Jeg må ud. Jeg sparker, jokker, snubler ned gennem rækken. Flår døren op. En skarp lysstribe fra foyeren skærer biograflokalet diagonalt over. Jeg styrter ud af det forbandende filmhelvede. En biografkontrollør kigger undrende på mig, da jeg med raseriets styrtregn af farvede og sorte pletter for øjnene skubber ham af vejen.
Det regner i København i nat. Smøgerne går i opløsning i kæften på mig. Raseriets ætsende, blå skæreflamme, hvæser i mine øregange, ud over det er den beske tobak det eneste, jeg sanser. Raseriet og hadet har jeg haft med mig, siden jeg var 13. Det er moltonen i mit liv. Man skal lære at hade som barn. Så har man slangen i brystet, til man en dag segner.
Denne her film gik jeg til uden kæreste eller venner. Jeg havde en anelse om, hvor det bar hen. Jeg kunne mærke ondskab, forlængst fortrængt, trænge sig på. Og med kvalme, angst og et langsomt frembrusende had købte jeg billet. Tiden gik i stå, og jeg var 13 igen i den lille halve time, jeg kunne holde til forestillingen.
Filmen hedder Ondskab og handler om pervers pædagogik, vold og fornedrelse på en kostskole. Den handler om Jan Guillous to et halvt år på Solbacka kostskolen i Sörmland, hvor unge mennesker blev amputeret for livet.
Jeg har gået der.
Eller rettere: Jeg har gået på en af verdens Solbacka-kloner. Mine mørke år lå, hvor Susåen vikler sig ud af det sydlige Sjælland. I Herlufsholmskoven ved Næstved har Danmark sin egen Solbacka. Herlufsholm Kostskole lever et stille ubemærket liv knejsende på en pittoresk bakke, med enorme, velplejede plæner, der falder ned mod den grågrønne å. Her har verdens forandring sat forbløffende få spor.
Børns ubarmhjertige hakkeorden sat i system
Jan Guillou så verden forandre sig og hans Solbacka dreje nøglen om, mens han læste jura på Stockholms Universitet. Indtil da havde alt i hans liv handlet om at få lukket hans plageånders tempel. Nu forlod han som en fri mand universitet og det studium, han alene læste for en dag at kunne knuse Solbacka. Fra jeg var 13, til jeg var 16, gik jeg på kostskole på Herlufsholm, mit eget rædselsfulde Solbacka. Som i Sörmland, hvor Solbacka lærte Jan Guillou fortrolighed med brutalitet, er det 20. århundredes pædagogiske landvindinger også i Herlufsholmskoven noget for de blødsødne, noget for ikke-eliten.
Jeg kom i ’89 med min fars og Flemming-bøgernes kostskoleromantik til Herlufsholm. I stedet for kostskole fandt jeg en koncentrationslejr for de velhavendes dysfunktionelle børn. Som på Solbacka var det pædagogiske leitmotiv, at børn skulle opdrage hinanden. Herlufsholm udnævner gymnasieelever til præfekter for hinanden og de yngre elever. Børns ubarmhjertige hakkeorden er sat i system.
Jan Guillous film, og bogen bag den, handler om en død skole. Men jeg forlod for 12 år siden et Herlufsholm, der på forunderligvis har holdt sin eksistens ude af min samtids diskussion om undervisning. Mens muslimske og kristne friskoler, Tvindskolerne og en segnende folkeskole har måttet bøde for politisk virketrang og krav om udvikling, har det danske samfunds mest anakronistiske og reaktionære kostskole unddraget sig bevågenhed.
Jeg og mine kammarater var overladt til et pubertært præfektkollegium, der mestendels var interesseret i snobværdien ved et tillidshverv eller i de nedværdigende tjenester, de kunne kræve af eleverne. Værktøjet var et straffesystem, der arbitrært administreredes af gymnasieknøse. Forskellige forseelser blev takseret med alt fra korporligheder som trælår, lammere (slag på skuldermusklen) og moderat fysisk pres ved langvarige ophold i ubehagelige stillinger til forskellige stykker meningsløst slavearbejde. Samtidig kunne de kræve næsten hvad som helst udført af yngre elever. Urimeligheder bygger karakter er moralen. Både på Guillous Solbacka og på Herlufsholm blev hvert eneste pædagogiske tiltag forklaret som nødvendigt for den rette karakters fremvækst.
Eksempelvis er skolens sovesalsvinduer svejset fast. Man lærer efter det første år på skolen at komme tidligt første dag og kapre en seng i midten af sovesalen. De, der ligger ved vinduet, vågner i en mindre snebunke, når vejret er til det. Eleverne bliver også våde, når det regner og blæser.
I vintermånederne krøb vi i seng klædt på som små eskimoer, med flere dyner og tæpper. At det bygger karakterstyrke, skal man være hulemand for at tro. Det eneste, man lærer, er at være glad for ikke at ligge under vinduet.
Ingen morgenmad eller frokost
Var der larm efter sengetid, havde skolen udviklet et unikt sanktionssystem. For det meste blev man stillet på bare fødder på et koldt stengulv, med hænderne bag ryggen og strenge ordrer om ikke at kigge væk fra en plet i loftet. Præfekterne kunne så fra deres værelser holde øje med, at ben begyndte at sove, at holdet i nakken satte sig, og fundamentet til en korterevarende infektionssygdom blev lagt. Svejede knægten eller rykkede på sig, kom præfekterne styrtende og hev eleven i de små hår ved ørene, indtil den optimalt ulidelige stilling blev fremtvunget. Så kunne man jo stå der, indtil præfekten blev træt af at kigge på. Andre blev tvunget til at skubbe en tegnestift med næsen ned ad de kolde stengulve. Det fik de meget karakter i deres blå og smertende knæ af.
Andre gange kedede præfekterne sig, og så blev de uregerlige inviteret til the og smøger. Dagen efter kunne præfekten gøre, hvad der stod i hans magt for at finde de samme unger med en cigaret – og uddele en eller anden straf. Vilkårlighed var reglen, det bygger åbenbart også karakter.
Sov vi for længe om morgenen, var der selvfølgelig ikke morgenmad og sjovt nok heller ikke frokost. Til frokost kunne man så møde op, vise at man var vågen og stå uden for spisesalens døre, indtil det passede den tilstedeværende lærer at lade en gå med tom mave tilbage til skolen. Tomme maver bygger karakter, så kan man jo lære at komme op. Kom man bare for sent til morgenmaden, måtte man vise sit ansigt og gå igen. Men så måtte man gerne få frokost.
Talte man for højt, mens man spiste, eller gjorde et eller andet, en præfekt mente var galt, var der stor fantasi i sanktionerne. Oftest handlede det om at spidde et barn på sine kammeraters hån. Man udnyttede og fordoblede mobberiet. Men fantasien blev aldrig tøjlet af nogen, og det var populært at lade en elev knæle med ret ryg, indtil det var den almene opfattelse, at nu gjorde det for ondt i knæene at lade ungen blive siddende.
Det bedste, mine præfekter vidste, var at finde en elev sovende i sin seng, efter de kom tilbage fra mogenmaden. Så stillede de sig op – gerne flere ad gangen – og vippede af al kraft sengen på hovedet, så den landede oven på den stadigt sovende. Det gør pisseondt, men det bygger jo karakter. Den lærer, der boede på hvert soveafsnit, tog gerne del i løjerne.
Intet privatliv
Lærerne holdt som præfekterne meget af det indgroede straffesystem. Forløb man sig på den ene eller anden led, havde de også deres hjemmegjorte metoder at disciplinere børnene med. Udpræget underholdning var at lade eleverne male hver anden tern på et stykke ternet A4 ark med en blyant, til hele arket var skakternet. Det tog tid, og nogle af ungerne lavede sådanne præfabrikede, skakternede ark, som de solgte til andre børn, der ikke selv ville tegne deres straf. Det faldt aldrig vores undervisere ind at sætte ungerne til noget, de blev klogere af. Kedsomhed bygger karakter. I hvert fald hos de uskyldige, der solgte straffearkene til dem med penge nok.
Den mest populære straf blandt os var at blive sendt til inspektøren. Han havde en metode, vi foretrak, fordi den sparede tid. Han gav os muligheden for at vælge en ’dasker’, der bar hans navn (navnet er redaktionen bekendt, red.), i stedet for meningsløse, tidskrævende afstraffelsesformer. Gennem hans mangeårige arbejde med børn havde han lært at slå os mellem skulderbladene på en speciel måde, så han slog luften ud af lungerne på os. Smerte bygger karakter, og han grinede altid lummert, når vi selv foreslog, at vi kunne få denne særlige straf. Der var ingen, der ikke troede på, at han ikke syntes, det var sjovt.
Præfekterne så i ham deres store pædagogiske mentor. Oftest kunne vi slippe ud af mindre forseelser – som at tale sammen i lektielæsningstiden – med en lammer eller et trælår. Det mest absurde var de timer, der var afsat til lektielæsning. De lå i timerne før og efter aftensmaden. Da Herlufsholm i hvert fald formmæssigt skal efterleve folkeskolens pensumkrav, så var det temmelig svært at læse lektier i op mod tre timer om dagen. Vi sad fire drenge på hvert værelse og kedede os bravt. Døren skulle være åben, og præfekterne patruljerede op og ned ad gangene med et nidkært håb om at finde en, der kedede sig på en måde, der kunne straffes. For eksempel måtte man jo ikke larme, det vil sige tale sammen. Gruppearbejde bygger ikke karakter.
Privatliv bygger heller ikke karakter. Vi kunne låse vores skabe, men præfekterne kunne altid kræve dem åbnet, for at se om vi havde kontrabande. Var der rod i skabet, blev alt indholdet væltet ud på gulvet. Det tog en helvedes tid at ordne igen, men det bygger karakter. Selvfølgelig gemte vi de ting, vi ikke måtte have, uden for vores værelser. Det vidste de godt, og det havde alle det fint med.
Mobberi ophøjet til pædagogisk princip
Det første rektor fortalte os, da vi kom på skolen var, at vi ikke måtte ryge, men at han og skolen vidste, at vi ville gøre det. Det lod ikke til at genere ham, men han indskærpede, at vi bare ikke skulle blive snuppet. Vi begyndte alle at ryge med det samme. Og vi blev sjældent snuppet, fordi vi overholdt budet om at gøre det i skjul, Men en gang imellem syntes præfekterne, at de skulle arbejde for deres privilegier. Så jagtede de os rundt i skovene for at finde os med cigaretstinkende fingre. Vi gned fingrene med tandpasta for at skjule hørmen. Vi gik for det meste med en tandpastatube på os, men det var der jo ikke noget galt i – vi gjorde jo det, der skulle til, for ikke at blive snuppet. Hykleri bygger karakter, og lektien var, at dårlig opførsel var den, der kunne ses.
Alligevel røg jeg og mine cigaretter i fælden ind imellem. Nogle gange lidt for mange gange, og så røg jeg over til den frygtindgydende rektor, der truede med at fortælle mine forældre, at jeg havde forbrudt mig. Jeg tryglede det bedste, jeg havde lært, og så fandt han med påtaget beklagelse på et eller andet ondskabsfuldt. Engang tilbragte jeg henved to måneder i min sovesals affaldsrum. Jeg måtte hverken have musik eller fornøjelseslitteratur og måtte kun forlade affaldsrummet for at gå i skole, spise eller udføre pligter for mine præfekter. Jeg fik et bord, en stol og mine skolebøger, og så kunne jeg ellers sidde og analysere stanken fra mine klassekammaraters affald. Stank bygger karakter.
Præfekternes tyranni er i virkeligheden mobberi ophøjet til pædagogisk princip. Hvor mange 17-årige kan man sætte til at vogte over en hob 13- eller 14-årige? De var præcis så selviske, ondskabsfulde, magtsyge og utilregnelige, som det kan forventes. De var selv blevet tyranniseret, og nu var det deres tur. Indskrænkninger i deres magtfuldkommenhed afviste de konsekvent som et moralsk forfald fra de ægte herlovianske sæder.
Straffe- og præfektsystemets enkeltheder tvinger ikke i sig selv nogen i knæ. Man kan godt tåle et par timers meningsløshed, kolde fødder eller slag på armen. Det er den bastante undertrykkelse af individualitet og bevidstheden om, at skolens autoriteter kan finde på hvad som helst, der er den sande brutalitet. Kun gennem betingelsesløs underkastelse kan man håbe sig nogenlunde sikker.
Herlufsholm institutionaliserer topmålet af tåbelighed, ondskabsfuldhed og arbitrær magtanvendelse med det ene formål at udradere individualitet og selvfølgelig skabe karakter. For mit vedkommende var den konstante fornærmelse af min retfærdighedssans ubærlig: Aldrig at have nogen ret, aldrig at kunne stille spørgsmål ved idiotien, aldrig at kunne argumentere mod den misforståede spejdermoral. Herlufsholms virkemidler er gennemsyret af den dumhed, der opstår hos mennesker, der aldrig mener, de skal forklare sig.
Logikken var, at de kunne gøre med os, som de ville, fordi sådan havde det altid været, og så bygger det jo karakter. Var man i præfekternes søgelys, blev livet et helvede, en konstant flugt. Andre elever hørte melodien og istemte mobberiet. At lade børn opdrage hinanden er at gøre gruppepres til ideologi. På dem, hvor gruppens pres lå hårdest, var det årelang psykisk tortur, understøttet af skolens autoriteter.
En plads i det evige, overlegne liv på jord
Herlufsholm er akkurat så goldt og kærlighedsforladt et sted, som skolen opdrager sine børn til. Så skulle man tro, at det konstante pres ville smede et stærkt bånd mellem os elever. Men nej. Skolens temmeligt begrænsede rekrutteringsgrundlag, gav en løjerlig og temmelig endimensionel elevskare.
Whiskybæltet producerer ligesom alle andre dele af samfundet asociale, dårligt begavede, voldelige og dovne børn.
Forskellen er, at man i Danmarks velhavermiljø betragter Herlufsholm som en resocialiseringsanstalt for de mest mislykkede børn. De fleste af de elever, jeg gik i klasse med i de tre år, var – sagt med en større eufemisme – faglig svagt stillede. Andre skoleklasser har en eller to bogligt besværede elever. Hos os var det på trods af temmeligt små klasser langt over halvdelen. Syvende, ottende og niende klasse virkede som specialundervisningsklasser, hvor de fagligt normale elever fik lov at passe sig selv.
Forældre med umulige, ubegavede eller uopdragne unger tænker, at Herlufsholm må være stedet at få deres poder ind på rette spor. Den indlysende logik, at sådan tænker de fleste andre forældre til børn på Herlufsholm også, kan de ikke få øje på. Selvom det er en kliché, er det forbløffende, hvor mange velbeslåede forældre, der ikke forstår, at det ikke er deres formue, men dem selv, deres omsorg, tid og deres kærlighed, der kan frelse deres børn og sende dem godt afsted i livet. Penge kan stadigvæk ikke købe en plads i himlen, kun i helvedet.
Herlufsholm er et fantastisk billede på det sociologer kalder brazilisering: Når de rige lukker sig i små verdener og giver pokker i resten. For Herlufsholm er et mikrokosmos, der uddanner unge mennesker i helt andre værdier end resten af det danske samfund. De gange, hvor jeg har set nogle af mine gamle kostskolebekendtskaber i flok, er deres adfærd nærmest sociopatisk. De kan helt udelade de sociale koder, andre benytter sig af – de vender tilbage til deres fælles sprog, dyrkelsen af autoritetens guder, dyb hengivelse til snobberiet og en aggressiv, nedladende opførsel over for de ikke indviede. Men det er ikke et normalt kammeratskab. De finder i hinanden deres skoleårs tro på sig selv som herrerace.
For Herlufsholm giver én søjle at klamre sig til. For nogle bærer den dem gennem livet. Herlufsholm lover den mest formørkede, sekteriske og uhumanistiske af alle den moderne verdens udfrielser. Her kan man gennem underkastelse, uniformering, lydighed og ritualiseret voldsudøvelse blive übermensch. Den sociopatiske vildfarelse blandt eleverne og skolens støtter er, at Herlufsholm er elitens arnested. Skolens selvforståelse hviler på, at her blev adelens unger opfostret til at herske, embedsmændenes børn udlært i med den rette herrementalitet at administrere, riges børn blev oplært i uden argument at acceptere deres gudgivne overlegenhed. De havde jo alle gået på Herlufsholm.
Det mest giftige bid, som slangen sætter i brystet på Herlufsholms børn, er løftet om for evig at tilhøre herreracen.
Afstivet af ens, lyseblå polyesterskjorter hængt op i deres plastisk skinnende nylonslips holder skolens elever meningsløsheden ud. De fejrer den, og dem, der ikke hurtigt forlader stedet, bliver oftest deres bødlers appologeter. Det er et Stockholm-syndrom af uhyggelige, historiske proportioner. Herlufsholms lydige elever bliver lovet en plads i det evige, overlegne liv på jord. Vi lærte, at her blev samfundets magthavere uddannet, her ville vi blive lukket ind i den danske histories kommandocentral. Faldt man i takt, fik man chancen for at bestemme over andre mennesker. Så måtte man udstå pædagogikken. Men man kunne jo også få en forsmag på de kommende rettigheder som præfekt.
Lighed afvist med hånlig fnysen
Skolen snobbede ulideligt for adelen, med hele dens konnotation af skæbnebestemt ret til at herske. Skulle man have tillidsposter i skolens centrale magtorganer, skulle man helst være adelig. Det har naturligvis givet skolen nogle problemer med åbenlyst diletanteri i ledelsen. Skolens elever dyrkede også denne lille gruppe af anakronismer, hvis ansigter bar mere eller mindre tydeligt præg af herskende slægters fordums mistro over for nyt blod til familierne. Hvor pjasket det blå blod end måtte være, så havde det på Herlufsholm en bemærkelsesværdig særstatus. Det er fordi, at det eneste, Herlufsholm har at byde på, ud over billige uniformer og deporterede skilsmissebørn, er et løfte om for evigt at være en af herrefolket.
Det omkringliggende Danmarks tro på lighed og samhørighed i undervisningssektoren kunne naturligvis kun afvises med hånlig fnysen af skolens autoriteter. Præfekterne især så ingen grund til, at mennesker skulle behandles lige.
Troen på et akademi for overmennesker er simpelthen den eneste berettigelse, den eneste værdi, det eneste kit, der kan binde en sådan anakronisme sammen, og holde murene intakte. Den moderne tids udvikling i menneskesyn og pædagogik kan kun holdes ude, ved stædig insisteren på, at landvindinger i tanke og indsigt er banaliteter affattet af de ulykkelige, der ikke er udvalgt til særlig magt og status. Selve den moderne tids krav om emancipation, om frisættelse fra magtstrukturer er den fjende, Herlufsholm bekæmper. Herlufsholm er et vanvittigt vellykket forsøg på at hævde en lomme af feudalitet i en snart postmoderne verden.
Derfor synger man hver morgen en for længst overflødig guds pris, derfor hylder man aristokrati på hver eneste væg, derfor er det kun kongehuset, der kan udpege skolens forstander, derfor er traditionen altid svaret, derfor er det vigtigere, hvilket skød man blev hevet ud af, end hvad man kan bidrage med. Sådan standses tiden. Sådan slås humanismen ned. Og sådan sås kimen til forbrydelsens gentagelse.
Unge burde tilbydes begavelser, læremestre og smukke ideer at hengive sig til. På Herlufsholm fik vi bøller i alle aldre, og med ganske få undtagelser, i alle embeder. Man kunne godt opgive at føre en fornuftig diskussion om ret og rimelighed med autoriteterne i en kultur, hvis inderste væsen hadede fornuftens tid og ophøjede traditionen til lov.
Vi brast allesammen
Jeg hadede til gengæld hvert øjeblik. Og hver eneste sten, hvert eneste græsstrå og hver eneste af bøllerne og deres disciple på den skole, gengældte mit had. Den skole hadede mig med hele tyngden af et femhundredeårigt, envist og brutalt magtmaskineri. Mine tidlige teenageres famlende forsøg på individualitet og selvstændighed fik selve skolens murværk til at hvæse sit had ad mig hver nat, jeg glædede mig til glemsel. Og da jeg ikke forlod stedet lige så hurtigt som andre, der havde det som jeg, voksede kravet om min undergang. Hver dag udtalte kravet om mit blod.
Og de fik det. De vandt. Jeg brast.
Jeg fik hadets slange i brystet, selvom tiden har lært mig at tæmme den. Men i nat sidder dens tænder i mit kød. Jeg kan mærke den kolde gift hvisle gennem mine blodbaner. Jan Guillous beretning slap den løs igen, fordi den mindede mig om, hvad jeg inderst inde hele tiden vidste, men aldrig udtalte: Vi brast allesammen. Hver og en, der ikke reddede sig væk i en fart, blev forgiftet. Enten endte vi børn på Herlufsholm som voldsappologeter, nogle som sociopater med teutonske forestillinger om os selv som jordiske halvguder, eller også endte de som jeg: Et brudt menneske på evig jagt efter alt andet end Herlufsholm.
For de sorteste af mine år lærte mig én ting. For evigt viste min fjende sit ansigt. Min livslange livsledsager bliver den dunkle Herlufsholmskov og det gamle kloster på bakken ved Susåen. Min skygge bliver de hadske mures krav om aristokrati over dygtighed, tvang over samtale, brutalitet over venlighed, herskesyge over medfølelse, disciplin over individualitet, flok over menneske, autoritet over talent, adlydenhed over kreativitet, vane over emancipation.
Det er budskabet fra mit Herlufsholm – og Jan Guillous Solbacka. Det har ét – og kun ét – navn. Og mens I har læst dette, har I allerede hvisket det for jer. Det iser blodet, udraderer kønnet, formørker drømmene, brænder jeres bøger og jeres elskede, og minder jer om igen, at navnet aldrig vil forsvinde. Den taktfaste dundren af ensklædte bøller skriger sit navn:
Fascisme.
Rystende beskrivelse af børneopdragelse i 1989.
Rystende - fordi jeg 12-13 år tidligere afkrævede min kone det løfte, at hun uanset hvad der skete ALDRIG måtte vores sønner på Herlufsholm Kostskole.
Rystende - fordi artiklen fuldstændig beskriver mine egne oplevelser på selvsamme skole 30 år tidligere - 1959-61. Alt er korrekt beskrevet. Der er ingen overdrivelser, snarere tværtimod. Udenforstående må tro, at det er løgn. Men det er det ikke. Jeg har oplevet det.
Rystende - fordi den indavlede stupiditet kombineret med magtmisbrug på alle niveauer åbenbart er umulig at komme til livs.
Rystende at se, at de "disciple", som gennemgik den 7-årige hjernevask, ikke er blege for at udsætte deres egne børn for et forældresvigt med uoverskuelige konsekvenser.
Jeg slap ud i tide - for jeg stak af efter 2 år fra den skole, jeg stadig hader som pesten. Taberne - det var dem, som blev der....., de er bare ikke selv klar over det.
»Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen” – lyder meldingen fra Frederik og Mary. Som i andre henseender så foregiver kongehuset uvidenhed når man afsløres i hvilken grad man er ude af takt med det omkringliggende samfund. I bedste Marie Antoinette ”Lad dem spise kage” stil, foregiver Frederik og Mary at være i chok over afsløringen af den sadistiske mobningskultur der har kendetegnet Herlufsholm i årtier. Dokumentaren afsløres ellers at det er almen viden at den særlige Herlufsholms tæsk-nedad-kultur der kendetegner skolen i dag, også var gældende for 10, 20, 30 og 40 år siden. Derudover kan man påminde kronprinseparret om, at komtesse Ingrid og prins Christian snart har gået på skolen i et år og at prins Nikolai gik på skolen i fire år. Hvis Frederik og Mary havde bare et gram af selvindsigt, så tog prins Christian som alle andre helt almindelig unge cyklen eller bussen til det nærmeste gymnasium på mandag fremfor at fortsætte på Danmarks mest reaktionære og elitære kostskole. Mine penge er på det sidste.
Der er ikke meget at være i tvivl om efterlæsning af beskrivelsen af Herlufsholm, hvis nogen eller skulle være det.
Jeg noterer mig skolen rektor, Mikkel Kjellberg ifølge EkstraBladet vil "igangsætte en proces med eleverne med henblik på, at vi skal afskaffe og ændre alle traditioner, der har en flig af usund kultur i sig"
Mikkel Kjellberg har åbenbart ikke forstået og ej heller viljen eller evnerne til fornyelse, hvilket fremgår af han syn på sagen med ordene:
"Gennem sin vinkling anklager programmet skolen for især to ting: At der skulle foregå vold og krænkelser på Herlufsholm, og at ledelsen skulle forsøge at fortie, skjule eller ligefrem billige de krænkelser, der ifølge udsendelsen finder sted,' udtalte han blandt andet i en pressemeddelelse onsdag, der fortsætter:
'I løbet af de over 30 år, som udsendelsen har klippet sammen, har der været sager med krænkende adfærd, men vi kan slet ikke genkende, at krænkelser er en del af kulturen på Herlufsholm.'"
- Der skal altså gribes ind udefra før der kan ske ændringer.
Den rosenrøde historie en tidligere udsendelse gav indtryk af, er totalt udraderet af den virkelighed - der ligesom med "pigekoret" blev nedtonet, og dysset ned for at opretholde en fin blankpoleret overflade, som borgerskabet stod vagt om.
Staten og kongehuest må træde i karakter!
Min egen erindring om kulturen på et lærlinge kollegium tæt ved Søerne, var langt fra så voldeligt og perfidt som beskrives her, - nyankomne kunne blive udsat for at gå brandvagt på øverste etage med brandslukkeren under armen, indtil en ansat ved sidste vagtrunde kl. 12, opdagede vedkommende, og sendte ham i seng.
Vi kom jo heller ikke fra intellektuelle miljøer, og var ikke besat af herskersyge i opvæksten.
Aahh, spis nu brød til ;)
Kronprinsesse Mary, som er formand for Mary-fonden, der på forbilledlig vis bekæmper mobning blandt børn, og hendes mand, Kronprinsen, har da - mildest talt truet med at trække tæppet væk under Herlufsholm.
Hvis Kronprinsesse-parret tager en åben diskussion om forholdene på Herlufsholm Kostskole, og ikke vil fortsætte samarbejdet, er det Herlufholms endeligt.
Man kan mene meget om overklassen og det kongelige system, men lige her ville jeg nok lægge vægt på Kronprinsessen's engagement i emnet.
Men nu er kampen sat op: Herlufsholm mod Kongehuset ... det bliver en spændende kamp.
Vi har i årtier skrevet om konsekvenserne for hele samfundet af den moderne fascisme, som defineres ved at ejerne af de største virksomheder bestemmer hvilke love der skrives, men indtil nu har vi ikke haft en chance for at se hvor kimen kom fra. Vi kunne kun ane den sorte skygge af ondskab, og hadet til dem som går ind for medmenneskelighed, retfærdighed og solidaritet.
Nu er vi nødt til at se opdragelsen af overklassens børn i sammenhæng med hvordan de efterfølgende knuser landets sjæl. Hvilken pris betaler alle andre for denne alt ødelæggende grusomhed? Hvor kommer overklassens kærlighed til krig fra? Hvorfor skulle vi absolut smadre lande som Afghanistan, Irak, Libyen og Syrien? Hvem stod bag udliciteringen af tortur? Det kaos som vi skabte gav fremgang for IS, som vi så efterfølgende måtte bekæmpes.
Vi har gennemlevet de sorteste årtier i historien pga. overklassens perverterede skolegang. Borgere med kræft jages stadigvæk på jobcentrene indtil døden, det ville være utænkeligt uden gerningerne på Herlufsholm. Hundrede tusinde mennesker i underklassen har fået smadret deres liv, udelukket for at de rigeste skulle have mere. De mest destruktive sjæle er sat til at herske over social- og jobcentrene. Hvem fra magteliten har gået på Herlufsholm?
De rigeste har ingen solidaritet, ingen taknemmelighed, ingen hæmninger, de fortsætter bare, som de monstre de er. Nu har de verden over kastet sig ud i en hypergriskhed, som aldrig er set før. De er ude ad stand til at styre sig selv. Og regeringerne er så afhængige af de riges sponsorpenge eller at få jobs i lobbyfirmaer, som en fjerdedel af politikerne får efter tro tjeneste, at de fortsætter med at udbetale statens penge, for at gøre de rigeste endnu rigere.
Nu eksploderer priserne på alt pga. overklassens hypergriskhed. Alle der bare kan udskrive regninger, kaster sig ud i festen som sultne hajer, samtidigt er retssikkerheden fjernet. Domstolene er oversvømmet med sager, og hvem har overskud til at kæmpe, hvilket er dyrere end regningen, midt i hverdagens kamp for bare at overleve?
Ethvert politisk parti frygter milliardærernes medier, der i ødelæggende kampagner kan styrte regeringer, knuse enhver politikers karriere, eller presse ethvert parti ned under spærregrænsen, eller som ved Nye Borgerlige eller De Konservative, kan pumpe partier op til nye højder. Milliardærerne har ingen respekt for demokratiet.
Vækst betyder flere penge til de formuende, privatiseringer og udliciteringer betyder flere penge og magt til virksomhederne. Pengene som før gik til underklassen, pumpes ud til virksomhederne, magten fjernes fra borgerne.
Luk munden og hold vejret i tre sekunder, mens du siger ordet Sammenhængskraft. Den nyudnævnte minister var i Deadline 06-05-2022, hvor journalisten fuldstændig punkterede regeringens forberedte valgflæsk, det samme spin på gamle flasker, etiketten er den samme som for tre år siden da den forrige boligminister bebudede, at han ville tage sig af problemerne. Praktisk talt alle partier på Christiansborg har arbejdet på at få uligheden op og at skabe fattigdom i Danmark. Hvad har alt dette at gøre med Herlufsholm? Alt.
I tyve år har det kun handlet om at pumpe ejerboligernes pris op i samme slags boligspekulation som skabte finanskrisen. Priserne er nu højere en lige op til boblen brast i 2008, men lektien er ikke lært. I storbyerne har første gangs købere derfor ikke en chance for at få en bolig. Problemet er at det hele hænger sammen, priserne på byggematerialer er styrtet i vejret, hvilket gør, at det ikke er muligt at bygge almennyttige boliger, til en pris som underklassen kan betale.
På et år er ejerboligerne spekuleret 86 mia. kr. op, penge som ejerne ikke har skulle arbejde for, gratis penge skabt gennem systemisk spekulation. Antallet af nybyggede ejerboliger er styrtet i vejret, mens der praktisk ikke bygges almennyttige, undtagen til priser som ikke engang arbejderklassen kan betale, med andre ord bliver det almennyttige boligsystem misbrugt af spekulanter, hvilket ikke kommer de tres procent af befolkningen til gavn, men kun middelklassen og op.
Kunne regeringen bygge almennyttige boliger til dem som har mindst her i landet? Ja det kunne de godt, der er rigeligt af penge, det har vi lige set, hvor der bliver givet nitten mia. kr. mere om året til våbenspekulanterne. Så hvorfor bruger regeringen ikke nitten mia. kr. hvert år på at bygge boliger til underklassen?
Den boligapartheid som startede da den socialdemokratiske overborgmester Jens Kramer Mikkelsen forlod politik, og blev ansat til fremme for boligspekulation i København, den politik som presser os ud af storbyerne og ud til de fattigere byer, samtidig med at både socialkontorerne og jobcentrene presser os ned i indkomst, alt dette har Socialdemokraterne stemt for i Folketinget. Sammen med hele den borgerlige fløj naturligvis, samt de Radikale og tildels SF.
Men det er uligeligt at høre den nye minister tale, som om regeringen har en anden politik en den har, medierne kommer til at blive pumpet op med spin, op til det kommende Folketingsvalg.
Der er en række politikere, deres venner og familier som er hoppet med på spekulationsbølgen. Hvordan kan man sige nej til en årlig gratis gevinst på op til 2,2 millioner kroner ved den stigende ejendomsstigning, penge der bare vælter ind, uden at man behøver at røre en finger. Men samtidigt lukker de fuldstændigt af for konsekvenserne for alle de samfundsgrupper der er udelukket fra at deltage i spekulationen, men som rammes af de stigende priser, uligheden der konstant stiger, nu i fire årtier. Skævvridningen af hele landet.
Dem der ikke kan deltage rammes hver gang boligboblen brister og krisen indtræffer. Men det er overfor dem at de sociale nedskæringer gennemføres. Folketingets lovgivning rammer aldrig de formuende, de beskyttes. Skattelettelserne og støtten til erhvervslivet giver hvert år virksomhederne 42 mia. kr. i tilskud. Det er vanvittigt sygt. Dertil skal lægges at staten pumper penge ud til virksomhederne ved privatiseringer, udliciteringer og statens indkøb, tilsammen 424 mia. kr. hvert år til de 1,7 % af befolkningen. Det er penge som tages fra underklassen og fra den sociale sikring af arbejderklasse ved arbejdsløshed, udskudt pensionsalder m.m.
Centralbankerne pumpede titusinder mia. kr. ud hvert år til de rigeste, i håb om at de ikke kastede sig over landenes økonomier og sendte landene i bankerot. EU pumper ufattelige summer ud i landbruget, der næsten er ejet af bankerne, for at undgå at bankerne skulle hæve priserne på madvarer i syg griskhed, nu ser vi en fordobling af priserne på alt fra mælk til ymer. Under corona sendte staterne 96.000 mia. kr. ud til erhvervslivet inkl. bankerne og milliardærerne, penge som kunne have fjernet fattigdommen i hele verden.
I et land som er så ufatteligt rigt, hvorfor er der overhovedet fattigdom? Burde enhver regering ikke mindske uligheden i stedet som nu bevidst at øge den? Hvorfor fjerne pengene fra bunden og give dem til de rige?
Et eller andet sted har det det med Herlufsholm, som jeg har det med den katolske kirkes misbrug af messedrengene,
Der er entydig og klar viden om hvordan det er, og de overgreb der finder sted, - men alligevel sender mødre og fædre deres små poder i favnen på andre der ikke passer ordentligt på dem og giver den den tryghed som en mor og far ville, - og netop fordi de mennesker skulle stå for tryghed for de unge børn.
Uvidenhed hos forældrene kan ikke begrunde tåbeligheden heri, men der må jo være en grund til de går det.
For katolikkerne gælder det vel om at købe sig en plads i himmerrige, og for forældrene til poderne på Herlufsholm handler det vel om evig status i historiebøgerne om Danmark.
Jeg faldt over dette interessante interview med Jan Guillou, der selv har gået på et lignende et af slagsen i Sverige.
»Det er en engelsk tradition. Kostskoletanken kommer fra England, og tanken med kostskolerne var at opfostre overklassen – eller herskerklassen – til at passe til de gammeldags mandeidealer: Man skal være hård, og man skal være modstandsdygtig. Man skal kunne være en koloniofficer et sted ude i imperiet, som kan uddele straf, og man skal selv tåle fysisk smerte. Det er en officersmoral, eller en soldatermoral, der opfostres på sådanne kostskoler.«
»Jeg ved ikke, om der er samme forhold i Danmark som i Sverige. Men i Sverige kan man ikke blive en del af overklassen bare ved at have mange penge. Man skal have haft dem i tre generationer, før man er en del af societetet. På disse skoler blandes den traditionelle overklasse, eksempelvis adelen, med dem, der har fået penge, som gerne vil ind i overklassen. De har derfor begge meget stærke incitamenter for at opretholde traditionerne, fordi de netop anses for at være fornemme.«
https://www.berlingske.dk/aok/jan-guillou-er-ikke-overrasket-over-histor...
Med venlig hilsen
Alan
Det er uhyggelig læsning. Hver gang vi får optrevlet en sag det være sig om drengene på Godhavn. Grønlænderbørn der blev "bortført" til opdragelse hos danske familier i Danmark. Pigerne fra Grønland der fik sat spiral op fra 13-års alderen. De unge piger, der blev sendt til Sprogø på en slags genopdragelse. Men som i stedet blev sexsuelt misbrugt osv. osv. Og nu dette der foregår og foregik på Herlufholm. Jeg har været på besøg der og fik gysende fornemmelser. Jeg er glad for, at jeg ikke selv blev sendt på den kostskole. Tænk at det foregår i 2022. Det er meget mærkværdigt. Det der slår mig, er alle de forældre, der har travlt med at fortælle om, at deres børn er glade for at gå der. Og de elever, der har travlt med at fortælle, at de ikke kan genkende det, der foregår. Det undrer mig, at de ikke tager afstand fra, at nogen af deres kammerater bliver behandlet på omtalte måde. Forældrene der heller ikke tager afstand fra det, som bliver fortalt.
Godt at det hele bliver undersøgt. Men hvordan kan man fra den ene dag til den anden ændre sådant et system. Den skole burde lukkes og hele bestyrelsen burde tage sit ansvar alvorligt og tage sit gode tøj og gå.
En bekendt af mig har berettet om en hændelse han selv kom ud for i forrretningslivet, som nær havde kostet ham livet. Det lyder fuldstændig som om,, at de mennesker der truede ham havde fåret lagt grundlaget for deres handlinger på den skole. Jeg var målløs og troede ikke den slags kunne foregå i Danmark. Men siden er jeg blevet klogere.
Jeg bor i nærheden af Sct. Annæ Grymnasium. For nogle uger siden gik jeg hjem fra Valby og kom forbi Gymnasiet. Der kom en flok unge mennesker ud derfra hejlende med strakt arm i Nazihilsen. Jeg blev så rystet, at jeg udbrød noget i retning af - hvad har i gang i - i burde skamme jer. Drengene havde ikke set mig. Men de blev meget tavse og svarede ikke igen. Dette gymnasium er jo også til dels for elitens børn. Hvad er det for ørnereder vi fostre. Medens vi lukker muslimske friskoler og andre skoler, vi ikke kan se fornuften i. Det er virkelig så absurd at jeg mangler ord for at kunne skrive mere.
Det ville klæde Information - selvom jeg tænker det giver godt i click-tælleren - også at udgive den undskyldning, skrevet af daværende rektor, der også blev trykt i Information under overskriften “Undskyld, Kasper”:
“18. maj 2004
Af Klaus Eusebius Jakobsen
rektor siden 1993 på Herlufsholm Skole
Det gør mig ondt, at læse Kasper Fogh Hansens feature i Information den 14.maj 2004 om den tilværelse som han har oplevet og gennemlevet i perioden 1989-1992. Uanset at jeg ikke er bekendt med den periode som Kasper Hansen beskriver og derfor uden mulighed for at kommentere den, vil jeg gerne på Herlufsholm Skoles vegne åbent beklage og over for Kasper Hansen undskylde de forhold han har oplevet. Ansatte og elever på skolen unge som gamle er rystede over at erfare at sådanne forhold har kunnet opleves og for så kort tid siden og det gælder også lærere, der var ansatte, mens Kasper Hansen var elev på skolen.
Siden min ansættelse som rektor i november 1993, har jeg sammen med bestyrelse, forældre og medarbejdere på alle niveauer ihærdigt og målrettet arbejdet mod at udvikle Herlufsholm til en skole, hvor de gode traditioner bliver vedligeholdt og udviklet, og samtidig har der været rettet et meget kritisk blik på de mange dårlige forhold, som bl.a. nævnes i featuren. Det har betydet mange, væsentlige ændringer i værdier og efterfølgende i regelsæt og adfærd. Ting tager tid- Jeg har dermed ikke sagt, at nu er alt som det bør være. Det er en lang og fortsat proces. Skolen får imidlertid jævnligt tilkendegivelser af forskellig slags, og det er vores politik til stadighed at inddrage disse i den fortsatte udvikling af skolen. Kasper Hansens indlæg skærper mit og mine medarbejderes beredskab netop, når det drejer sig om menneskelig værdighed og pædagogiske holdninger og værdier.
Brev med undskyldning
Det ville glæde mig om jeg kunne formå Kasper Hansen til at aflægge skolen et besøg, således at han ved selvsyn kan danne sig et indtryk af hvad skolen er i dag 2004 12 år efter han forlod. Jeg har sendt et brev til Kasper Hansen, med en undskyldning og hvori denne indbydelse også er.
Til orientering har jeg også inviteret en medarbejder fra Information til at aflægge skolen et besøg og meget gerne lave et interview med mig det valgte jeg i stedet for at medvirke i et telefoninterview (den 13.maj), hvor jeg på det tidspunkt ikke kendte indholdet af Kasper Hansens feature, som jeg altså først læste i Information den 14.maj.
I øvrigt: Da jeg tiltrådte i 1993 købte jeg et antal eksemplarer af Ondskaben og bad mine kostinspektører om at læse den og for et par år siden havde skolen besøg af Teater la Balance, som for eleverne i gymnasiet opførte teaterversionen af Jan Guillous bog begge ting for at minde os alle på skolen om, hvad vi frem for alt ikke ønsker at vores skole skulle være.“
Ifølge daværende rektors bog, inviterede han Kasper til Herlufsholm, så han selv kunne få syn for sagen: “Men jeg må desværre sige, at vi ikke kom hinanden nærmere. Kasper Fogh Hansens fokus var alene rettet mod det, han selv havde set og oplevet, og lange samtaler på mit kontor med >>bevisførelser<< på justeringer, kunne ikke rokke ham.”
Uanset den uret, der er begået i fortiden, går der 600 børn og unge på Herlufsholm lige nu, som er stemplet som voldspsykopater og voldtægtsforbrydere af folkedomstolen. Vi forældre er åbenbart elitære. På trods af, at forsker i magteliten både i Berlingeren og BT påpeger, at hverken den økonomiske elite eller magteliten findes på Herlufsholm.
På baggrund af en 42 minutters TV2-udsendelse, som har bevirket at alle pludselig er blevet eksperter i livet og hverdagen på Herlufsholm - og på alle os relateret til Herlufsholm. Løb med alle de vinde, I vil, men gør det i det mindste på et oplyst grundlag. Kaspers beskrivelse ligger mere end 30 år tilbage i tiden. Det kan pr definiton ikke være et nutidig eller retvisende billede af virkeligheden. Derudover: Hvor var hans forældre? Hvis skolen svigtede så grusomt, hvor var de?
Læs mere her om, hvorfor ikke én af os forældre til de nuværende elever har valgt at tage vores børn ud af skolen:
https://www.skrivunder.net/falles_erklaring_fra_foraldre_til_elever_pa_h...