Læsetid: 4 min.

At tale russisk i EU

Måske er det ikke Danmark, balterne skal se til med misundelse, men danskerne, der kan lære en hel del af balterne
Debat
17. maj 2004

Den 1. maj som dato for optagelsen af de nye EU-medlemslande var vistnok en tilfældighed. Men selv for det trænede øje og øre var der ikke stor forskel på en sovjetisk 1. maj-parade og det, der skete på gaderne i Vilnius den dag. Den Europæiske Union skulle fejres, mens den sovjetiske union nu er noget, der skal glemmes. Det er i hvert fald det, vi forestiller os i vores danske ende af Østersøen, og det er det tema, der har været det gennemgående i hundredevis af avisartikler og tv-reportager i tiden op til og under optagelsen af Litauen og de andre tidligere øst-lande. Inde under den virkelighed er der imidlertid en anden og mere kompliceret virkelighed at tage hensyn til.
På tidspunktet for EU-optagelsen deltog jeg i en konference om russisk memoir-litteratur. Vi sad i byens gamle universitetsbygninger og talte om den berømte russiske nostalgi, savnet af fortiden og moderlandet, mens der lød hornmusik ude fra gaderne. Det var ikke første gang, jeg var i Vilnius. I min egenskab af russiskstuderende på Københavns Universitet var jeg i 1990 på studierejse til det, der den gang hed ’de tre baltiske sovjetrepublikker’.
På pansret nattesjov
I en sen nattetime fik jeg sammen med to medstuderende lov at køre rundt på en sovjetisk pansret mandskabsvogn af typen BTR-70 på det ellers mennesketomme centrale torv i Vilnius. Den var stillet op til skræk og advarsel for de ’nationalister’, der blot et år efter skulle erklære Litauen selvstændig. Dagen efter fotograferede vi på torvet foran mandskabsvognen dens øverstbefalende, 25-årige premierløjtnant Nikolaj fra Ukraine, mens han lidt genert holdt en litauisk missekat i favnen.
I hele det tidligere Sovjetunionen skal man i dag konstruere en måde at få plads til minderne om den panserede mandskabsvogn og om et liv i en fortid, der ofte fremstilles som forkert.
Erindringslitteraturen
Sovjetunionen var et fejlslagent projekt, som skulle lukkes, inden det for alvor gik galt. Sovjetunionen har aldrig haft en Nürnberg-proces og får det heller aldrig.
Til gengæld har russerne erindringslitteraturen om det blodige 20. århundrede: Nabokovs Min Europæiske Ungdom, Joseph Brodskys erindringer fra Leningrad og Nadezjda Mandelstams bog om sit liv med sin mand, digteren Osip Mandelstam. Det er disse bøger, der skal bringe russerne videre. Derfor er det ikke kun ironisk, men faktisk ret alvorligt at sidde i Vilnius og tale om russiske erindringer samtidig med, at Litauen optages i det gode selskab af EU-lande. Der bor ikke mange russere i Litauen, måske 6-7 procent.
Til gengæld taler næsten alle litauere et smukt og formfuldendt russisk. Forestillingen om, at østeuropæere ikke kan russisk længere, holder slet ikke i den litauiske hovedstad.
Som i så mange andre dele af Sovjetunionen og det øvrige Østeuropa er russisk kultur hele tiden til stede, bl.a. på grund af den store russiske underholdningsindustri. Amerikansk massekultur kan kun i nogen grad konkurrere med poptøserne fra T.A.T.U. og russiske folkekomedier på film. De litauiske intellektuelle er de første til at minde den tilrejsende om Litauens stolte multikulturelle traditioner. Modsat f.eks. Danmark har Litauen en tradition for at huse mere end én etnisk gruppe og for ikke at opfatte nogen som ’gæster’.
Plads til anderledeshed
Således kan både polakker, russere, jøder, hviderussere og litauerne med al mulig ret henvise til Vilnius som en central by i deres kulturs historie. På den måde er Litauen et bedre EU-medlemsland i Danmark. . Der er i hvert fald mere plads til anderledeshed i Litauen og glæden over et multinationalt fællesskab er betydelig større end i Danmark. Det er en del nemmere at være russer i Litauen i dag, end det er at være tyrker i Danmark. Danskerne kan f.eks. ikke tyrkisk.
På vej hjem til København tog jeg i al for god tid ud til Vilnius lufthavn, og da jeg ankom, var det toldfri område lukket og slukket. »Det er i anledning af Litauens optagelse i Den Europæiske Union«, fortalte damen ved sikkerhedskontrollen mig. »Næsten alle har fået fri i dag.« Jeg spurgte høfligt, om jeg måtte komme ud af det toldfri område igen, i stedet for at tilbringe halvanden time i et lukket indkøbscenter. Svaret var i første omgang ne

Rodebutik
En overordnet blev tilkaldt, og hun kunne pludselig godt se, at det var lidt for bureaukratisk. Da jeg mumlede noget om, at det jo var den Europæiske Union, Litauen var blevet medlem af, og ikke den Sovjetiske, forbarmede hun sig over mig, og jeg fik lov at smutte ud igennem paskontrollen. Jeg hørte en af de menige grænsesoldater mumle ordet bardakas, som for et russisk øre umiskendeligt lyder som en litauisk version af det russiske ord for ’en rodebutik.’ Mit lille brud på reglerne er en ’rodebutik’ med positivt fortegn. I hvert fald glædede jeg mig over muligheden for at være en time mere i en by, som naturligvis er voksen nok til at bære også 45 års sovjetisk historie uden skam, og måske endda med en dråbe bittersød nostalgi på den russiske måde. Det er den erfaring, der gør, at Danmark skal passe på ikke at blive overhalet indenom af nye medlemslande som Litauen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her