Kronik

Om at leve sit liv

Verden er der. Det kan ikke benægtes. Vi mennesker er flokdyr. Men det betyder ikke, at vores lykke ligger gemt i verden eller at vi skal leve for verdens skyld
Debat
6. maj 2004

Kronik
Så mange mennesker giver udtryk for, at de egentlig ikke føler, de lever deres eget liv. Det gør de heller ikke. De lever for arbejdet eller familjen, og når arbejdet bliver for meget, når de falder om af stress, som Nyrup gjorde i et helsecenter (!) – så er svaret at leve mere for familjen. (Nyrup: mere tid sammen med Lone).
Så vi har fået verden delt op i arbejde og det private. I arbejdet er vi udadfarende, superaktive, vi kører med klatten. Det handler om egoets realisering. I det private handler det om omsorg og lykke og kærlighed.
Men hvad med mit liv – hvor er det henne i alt dette?
Ja, det er stort set forsvundet, både som begreb og realitet.
Naturligvis lever vi hvert øjeblik vores liv, vi kan ikke andet. Men vi har ladet det invadere af verden. Hære af sociale hensyn og snilde begreber har indtaget vores eget private område, og nu lever vi som vasalkonge i det der engang var vores helt eget kongerige. Og i det forhold står arbejde og familje på samme side, som de invaderende styrker der nu kontrollerer vort indre.
Vi lever under et kolossalt pres for altid at være socialt korrekte og for at opfylde omgivelsernes forventninger. Det hedder med et fint ord socialisering, og når man – som jeg engang gjorde – tager sine børn ud af skolen for at de kan gå hjemme et år, så hyler alle op: »Jamen, hvad med deres socialisering?«
Ja, hvad med den? Er der virkelig fare for at børn i vore dage – med byliv, tv, musik, reklamer, computere, film osv. – skulle blive undersocialiserede, blot fordi de ikke går i skole et enkelt år?
Nej! Vi er allesammen oversocialiserede, og det er derfor vi er så bekymrede for at vore børn ikke bliver nok socialiserede.
Hvad med den ensomme fordybelse? Hvad med at lære at nyde sit helt eget selskab? Hvad med at tænke egne tanker i fred for andres meninger? Hvad med at danne sig sine egne meninger om verden?
Det tror vi ikke rigtig på. Vi er bange for eksistensens ensomhed.
Den store danske kulturkritiker Poul Henningsen skrev på sit dødsleje et digt til konen Inger, hvor han sagde at han aldrig havde kunnet lide at være alene og at han havde dyrket tosomheden, og nu stod hun der i døren, men bag hende lurede døden, den store ensomhed som han frygtede.
Det var ærligt sagt, og som sådan sandt. Men det var alligevel ikke sandt, for PH havde i sit liv som poet, kritiker, arkitekt og dragebygger netop dyrket den ensomme fordybelse. Han gjorde oprør mod ’det borgerlige’, fordi konventionen dræber den enkeltes livsudfoldelse. Det var hans store budskab, som står tilbage, selv når hans æstetiske og sociale ideer ikke længere er aktuelle.
PH’s kulturkritik havde overskriften: ’Lev dit eget liv, for fanden! Lev ikke for de borgerlige normer og forventninger. Så dør du«.
Han forfattede disse linjer: »Du skal elske dig selv lidt mere end din næste. Og din næste skal du ære og respektere som et kunstværk.«
Og jeg er sikker på, at Jesus smilede i sin himmel og sagde: »Godt gået, PH!«

Hvor er det dog velgørende at høre: Du skal elske dig selv lidt mere end din næste! Det er jo sådan det er. Og alt andet er hykleri. Kristent, socialistisk eller småborgerligt.
’Elsk din næste som dig selv!’ – er blevet fordrejet til at du må ikke elske dig selv mere end du elsker din næste. Men hvor siger Jesus, at du skal elske din næste lige så meget som du elsker dig selv? Det gør han ikke. Han siger, at ligesom du elsker dig selv, skal du elske din næste. Du skal elske din næste på samme måde som du elsker dig selv! Og det er en helt anden historie, en helt anden boldgade vi er ovre i.
At elske sig selv og sit liv er ikke egoisme og ej heller narcissisme. Det er den sande måde at ære sin skaber, som jo har givet mig mit liv. Ikke de andres liv. Men mit liv. Det er hvad jeg har fået. Om jeg så har fået det af Gud eller af Darwins evolution. Og hvis jeg ikke elsker det, så kan jeg ikke elske livet. For jeg har fået noget dårligt stukket ud.
Det er meget moderne at hade sig selv. Vi kalder det selvfølgelig noget andet: selvkritik, tvivl, mindre selvværd og den slags. Men kendsgerningen er, at jeg skal leve resten af mit liv, hvert eneste sekund, med mig selv – og hvis det ikke er den bedste deal i verden, så har jeg et problem. Så har jeg et meget stort problem. Så har verden et meget stort problem, for der er mange som mig.

Vi kan ikke leve de andres liv. Kun vort eget. Alligevel prøver vi at leve for de andre, og glemmer at leve for os selv.
Jamen, er det ikke egoistisk at leve for sig selv?
Nej! Det er måske individualistisk, men det er ikke egoistisk. Egoisme er at dyrke sit ego, det vil sige fremhævelsen af sig selv som bedre end andre eller mere berettiget til de fælles goder end andre.
Men der er slet ingen ’andre’, når man lever sit eget liv. Der er kun en selv og livet. Og det er den ensomme sande tosomhed, som PH desværre ikke erkendte tilstedeværelsen af, selv om han gennem hele sit liv havde dyrket den i form af skønhed, glæde og livsudfoldelse.
.
Men det er det der prædikes, som når Anders Fogh i sin nytårstale 1. januar 2004 sagde, at »den enkelte dansker er vores største ressource«.
Hvad betyder nu det?
Hvis største ressource? Hvem er dette ’vores’?
Er den enkelte dansker staten Danmarks største resource?
Det er nok det, Anders Fogh mente. Og det er oven i købet sandt.
Jeg og fem millioner andre er staten Danmarks største ressource. Større end Den Lille Havfrue og Kronborg og de fede marker.
Det er moderne virksomhedstænkning. Medarbejderne er vigtigere end bygningerne og maskinerne.
Men er Danmark virkelig en virksomhed?
Og hvem eller hvad er min største ressource? Er det staten Danmark?

Mit liv er min største rigdom, og hvis jeg mister den, så kan ikke alverdens goder gøre noget for mig.
Og jeg taler ikke om at miste sit liv ved at dø, men om at miste sit liv, fordi ens indre er blevet overtaget af...staten Danmark og alle de andre virksomheder i verden: familjen, arbejdet, det sociale samliv og alle konventionerne vi lever efter.
At vende ryggen til verden er nu blevet en direkte asocial handling. Tidligere havde man eneboere, munke, pilgrimme, omvandrende gøglere og landstrygere, som fandt en anden måde at leve med verden på. Nu skal vi alle have en bankkonto og et cv på nettet. Ellers er vi farlige.
Det er en enorm ensretning som ikke bare truer de få, som vil leve på en anden måde, men som truer alle, fordi den fastholder os i et felt, hvor vi hele tiden skal være sammen, også når vi ikke er det (mobil, email, tv).
Vi har brug for plads til at leve vores liv, vores indre liv, og den plads er kollapset. Det rum i os selv, hvor vi kan skabe vores verden med os selv i centrum, er kollapset. Og det hedder ’virkelighedsflugt’, når man vil genskabe det!

Virkeligheden er ikke længere livet og de andre mennesker, men en kollektiv fortælling, som der hele tiden skrives på, bare ikke så meget af en selv.
At genrejse sin egen virkelighed bliver derfor til et spørgsmål om at turde og kunne tage fat på at skrive sin egen fortælling.
Og det er det, det gode liv handler om. Vi skriver hver af os en historie om livet. Og spørgsmålet er, om vi skriver af efter andre eller om vi selv skriver? Om vi lader andre skrive den for os eller om vi skriver vores egen helt unikke – og derfor store – fortælling?
Og hvad så med at elske sin næste?
Det kommer helt af sig selv, hvis man kan elske sit eget liv. Og ellers kommer det slet ikke. For er man grundlæggende frustreret, fordi man ikke føler at man virkelig lever det liv, man gerne ville leve – så er forholdet til de andre enten en underskudsforretning, hvor man som pæn kristen eller pæn borger gør sit bedste for at elske næsten eller også er det en kynisk overskudsforretning, hvor man kommer frem ved at træde henover andres faldne kroppe. Men ’elske’ er i begge tilfælde ude af ligningen.
Du skal elske dig selv lidt mere end de andre – og se, at ikke bare du selv, men også de andre er skaberens kunstværker, som du kan nyde tilstedeværelsen af. Det er at leve. Og hvis det ikke er opskriften på det gode liv, så tror jeg ikke den findes.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her