Læsetid: 4 min.

Amerikas skam

Hvordan frygten drev Det Hvide Hus til at se gennem fingre med tortur
29. juni 2004

International
Amerikanerne står over for et problem. I dønningerne efter angrebet på Tvillingetårnene, invaderede de med stor succes Afghanistan og fangede adskillige al-Qaeda- og Talebankrigere, men som en af generalerne påpegede: »Nogle af de indsatte modstod hårdnakket vores almindelige forhørsmetoder. Glem ikke, at den amerikanske offentlighed på det tidspunkt befandt sig i samme type krisesituation som briterne efter tilbagetrækningen fra Dunkirk i 1940: Vi vidste ikke, hvornår et nyt angreb ville blive sat ind, men kun, at vi måtte sætte alt ind på at forhindre det.«
Den amerikanske hærs forhørsmetoder havde indtil da virket inden for grænserne af det tilladte. Magtanvendelse, psykisk tortur, trusler og umenneskelig behandling var udtrykkeligt forbudt. Unødig magtanvendelse ville alligevel kun skaffe upålidelige oplysninger.
Ikke desto mindre var flere af de øverstbefalende parat til, at udvide grænserne for magtanvendelse betydeligt. De ville forhindre de indsatte adgang til lys og auditive stimuli, tvinge hætter ned over hovedet på dem, udstille dem nøgne og lade forhørene strække sig over 20 timer. De ville ydermere have tilført magtbeføjelser, så de kunne overbevise de indsatte om, at de ville være i overhængende livsfare eller blive udsat for stor fysisk smerte, hvis de ikke makkede ret.
Det store spørgsmål var altså: hvordan kan man få de indsatte til at skrige, og alligevel undgå, at de lider overlast på en sådan måde, at det ville kunne føre til retsforfølgelse, eller til rettens løsladelse af enkelte fanger?

Omgå konventionen
Forhindringerne måtte overvindes. Den første var Genève-konventionen fra 1949, som USA har underskrevet. Et af de mest centrale afsnit er kapitlet om alvorlige overtrædelser: »Overlagt mord, tortur eller umenneskelig behandling ... bevidst at påføre store lidelser eller alvorlige skader på krop eller helbred… bevidst at fratage krigsfanger en fair og retfærdig rettergang. som foreskrevet af Konventionen.«
Det andet problem udspringer af det første. Det er Loven om Krigsforbrydelser, hvor flere bestemmelser er skrevet direkte ind i amerikansk lovgivning. Derfor kan overtrædelser af Genève-konventionen klassificeres som krigsforbrydelser af de amerikanske domstole. Bush havde fået oplyst af sine rådgivere, at Genève-konventionen kun finder anvendelse på nationalstater, og ikke gælder for det, der»blot er en voldelig politisk bevægelse.«
Ja, men Genève-konventionen definerer krigsfanger, som mennesker der er taget til fange både blandt almindelige styrker og ureglementerede styrker; og er det ikke sidstnævnte, al-Qaeda må betegnes som?
Præsidenten erklærede også, at Taleban-fangerne ikke hørte under Genève-konventionens definition af lovligt kæmpende. Hvorfor ikke? Argumentet, som blev fremsat i Det Hvide Hus, gik ud på, at hvis Taleban skulle kunne nyde godt af Genève-konventionens bestemmelser, skulle den falde ind under den tekniske definition af det, som udgør et militært eller frivilligt korps. Dvs. der skulle være en øverste ansvarlig, soldaterne skulle bære synlige tegn på, hvem de var og være genkendelige på lang afstand, og på synlig måde være våbenbærende og i øvrigt følge de internationale krigslove. Selv om de har en øverstbefalende, bærer Taleban desværre ikke rundt på skilte, så man kan identificere dem. Og de lader heller ikke til at have det store kendskab til internationale krigslove. Hertil kommer, at det at bære våben er et udbredt fænomen i Afghanistan.
Men selv inden for rammerne af disse overvejelser, giver det ikke amerikanerne carte blanche. Så det sidste trin i argumentationen var at definere tortur i snæver forstand, så man kunne placere den uden for den normale kontekst og hæve den op over »grusom, umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf.«
Da den britiske hær i 1970’erne i Nordirland blev anklaget for at tvinge hætter ned over fangernes hoveder, holde dem indespærret i rum under vedvarende støj, forhindre dem i at sove og mindske deres madrationer, konkluderede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at disse handlinger var umenneskelige og nedværdigende, men ikke kunne betragtes som tortur. Hvis tortur skal være tortur, skal der påføres alvorlige smerter og lidelse i intense doser.
Hvad skal man da forstå ved ‘alvorlig’? Jay Bybee, som var vicekammeradvokat dengang skrev, at ‘alvorlig smerte’ er en fysisk tilstand eller skade med døden til følge, skader på organer eller alvorlig svækkelse af kropsfunktionerne. Alt, hvad der ikke kommer op på siden af sligt, er tilladt.
Jeg ville ikke bryde mig om at blive forhørt af Bybee, selv om han, som en kollega udtalte til Washington Post, er »en ret blid sjæl.« Bevæbnet med denne type råd, begyndte Pentagon at vakle. Først tillod de brugen af udvidet magtanvendelse for så at trække beslutningen tilbage nogle måneder senere. Fremgangsmåder, som var vurderet til at være for hårdhændede på Guantanamo-basen, fortsatte i Irak. Men selv der blev reglerne ændret tre gange på mindre end to måneder.
Og så endelig i sidste uge blev smuthullet lukket til. Bybees memorandum blev trukket tilbage. Præsidentens rådgivere sagde, at memorandumet og et tilsvarende memorandum fra Pentagon oprindelig var tænkt som »en undersøgelse af hvor langt man rent lovligt kan trække grænserne.« Han erkendte, at nogle af konklusionerne var »kontroversielle« og udgjorde »en kilde til misforståelser«. Alle juridiske tiltag på området skulle undersøges.
Det er den opmuntrende slutning på historien. USA har ikke løst problemet med, hvordan man får forhærdede mænd til at tale, men man har besluttet sig for ikke at bruge metoder, som blandt menigmand kan blive anset for at være tortur. I løbet af de måneder, hvor Det Hvide Hus og Pentagon sloges med problemet, mistede fængselsvagter og deres overordnede orienteringen, og begik krigsforbrydelser. Det er der allerede faldet en dom for; flere andre er blevet anklagede, og endnu flere skal svare for deres handlinger. Det er, som det skal være, men deres overordnede må også tage deres del af skylden for de metoder, som blev brugt.

© Independent og Information

*Oversat af Steen Lindorf Jensen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu