Læsetid: 4 min.

Lad ikke det gode stå i vejen for det bedste

Hvorfor mener økonomer, at det er vigtigt at prioritere – selv mellem ene værdige formål? Copenhagen Consensus mødet viser, hvilken rolle økonomerne kan spille, når vi skal prioritere de globale ressourcer
Debat
4. maj 2004

Miljøkommentar
Alvorlige problemer har vi nok af i verden. Sult, krige, sygdomme, klimaforandringer. Listen kan hurtigt blive lang. Der er mange problemer og dermed mange gode formål, vi bør bruge kræfter på. Enhver indsats for at løse et af disse globale problemer er en god indsats. Penge investeret i forbedringer vil komme mange gange igen i form af forbedrede levevilkår og en mere ligelig fordeling af verdens ressourcer.
Men den hårde, kolde virkelighed er, at ikke alle gerninger født af de bedste intentioner har en lige mærkbar effekt for dem, man forsøger at hjælpe. Folk med kendskab og erfaring fra den danske
u-landsbistand ved dette. Alle for-bedringer er ønskværdige. Men noget forslår altså mere end andet.
Det, der mangler, er en prioritering af indsatsen over for problemerne. Det er FN’s målsætning, at verden skal bruge flere penge på at løse de globale problemer. Hvis indsatsen øges, hvor skulle man så sætte ind først? Hvordan kan vi bedst forbedre levevilkårene for verdens befolkning? Det er det spørgsmål, Institut for Miljøvurdering giver et bud på med Copenhagen Consensus mødet.
IMV har inviteret ni af verdens fremmeste økonomer til København den 24.-28. maj. Top-økonomerne samles for at diskutere verdens store problemer og nå frem til en prioriteret liste over forslag til, hvordan disse problemer bedst kan løses.
Økonomerne vil tage udgangspunkt i ti problemområder:
*Klimaændringer
*Smitsomme sygdomme
*Konflikter
*Uddannelse
*Finansiel ustabilitet
*Regeringsførelse og korruption
*Underernæring og sult
*Befolkning: migration
*Kloakering og vand
*Subsidier og handelsbarrierer.
De ti områder er udvalgt på baggrund af en noget længere bruttoliste. Måske er der et eller to områder, som også burde have været med. Måske kunne man have afgrænset noget anderledes. Men jeg tror ikke, at nogen vil være u-enig i, at alle ti er væsentlige.
Som baggrundsmateriale til Copenhagen Consensus mødet er der udarbejdet en videnskabelig artikel om hvert emne. De ti artikler bliver offentliggjort frem til mødet, og i forbindelse med offentliggørelsen bliver de omtalt i det ansete internationale tidsskrift The Economist. Til hvert papir bliver udarbejdet to opponentnoter, dvs. kritiske kommentarer til artiklerne. Alt materialet bliver lagt på www.copenhagenconsensus.dk. Artikler, opponent-noter og resultater fra Copenhagen Consensus mødet bliver udgivet på Cambridge University Press.
Der er altså involveret en del økonomisk ekspertise i Copenhagen Consensus: 10 artikelforfattere, 20 opponenter og så de ni top-økonomer, som diskuterer på selve mødet. Der har næppe tidligere været samlet så meget international økonomisk ekspertise i København.
Hvorfor er det så lige økonomer, der skal redde verden? Fordi økonomers gebet er ’allokering af knappe ressourcer til umættelige behov’. Allokering på baggrund af prioritering. Prioritering på baggrund af beregninger af omkostninger og fordele ved de konkurrerende gode formål.
Ideen bag Copenhagen Consensus er sådan set enkel. Hvorfor er den aldrig prøvet før?
Fidusen – og problemet – med en prioriteret liste er, at den har en rækkefølge. Noget står højt oppe på listen, og noget andet står langt nede. Netop derfor kan øvelsen ikke gennemføres i fora, som er præget af særinteresser eller kassetænkning. Malariaeksperten kan have en tendens til at mene, at malaria er det vigtigste, klimaeksperter kan have en tendens til at mene, at klima er det vigtigste. Copenhagen Consensus’ ni topøkonomer er uden bindinger eller særinteresser.
Topøkonomernes møde er lukket for offentligheden – ud fra den betragtning, at et lukket møde fremmer en åben faglig diskussion. Der bliver dog rig mulighed for at følge med i prioriteringsdebatten på det ungdomsforum, der løber parallelt med Copenhagen Consensus mødet. 80 unge fra 25 lande er inviteret til at diskutere og prioritere på det samme grundlag som topøkonomerne. I Information kunne man forleden læse en lille notits om, at »Lomborgs kloner« kommer til København. Tanken om 80 små Bjørn Lom-borg’er har nok fået koldsveden frem hos flere Information-læsere. Bare rolig, deltagerne i ungdomsforumet er 80 meget forskellige unge – forskellige etnisk, geografisk og uddannelsesmæssigt. Ulandene er massivt repræsenteret. Det er sandsynligt, at de rige landes prioriteter vil blive stemt ned i ungdomsforumet, hvis resultat dog er lige så uforudsigeligt som eksperternes.
Drivkraften i Ungdomsforum i løbet af ugen den 24.-28. maj bliver Mellemfolkeligt Samvirkes tidligere formand Christian Friis Bach, som er facilitator og ordstyrer. Alle er velkomne til at kigge forbi i Den Sorte Diamant den 24.-28. maj for at høre forelæsninger om de 10 problemer og overvære og deltage i debatten.
Copenhagen Concensus’ indgang er at sætte tal på fordele og omkostninger ved en række løsninger på alvorlige globale problemer. Det er ikke altid uproblematisk. Alternativet, helt at opgive at vurdere de enkelte tiltag i forhold til hinanden, er dog mere problematisk. Svære prioriteringsopgaver som Copenhagen Consensus bidrager til, at beslutningstagerne bliver lidt klogere på mulighederne for at forbedre levevilkårene for verdens befolkninger.

*Dorte Vigsø er miljøøkonom ved Institut for Miljøvurdering

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her