Kommentar
Vi briter ynder at bilde os ind, at vi ikke har nogen egentlig intelligentsia, som i kontinental stil sidder på cafeer og ruger nye tanker ud. På vores egen måde har vi dog en intellektuel klasse et relativt lille antal højt uddannede individer som snarere bruger medierne end cafeer og bøger som forum for deres anskuelser.
Jeg kan ikke andet end føle, at de i forhold til denne tids, ja måske dette årtis største stridsemne, har tjent os usædvanlig pauvert. Med nogle få markante undtagelser har de snævert bundet sig til premierministeren og hans linje i Irak-krigen. Nu, hvor alting går ad helvede til, forsøger de så på Houdini-manér at vikle sig ud af disse selvbundne knuder her tænker jeg især på sådanne folk som historikeren Andrew Roberts, menneskerettighedstænkeren Michael Ignatieff, forfatterne William Shawcross og John Lloyd
Knapt en dag passerer uden at en af disse krigsapologeter bedyrer, at selv om denne og hin uforudsete katastrofe er i indtruffet i det land, som nogle af dem selvbevidst kalder Mesopotamien så har deres grundsynspunkter alligevel været sunde og rigtige hele vejen. Jeg beundrer de meget få, som har slugt kamelen og ærligt og redeligt indrømmet, at de tog fejl.
Det store og foruroligende spørgsmål er, hvordan det kunne gå til, at så mange velartikulerede, indsigtsfulde personer kunne være så galt afmarcherede. Hvorfor var det, som forekom indlysende for de millionvis af briter, som gik på gaden i Storbritanniens største fredsdemonstration i efterkrigstiden de kolossale risici ved dette tvivlsomme militæreventyr så svære at få øje på for dem?
En forklaring er, at mange kommentatorer fra centrum/venstre har udviklet en upassende loyalitet og rutinemæssig tillid til premierministerens vurderinger. Mange har for år tilbage identificeret sig meget stærkt med New Labours projekt og gjort Tony Blairs tredje-vejs-ambitioner til deres egne. De har spejlet sig i glorien fra hans spektakulære valgsejre og forestiller sig med en vis ret at deres synspunkter tæller med vægt i Downing Street 10. Da Blair fremlagde vigtige dele af sit argumentationsgrundlag for krigen en viden, som kun han, amerikanerne og efterretningsvæsenerne var indviet i lod de derfor tvivlen komme den velmenende mand til gode. Ikke blot
suspenderede de al sund skepsis de undlod også at stille det logisk opfølgende spørgsmål, som optog så mange almindelige briter: Er den mulige trussel fra dødbringende masseødelæggelsesvåben i Irak virkelig en tilstrækkelig grund til at retfærdiggøre en krig?
Forført af idealer
På tværs af det politiske spektrum var et afgørende motiv også en overvintret
idealisme fra Den Kolde Krigs euforiske slutning. Er frihed og demokrati da ikke politiske rettigheder, som tilkommer alle klodens befolkninger? Ville irakerne ikke hvis de fik chancen juble af glæde over at blive Saddam Hussein kvit? Så vi ikke for få år tilbage alle østeuropæiske dominobrikker falde en efter en efter (overvejende) fredelige folkeopstande? Selvfølgelig måtte også irakerne følge trop og i deres kølvand resten af Golf-regionen. At udelukke dette var nedladende, hvis ikke ligefrem racistisk over for arabere.
Både venstre og højre tillod sig selv at blive forført af egne idealer i så forblændende grad, at de ikke kunne få øje på realiteterne i den menneskelige natur og i Irak. Uanset hvor ønskværdig Saddam Husseins fald var, er realiteten, at han ikke blev styrtet af folket. Selv Bagdad-borgeres emblematiske nedrivning af Saddams statue blev iværksat på initiativ af invasionsmagten.
Der er en verden til forskel mellem de ægte folkelige revolutioner i Østeuropa og Rusland ja selv Talebans flugt over hals og hovede i Afghanistan og så det regimeskift, der blev udvirket af Vesten i Irak. Og vi er på ingen måde nødt til at hævde, at demokrati er kulturelt uforeneligt med arabisk mentalitet for at forklare, at en amerikansk invasion fulgt af en inkompetent ledet besættelse ikke er den bedste måde at reklamere for denne styreforms fortjenester på.
Der er en yderligere grund til, at så mange af vores intellektuelle kan have set brugen af vestlig militærmagt som et velgørende skridt. For Blair og hans generation er erindringen om USAs deroute og nederlag i Vietnam et falmet minde, som knapt synes relevant for Storbritannien. Mere frisk i erindringen står de succesrige og retfærdige krige for at befri Falklandsøerne og Kuwait, den humanitære aktion for at undsætte Kosovos albanere og den internationalt sanktionerede operation for at demontere al-Qaedas base i Afghanistan. Lige så frisk står en enkelt uhyggelig undladelsessynd: Vestens fiasko i forhold til at stoppe folkemordet i Rwanda.
Set i lyset af disse begivenheder kan brug af våbenmagt for at fjerne en trussel og befri et undertrykt folk udmærket være intellektuelt og moralsk holdbar. Men det er værd at notere sig, at der fra militære og krigserfarne topofficerer på begge sider af Atlanten lød advarende formaninger imod at gå hovedkuls ind i Irak. Hvor vores intellektuelle så USAs overlegne militærmagt som et muligt instrument til at udbrede store og ædle værdier, indtog folk med en bredere og mere varieret praktisk erfaring den jordnære holdning, at krig ikke er en valgmulighed, der kan komme på tale andet end som absolut sidste nødværge.
© The Independent og Information
*Oversat af Niels Ivar Larsen
