Kronik

Mærk ydmygelsens subkultur

Hvad Rumsfeld ikke vidste, at han vidste om Abu Ghraib
Debat
12. maj 2004

Kronik
Hvem husker ikke uheldige Muhammed Saeed al-Sahaf (‘Komiske Ali’) – Saddams informationsminister, som i daglige pressekonferencer heroisk benægtede selv de mest åbenlyse kendsgerninger og ufravigeligt fastholdt Iraks officielle linje? Selv da amerikanske kampvogne buldrede få hundrede meter væk fra hans kontor, insisterede han på at tv-optagelser af disse tanks i Bagdads gader var ‘special effects fra Hollywood’.
Én enkelt gang holdt han sig dog til en mærkværdig sandhed: Konfronteret med påstanden om, at den amerikanske hær nu havde kontrol over store dele af Iraks hovedstad, udbrød han: »De har ikke kontrol over noget som helst – ikke engang over sig selv.« Da skandalen om de bizarre mishandlinger i Abu Ghraib-fængslet brød ud, fik vi så et indblik i denne dimension af ‘sig selv’, som amerikanerne ikke har kontrol over.
I sin reaktion på fotografierne af torturerede og ydmygede irakiske fanger har George Bush forudsigeligt understreget, at disse ugerninger var isolerede forbrydelser, som ikke afspejler de værdier, som Amerika står for og kæmper for – frihed, demokrati og personlig værdighed. At sagen udviklede sig til en offentlig skandale, der har trængt den amerikanske regering i defensiven, er da også et positivt tegn. I et ægte ‘totalitært’ regime ville historien været blevet mørkelagt. (På samme måde – det må vi ikke glemme – er det positivt tegn, at de amerikanske styrker ikke har fundet masseødelæggelsesvåben. Et sandt ‘totalitært’ styre ville have gjort, hvad korrupte politifolk nogle gange gør – plante narkotika og siden ‘opdage’ beviset på forbrydelsen).
Flere foruroligende omstændigheder synes dog at rokke ved dette enkle billede. I de seneste måneder har Røde Kors tilsendt de amerikanske militærmyndigheder i Irak adskillige rapporter om tegn på mishandlinger i militærfængsler – henvendelser, der systematisk er blevet ignoreret. Altså er det ikke sandt, som det påstås, at de amerikanske myndigheder ikke fik meldinger om, hvad der foregik. Man lod uvæsenet fortsætte og indrømmede først forbrydelsen, da den utvetydigt blev afsløret som kendsgerning i medierne.
For det andet var den amerikanske hærledelsens umiddelbare reaktion mildt sagt overraskende: Forklaringen, var, hed det, at soldaterne bag torturen ikke var blevet korrekt instrueret i Genève-konventionens regler for behandling af krigsfanger. Som om det var nødvendigt at instruere i, hvordan man ikke ydmyger og torterer krigsfanger!

Mest slående er dog kontrasten mellem ‘standardprocedurerne’ for mishandling under Saddams diktatur og det amerikanske militærs tortur: Under det foregående regime var det centrale at forvolde ofrene direkte og brutal smerte. De amerikanske bødler foretrak derimod at fokusere på psykisk ydmygelse. Ydermere var optagelser af ydmygelsen med fotoapparater og videokameraer, som inkluderede fjoget smilende torturbødler tydeligvis en integreret del af ydmygelsesprocessen og i klar modsætning til gængs bøddelpraksis under Saddam (hvor der også kunne forekomme videooptagelser, men da af ofrenes pinsler, red.). Fangernes kropslige positioner og klædedragt vidner om teatralsk iscenesættelse. De figurerer i en slags tableau vivant, som uvilkårligt får en til at tænke på den Amerikas store traditioner for performancekunst og ‘ondskabsteater’, det være sig Mapplethorpes sadomasochistiske fotos eller David Lynchs film.
Den påfaldende bøddel-exhibitionisme bringer os til det centrale i sagen: For enhver, som er bekendt med den amerikanske livsforms virkelighed, er disse fotos en uvilkårlig påmindelse om den obskøne natside af vestlig populærkultur med dens lejlighedsvise indvielsesritualer, hvor personer må underkastes tortur og ydmygelse, for at kunne blive accepteret i et lukket fællesskab. Ser vi ikke jævnligt lignende fotos i de amerikanske medier, f.eks. når en eller anden skandale rammer en hærenhed eller et high school-miljø, og når indvielsesritualer kommer ud af kontrol, og soldater og studerende bliver mishandlet ud over det tålelige niveau, tvunget til at indtage ydmygende positurer, udføre fornedrende handlinger som at penetrere deres endetarmsåbning med en ølflaske for øjnene af kammeraterne eller lade sig pierce.

Således var der i Abu Ghraib ikke tale om et simpelt tilfælde af amerikansk arrogance over for et tredjeverdensfolk. Da de blev underkastet ydmygende tortur, blev de irakiske fanger reelt indviet i amerikansk kultur. De fik en dosis af dens obskøne natside, som udgør det nødvendige supplement til de officielt proklamerede værdier: personlig værdighed, demokrati og frihed. Det kan derfor ikke undre, at det bliver stadigt klarere, at den rituelle ydmygelse af irakiske fanger ikke var en enkeltstående udskejelser, men del af en udbredt praksis. Den 6. maj måtte USA’s forsvarsminister, Donald Rumsfeld, vedgå, at de fotos, der er kommet frem i offentligheden, »kun er toppen af isbjerget«, og at vi kan vente os endnu mere bizarre ting, heriblandt videooptagelser af voldtægt, mord og ligskænderi. Dette er altså virkeligheden bag Rumfelds affejende udtalelse for et par måneder siden om, at Genève-konventionens regler er »forældede i forhold til moderne krigsførelse«.
I et nylig debatprogram på NBC om Guantanamo-fangernes skæbne, var et af de argumenter, der blev fremført for, at deres status kunne betragtes som etisk-juridisk forsvarlig, at »de jo er de fjender, vi ikke fik ram på med vores bomber«. Eftersom de var mål for amerikanske bombardementer, som de kun overlevede ved et tilfælde, og eftersom disse bombardementer var en legitim militæroperation, kan man ikke tillade sig at fordømme den skæbne, der er overgået dem efter tilfangetagelsen. Uanset hvordan deres situation måtte være i dag, er den dog langt bedre og mindre forfærdelig end, hvis de var blevet udslettet og dræbt. Dette ræsonnement røber mere, end det intenderer. Det sætter fangerne i samme position som den levende døde. På en måde kan de allerede betragtes som døde (i og med at deres ret til at leve blev annulleret, da de blev legitime mål for dræbende bomber). Derved bliver de tilfælde af, hvad den italienske filosof Giorgio Agamben har kaldt homo sacer – den eneste kategori af personer, som kan dræbes straffrit, fordi deres liv i lovens øjne ikke længere tæller. (Der en vag lighed mellem deres situation og den – juridisk problematiske – præmis for filmen Double Jeopardy: Hvis A bliver dømt for drabet på B, og senere – efter at have udstået sin straf – opdager, at B stadig er i live, kan A nu dræbe ham straffrit, da ingen kan dømmes to gange for den samme forbrydelse. I psykoanalytisk optik repræsenterer dette drabsscenario tydeligvis en udfoldelses af den masochistiske perversions tidslige struktur: kronologien er vendt om – først bliver man straffet og først derved opnår man retten til at begå forbrydelsen). Hvis Guantanamo-fangerne befinder sig i mellemzonen mellem ‘to slags død’ og indtager homo sacers, dvs. de juridisk dødes position (er berøvet status som anerkendte retssubjekter), skønt de stadig er biologisk i live, befinder de amerikanske myndigheder, som behandler dem på denne vis, sig også i en slags mellemzone, som udgør modstykket til homo sacer: Som juridisk subjekt er deres handlinger ikke længere dækket ind eller bundet af loven. De opererer i et tomt rum, men stadig inden for lovens domæne. De nylige afsløringer om Abu Ghraib udfolder blot de fulde konsekvenser af at anbringe fanger i denne zone ‘mellem to slags død’.

I marts 2003 optrådte ingen anden end selveste Rumsfeld som amatørfilosof, da han udviklede følgende ræsonnement og forholdet mellem kendt og ukendte størrelser: »Der er de ting, som vi ved, at vi ved. Så er der det ukendte, vi kender til. Det velkendte ukendte. Dvs. der findes ting, som vi ved, at vi ikke ved. Men der også ukendte, vi ikke kender. Der ting, som vi ikke ved, at vi ikke ved.« Hvad han glemte at tilføje var den afgørende fjerde term: De ikke-kendte kendte ting, som vi ikke ved, at vi ved, hvilket præcis er det freudianske ubevidste – »den viden, som ikke erkender sig selv«, som Lacan plejede at sige. Hvis Rumsfeld tror, at de værste farer i konflikten i Irak udgår fra »de ukendte ukendte« – de trusler fra Saddam-støtter, som vi ikke engang har nogen mistanke til, hvad kan være – viser Abu Ghraib-skandalen noget andet: Farligst er »det ukendte kendte«, de ikke-erkendte eller sågar fornægtede antagelser, formodninger og obskøne praksisser, som vi foregiver ikke at kende til, skønt de udgør baggrunden for den obskøne nydelse, der holder den amerikanske livsform oppe.
Og – som et sidste korrektiv – bør man forestille sig en gruppe arabiske soldater, der underkaster tilfangetagne amerikanske soldater samme former for ydmygelser og tortur. Hvilket ramaskrig ville dette ikke have afstedkommet i den ‘civiliserede’ vestlige offentlighed?

*Slavoj Zizek er slovensk filosof og forfatter

* Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her