Læsetid: 6 min.

DEBAT

24. juni 2004


Ud at se
*Jeg kunne godt tænke mig at undgå den næste kolde vinter her... ved at tage nogle måneder til Australien.
Desværre må jeg nok vente til næste kommunevalg... Jeg har nemlig tænkt mig at blive borgmester – et job der jo giver en hel del muligheder (jfr. Brixtofte, Milo, Kramer m.fl.).

Wilfried Schuhmacher, Gadstrup

Den tavse sofa
*Kære EU-modstandere og -tilhængere. Skulle vi ikke blive enige om, at der ikke
er nogen af os, der aner, hvad sofavælgerne ville have stemt – eller hvorfor de ikke
gjorde det? Og så overlade til højrepopulisterne at påberåbe sig støtte fra ’det store tavse flertal’...

Per Vadmand, Ringsted

Agenten Annegrethe
*Ved adskillige lejligheder er Annegrethe Rasmussen blevet angrebet for sin jubeleuropæiske panegyrik i avisens EU-dækning – senest af Lars Bredo Rahbek 22. juni. Undertegnede har også selv engang troet, at det var avisens nye ukritiske linje, der blev udtrykt gennem hendes ledere og reportager.
Men med lederen 21. juni står klart, at hun i virkeligheden er placeret af Folkebevægelsen mod EU. Hendes opgave har øjensynlig været at udstille den ukritiske ja-sigers mest platte floskler og gentage dem i en uendelighed, indtil enhver kunne se uholdbarheden i dem.
Nu er spørgsmålet så, hvornår hun må bekende kulør. Efter Hep, hep, Fogh-lederen er spillet vel ude. Er der mon nogen sammenhæng med, at Trads forlader bladet, spekuleres der i krogene. Skal hun måske på nye missioner for Folkebevægelsen?

Steen Sohn
cand. phil

Grønne glade for EU – andre steder
*I Information den 19. juni kritiserer Jean Thierry fra De Grønne i Danmark Holger K. for dennes bemærkninger om, at EU-modstanden er blevet højreorienteret, og at alle venstreorienterede er for.
Kære Jean, har du aldrig undret dig over, at de eneste steder, hvor De Grønne er EU-modstandere, er i Skandinavien og i Blågårdskredsen.
I de øvrige EU-lande er De Grønne varme EU-tilhængere – ja og visse steder er de endog føderalister.

Ole Hvas
Kbh. NV

Hvad skal vi med kvinder...
*... de vil kun bedrage os, sang Preben Kaas og Jørgen Ryg, og når Danmarks mest troværdige avis meddeler, at ét stk. kvinde giver underskud på 1,8 millioner kroner, mens ét stk. mand giver et overskud på 500.000 kroner, havde de hedengangne skuespillere på en måde ret. Såkaldt frivilligt arbejde er holdt uden for regnskabet, så alt i alt er kvinder vist pengene værd?
Men balancen på statsregnskabet kræver, at der fødes næsten fire gange så mange mænd som kvinder i det ny århundrede, så det er sandelig godt, dygtige forskere har givet os mulighed for ægsortering.
Fagre ny verden?

Niels Stubkjær
København Ø

Øhh
*Den 12.-13. juni skrev avisens populærmusikanmelder Klaus Lynggård følgende i forbindelse med Ray Charles død:
»I 1960 signede han med ABC-Paramount, hvor han kom fantastisk fra start med sin rygradsrislende og definitive udgave af Hoagy Carmichaels ’Georgia On My Mind’.« Hvad betyder denne sætning?

Erik Helger
Fredensborg

Hjælp til udsatte børn i folkeskolen
*En af den danske folkeskoles vigtigste opgaver er at give alle elever lige muligheder for en uddannelse. Derfor måler jeg blandt andet folkeskolens succes på dens evne til også at give udsatte børn de bedste undervisningsmæssige vilkår og muligheder.
Udsatte børn findes i alle sociale lag, og deres udsathed kan være af mange forskellige slags – børn uden opbakning fra hjemmet, børn, der lærer langsomt, anbragte børn og flere endnu. Det er vigtigt, at folkeskolen kan rumme, støtte og udvikle alle disse elever, og derfor har regeringen afsat 23,8 millioner kroner til et udviklingsprogram under Undervisningsministeriet, der skal øge kvaliteten af udsatte børns undervisning.
Blandt andet støttes 28 projekter, som kan være med til at udvikle metoder, hvor lektiehjælp bliver mere end en efterbehandling af elevernes undervisning, men blandt andet også tilfører en social dimension. Det har været vores mål at udvælge projekter, som kunne gøre lektiehjælpen bredere og gerne inddrage både forældre og andre samarbejdspartnere.
Lektiehjælpsprojekterne er første del af et mere omfattende program, som skal forbedre de udsatte børns vilkår i folkeskolen, og ekspertgruppen bag den nyligt offentliggjorte OECD-rapport om den danske folkeskole har udtalt sig positivt om hele programmet. Fælles for alle dele af programmet er, at vi har lagt vægt på erfaringsudveksling, så skoler over hele landet kan have gavn af resultaterne.

Af undervisningsminister
Ulla Tørnæs

Lad sløret falde
*Hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af. Af den grund må man hilse Thorkild Grosbøll-sagen hjerteligt velkommen. Væk med den floromvundne forblommethed! Enten så afgår folkekirken ved døden, dvs. den bliver til en snæver himmelvendt sekt for de frelste, som de fleste fornuftige selvtænkende væsener må foretrække at holde sig på lang afstand af.
Eller også så går den lutret ud af balladen som et dagsakuelt åndeligt forum, fjernt fra alskens overtro, for eftertanke om holdninger og værdier i vores forhold til vore medmennesker her og nu med Kristus som det uforfærdede eksempel på én, der turde tale magthaverne midt imod. Måske man i så fald ligefrem kunne overveje at melde sig ind? Hvad skal det være? Det må tiden vise.

Søren Blaabjerg
Hørning

Gud og videnskaben
*Marie-Louise Kjølbye citerer i forsidelederen den 22. juni Thorkild Grosbøll: »Der er ingen, der i deres almindelige liv opererer med et gudsopretholdt univers. Vi fungerer på naturvidenskabens præmisser«.
Nå, det gør jeg ellers – altså opererer med et gudsopretholdt univers, samtidig med at jeg fungerer på naturvidenskabens præmisser – og jeg kender oven i købet andre, der også gør det. At indsigt i naturens sammenhænge og troen på en opretholdende gud er alt andet end modsætninger må være indlysende for enhver, der er i stand til reflektere bare en anelse dybere over gudsbegrebet, end Grosbøll åbenbart er. Og husk lige, at en opretholdende gud og en gud, der griber ind over for menneskelig elendighed ikke er det samme.
Ps. Jeg er under 45 og et ’såkaldt almindeligt menneske’, og jeg er ganske rigtigt ikke, som Marie-Louise Kjølbye skriver, forarget, blot uenig.

Ingeborg Arndal
København N

Lad os få fokus tilbage på dansk litteratur
*Det er fuldstændig uacceptabelt, at Konkurrencerådet fortsat sætter spørgsmålstegn ved den ro, der ellers gennem et flertal i Folketinget var kommet på bogmarkedet.
I december 2003 bakkede Socialdemokraterne op om, at en tidligere ordning om fastholdelse af de faste bogpriser blev forlænget. Det blev vedtaget, at der ikke skulle ændres ved den nuværende retstilstand på bogmarkedet frem til sommeren 2006. Samtidig blev der nedsat et udvalg, der i øjeblikket kulegraver hele bogprissystemet (en videreførsel af det såkaldte »Vagthundeudvalg«). Hele bogbranchen – både forlæggere, boghandlere og forfattere – bakkede op omkring dette jvf. konklusionerne på en konference afholdt i oktober 2003.
Argumentationen bag er, at der ikke kun skal være et marked for bestsellere. Vi vil også sikre, at mangfoldigheden og den nytænkende litteratur får en chance. Det gør vi bedst gennem fastprissystemet. Til trods for at dette system – indrømmet – ikke er uden problemer. Særligt i relation til helt nyudgivede bøger, der sælges i bogklubregi, er der rejst tvivl om tolkningen af reglerne. Eventuelle ændringer i principperne om fastbogspriser bør dog afventes, indtil det nedsatte udvalg er kommet med deres udspil.
Folketingets vedtagelse V 29 har bestemt ikke passet Konkurrencestyrelsen og Konkurrencerådet, som er stærke fortalere for en fuldstændig liberalisering af bogmarkedet. De har dog modvilligt måttet sluge Folketingets afgørelse. Men i maj i år kom så deres modtræk.
Konkurrencerådet traf en afgørelse om, at der skal være frie bogpriser på alle de bøger, der er blevet udbudt i bogklub. Dette med henvisning til Gyldendal, som i stort omfang har solgt helt nye bøger i bogklubberne til meget mere favorable priser, end det har været muligt at købe dem til i den lokale boghandler.
Hvis et forlag overtræder reglerne for, hvornår en bog ikke længere er omfattet af fastprissystemet, skal konkurrencemyndighederne naturligvis få det stoppet. Men det er uacceptabelt, hvis disse myndigheder bruger sagen til at få sneget en generel liberalisering af bogmarkedet ind af bagvejen.
Lad mig appellere til, at denne sag ikke drukner i drillerier og magtkampe. Fokus skal tilbage på det, det hele drejer sig om. Nemlig at skabe de bedst mulige vilkår for bogbranchen og dansk litteratur!

Af Poul Qvist Jørgensen, MF(S),
biblioteks- og bogordfører

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu