Læsetid: 2 min.

Lune Venstrefolk

Debat
4. maj 2004

Politik
Utvivlsomt har forstanderen på Vallekilde højskole, Troels Mylenberg, tættere forbindelser til Venstre-kredse, end det er mange andre forundt.
Men når han i sin politiske analyse (Inf. den 29. april) hævder, at Venstrefolk luner sig ved tanken om Fogh Rasmussens forestående tvekamp med Mogens Lykketoft, er spørgsmålet, om ikke varmekilden er den kortvarige, som kan brede sig i bukserne under vedvarende pres.
Et tab af foreløbig 20 procent af vælgerne og ikke mindst et skrantende Dansk Folkeparti, som Fogh bygger sin regering og slider sit omdømme på, giver ikke grund til forventningens glæde.

Folket undervurderes
Jeg tror, at folkeoplyseren fra Odsherred undervurderer folket, når han mener, at valget står mellem »Fogh eller fipskæg«, og at folk vælger Fogh. Hverdagens realiteter og erfaringerne med statsministeren i snart tre år opfordrer ikke til pjat og laden-stå-til .
Fogh har for længst vidst, hvad der med Mylenbergs ord gemmer sig »under barken«; det kan valgkampe ikke gøre med større effekt. Tv-dokumentaren Fogh bag facaden gav et isnende indblik, som jævnligt bekræftes af skiftende ministerfadæser, som enten holder Fogh i skjul i udlandet, eller får ham til metallisk at gentage et mantra, som kun øger utroværdigheden. Sådan lyder det også i såkaldte liberalt sindede kredse.
Men nok så interessant er, at Mylenberg alene gør den kommende regeringsdannelse til et spørgsmål om to præsidentkandidaters gennemslagskraft hos vælgerne, og i hvert fald i denne analyse ser bort fra tilliden eller mistilliden hos potentielle samarbejdspartnere.

Fogh i hjørnet
De tre små midterpartier, De Radikale, CD og Kristendemokraterne, har med forskellig styrke lagt afstand til Fogh-regeringen og afvist et formaliseret samarbejde. Man kan selvfølgelig indvende, at Kristendemokraterne netop har indgået forlig med regeringspartierne og Dansk Folkeparti om udvidelse af gyllefabrikkerne. Og at CentrumDemokraternes stemmevægt ikke vil true nogen, hvis den forbliver uændret efter valget.
Men det bortforklarer ikke, at situationen for Fogh-regeringen ændres radikalt, hvis VKO-alliancen, som noget tyder på, ikke vil være i stand til igen at samle 90 mandater.
Fogh har malet sig op i et hjørne uden egentlige alternativer til Dansk Folkeparti. Det, som DF i overmod – og med historisk misbrug – kalder et »systemskifte«, vil vise sig som en parentes, også selv om Kristendemokraterne skulle lade sig lokke.
Så hvis Mylenbergs bidrag skal være andet og mere end et referat af fornemmelser blandt trodsigt optimistiske Venstrefolk, skylder han en analyse af, hvorfor vælgerne dog skulle se bort fra stigende ledighed, tvivlsomt krigsgrundlag, et, som han skriver, metaltræt ministerhold. Og ikke mindst en højreblok, som ikke er set mere kompakt siden Madsen-Mygdal i 1929.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her