I forbindelse med mediedækningen af torturen og de seksuelle ydmygelser af irakere i amerikansk varetægt i Irak, har vi hørt gang på gang fra officerer og selv præsidenten, at sådan gør man ikke i Amerika underforstået at dette er et fejltrin begået af nogle få individer, der ikke tegner den amerikanske straffe-kultur. Dernæst bør vi altså forstå, at der formentlig ikke er flere overgreb end dem vi har hørt om, for sådan gør man jo ikke i Amerika.
Dette er desværre ikke sandt. Seksuel tortur, ydmygelse, vold og overgreb hører til dagens orden i mange fængsler i USA. I 1999 sad ca. to millioner amerikanere fængslet. Det høje tal afspejler de sidste to årtiers intensiverede kamp mod kriminalitet. Hvis man sammenligner alene antallet af personer i fængsel (ekskl. arrester), kan man se, at i 1972 sad ca. 200.000 personer i statslige og føderale fængsler, dette tal var i 1997 steget til 1.2 millioner.
Human Rights Watch har dokumenteret, hvordan fanger nogle steder bliver udsat for både unødvendig vold samt voldtægt fra fængselsbetjentes side. Dette er dog ikke et generelt fænomen, langt mere udbredt er den interne vold, udnyttelse og afpresning blandt de indsatte.
Det er ikke muligt at give et præcist billede af, hvor mange indsatte der bliver voldtaget i USA, da kun få, lokale undersøgelser er lavet på området. Den mest omfattende og troværdige statistiske undersøgelse er lavet af Cindy Struckman-Johnson og er fra 1996. Struckman-Johnson undersøgte antallet af voldtægtsofre blandt alle Nebraskas indsatte. Udaf 452 indsatte svarede 22 pct., at de var blevet "pressured or forced to have sexual contact against their will." 72 af de 452 indsatte havde beskrevet deres værste seksuelle oplevelse, og af disse 72 indikerede 52 pct. analsex, 8 pct. oralsex, 14 pct. genital kontakt og 14 pct. forsøg på overgreb. Af de 72 svarede halvdelen, at deres værste oplevelse havde været med en enkelt angriber, 42 pct. havde være t udsat for gruppevoldtægt. I 18 pct. af de værste oplevelser var en angriberen en fængselsbetjent.
Begreber som homoseksualitet og heteroseksualitet har ingen relevans i amerikanske fængsler, da voldtægterne er et magtspil og bestemmer hvem der styrer, og hvem der styres. De mænd der voldtager andre mænd i amerikanske fængsler forstår alle sig selv som 100 procent heteroseksuelle.
Udfra denne og andre undersøgelser, bl.a. af kvindefængsler og ungdomsfængsler, er et konservativt estimat på det årlige antal af mandlige ofre for seksuelle overgreb 530.000. Dokumentation for dette kan findes i en rapport fra Human Rights Watch, No Escape. Male Rape in U.S. Prisons fra 2001, samt på hjemmesiden www.spr.org, der opretholdes af organisationen Stop Prison Rape.
Eneceller overvejes ikke
Det er desværre minimalt hvad der gøres for at stoppe disse overgreb, og desværre er det mere profitabelt at vende det blinde øje til, hvilket fængselsbetjentente oftest også gør. Systemet holder fangerne rolige, idet de voldelige kan føle sig magtfulde og overpå, og dermed ikke laver så megen ballade. De der bliver overfaldet magter ikke at lave ballade, da det som regel fører til yderligere overgreb både fra øvrige indsattes og fra systemets side. Var viljen til stede, kunne man godt stoppe overfaldene, f.eks. ved at sikre hver fange en enecelle (som heldigvis stadig oftest er tilfældet i Danmark). Derfor ligger det egentlige ansvar på retssystemet og ikke på de enkelte indsatte.
Men er dette dog noget, vi skal bekymre os om? Er det ikke en intern amerikansk sag, og er det ikke bare et forsøg på at sætte fut i anti-amerikanismen?
Jeg mener, vi i højeste grad behøver at bekymre os. Vende vores øjne mod Vesten, og se de overgreb vi begår i vores selvgodhed og tro på, at vi altid overholder menneskerettighederne. Dette vestlige system vi nu gerne vil eksportere til hele den arabiske verden, er fuld af forfærdelige forhold, som vi ignorerer, og i disse dage får de et indblik i skyggesiderne af amerikansk demokrati og humanitet.
Anti-amerikanisme er et underligt begreb. Da George W. Bush erklærede krigen mod Irak, sad jeg i en taxa og hørte radio med min ven Ryan, der er fra Kansas. Han græd og hulkede, at "Bush ikke stopper, før han har ødelagt hele verden". Når vi i misforstået solidaritet hylder amerikanerne og dækker over fejlene i det amerikanske system, der styrer verden i højere og højere grad, forråder vi alle de amerikanere, der ikke ønsker det system, de har, eller den regering, de har. Vi forråder de hundredetusinder, der bliver voldtaget hvert år i amerikanske fængsler.
Ingen amerikanere ønsker de overgreb, der foregår i det amerikanske fængselssystem, og for så vidt har Bush ret, når han siger at overgreb ikke ligger i den amerikanske natur. Desværre er umådeligt få amerikanere overhovedet klar over, hvad der foregår i deres fængsler, og den af myndighederne forcerede ligegyldighed er desværre medvirkende til, at det er sådan man gør tingene i Amerika.
Uanset om man var for eller imod krigen i Irak, eller om hvad vil have tropperne ud eller ej, må der sættes en omgående stopper for overgrebene i Irak. Bush skal ikke beklage, han skal ikke undskylde, og det skal Anders Fogh Rasmussen heller ikke. De skal, sammen med de øvrige ansvarlige for krigen i Irak bevise, nu og her, at de vil opbygge et demokratisk og bæredygtigt Irak. Indtil videre har de kun eksporteret de værste sider af vestlig humanisme og demokrati, som retteligen burde kaldes arrogance og kolonialisme. Hvis det ikke allerede er for sent, skal de nu forklare irakerne, araberne og alle andre, hvordan de vil bringe fred og frihed til Irak, og dernæst gøre det. Og mens de gør det, kan de passende kigge i egen baghave og feje for egen dør, inden de næste gang skal ud og prædike fred og frihed. Ikke for princippernes skyld, men for de menneskers skyld, som er ofre for disse overgreb, og for vores andres ligegyldighed, når vi ikke lige har set det på tv.
