Læsetid: 5 min.

Behovet for barbarer

Vi behøver ’barbarer’ som modbillede for vores egen fortræffelighed. At ’barbarerne’ kan være os selv, vil vi derimod meget nødigt påmindes om
3. juni 2004

International
Vi kalder dem ’barbarer’, og herved forstår vi en ringere slags mennesker – eller nogen, som er ringere end et menneske. Der findes ikke mennesker i verden, som frivilligt vil kalde sig selv ’barbar' og hejse barbariets fane. Barbarerne er altid de andre. Barbaren er ond, barbariet er umenneskeligt, og den eneste glæde vi har af begge er, at de fremhæver vores egen godhed og vores eget samfunds fortræffelighed.
Det er en glæde, som ikke skal nedvurderes. Især ikke i samfund, som er begyndt at tvivle på deres egen fortræffelighed, og har brug for at få denne tvivl dysset ned. Intet er bedre egnet til at indgyde liv i et kriseramt samfundsfællesskab end en reel horde barbarer uden for murene. Eller på den anden side af jerntæppet. Eller på den anden side af paskontrollen, forklædt som ’sociale turister’. Eller i den anden ende af den usynlige slagmark, på hvilken vi nu siges at udkæmpe ’krigen mod terrorismen’. En forudsætning for, at barbarer kan være os til nogen glæde, er naturligvis, at der eksisterer en synlig og tydelig grænse mellem os og dem. Barbarer, som ser ud som vi selv, som udadtil opfører sig som vi, og som i værste fald bor i vores eget land, er sværere at holde op som modbillede. En grund til, at den senest opdukkende barbarhorde – ’terroristerne’ – ikke er til lige så stor glæde for vores fortræffelighedsfølelse som tidligere barbarer har været, er, at vi ikke præcist kan udpege, hvem de er, hvor de findes, og hvor grænsen går mellem os og dem. Den blotte mistanke om, at de kunne findes midt iblandt os er ikke synderligt opløftende. Og endnu mindre opløftende er den tanke, at barbarerne kunne være os selv. At barbarerne kunne være os selv er et faktum, som vi meget nødigt vil påmindes om. Men det var ikke horder uden for vores kulturkreds, som byggede Auschwitz og Gulag. Det var ’helt almindelige mænd’ (som titlen på Christopher Brownings bog om reservepolitibataljon 101 – en Einsatzgruppe af midaldrende tyske politimænd), som rutinemæssigt nedmejede jødiske mænd, kvinder og børn bag den tyske østfront (og indimellem skrev helt almindelige breve hjem til deres helt almindelige familier). Og det var mennesker, som i foruroligende grad ligner os selv, som voldtog og myrdede deres naboer på Balkan (vi møder nogle af dem i Slavenka Drakulics bog om krigsforbryderretssagerne i Haag). Det var naturligvis også helt almindelige amerikanske unge mænd og kvinder, som fornedrede, hånede og torterede deres fanger i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad, ligesom de politiske og militære ledere, som ikke bare lod det ske, men med stor sandsynlighed så til, at det skete, udadtil fremtræder som fuldkommen civiliserede mennesker. Da den amerikanske senator John McCain efter at have set al-Qaeda-terroristers videofilmede halshugning af en amerikansk forretningsmand i Irak, udbrød, at her fik vi illustreret forskellen mellem os og »barbarerne,« var det med en mærkbar undertone af desperation i stemmeføringen: Desperationen hos den, som begynder at opdage, at grænsen mellem os og barbarerne er tegnet i sand.

Ikke Amerika
Da George W. Bush om torturen i Abu Ghraib udtalte, at torturudøverne ikke repræsenterer »det Amerika, jeg kender,« at overgrebene »ikke afspejler det amerikanske folks natur,« og »sådan gør vi ikke i Amerika,« var det ikke bare udtryk for manglende kendskab til, hvad amerikanere kan være og gøre, men også for en manglende evne til at se sig selv med andres øjne.
Eksempelvis at dødsstraffen i USA i andres øjne kan ses som barbari. Eller at en verdensorden, som bygger på Amerikas ret til at tage loven i egne hænder kan ses som mere barbarisk end en verdensorden, der bygger på international lov og ret. Eller at det måske ikke var så sært, at fangevogterne i Abu Ghraib ikke kendte til Genève-konventionen, når USA’s regering helt åbenlyst negligerer den i Guantánamo.
Lige siden George W. Bush definerede sin krig mod terrorismen som en krig mellem civilisation og barbari, er hans behov for en meget synlig horde af barbarer uden for murerne taget til i takt med at det bliver stadigt mindre klart, hvem barbarerne er, hvordan de skal bekæmpes og bliver stadigt mere klart, at krigen føres på den forkerte slagmark med de forkerte metoder.
Den, som begynder en krig mod barbariet, behøver en synlig og tydelig fjende, som lever op til forventningerne og kan motivere krigsindsatsen. Viser det sig, at barbarerne ikke er videre synlige eller tydelige og dermed ikke videre lette at afgrænse og bekæmpe i en krig, kan fristelsen blive stor til at male dem på væggen med en uspecificeret terroralarm eller to.
En anden stat med et voksende barbarbehov er Israel, som i takt med sin stadigt mere umenneskelige besættelsespolitik har en stærk interesse i at få palæstinenserne til at fremstå som endnu mere umenneskelige.
Vi har at gøre med »en grum fjende, der helt savner vores sans for menneskelighed,« kommenterede Ariel Sharon drabene på seks israelske soldater i Gaza-striben.
Jeg behøver næppe her at nævne, hvad de fleste mennesker i verden mener om en stat, som spærrer et helt folk inde bag mure og pigtråd, stjæler deres jord, rykker deres træer op med rode, raserer deres hjem og skyder med missiler mod dets menneskemængder. Og tilmed hævder at gøre alt dette i demokratiets, civilisationens eller Guds navn.

Værdibestemmelse
En mulig forklaring på den for amerikansk mellemøstpolitik så problematiske alliance mellem Israel under Ariel Sharon og USA under George W. Bush er, at begge nationer definerer deres igangværende krige og besættelser som nødvendige i civilisationens kamp mod barbariet, og at begge nationer mener at have suveræn ret til selv at afgøre, hvad der er civiliseret, og hvad der barbarisk.
Det, som gør godhedens alliance til et problem – og lige nu måske tilmed et større problem end ’ondskabens aksemagter’, er, at dens egenmægtigt dragne frontlinjer mellem godt/ondt og civilisation/barbari ikke bare er meningsløse og modproduktive, men at der bag dem skabes rum for, at vor tids knapt synlige og tydelige barbarer erobrer vores egen civilisation i godhedens navn.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu