Læsetid: 9 min.

DEBAT

Debat
30. juni 2004


Nyt begreb i ordbogen
*Kommunaldeform.

Stig Petersen, Kokkedal

Fejltagelsen
*For et barn er drømmen om at blive voksen ikke andet end variationer af ’Nu må jeg endelig ryge’.

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Latin i folkekirken
*I disse Grosbøll-tider er der god anledning til at give folkekirken et grundigt serviceeftersyn.
Martin Luthers opgør med den katolske kirke handlede bl.a. om at kirken skulle tale til medlemmerne på deres modersmål – ikke længere på latin.
I dag lærer præsterne græsk, latin, hebraisk og et teologiske sprog på det teologiske fakultet – men de lærer ikke at udtrykke sig medlemmernes modersmål – det sekulære sprog.

Helgi Breiner

DF er faldet i søvn
*Dansk Folkeparti handlede hurtigt og resolut, da Kemal Kureshi forsøgte at fornærme dronningen ved at møde op i sit hjemlands udanske festdress til en nytårskur.
Men hvor længe skal vi vente på en reaktion på den uansvarlige og landsskadelige virksomhed, der udfolder sig i spalterne i ugebladet Alt for Damerne?
Over flere sider i nr. 22 af dette blad anbefales det vore damer at klæde sig i indiske kaftaner – ikke alene bag hjemmets fire vægge men også på jobbet.
Det fortælles, i hvilke butikker man kan købe disse gevandter. Og hvad værre er: en række danske designere har kreeret flere af modellerne. Der er tale om en sammensværgelse. Den bør Dansk Folkeparti og deres støtteregering sætte en stopper for, før det kommer så vi, at vi ikke længere kan skelne vore egne damer fra de fremmede.

Jan Krag Jacobsen
Farum

I Danmark sidder vi på hænderne
*I Nablus på Vestbredden har israelske besættelsesstyrker omringet den gamle bydel med pigtråd. Soldater er gået fra hus til hus og har skræmt befolkningen fra vid og sans for at arrestere modstandsfolk, som soldater betegner som ’terrorister’. Syv palæstinensere døde under aktionen, 17 er lemlæstet og mange unge mænd blev arresteret.
BBC-World bragte skræmmende billeder fra aktionen. Beboerne i Nablus må være lammet af frygt.
Sharon kan gennemføre den slags terroraktioner i ly af valgkampen i USA og amerikanernes problemer i Irak. Det internationale samfund og EU mangler en langsigtet strategi for løsningen af Israel-Palæstina konflikten og med amerikansk understøttelse bliver alt oprør mod besættelse stemplet som terroristisk, og Sharon kan gøre, hvad der passer ham. Men intet folk vil finde sig i så meget lidelse, som Israels politik tilføjer det palæstinensiske folk.
Men hvor bliver den aktive indsats for at sikre det palæstinensiske folk og det israelske folk en bedre og fredelig fremtid af?

Ulla Jessing
Virum

Gud er en klump
*Hvem er gud, og hvordan ser han ud, spørger Aksel Specht, ateist, den 28. juni. Spørgsmålet retter han retorisk mod folkekirken, men kirkens og kristendommens svar på spørgsmålet stiller næppe. Specht tilfreds, fornemmer man. Hvis spørgsmålet skulle udspringe af et oprigtigt ønske om at kende mere til karakteren af det guddommelige, skal ateisten søge andre kilder.
Et spændende sted at starte er f.eks. Stanislav Grof, som i sin bog Den kosmiske leg forsøger at indkredse intet mindre end »Meaning of Life«, i en kosmologi baseret på lige dele videnskabelighed samt tankegods fra såvel buddhisme som vestlige mystikertraditioner. Grof opstiller her et radikalt anderledes, men i grunden slet ikke så mystisk, verdensbillede.
Forståeligt er det, hvis Specht finder kristendommens (og de øvrige monoteistiske religioner) svar på de store spørgsmål utidssvarende og utilfredstillende. Mens de kristne forestiller sig gud som den langskæggede ældre herre, deropppe i himlen, som engang sad med en klump modellervoks og formede verden, har buddhister og folk fra diverse mystikertraditioner svært ved at anerkende en fundamental adskillelse mellem skaberen og det skabte.
Gud er simpelt hen modellervoksen!
Og ateisten er hans største vittighed, skriver Grof med et smil.

Lars Raabye Pilegaard
København Ø

Grundloven består
*I sit læserbrev den 26.-27. juni overskriften ’Grundlov eller forfatning’ formår Kurt Loftkjær at blande adskilligt sammen som bør holdes adskilt, og giver mig anledning til følgende kommentar:
Selvom diskussionen om en ny Grundlov i Danmark selvfølgelig må berøre vores forhold til EU er der ikke tale om, at EU-forfatningen skal erstatte vores Grundlov. Den danske Grundlov berøres ikke af, at EU nu har besluttet, at kalde sit nye traktatgrundlag for en Forfatning for Europa.
Det er derfor helt ude i skoven, når KL hævder, at forfatningsforslaget vil ændre vore grundlovssikrede rettigheder. EU har som altid kun de beføjelser som medlemslandene har besluttet at overgive til de fælles beslutningsorganer.
Eftersom landenes valgte politikere er bundet af deres respektive nationale forfatninger, vil de enkelte medlemslandes forfatninger i sidste ende sætte grænsen for hvad EU kan beslutte, hvilket både EU-Domstolen og Højesteret har fastslået.
EUs nye forfatning vil udstyre EU-borgerne med en række rettigheder i EU-systemet der ikke tidligere har været traktatfæstet og dermed beskytte borgerne, samt udgøre et solidt grundlag for det fremtidige EU-samarbejde.

Glenn Lynge Andersen
amtsformand for Europabevægelsen i Århus Amt

Politik – det er da for sjov
*I forsidelederen den 23. juni meddeler Dorrit Saietz (ds), at »miljøsagen var – for at sige det lige ud – blevet kedelig, fodformet og politisk korrekt« – før Lomborg forstås, som kom og hjalp den borgerlige regering med »at legitimere en række store nedskæringer på miljøområdet«. Konfrontationen med de grønne bevægelser »har været et underholdende slagsmål – men den sort-hvide polarisering ender i længden med at blive lige så trættende som de grønne bevægelsers politiske korrekthed.«
Det er betryggende for den politiske debat, at Information nu behandler væsentlige globale problemstillinger i forhold til deres lokaldanske underholdningsværdi. Vi vil da helst være fri for at kede os alt for meget før syndfloden.

Birgit Fischer Jensen
Hørsholm

Tak for kritik af Vestens krig
*Det var dog et mavesurt indlæg Jonathan Schwartz havde den 23. juni – om at Omar Shahs kronik den 18. juni skulle være en luftning af Shahs ‘indre svinehund’. Jeg fandt, at Shah leverede en interessant, velskrevet og tankevækkende kronik.

Hanne Willert
Frederiksberg C

Afviste asylansøgerbørn
*I konventionen om barnets rettigheder (børnekonventionen) står, at staten skal sikre rettigheder til ethvert barn uden diskrimination af nogen art. Det ser den danske regering imidlertid stort på, når det gælder børn af afviste asylansøgere, som er sat på den såkaldte madkasseordning. Denne ordning er et pressionsmiddel for at tvinge asylansøgere, der har fået afslag på opholdstilladelse, til at rejse hjem. At være sat på en madkasseordning betyder, at man hver anden uge får udleveret mad, vaskepulver og toiletartikler. Asylansøgerne får ikke en krone til selv at supplere, hvis mængden af vaskepulver f.eks. ikke slår til.
I alt 653 asylansøgere får madkasser eller er forflyttet til Sandholmlejren, hvor de udelukkende får den kost, der udleveres af cafeteriet. 64 af disse er børn mellem 8-15 år. For en flygtningefamilie er det en barsk oplevelse, som opfattes som meget ydmygende.
Røde Kors Asylafdeling og Red Barnet har kritiseret, at børn lever under en sådan ordning. Særligt problematisk forekommer det at være for de lidt større børn, der har behov for at deltage i fritidsaktiviteter samt at få lommepenge, smart tøj og eget værelse ligesom danske børn og unge.
Overgreb og traumatiske krigsoplevelser præger mange af de familier, som har søgt om asyl, ligesom mange af børnene har alvorlige problemer og har brug for psykisk hjælp og støtte fra den danske sociallovgivning. Børnekonventionen præciserer, at det afgørende princip skal være børnenes tarv ligesom dansk sociallovgivning skal sikre støtte til alle børn og unge, der opholder sig i landet, men det er imidlertid som om offentlige myndigheder og store dele af det politiske establishment har den holdning, at asylansøgeres børn ikke har så store behov som danske børn og unge.
I det hele taget findes der en gråzoneproblematik i asylsystemet, som kan få én til at overveje, om det danske samfund overholder børnekonventionen og bruger den sociale lovgivning lige så fagligt kompetent som det sker i forhold til danske børn, der er sårbare og udsatte. For eksempel kan et barn flyttes fra et asylcenter til et andet uden en faglig vurdering af, om det er til bedste for barnet og uden at barnet får adgang til at klage. På en måde bliver disse børn og unge rettighedsløse.
Spørgsmålet er, om vores forpligtelse og opbakning til overholdelse af børnekonventionen her må ses trådt under fode, når afviste asylansøgerbørns tarv og behov ikke tilgodeses – på lige fod med danske børns, og om de sociale myndigheder svigter deres ansvar ved ikke at have øje for behov, som ikke umiddelbart er synlige i samfundet uden for asylsystemets ’indesluttede mure’.

Birthe Gamst
socialrådgiver, cand. scient. soc.

En sejr for (nær)demokratiet?
*Lars Løkke Rasmussen var en stolt og glad mand, da han kunne fremlægge den nye strukturreform, som han havde forhandlet på plads ved hjælp af ensidig blokpolitik med regeringens
eksistensgrundlag. Stolt med god grund, for han havde med et skrevet sig ind i historiebøgerne ved at sætte sin signatur på den største og vigtigste reform i Danmark gennem de sidste 30 år. En sejr for nærdemokratiet kaldte han overmodigt sin studehandel med Dansk Folkeparti – og her begynder min tvivl at nage.
Baggrunden for denne nærdemokratiets triumf skulle ligge i det faktum, at de nye og større kommuner bliver i stand til at varetage flere og større opgaver, og at en større del af ansvaret dermed placeres lokalt. Store og flotte floromvundne ord. Men helt så simpelt er det ikke.
Nærdemokrati kan ikke blot decimeres til at være et spørgsmål om flere opgaver til kommunerne, det er i lige så høj grad et spørgsmål om kommunernes størrelse og den enkelte borgers forhold hertil. For ikke at nævne de mange opgaver, der er gået fra de dødsdømte amter til staten. Netop det faktum, at kommunerne skal være så meget større for at kunne varetage de nye opgaver, kan aldrig ses som værende til fordel for nærhedsprincippet. Uanset hvordan strukturreformen bliver vendt og drejet, kan det brede billede kun vise centralisering samlet set.
Uanset nærdemokrati, centralisering eller ej er der af åbenlyse årsager ikke plads til at komme ind på alle dele af forliget, hvorfor jeg vil dedikere pladsen til de kommende generationer og miljøet. Lars Løkke var efter sammenbruddet i forhandlingerne med Socialdemokraterne og Det Radikale Venstre fremme med udtalelser om, at han ikke ville bakke til udgangspunktet for reformen, hvilket ikke holdt helt stik.
For at tilfredsstille Dansk Folkeparti blev ansvaret for miljøet atter lagt ud til kommunerne. Man kan sige, at S og R selv bærer en del af skylden for at miljøet blev nedprioriteret, da de udvandrede fra forhandlingerne, men man skal ikke blive siddende ved bordet for enhver pris. Desuden ændrer det ikke på, at regeringen ved at placere miljøansvaret i kommunerne er gået på kompromis med fremtiden.
For den enkelte økonomisk trængte kommune (og ja, det er de jo også efter strukturreformen) kan det ikke på undgås, at kassetænkning prioriteres frem for miljøet, hvorved det bliver hensynet til og ønsket om at tiltrække sig flere skattekroner, der går forud for miljøhensyn.
Der er flere gode elementer i dele af forliget, og det er langt fra min intention at være kategorisk kritisk, uanset hvor uenig jeg er i fremgangsmåden. Men jeg vil dog sætte et stort spørgsmålstegn ved, hvor hensigtsmæssigt det er at bringe det danske folketing ud på et skråplan, der er et tilbageskridt i forhold den konsensuspolitik, der tidligere har præget parlamentet i forbindelse med store reformer?

Pia Petersen
folketingskandidat for Det Radikale Venstre, stud.scient.pol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her