Læsetid: 4 min.

Det totalitære demokrati

Hvorfor har amerikanerne så svært ved at opføre sig civiliseret i Mellemøsten?
Debat
26. maj 2004

International
I må ikke miste modet for I har set, at den onde er forsvundet. I, som den onde skulle have beskyttet, torturerede han i stedet, myrdede han i stedet. I, som den onde skulle have brødfødt, sultede han i stedet.«
Med disse ord forkyndte den civile leder i Irak, Paul Bremer, tilbage i december Saddam Husseins endelige fald. Hans tale var holdt i et usvigeligt selvsikkert toneleje, idet han så sig selv som talsmand for det ubestridt gode. Saddam var long gone og USA stod klar med de rigtige værdier på hånden, som de nu generøst ville dele ud af, så hver enkelt irakisk borger kunne få del i det stykke manna fra himlen, vi kalder ’frihed’. Bremers ord kan måske synes en anelse patroniserende, men så længe der tales på demokratiets sunde ånds vegne, hvor det gode utvetydigt forkyndes, tøver kritikken. For intet giver længere snor end en tale på demokratiets vegne.
Men spørgsmålet er, om denne snor er blevet for lang. Og om vi nu er på vej ind i en situation, hvor demokratiet tvivler så lidt på sin egen ubestridelige legitimitet, at det ikke længere spørger til grundlaget for de værdier, det forvalter. Hvilket ellers er forudsætningen for ethvert demokrati. Selvkritik er uundværlig, for demokratiet repræsenterer ikke blot én stemme, men et konglomerat af mange, indbyrdes stridende stemmer, der uophørligt brydes med hinanden. Derfor er demokratiet i sit grundprincip sikret imod den endelige konsensus, som totalitære regimer tilstræber. Dette er selve livsnerven i den demokratiske tankegang. Men den selvretfærdige skråsikkerhed, som Bremers ord demonstrerer, synes ikke at kalkulere med et muligt korrelat.
Denne skråsikkerhed kommer i dag til syne via amerikanernes måde at håndtere den såkaldte fred i Irak på. De har svært ved at lade den irakiske befolkning selv komme til orde og har så synderligt lidt tillid til, at de på nogen måde kan præge en demokratisk udvikling i positiv henseende, at de hellere lader amerikanske administratorer med hang til bedrevidende, patroniserende retorik tage over. For amerikansk politik taler kun med én stemme: Det Godes. Når Bush taler, taler han ikke som en favnende repræsentant for en broget demokratisk forsamling, men han taler, simpelthen, i Guds sted. Politik og teologi går i ét. Men en sådan udgave af demokratiet egner sig bedre til krig end til genoprettelse af freden. For hvor krigen kun kræver én stemme, kræver freden alles. Når først et begreb om ’det absolut Gode’ uproblematisk implementeres i en given politik, er der ikke langt til legitimeringen af krigen – enhver intervention i andre lande tjener jo i sidste ende den bedste sag af alle og er derfor "humanitær".
Men måske bør man advare mod den totalitære tendens, som ulmer i enhver demokratisk praksis, der i sin stræben efter et højere mål, ’glemmer’ sine grundprincipper. Bliver et demokratisk folkefærd først for skråsikkert på egen herlighed, mister det respekten for alt udenforstående. I USA's tilfælde er det på det seneste blevet demonstreret gentagne gange, bl.a. af den juridisk set noget lemfældige omgang med Guantanámo-fangerne, den efterfølgende negligering af en FN-resolution, da Irak stod næst på listen over mål for den "humanitære intervention", afvisningen af Den Internationale Straffedomstol, der stadfæster verdenssamfundets pligt til at retsforfølge krigsforbrydere, etc. Alt sammen udtryk for en bekymrende arrogance i forhold til resten af verden, hvis seneste kulmination er den respektløse omgang med irakiske krigsfanger i Abu Ghraib. Eftersom man først er menneske, når man er demokrat, er der jo ingen grund til at behandle disse 'fundamentalistiske galninge' som andet end dyr.
Billederne af nøgne, irakiske kroppe, der ligger filtret ind i hinanden, kan vække forfærdelige mindelser om de ophobede lig i Auschwitz. En sådan sammenligning skal man selvfølgelig være varsom med. Uden på nogen måde at stille amerikansk politik lig nazisternes, bør man dog hæfte sig ved den advarsel, det nazistiske regime fremstiller over for ethvert demokrati. For med sit begreb om das Volk repræsenterede det tredje rige det stadie, hvor et demokratisk initiativ endelig må bukke under for sine iboende totalitære tendenser.
Hitler blev som bekendt valgt på demokratisk vis. Men kort tid efter opløste nazisterne parlamentet, som ud fra deres egen forskruede logik blot stod i vejen for den direkte kontakt til folket. Få styreformer har gjort så flittig brug af folkeafstemninger som den nazistiske, helt op til 1939, hvor spørgsmålet om tyskernes ret til de landområder, der efter første verdenskrig blev lagt ind under Polen, blev lagt ud til afstemning. Dermed fik nazisterne et regulært carte blanche til at fuldbyrde sit rædselsregime. Folket talte med én stemme, og den var Hitlers. Nazisterne kæmpede for et ’højere gode’ – det var bare synd, at dette indebar en livsforagtende, totalitær mentalitet, der havde umindeligt travlt med at stemple den ene minoritet efter den anden som inkarnation af ’det onde’.

Ønsker man freden?
Nazisterne vidste, at den ultimative sejr stod i skarp kontrast til fredens mulighed. De ønskede ikke freden, da den jo forudsatte en anerkendelse af ’de andre’, altså ’de onde’. Det ultimative billede på denne forvanskning af demokratiet, må være billedet fra 1943 af en skingert brølende Goebbels, der med krogede, himmelrejste hænder og et lynende, kældersort blik forkynder "den totalen Krieg". På det tidspunkt står Tyskland på sammenbruddets rend, folkets udmarvede lemmer stritter ubehjælpsomt hen over en glubende afgrund, og jublen på Sportpalast brager euforisk mod himlen! I dette øjeblik er demokrati og totalitet gået i ét.
Heldigvis står vi i dag langt fra en sådan situation og mentalitet. Men tendensen lurer altid i kulissen og også Danmark må bestræbe sig på den besindelse og selvkritik, som i sidste ende er demokratiets forudsætning. Og ingen ønsker vel længere "den totalen Krieg"?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her