Læsetid: 4 min.

Den store glidebane

Hvis kampen for det gode tillader visse former for tortur, som vi har set i Irak, er demokratiet ude på en farlig glidebane
13. maj 2004

Kommentar
Når jeg ser billederne af amerikanernes ydmygende behandling af fanger i Irak er min reaktion ikke så meget en overraskelse over, at der finder tortur sted, men over, at disse repræsentanter for en stor og sofistikeret supermagt optræder så primitivt og stupidt.
Sagt lidt groft: Hvordan kan man overlade ansvar til mennesker, der ikke en gang kan finde ud af forhindre den public relation katastrofe, det er, at efterretningsfolkene ikke selv gider gøre det sure arbejde med at gøre fangerne møre, men overlader det til nogle båthoveder fra reserven at opføre primitive sexshows med hunde i selv samme fængsel, som Saddam Hussein havde gjort berygtet, ja, som var blevet hele invasionens raison d’etre. Og for en sikkerheds skyld fotograferede man det hele.
Og så til den moralske side af sagen:
Forleden kunne vi læse i ‘Information’, at en af USA’s førende intellektuelle inden for menneskerettigheder, professor Michael Ignatieff fra Harvard, er parat til at acceptere, at terrormistænkte bliver frarøvet søvn, bliver fejlinformeret under forhør og eksempelvis får en hætte over hovedet med det formål at stresse dem. Det kalder professoren tvang, »coercion«, i modsætning til tortur, som han tager afstand fra.
Det sker i en ny bog The Lesser Evil, hvor forfatteren mener, at demokratierne i kampen mod terror er nødt til at bruge mindre eller nødvendige onder, ud fra idéen om, at skal ondskaben bekæmpes, kan det kun ske ved at gøre det med en vis grad af ondskab.
Den samme tendens møder vi i en stor artikel af journalisten Mark Bowden i The Atlantic Monthly, oktober 2003. Bowden gennemgår – med en yderst relevant afstikker til Israel – de amerikanske forsøg på at definere coercion, torture lite or moderate physical pressure. Kært barn har mange navne.
Bowden citerer Cofer Black, der sidder i State Departments antiterrorenhed, for at sige til kongressen: »Det er et højt klassificeret område, men jeg kan sige så meget, at der er et før-11. september og efter-11.september. Efter 11. september tog vi handskerne af.« En anonym efterretningsofficer siger til Wall Street Journal: »Hvad, der er brug for, er a little bit of smacky face. Nogen af dem fra al-Qaeda har brug for den slags opmuntringer.«

Mellem dyd og dåd
Både Washington Post og New York Times har bragt afslørende artikler om anvendelse af forskellige former for tvang i CIA’s afhøringslejr i Bagram i Afghanistan.
Amnesty International skrev straks til præsident Bush: »Den påståede behandling falder klart inden for kategorien tortur og lignende ydmygende og nedværdigende behandling, som er forbudt i henhold til international lov.«
Det fik præsident Bush til i juni sidste år at gå ud med en erklæring, hvori han opfordrede alle lovlydige lande til at gå ind i en fælles kamp for at forbyde, undersøge og retsforfølge alle former for tortur. Men dækker det også det grå område coercion? Tre fanger er døde i amerikansk varetægt i Afghanistan. På Guantanamo-basen har der været atten selvmordsforsøg.
CIA har i Kubark Manual og Honduras Manual opregnet en række af de sofistikerede teknikker, som kan få folk til at spytte ud. Kubark – som ifølge Mark Bowden er biblen for amerikanske forhørsfolk– refererer blandt andet et forsøg med to frivillige, der nedsænkes i vand, iført sorte maske, mens de eneste lyde er deres åndedræt og en dryppende vandhane. De begynder hurtigt at hallucinere og klarer kun tre timer i denne tilstand.
Det er blot et enkelt eksempel på de mange raffinerede metoder, som kan anvendes, og som ikke efterlader mærker på kroppen, men kun på sjælen.
For godt 20 år siden lavede jeg sammen med Erik Stephensen filmen ‘Din Nabos Søn’ om torturen under den græske militærjunta. Vi tilbragte utallige timer med at lytte både til ofre og deres bødler, og erfarede, at der i visse situationer stort set ingen grænser var for menneskers vilje til at skade andre. At det var uhyre nemt at rekruttere disse torturbødler og gøre dem ufølsomme over for menneskelig lidelse ved at give dem selv en ydmygende form for træning og ved totalt at dæmonisere fjenden, at fremstille det som en kamp mellem ’vi gode’ og ‘de onde’.
Disse erfaringer gør mig utrolig skeptisk, når folk som Ignatieff og Bowden ender med at anbefale visse former for coercion i kampen mod terrorisme. For at forhindre større onder.
Hvis det er signalet fra ledelsen, så er vi ude på den store glidebane. Den, som ender med stakke af nøgne kroppe og glammende hunde i midtergangen i Abu Ghraib-fængslet. Hvor Bush tabte et helt afgørende slag i kampen mod terrorisme. Det, som handlede om troværdighed, sammenhæng mellem ord og handlinger, kampen om at vinde menneskers sind. Det slag, som USA også tabte med My Lai-massakren i Vietnam.
Man kan synes det er urimeligt. Fordi "fjenden" er meget værre. Som demonstreret af den horrible video med henrettelsen af en civil amerikaner. Men det netop er demokratiernes fornemme privilegium at være ekstremt sårbar over for ethvert misforhold mellem dyd og dåd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu