Læsetid: 4 min.

Broen over Bosporus

Tyrkiet er en ubrydelig del af Europa og vil fortsat være det – med eller uden EU
Debat
4. juni 2004

International
Er Tyrkiet en del af europæisk kultur? For dem, som kender europæisk historie, er der ingen tvivl herom. Tyrkiet er en del af Europa. 1453 fandt en skelsættende begivenhed sted. De osmanniske tyrkere erobrede Konstantinopel, det gamle østromerske riges hovedstad. Siden den dag – om ikke før – har tyrkerne været en del af Europas historie, ja, været Europas spejl. Det tyrkisk-europæiske skæbnefællesskab har skabt en kulturel bro over Bosporus-strædet. Det er værd at erindre, når bølgerne går højt i den hjemlige debat.
Efter næsten ét århundredes krampetrækninger faldt det byzantinske riges sidste betydningsfulde bastion – kejserbyen Konstantinopel – i 1453 for de osmanniske hære. For sultan Mehmet II var der tale om en skelsættende begivenhed. Datidens stormagt Osmannerne så sig selv som en uadskillelig del af den europæiske kultur. Det græsk-romerske arvegods var mindst lige så vigtigt som den mellemøstlige og asiatiske bagage for rigets selvforståelse. Og osmannerne lagde stor vægt på at respektere et centralt træk ved Europa: mangfoldigheden.
Osmannerne var muslimer, men de gjorde kun spage forsøg på at omvende de undertvungne befolkninger til ’den rette tro’. Samtidig åbnede riget armene for de spanske og portugisiske jøder, da de i 1400- og 1500-tallet blev fordrevet af de ’katolske monarker’, Ferdinand og Isabella.
I 1500- og 1600-tallet udfoldede de skiftende sultaner ihærdige forsøg på at erobre Wien. Sigtet var klart. Sultanen ønskede at overtage den habsburgske kejserværdighed for endelig at fremstå som den eneste arvtager til Rom. Så sent som i 1683 stod de osmanniske hære foran Wiens porte. Men magtbalancen havde ændret sig, og det i tyrkernes disfavør. I løbet af de næste 100 år gennemgik Osmannerriget en deroute af rang. Med slet skjult skadefryd begyndte europæerne at tale om ’Europas syge mand’.
1800-tallet blev en blodig periode, præget af de undertvungne balkanlandes frihedskampe. De pressede osmanner fór frem med bål og brand. Rygtet om ’Tyrkens’ grusomheder stammer fortrinsvis fra denne periode.

Slaget ved Ankara
Det tidligere så stolte osmannerrige nåede sit nadir under Første Verdenskrig. Tyrkerne deltog på tysk side, og de led et forsmædeligt nederlag, både på Balkan og i Mellemøsten. Efterspillet blev ikke mindre fortrædeligt.
Mustafa Kemal var officer i den osmanniske hær. I 1915 havde hans snarrådighed stoppet de australsk-newzealandske troppers fremmarch på Gallipoli-halvøen. Dermed gik den engelske flådeminister, Winston Churchills, storstilede plan om at åbne Dardanellerne i vasken.
Nu, i 1920, samlede Mustafa Kemal resterne af den osmanniske hær omkring sig i Ankara, dengang en lille flække i det indre Anatolien. Han udråbte republikken Tyrkiet, og satte et modangreb ind mod grækerne. Under et månedlangt slag ved Ankara i sommeren 1921 besejrede tyrkerne de græske hære. Mustafa Kemal sikrede sig derefter kontrollen med det territorium, der udgør det nuværende Tyrkiet.
Mustafa Kemal blev præsident i den nye tyrkiske republik og fik tildelt tilnavnet Atatürk, ’tyrkernes fader’. Han blev kendt for bemærkningen: »Der er ikke nogen anden civilisation; civilisation betyder europæisk civilisation, og den må importeres med både dens roser og dens torne«. Som sagt så gjort. Han gennemførte intet mindre end en samfundsmæssig revolution. Han afskaffede den islamiske kalender og indførte det latinske alfabet i stedet for det arabiske. Og i 1934 gav han kvinderne stemmeret, ganske vist til et parlament, hvor kun ét parti var tilladt.
Den røde tråd i beretningen om Osmannerriget og det moderne Tyrkiet ligger lige for. Der var – og er – tale om en statsdannelse, der i bund og grund er skabt af mødet med Europa. Det er derfor forkert, når stemmer i den danske debat hævder, at Tyrkiet ikke hører til i Europa. Debattens hovedbudskab er, at Tyrkiet i bund og grund er et islamisk, ueuropæisk samfund. Men Tyrkiet har været sekulært i over 70 år, og det har været en del af den europæiske historie i et halvt årtusinde. Religion spiller selvfølgelig en rolle for tyrkernes hverdag, ikke mindst i landområderne og de fattige forstæder. Men det interessante ved den tyrkiske udlægning af islam er frem for alt, at den er forholdsvis frisindet. Det skyldes dels den tolerante arv fra Osmannerriget. Men det skyldes også, at den dominerende tolkning i landet i sig selv er liberal. Set fra Mellemøsten er der med andre ord meget langt til Ankara og Istanbul. Længere end mel-lem Ankara og Bruxelles.
Tyrkiets europæiske tilhørsforhold betyder ikke, at landet uden videre kan blive medlem af EU. Den tyrkiske økonomi er stadig præget af tabsgivende, statslige foretagender, bureaukratiet er dårlig uddannet og yderst korrupt. Endelig består der et demografisk problem, idet en meget stor del af den tyrkiske befolkning er unge og arbejdsløse. Bolden ligger derfor på tyrkernes banehalvdel. De må gribe fat om ondets rod, hvis de ønsker at blive medlem.

Ret og rimeligt
Ellers kan de ikke overholde det politiske og økonomiske københavnskriterium. De befolkningsmæssige forhold gør desuden, at et eventuelt medlemskab vil blive ledsaget af nogle meget lange overgangsordninger på arbejdskraftens fri bevægelighed. Det er kun ret og rimeligt. Og det vil mindske problemet, al den stund den tyrkiske fødselsfrekvens er nedadgående.
Hvem ved? Måske er Tyrkiet ikke i stand til at gennemføre og håndhæve den stribe af reformer, der er en forudsætning for medlemskab. Det er op til EU-Kommissionen løbende at vurdere de tyrkiske fremskridt. Men det er en misforståelse, hvis vi afviser Tyrkiet med en påstand om, at det ikke er en del af Europa. Tyrkiet er måske mere end noget andet land et produkt af mødet med Europa.
Broen over Bosporus vil blive styrket ved medlemskab. Men den vil ikke forsvinde, hvis Tyrkiet ikke er i stand til at klare kravene til medlemskab. Den har været en fast del af den europæiske kultur i et halvt årtusinde. Det vil den forblive i fremtiden. Og heldigvis for det.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her