Læsetid: 3 min.

Der ligger en fisse på mit natbord

Måske er det alligevel kønnets mareridt meget mere for kvinder end det er for mænd. Objektgørelsen
22. maj 2004

Kommentar
Der ligger en fisse på mit natbord og gør min søvn urolig.
En firkantet hudfarvet ’kvinde-udskæring’ med en skedeåbning modelleret med skamlæber og behåring og en stjerneformet anus nedenunder.
Nærmere betegnet er der tale om et billede i brochuren for www.martinshop.se – sveriges største webshop for sexprodukter. »Stjernen Tia Bella’s vagina i naturfarvet cyperskin med utrolig ægthedsfølelse. Du kan tage hende både analt og vaginalt«, siger teksten.
Gys.
Jeg falder over brochuren en dag ude hos en veninde, som ved en fejl har fået den sendt med posten. Synet fylder mig med en sælsom uro: »Må jeg få bladet«, spørger jeg uden helt at vide, hvad jeg vil med det. Det er ligesom en gåde, jeg har behov for at løse. Og her ligger den så nu – udskæringen. Og fylder mine nætter med uro.
Hvad skal man kalde det begær, som denne atomiserede kvindekrop er svaret på? Og – hvorfor fylder det mig med sådan en uro at se den?
Det viser bare hvor morbid mænds sexsualitet er, stønner jeg først helt vantro. Vel vidende at rigtigt mange mænd jo aldrig kunne ligge og hugge løs i sådan en firkant, så er der altså alligevel nok der kan, til at den er blevet sat i produktion og til salg gennem et postordrefirma. Mon de kigger på den med begær?, spørger jeg forundret mig selv, mens jeg studerer det gulligt hønsekødsfarvede plasticstykke. Mon synet ligefrem ophidser dem ligesom at se en sød pige på gaden? Eller en foldeudpige? Hvordan gør de den ren? Gør de den ren? Jeg tænker alle den slags tanker.

Mere eller mindre friktion
Jeg læste for nylig at i Californien er det højeste mode at fylde silikone i skeden – alt til gavn for friktionen. Igen føler jeg denne navnløse skuffelse. Selvfølgelig er mere friktion bedre end mindre friktion i sex. Hvad havde jeg regnet med? – køb dig da selv noget silicone, hvis du ikke føler dig stram nok.
Alligevel. Sexualiteten reduceret til et spørgsmål om intensiteten i en gang gensidig slimhindegnideri rummer et tab, der gør mig rasende og fortvivlet – også selv om jeg er ved at kaste op over dén kvalme romanticering af erotikken, man på den anden side også kan opleve, senest for fuld udblæsning i forbindelse med det kongelige bryllup. Min veninde udbryder eftertænksomt: »Hvorfor er den i grunden værre end en dildo, jeg mener, hvad er forskellen sådan helt principielt?«
Tjooo, hvorfor er den det?
Hvorfor skulle genstandgørelsen af det kvindelige køn være værre end genstandgørelsen af det mandlige køn? Dildo over for huggeblok.
Måske er det alligevel sådan. Selv om jeg da også har hørt om beretningerne om kvinder, der fører sig tagende frem overfor mændene i det københavnske natteliv, eller mænd der mere og mere må gå op i deres udseende og påklædning for at tækkes kvinderne, så er der dog en velerhvervet kulturel tradition for at mænd tager objekter, kvinder er objekter.
»Om galt skal være så kan dog én kvinde erstattes af en anden«, siger en af den store norske dramatiker Henrik Ibsens mandlige hovedpersoner. For Ibsen er dette selve matrixen i kønsforskellen.
. At kunne skiftes ud. At blive det.
Jeg smider det blad i skraldekurven. Når alt kommer til alt kan man jo såmænd have oplevet sit livs ekstaser med 65-årige mænd med skaldepander og rejsningsbesvær.
Den viden skal ingen grasserende pornoindustri få lov at forflygtige. Til gengæld tror jeg, det er ved at være på tide, vi står sammen om denne viden i en kritik af det menneskesyn som i så heftig grad kolporteres sammen med pornografi og sexlegetøj.
Jeg sender luftkys i alle retninger.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu