Naturbevarelse
En af de mest vedholdende konflikter i det danske samfund har stået mellem naturbevarelse og lokale erhvervsinteresser. Debatten om planerne for en række nationalparker og vandmiljøplan III, som retter sig mod henholdsvis nogle af de vigtigste naturområder og forbedring af vandkvaliteten i vores vandløb, søer og fjorde har ikke været nogen undtagelse: typisk inden for boksen, d.v.s. natur og miljø er blevet diskuteret for sig, og erhvervsmæssige konsekvenser har i grove træk indskrænket sig til at handle om, hvilke virkninger dette måtte få for landbrugserhvervet.
Mere og bedre natur kan imidlertid stimulere ny erhvervsudvikling, idet det kan virke som katalysator for den omstillingsproces, som mange udkantsområder står foran. En proces, hvor områderne i langt højere grad baserer deres udvikling på egne styrker og kvalifikationer. En væsentlig hindring for at sætte en sådan proces i gang er, at den skal gøre op med den rådende forståelse om lokale udvik-lingsmuligheder. Dette er ikke en nem, men en nødvendig opgave, som vanskeliggøres yderligere af, at det desuden slet ikke er blevet sat i system, at disse områder faktisk leverer en væsentlig ydelse til resten af landet i form af naturområder. Mange områder af Danmark er kendetegnet ved at huse markante naturmæssige og land-skabelige kvaliteter. Det er kun ganske få steder, man har formået at omsætte disse kvaliteter til udviklingsmæssige styrker. Udviklingen i landdistrikterne kan simplificeret siges at handle om, at hvad der er godt for landbruget, det er også godt for det pågældende landdistrikt. I direkte forlængelse heraf er støtte til udvidelse af f.eks. svineproduktioner den herskende lokale politik, ud fra en tro på at dette økonomisk og beskæftigelsesmæssigt er det mest fordelagtige.
Ved Fiil Sø i Vestjylland er der intens debat om en mulig udvidelse af en stor svinefabrik. Men alternativet kunne jo f.eks. være at satse på naturgenopretning af hele Fiil Sø, der engang var en af Danmarks største søer. Fremkomsten af et naturområde i europæisk topklasse vil give helt andre perspektiver på at bidrage til områdets attraktioner og oplevelser for turisme. Tyske turister har i de senere år svigtet Danmark. Undersøgelser viser, at de efterspørger autentiske oplevelser. Fiil Sø komplekset bør derfor ses i en udviklingsmæssig kontekst, der handler om hele turismeerhvervets betydning i Vestjylland. Sammen med den genoprettede Skjern Å og Vest Stadil Fjord begynder der at tegne sig et billede af en region, der kan lancere sig selv på naturattraktioner i topklasse.
Strukturændringerne i landbruget har i en årrække medført stigende effektiviseringer og reduceret beskæftigelse. Intet tyder på, at denne tendens vil brydes, snarere tværtimod. Dernæst kan der givetvis en del steder rejses tvivl om, hvorvidt landbruget reelt er en lokaløkonomisk gevinst. Sat på spidsen kan man sige, at forarbejdning sjældent sker lokalt, og eventuelle profitter geninvesteres næppe i stort omfang i andre lokale, erhvervsmæssige tiltag.
Det er altså ikke fra landbruget, at de beskæftigelsesmæssige gevinster skal høstes. Der vil naturligvis også i fremtiden være brug for og plads til landbrugsproduktion. Men samspillet mellem landbrugserhvervet og offentlige penge skal ændres fra produktionsstøtte til en sikring af det landskab og den natur, som vi ønsker, og med landbruget anskuet som et erhverv med betingelser og rammer som alle andre erhverv. En revision af de økonomiske virkemidler er af afgørende betydning. Det skal bl.a. gøres mere profitabelt for landmænd at indgå i skovrejsning og vådområdegenopretning frem for at opretholde dyrkning på lavtydende jorder.
Regionalpolitiske erfaringer fra Europa peger på en række faktorer, der adskiller succesrige landdistrikter fra mindre succesrige. Blandt faktorerne kan nævnes områdernes evne til at fokusere på lokale styrker, deres evne til at samarbejde, netværke og sikre et højt informationsniveau, samt deres evne til at sikre lokale miljøforhold. Pointen i en udviklingsmæssig sammenhæng er, at et fokus på mulighederne knyttet til naturbeskyttelse især skal fungere som en katalysator for nye netværk, nye samarbejdsrelationer samt nye roller for lokale erhvervsråd og andre offentlige institutioner. Og så har det været af afgørende betydning, at der har været et stærkt organisatorisk set-up, der har kunnet formå at involvere alle relevante parter, igangsætte gode demonstrationsprojekter og på anden vis styre processen.
Disse betragtninger skal ikke forstås således, at nu vil en satsning på natur og landskab i høj kvalitet automatisk kaste et stort antal arbejdspladser af sig. Derimod skal det forstås sådan, at en satsning her vil være det første skridt på vej i en omstrukturering, der i højere grad satser på egne styrker.
På det plan er der ingen forskel til en virksomhed, der konstaterer vigende markedsandele og faldende omsætning. For en sådan virksomhed gælder det om at vurdere egne styrker og svagheder, samt nye markedsmuligheder. Og et landdistrikt, der konstaterer faldende beskæftigelse, vigende erhvervsinvesteringer og måske endda fraflytning, må på lignende vis gennemføre en strategisk analyse og efterfølgende omstillingsproces. Netop områder med natur- og landskabsmæssige kvaliteter har i disse et særligt fortrin.
I den planlagte nationalpark i Lille Vildmose i Nordjylland er der en meget spændende ud-viklingsmæssig proces i gang. Her har man taget udgangspunkt i, at natur i topklasse vil give området et nyt image, nyt momentum og nye muligheder for at tiltrække investeringer. Med Sejlflod Kommune som en væsentlig drivkraft bistået af bl.a. WWF og Nordjyllands Amt har der været en intens, lokal dialog, hvor mange nye ideer har set dagens lys. Samtidig har kommunen vist nytænkning ved at sammenlægge sit erhvervsråd og naturråd til et samlet udviklingsråd. Herved opnås præcist en kobling mellem naturkvaliteter og erhvervsumuligheder, baseret på omfattende involvering af lokale ressourcepersoner, relevante institutioner og virksomheder.
Et område som Vadehavet har i årevis været genstand for hidsig debat vedrørende naturbeskyttelse. Desværre har de mange initiativer vedrørende sikringen af Danmarks vigtigste naturområde ikke været fulgt op af tilsvarende initiativer med sigte på en omstrukturering af erhvervsudviklingen. I Schleswig-Holstein har man grebet tingene anderledes an. En undersøgelse viste, at regionens indtægter fra turisme oversteg indtægterne fra landbrug, hvilket nu får indvirkning på de politiske prioriteringer. Tilsvarende er det indlysende, at Vadehavsregionen i langt højere grad bør se naturen som et udviklingsmæssigt aktiv og indrette sig organisatorisk derefter.
Debatten om strukturreformen har ikke haft fokus på de her omtalte problemstillinger. Der har manglet et samlet fokus på de store omstillingsprocesser, som landdistrikterne skal igennem men ikke er forberedt på, ikke mindst når ændringerne af EUs landbrugsprogram på et tidspunkt uvægerligt vil omlægge betragtelige økonomiske ressourcer. Den manglende integration mellem natur- og vandmiljøplaner, landbrugsstøtten, jordbrugskommissionerne og strukturfondene har slet ikke været berørt.
Ved at fjerne det regionale niveau stiller strukturreformen derfor integration af naturbevarelse og omstilling af erhvervsstrukturen dårligere. Det regionale niveaus store fortrin er netop muligheden for dynamisk at arbejde på tværs af sektorerne i vel afgrænsede områder. De påtænkte vækstfora for erhvervsudvikling i udkantsområderne rummer ganske vist et interessant potentiale, men dels afhænger meget af deres afgrænsning, dels vil deres arbejde mangle hele den anden del, hvor målsætninger for natur og miljø skal realiseres. Det havde været ønskværdigt, hvis væsentlige planlægningsmæssige og finansieringsmæssige kompetencer var blevet placeret i handlekraftige regioner.
Meget tyder derfor på, at konflikten mellem natur og udvikling vil fortsætte.
*Henrik Dissing er hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Ornitologisk Forening
