
Hvis man virkelig har problemer, så drop det at læse digte – eller brug Horace Engdahls ’Berøringens ABC’ som nøgle til Grotrian. Lær taktil følsomhed i omgangen med den nye litteratur, ellers får man ikke det hele med og taber måske noget væsentligt.
Og dermed godt ord igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her